30 berømte vikinger

30 berømte vikinger30 berømte vikinger

Illugi Jökulsson
Oversætter: Lil Vad-Schou
63 sider
Frydenlund 2016

 

 

Vikingetiden har fået en renæssance. Dengang levede vore stolte forfædre. De røvede og plyndrede, erobrede land, handlede, kulturudvekslede og havde et omfattende område som deres legeplads. I dag ser vi vikingerne både som voldelige aggressorer og som fine kulturpersonligheder. En del af disse vikinger er taget med i bogen, som har hovedvægten på de erobringer, vikingerne gjorde.

30 berømte vikinger trækker både på sagnstof og historiske kilder. Det gør desværre teksten lidt omstændelig. Når det alligevel ikke er en historiebog, kan man lige så godt svælge i sagaer, myter og overleveringer. Der er nok at tage af. I stedet irriteres læseren af alt for mange sætninger, som begynder med ”Muligvis…”, ”Det er usikkert…”, ”Nogle mener…”, ”Man mener…” og ”Desuden menes”.

Når det er sagt, giver bogen indblik i både enkeltpersoner og den virkelighed, de formodes at have levet i. Vikingetid er sejlads og bosættelser, men den er også vandringer over land. Rejserne mod vest fylder mest, men vi får også fortællinger om opdagelsesrejser mod øst. Og det er både mænd og kvinders historie, læseren møder. Illustrationerne (Shutterstock og THANK YOU er krediteret) fremstår noget afdæmpet og virker ikke til at være lavet specifikt til udgivelse i denne bog, hvilket de vist heller ikke er.

Den nemme løsning ville være at genfortælle de mest kendte vikinger. I stedet er det en (med danske øjne) blanding af berømte/berygtede vikinger og de knap så kendte. Det kan skyldes, at bogen oprindeligt er skrevet i Island, hvor man muligvis har en anden top 30 over kendte vikinger. Det kan også skyldes, at valget er sket efter andre kriterier. Det oplyses dog ikke, hvordan lige netop de 30 har gjort sig fortjent til at blive beskrevet.

Enkelte af historierne minder bemærkelsesmæssigt meget om andre mytologiske fortællinger. F.eks. hører vi, at Bjørn Jernside kom til byen Luna, som han troede var Rom. Efter en længere belejring fik hans mænd overbevist biskoppen i Luna om, at Bjørn ”var død, men at han havde ladet sig kristne på sit dødsleje, og at denne hedenske vikingehøvdings sidste ønske havde været at blive begravet i indviet jord i byens domkirke”. Som den trojanske hest blev Bjørns kiste bragt ind i byen, og sammen med sit påståede ligfølge overtog han byen.

Om Ravne-Floke hører vi, at han ledte efter Island. For at finde land slap han tre gange en ravn løs. Den tredje ravn fløj direkte i retning af Island, og Ravne-Floke kunne følge efter og på den måde fandt han nyt land, han kunne bosætte sig i.

Vi hører meget om de erobringer af landområder, de udvalgte vikinger var med til. Til gengæld er der ikke lagt vægt på de (helte)gerninger, vikingerne udførte undervejs. Det er endnu et eksempel på, at det har været svært at finde en god balance mellem historiebog og mytefortælling. Det ender med at blive lidt hverken-eller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.