Camilla Wandahl og Caroline Ørsum
168 sider
Høst & Søn 2019

Som mange andre unge er Alex i tvivl om sig selv. ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg være en del af fællesskabet eller vil jeg være mig selv? Og kan jeg være begge dele samtidig?” For Alex er spørgsmålene nok lidt vanskeligere end for de fleste, men heldigvis er der Isa, som er forstående, rummelig og tålmodig.

Isa må erkende, at hun heller ikke helt ved, hvem Alex er. Hun havde ellers lagt en del planer allerede, bl.a. inspireret af en youtuber, som delagtiggør hele verden i sine kropslige forvandlinger fra Chris til Cornelia. Det er dog slet ikke noget, som Alex kan identificere sig med. Hverken at være så målrettet eller at ønske alles blikke på sig.

For Alex er det andre problemer, som skal løses først. Mere dagligdagsproblemer som en mor, som i bedste mening prøver at skaffe Alex et arbejde ved flaskeautomaten i Netto. Den karriere stopper på førstedagen, da Alex anbefaler en kunde at gå over i Rema. Et famlende forsøg på en date med den ellers interesserede Mathias afbrydes, da Mathias ikke kan finde ud af, hvad det er, Alex vil. Nok, fordi Alex heller ikke selv ved det.

I Venus fluefanger finder læseren en ualmindeligt respektfuld personskildring, som anbringer bogen på hylden med de bedste bøger om coming of age. Først langt inde i bogen afsløres det, om Alex er en ung mand eller en ung kvinde. Læserens usikkerhed er et væsentligt greb, for jegfortælleren Alex kan ikke identificere sig med nogen af de to stereotyper. Alex’ mor har et klart billede, og Isa har det også i begyndelsen. Det gælder også seksuel orientering: Mathias troede, han vidste det … men kom så i tvivl og trak sig. I pressematerialet til Venus Fluefanger er formuleringen, at Alex er i en udviklingsproces. Det kan man vist roligt sige.

Noget uventet er det Isas kæreste, Nikolaj, som er mest ligeglad. For ham er Alex en væsentlig del af Isas liv, og derfor accepterer han Alex uden forbehold. Det er faktisk Alex, som har den største modvilje, da Isa præsenterer de to for hinanden. Alex går derfra, inden Nikolaj får sagt, ”at han synes, du virker ret cool. Fordi du er dig selv”, som Isa refererer det. Den karakteristik er overraskende for Alex, for ”indebærer det ikke, at man rent faktisk ved, hvem man er?” Godt spørgsmål!

I kulissen – eller rettere på nettet – står den mystiske Darwin, som bakker Alex op både i, at menneskeartens mangfoldighed er vidunderlig og smuk, og med mere konkrete fif til, hvordan man holder liv i den Venus Fluefanger (en kødædende plante), som Alex har købt. Kan man stole på en person, som man kun kender under et dæknavn, uanset hvor velmenende vedkommende fremstår? Alex er i hvert fald i tvivl.

Sideløbende med historien om hoved- og bipersonerne leverer forfatterne enkelte hak til den noget konforme virkelighed, de skal navigere i. F.eks. er der en scene fra Føtex, hvor en pige hellere vil have en jakke med grønt camouflagemønster end den lyserøde blomstrede jakke, hendes mor har udset sig til hende. Det er ikke kun Alex, som af sine omgivelser oplever et pres for at passe ind i ret snævre normer.

Moralen i Venus Fluefanger er, at man skal holde på retten til at finde sig selv. I bogen sidste afsnit forestiller Alex sig, ”hvordan det vil være bare at være Alex. Dronning af dårlige undskyldninger. Forvirret på grænsen til fucked up. Bestemt ikke en ekspert i kødædende planter endnu. Men helt klart mester i måske.” Den forestilling fortjener at blive delt med rigtigt mange.

Sarah Engell og Sanne Munk Jensen
269 sider
Gyldendal 2019

Polly bor i Hirtshals og vil gerne noget mere. Hun ved bare ikke, hvad ”noget mere” er. Da hun begyndte på gymnasiet i Hjørring, åbnede der sig en verden, hvor det ikke var fiskeri, dåseøl og borede knallerter, der var omdrejningspunktet for ungdommen. Alligevel føler hun sig heller ikke hjemme der. Det hjælper, da hun bliver veninde med Caro, som leder en i en gruppe piger, som fører et mere tiltrækkende liv.

Hvor resten af gruppens piger åbenbart lever på forældrenes penge + hvad de kan trække ud af fyrene omkring sig, er Polly stadig afhængig af den indtægt, hun får ved at filetere fisk. Som så mange andre unge, der lever i grænselandet mellem to kulturer, prøver hun at få det bedste ud af begge dele. Det går langt hen ad vejen også meget godt for Polly, indtil en aften, hvor en fest løber lidt af sporet.

Polly når at have sex med tre forskellige. Det er egentlig gode og rare oplevelser for hende, som hun ikke fortryder. Hun har ingen problemer med det, hvis det ikke lige var for, hvad alle andre kan tænke om hende. ”Andre” synes ikke, det er specielt sejt at have tre one nights stands samme aften. Heller ikke, selv om den sidste af dem måske er begyndelsen til et egentligt forhold.

Katastrofen går først op for Polly, da hun bliver klar over, at den ene af fyrene var Caros kæreste, Wales. Hun ryger ud i kulden både i pigegruppen og blandt sine gamle venner fra Hirtshals. Et billede af Polly sammen med fyren bliver lagt ud på Facebook, hvor hun helt mister kontrollen over, hvem der fortæller hvilke historier om hende.

I desperation stikker hun af i sin morfars kutter. Kutteren viser sig at gemme på en hemmelighed om Pollys mor, som er død i en færdselsulykke, da Polly var fire. Det fører hende en tur over et stormfuldt hav; til Norge.

I slutningen af Tag gaden tilbage konfronterer Polly sine plageånder. Hun ”tager gaden tilbage” bl.a. ved at fortælle sin version til pigegruppen: ”Det var ikke mig, der kneppede hendes kæreste. Vi kneppede hinanden. Og jeg vidste ikke, at det var hendes kæreste. Eller at ham, jeg kneppede med, overhovedet havde en kæreste. Men burde Wales ikke selv have vidst, at han havde sådan en?”

Citatet viser, hvad Tag gaden tilbage er særdeles velegnet til. Bogen kan ses som et debatoplæg. Hvad kan man tillade sig at gøre – og hvad ikke? Er der forskel på, hvad piger og fyre kan tillade sig – og hvorfor? Ved at lade Polly være fortællestemmen, lægger forfatterne de voksne forforståelser på hylden. Det er en væsentlig pointe, at Pollys handlinger i sig selv ikke medfører noget ubehag for hende. Det er omgivelsernes reaktioner, der får snebolden til at rulle. Alt efter synsvinkel kan det være en løftet pegefinger om at tænke over konsekvenserne af sine handlinger, eller det kan være en påmindelse om ikke at gå så meget op i, hvad andre tænker. Bogen lader det være åbent, hvilken morale man udleder af den.

Inden Polly kommer med i pigegruppen på gymnasiet, fører hun et slags dobbeltliv. Hun syr selv det tøj, som er alt for prangende til fiskefabrikken og slænget på havnen, hvor hun ellers hænger ud. I en garnbutik har hun fået en gine billigt. ”Mens jeg hver morgen, modstræbende, trak i Hirtshals-uniformen; jeans, striktrøje og regnfrakke, agerede ginen min lyssky dobbeltgænger, der i tavshed udlevede mine vildeste fantasier om glimmer, glitter, læder og tyl.”

En del af omtalen af Tag gaden tilbage har pointeret, at den foregår i en del af Danmark, som ligger langt fra det København, meget af tidens YA (Young Adult) har som ramme. Ingen tvivl om, at det i vestkystbyer og andre vil være et populært element. Og Københavner-unge har sikkert også godt af at læse om virkeligheder, som ikke ligner deres; og er lige så danske. Men egentlig er det karaktererne og handlingen, som driver fortællingen. Polly kunne lige så godt have boet i en anden mindre by, uanset om Aalborg, Aarhus eller København var den nærmeste store by. Temaerne er almene: Ønsket om at høre til i en gruppe, tankerne om ”den første gang”, modsætningerne mellem at bevare sine rødder og at styrke sine vinger.

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.