Børnelitteraturen lige nu

Børnelitteraturen lige nuBørnelitteraturen lige nu

Der udgives meget god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Jeg har spurgt (dansk)lærere, hvor de er mest udfordrede i valg af litteratur. Denne artikel vil give forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a, Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd og Astrid Lindgrens samlede værker. Hovedvægten i artiklen er bøger skrevet af danske forfattere og udgivet de seneste to-tre år.

(Artiklen er oprindeligt trykt i Skolen nr. 2-2017. Se artiklen i sit oprindelige layout her eller hele bladet her.)

Den gode historie er en væsentlig drivkraft for læsningen. En god bog er én, hvor man bare skal lige skal have næste side med. Når læreren siger: ”I slutter, når I har læst til det næste afsnit,” må der gerne lyde et højt suk fra klassen! Det er sværere at sige, hvad ”den gode historie” er. Nogle vil have humor, andre vil have gys.

Eksempler på den gode historie

De yngste læsere vil synes godt om Gustav og Raketbroderskabet, som er en serie med korte gennemillustrerede bøger om en lille gruppe børn, der interesserer sig for rumfart. De bliver indblandet i et intergalaktisk drama, da bl.a. en grøn rumpige, hendes familie og nogle fæle forfølgere lander i den lille Grødby. Der er udkommet seks bind. Muligvis syv, når denne artikel udkommer.

Det har mange kvaliteter at læse serier. Selv relativt store persongallerier som i Gustav og Raketbroderskabet introduceres overskueligt bind for bind. Læseren skal ikke sætte sig ind i et nyt univers, en ny hovedperson eller en ny handling for hver bog. Og så er det så let lige at læse et bind. Og et bind mere. Og et til. Og pludselig har man læst, hvad der svarer til en stor bog!

Serien om Dragepasseren er endnu lettere at gå til: Hvert kapitel består af en email fra drengen Edvard til onkel Oluf (og i sjældnere tilfælde den anden vej), med en illustration vedhæftet. Onkel Oluf er ikke helt så ansvarlig, som man kunne ønske, så Edvard må tage sig af alle de ulykker, onklens drager laver. Vi nævner bare et nedbrændt slot som eksempel. Der er kommet fire bøger, og der er flere på vej. Bøgerne kan bruges som højtlæsning fra dag 1 i skolen.

I Victoria Roses to liv opstår der mange sjove situationer, når Victoria sammen med sin ven flytter ud i bedstefars kolonihave, så det er deleforældrene, som skal skifte adresse hver uge og prøve på at få en hverdag til at fungere sammen med nogen, de ikke selv har valgt. Den vil være velegnet til højtlæsning for klassen fra 3. klasse og kan bruges til selvlæsning et par år senere.

Mig og Dylan Walker har den samme skæve humor som Victoria Roses to liv. Malthes sidste år inden efterskolen er ved at rinde ud, og han tager en chance for at lære det der med at score: Han fortælle, at han er bøsse for på den måde at blive lukket ind i en verden, hvor drenge ellers ingen adgang har. Det lykkes… mere, end han havde forestillet sig, for han ændrer sin opfattelse af mange ting.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ er til udskolingen og skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Børnebogen under forandring

En børnebog er ikke bare en bog. Der er en tendens til at eksperimentere med selve det fysiske produkt. Flere af bøgerne har tilhørende hjemmesider, hvor man kan læse mere eller endda få forslag til gør-det-selv-aktiviteter. Igen er Gustav og Raketbroderskabet et godt eksempel.

Her vil jeg også fremhæve Ella er mit navn vil du købe det?, selv om den er fra 2014. Det er er en papæske med løse ark. På arkene har hovedpersonen Ella skrevet med skrivemaskine. Alene det koncept vil være ”nyt land” for flere elever. Ella bor i sin mors antikvarboghandel og hader bøger. Hun bruger en hulmaskine på bøgerne og laver derved det ”poetsne”, som er med i æsken.

Æskerne med Ella er mit navn vil du købe det? kan næppe skaffes som klassesæt, men den findes også som mere traditionel bog, hvor man må undvære poetsne, løsark og den ”Ella-stik”, som holder sammen på papæskeudgaven. Man kan evt. supplere med et enkelt eksemplar af æsken og samtale om forskellene i de to medier.

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes for at vise, at det er nyt. Og nyt er det! Graphic novels er for både børn, unge og voksne. Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

En anden oversat billedbog handler (måske) også om drømme. Stakkels monstre er til skolens yngste elever. Den handler om venskab, om at kunne stole på hinanden og om at overvinde sin frygt. Billedsiden er meget anderledes, end vi kender det fra de fleste billedbøger. Alene det er en grund til at tage den ind i undervisningen.

Norske Stian Hole (ham med Garmann-bøgerne) er på det seneste kommet med to bøger i Danmark: Morkels alfabet er fortsættelsen på Annas sommer fra 2013. Morkel er den spændende og mærkelige kammerat til Anna. Da han helt forsvinder, må Anna ud og lede. Hun finder meget mere end Morkel. Den anden billedbog er Den gamle mand og hvalen: historien om Cornelius, som ikke har talt med sin bror siden en uenighed om en kæreste i deres ungdom. Da en hval strander hos Cornelius, ved han, hvor han skal bede om hjælp. Stian Holes bøger har noget til både de yngste og de ældste klassetrin, og hans næsten pertentlige collager er meget rige på detaljer.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Der er også mere traditionelle billedbøger blandt mine nyeste favoritter. Til skolebrug vil jeg især fremhæve Ørnbøls ABC, som giver et udmærket bud på en afløser eller et supplement til Halfdans ABC, som i år fejrer 50 års jubilæum. De to ABC’er har tematikker, rytme og ordvalg til fælles.

Skolens yngste klasser er også målgruppe for Den store ordsprogsbog, hvor 90 danske tegnere har valgt hver sit ordsprog og illustreret det mere eller mindre tekstnært. Ud over at være en rigtig dejlig bog både at røre ved og gå på opdagelse i rummer den et enormt potentiale til at lære om kendte og mindre kendte danske ordsprog. Der er endda forslag til aktiviteter og en kort tekst om, hvad ordsprog er.

Hvad er udfordringen som (dansk)lærer?

Sådan spurgte jeg under researchen til denne artikel. Især drenge synes at have svært ved at finde motivationen. De vil gerne læser noget spændende… Her er mit råd at spørge dem, hvad de har læst tidligere, som var spændende. Og så finde noget lignende. Hvis det er bøger om sport, og man gerne vil have dem til at læse fiktive tekster, så er bøger med en fodboldspillende hovedperson nok et godt sted at starte.

Enkelte lærere vil give de gode læsere på mellemtrinnet et alternativ til ungdomsbøgerne (eller young adults, som det også betegnes). Man kan søge i tween-litteraturen, og jeg vil foreslå Mig og Dylan Walker, som tidligere er nævnt. Der er også kommet fire bøger med Shakespeare for børn: Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet. De giver læseren et indblik i de helt store klassikere på en tilgængelig måde. Samtidig er nogle af de gamle formuleringer bevaret som faktabokse rundt om på siderne, hvis man ønsker at nørde lidt.

To uhyggelige bøger for gruppen over tween-litteraturen skal også næves: Natulv på beskedne 112 sider har et relativt omfattende persongalleri, som kan give udfordring til den gode læser. En ung barnepige på en herregård må tage kampen op med den mystiske ”Den Grå”, som muligvis står bag dødsfald på gården. Varsleren foregår i vores tid. Nikita har evnen til at forudse, at folk dør. Hun kan endda nå at ændre fremtiden og dermed redde dem. Det bliver en forbandelse, især da hun ser en af sine veninder dø på den ene voldsomme måde efter den anden. Både Natulv og Varsleren ender med et lille tvist, hvis man lige troede, man havde regnet det hele ud.

Et sidste ønske var bøger til 6.-7. årgang om død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

En antologi som Jeg vælger uden filter er en gave til enhver dansklærer, fordi den indeholder noveller, digte, matrix, knækprosa og mange andre korttekst-genrer. Persongalleriet vrimler med skæve typer: Specialskoleeleven, som ikke behandles ordentligt på sin fars grillbar. En morder, hvor læseren selv deltager aktivt i jagten (“Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.”). En navnløs hovedperson, som brænder sine papirer og har to typer gift i baghånden. En 75-årig, hvis store og måske eneste fornøjelse er at køre en ny rute på sin Vespa hver dag.

Hvis det er en vedholdende læser, så er Den store djævlekrig-serien et godt forslag. Gennem seks bøger gennemgår Filip Engell en udvikling og må sande, at man ikke kan dele verden op i ”godt” og ”ondt”. Ved en fejl udvælges Filip til at være Djævelens lærling for at kunne overtage, når den døende mesteren ikke kan mere. I sin læretid får han øjnene op for den rolle, Helvede, Djævelen og alle djævlene spiller for at opretholde balancen. Djævelen lærer også et par ting af den gode dreng.

Litteraturliste

Aldersangivelserne er absolut vejledende. Kend dine egne elever.


Xenia

Gustav og Raketbroderskabet (serie):
Den grønne pige
Fluen
Robotter
Beriah
Plan B
Xenia
Tvekamp (planlagt april 2017)

Frank Madsen
Illustrator: Susi Bech
8-12 år
64 sider
Eudor 2014-2017


Dragepasseren 1-4Dragepasseren (serie):
Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot
Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
5-11 år
62-68 sider
Bolden 2016


Victoria Roses to livVictoria Roses to liv
Gitte Løkkegaard
Illustrator: Jan Solheim
9-13 år
195 sider
Carlsen 2015

 


Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker
Anne Sofie Hammer
10-15 år
206 sider
Høst & Søn 2016

 


Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ
Sarah Engell
16-17 år
408 sider
Carlsen 2016

 


Ella er mit navn vil du købe detElla er mit navn vil du købe det?
Mette Hegnhøj
5-13 år
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

 


Bare en ond drømBare en ond drøm
Aino og Ville Tietäväinen
Oversat af: Siri Nordborg Møller
5-11 år
47 sider
Høst & Søn 2016

 


Stakkels monstreStakkels monstre
Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
4-8 år
48 sider
Hjulet 2016

 


Morkels alfabetMorkels alfabet
Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
15-17 år
48 sider
Høst & Søn 2016

 


Den gamle mand og hvalenDen gamle mand og hvalen
Stian Hole
Oversat af Naja Maria Aidt
4-11 år
48 sider
Høst & Søn 2015

 


FuglenFuglen
Marianne Iben Hansen
Illustrator: Tea Bendix
6-10 år
69 sider
Gyldendal 2015

 


Ørnbøls ABCØrnbøls ABC
Brian Ørnbøl
Illustrator: Rune Johansen
4-11 år
66 sider
DreamLitt 2016

 


Den store ordsprogsbogDen store ordsprogsbog
90 danske tegnere
Redigeret af Tove Krebs Lange
3-11 år
217 sider
Gyldendal 2016

 


ShakespeareShakespeare for børn:
Julius Cæsar
Hamlet
Macbeth
Romeo og Julie
Genfortalt på engelsk af Timoty Knapman og C.A. Plaisted
Illustrator: Yaniv Shimony
Oversat af Allan Poulsen, Vibeke Arildsen og Fanny Bruun
10-15 år
47-48 sider
Bolden 2016.


NatulvNatulv
Cecilie Eken
112 sider
10-15
Høst & Søn 2015

 


VarslerenVarsleren
Kit A. Rasmussen
13-17 år
192 sider
Høst & Søn 2015

 


Jeg vælger uden filterJeg vælger uden filter
25 danske forfattere
14-17 år
152 sider
Høst & Søn 2015

 


Den Store Djævlekrig kompletDen store djævlekrig (serie):
Djævelens lærling
Dødens terning
Den forkerte død
Ondskabens engel
Den faldne engel
Den faldne djævel
Kenneth Bøgh Andersen
10-17 år
295-321 sider
Høst & Søn 2005-2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *