Kategoriarkiv: Artikel

Når pædagogik er som en avocado-plante

Når pædagogik er som en avocado-planteNår pædagogik er som en avocado-plante

I dit arbejde med mennesker kan du få oplevelsen af, at det ikke ”rykker noget”. Du ser ikke en udvikling her og nu. Derfor kan du komme i tvivl om, om dit arbejde overhovedet har nogen værdi. Så kan det hjælpe at sammenligne dit arbejde med at dyrke avocadoplanter.

Artiklen har været bragt som klumme i AKTbladet. Læs den i sit oprindelige layout her.

Pædagogik er som at tage en sten fra en avocadoplante og få den til at spire og vokse sig stor: Det tager meget, meget lang tid, men man kan ikke springe nogen af faserne over. Både planten og mennesket skal have optimale betingelser for at kunne udvikle sit potentiale.

Du kan selv prøve det, næste gang du har en avocado: Stenen behøver du ikke smide væk. Sæt den med den tykke ende i vand. Jeg bruger selv et hyacint-glas. Du skal også bruge tålmodighed – masser af tålmodighed. I mange uger sker der ingenting, men pludselig går det hurtigt: Der kommer et virvar af lange rødder. Så er der stille igen i flere uger, indtil en lille spire kommer frem i toppen af stenen. Spiren vokser med mange cm. hver dag, og nu skal du plante den over i en potte med jord. Resultatet er en plante som den på billedet.

Sådan er det også med dit arbejde som pædagog. Langt det meste foregår skjult inde i barnet/den unge. Du ser det ikke, men bliv ved! Du ved, at du gør det rigtige, og pludselig ser du, at der er sket en forandring. Dannelse er også at finde ud af, hvem man er. Hvor man hører til. Hvad der er godt for én … og hvad der er skidt.

I de perioder, hvor du ikke kan se nogen forandring ske, har barnet særligt travlt. Forandringen sker nemlig inden i. Jean Piaget tale om assimilation og akkommodation. Barnet bearbejder indtrykkene, og det er en krævende proces. Først, når hele barnets organisme er færdig til det, kan omverdenen få lov at opleve, hvad der er sket. Så ser og hører vi den udvikling, som barnet har været i gang med.

I sit rette element kan en avocado blive 30 meter høj. Det kan den ikke i min lejlighed. Pladsen tillader det ikke, men det når ikke at blive et problem, for jeg kan ikke tilbyde den rette sammensætning af varme, fugtighed, lys osv.

På samme måde kan du komme ud for, at du skal gøre op med dig selv, om du er den, som kan tilbyde det bedste til de børn, du arbejder med. Måske skal der en anden voksen til? Jeg kommer nogle gange ud for at skulle anbefale, at barnet skifter skole. Under alle omstændigheder forlader alle børnene skolen på et tidspunkt, og hvor skal de så hen?

Så længe vi tager ansvar for børnene/de unge og deres trivsel og udvikling, skal vi søge mod at give dem optimale betingelser for at gro.

Mennesket har også det hele i sig. Når vi opfylder de udviklingsmæssige behov, får mennesker mulighed for at udfolde sit potentiale. Det tager tid, men vi må ikke give op undervejs, for det skal nok komme.

Hver dag sørger pædagoger, lærere, forældre og mange andre for, at børnene i deres eget tempo kan gøre det samme som avocado-planten. Det tænker jeg på, når jeg en gang imellem stiller mig selv spørgsmålet, om mit arbejde nytter noget. For det gør det!

 

Nyt håb for børnene?

Nyt håb for børnene?

Med den nye dagtilbudslov, som træder i kraft 1. juni 2018, åbner der sig nye muligheder for et godt børneliv. Det kræver, at loven følges op af tilstrækkeligt med pædagoger, som både er veluddannede og velfungerende. Det skrev en gruppe pædagoger mm. en kronik til Politiken om.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 2/2018. Læs den i sit oprindelige layout her eller se hele tidsskriftet her.)

”Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ’Ja, nu er jeg kommet’, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.”

Sådan indleder vi kronikken, for det er vigtigt for os at knytte de overordnede betragtninger tæt sammen med den pædagogiske praksis, som børnene oplever. Børnenes udvikling er nemlig så kompliceret, at vi forenkler den og opsplitter den i delområder som motorik, sprog osv. i vores iver på at begribe den.

Men barndommen har en værdi i sig selv, og det anerkender den nye lov. Legen får en fremtrædende plads, fordi barnet gennem legen udvikler egne kompetencer og dannelse. Legen må ikke længere ses udelukkende som et redskab til at fremme snævre læringsformål. Det skal være slut med træning, test og dokumentation som de eneste fokusområder. Udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen, nu skal det være anderledes.

Relationer er det basale helt fra spædbarnets allerførste handlinger. For den nyfødte handler det især om kropskontakt. Det handler også om at blive set og hørt, at opleve gensidighed, samhørighed og anerkendelse, som fylder mere og mere for barnet, mens det vokser.

Barnet får mulighed for at føle sig værdifuld, hvis det har et trygt og varmt forhold til betydningsfulde omsorgspersoner. I daginstitutionen skal de voksne være opmærksomme, aktive og til at komme i kontakt med. Den største trussel mod den gode relation mellem barn og voksen er lave normeringer.

For at imødekomme barnets basale behov for relationer, skal de voksne være personligt velfungerende, der skal være tilstrækkeligt mange af de dem, og de skal være tilstrækkeligt veluddannede.

Legen er afgørende for barnets udvikling

Den nye dagtilbudslov sætter legen centralt, og det er der god grund til. Hvis vi skal pege på én aktivitet, som har betydning for barnets muligheder, er det legen. Legen mellem barn og voksne definerer fra de allerførste øjeblikke barnets evner til at udvikle relationer. Gennem legen knytter barnet og den voksne bånd. De kommunikerer med og uden ord. Den gode leg veksler mellem spænding og afslapning, mellem adskillelse og forening. Det er ikke så mærkeligt, at barnet efter en god leg kan være fuldstændigt udmattet.

Den voksnes opgave er at være en tryghedsfaktor, så det bliver mindre ”farligt” at slippe det sikre. Det gælder især med de børn, som har færrest legeerfaringer. Den voksne skal være en tryg base, som barnet kan søge, hvis der opstår en konflikt, eller hvis legen udvikler sig for langt mod en af ekstremerne spænding og afslapning, adskillelse og forening. Barnet skal turde turde, og derfor skal den voksne skabe rammerne for legen, så det bliver tilpas udfordrende.

Etiske overvejelser spiller også ind. Gennem legene udvikles normer og værdier, og den voksne kan f.eks. hjælpe med at definere, om man skiftes til at bruge legetøjet, om det er først til mølle, om man kan have monopol på evt. legetøj hjemmefra osv. På den måde gør barnet de første spæde erfaringer med rettigheder og ikke mindst med dilemmaer. Det får en gryende forståelse for det at være et individ i et fællesskab. Og at de andre børn også er individer i det samme fællesskab.

Sproget læres i relationer

Sproget har en årrække haft maksimal opmærksomhed, ikke mindst fra politisk side. Udviklingen af et velfungerende sprog kræver, at der er voksne at tale med. Det kræver igen, at den voksne har tid til at tale med barnet. Voksne, som taler til børn, udvikler ikke deres sprog optimalt. Hvis dertil kommer, at støjniveauet er højt, så har udviklingen af sproget meget trange kår.

Ved at lytte udvikler barnet sit passive ordforråd, men udtale og aktivt ordforråd udvikles gennem samtale.

Pædagoguddannelsen

Det er på pædagoguddannelsen, den kommende pædagog bliver forberedt på at imødekomme barnets behov. Derfor bærer pædagoguddannelsen et stort ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.

Aldrig har pædagogstuderende skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som nu. Aldrig har der været så mange prøver, eksaminer og samarbejde med praksisfeltet. Aldrig har de studerende skullet reflektere over og handle i forhold til så mange ting.

Hvis det lykkes, bliver de kommende pædagoger meget kompetente kolleger. Vi kan så kun håbe, at de også får arbejdsvilkår, som gør det muligt at udfolde deres kompetencer. Så er vi tilbage til normeringerne.

Hvis den nye dagtilbudslov skal give det lovede løft i børnenes hverdag, skal børnene have tilstrækkeligt med voksne. Veluddannede voksne. Voksne, som er personligt velfungerende.

Om kronikken i Politiken

Allerede i oktober besluttede vi i Pædagogisk Netværk at skrive et kronikforslag om den kommende dagtilbudslov. Det har krævet en lang række omskrivninger at blive enige med hinanden og ikke mindst med Politiken om, hvordan den skulle strikkes sammen. Og tålmodighed – masser af tålmodighed.

Pædagogisk Netværk er en gruppe pædagoger mm., som gennem snart 20 år har mødtes regelmæssigt og debatteret aktuelle pædagogfaglige emner. Vi mødes ca. fem gange årligt hos et medlem i Glostrup. Vi var otte bidragsydere til kronikken.

Læs mere om Pædagogisk Netværk på www.facebook.com/paedagogisknetvaerk eller kontakt os på p-net@bjarnewandresen.dk.

Denne artikel fremhæver væsentlige elementer fra kronikken i Politiken, som blev bragt 2. april 2018.

Nu tændes der et nyt håb for børnene

Kroniken 2. april 2018Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Børnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Rolf HapelBørnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Ny international børnelitteraturfestival skal afholdes i Aarhus hvert andet år med start i november i år. Interview med Rolf Hapel, en af fødselshjælperne bag projektet, om ideen bag.

 

I 2017 kom den internationale festival Hay til Danmark, hvor den som noget helt unikt var en børnelitteraturfestival.

Artiklen har været bragt i LæringsCentret nr. 1/2018.

(Læs hele bladet her. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Normalt afholdes festivalen i England med aflæggere i andre lande, og denne gang har den efterladt spiren til et nyt træ i skoven af litteraturbegivenheder i Danmark. Fremover skal der afholdes en international børnelitteraturfestival i Aarhus hvert andet år med start i 2018. LæringsCentret har talt med forvaltningschef i Aarhus Kommune Rolf Hapel, en af fødselshjælperne for Festivalen, som endnu er så ung at den ikke har fået navn.

Rolf Hapel tager imod på sit kontor på Dokk1. Han går straks til det emne, som i sidste ende kommer til at afgøre, hvor langt et liv festivalen vil få: Økonomien. ”Partnere er vigtige, for Aarhus Kommune kan ikke være ene om finansieringen. Gyldendal og DR har allerede meldt sig som interesserede, magistratafdelingen for Børn og Unge er med, og der er kontakt til en række fonde Der må gerne komme mange forlag, for de trækker forfattere med sig, som publikum kommer efter.”

Partnerskaber betyder, at andre aktører leverer indhold til alt det, som sker på Dokk1. ”Vi kan slet ikke uden”, som forvaltningschefen udtrykker det. Som et eksempel fortæller han om ”Kommune forfra”, som er lavet sammen med Mandag Morgen. ”Vi vil ikke være ’dem inde på kommunen’, for kommunen er dig og mig.” Det er partnerskaber gode eksempler på. På den måde kommer borgerne, foreningerne og andre dele af civilsamfundet med. ”De frivillige er også et vigtigt led. Vi har fået et rigtigt godt startskud med Hay festivalen i 2017. Det er folkene fra Europæisk Kulturhovedstad 2017 og de frivillige, som skal have æren for det.”

Hvor meget kan man trække på navnet Hay?

Hay festival er et godt koncept, men er brandet kendt nok? Rolf Hapel vil gerne være med til at udvikle noget med større inddragelse af børnene. Spørgsmålet er, om det kan gøres inden for rammerne af Hay. Den internationale messe i Bologna har slået sit navn an, men den er mere præget af bogbranchen som fagmesse, end det er tænkt med den danske festival. Det er de professionelle formidlere – og ikke mindst læserne – som skal være i centrum.

Det er relativt nemt at fortælle, hvad en international børnelitteraturfestival er. Hay er internationalt kendt som litteraturfestival, men for det danske publikum (ikke mindst børnene) er det ikke afgørende, om nye festival fortsætter under Hay’s ”hat”. Rolf Hapel vil dog give en kæmpe cadeau til både Hay og Europæisk Kulturhovedstad 2017 for den festival, som har været. ”Vi har ikke de samme ressourcer i 2018, men vi bygger stille og roligt op. Vi skal ikke være bange for at løbe den i gang.” Han peger på Krimimesse Horsens som forbillede for den måde at lade en festival vokse i sit eget tempo.

Er der behov for endnu en festival?

”Vi tror, der er et hul også internationalt. Det, vi kan i Skandinavien, er at se børnene som aktører. Her tager vi fat i et særligt skandinavisk DNA. Vi ser en ressource, når borgeren kommer ind ad døren,” mener Rolf Hapel.

Hvad sker der så nu?

Få timer efter mit interview med Rolf Hapel skulle der være ansættelsessamtale for en projektleder, som skal tiltræde stillingen 1. februar 2018. Dokk1 har gode erfaringer med at få ting til at fungere, og festivalen må meget gerne brede sig ud i regionen, så det ikke kun bliver en Aarhus-festival. Bibliotekerne i Horsens, Silkeborg, Herning og Viborg vil gerne være med, og der kommer stadig flere interesserede til. Den er tænkt som en tredages festival, men udenlandske forfattere og illustratorer kan benytte lejligheden og tage på turné før eller efter.

Hvad får Aarhus, Danmark og børnelitteraturen ud af det?

Her kan man høre, at Rolf Hapel har fået talt sig varm. Med glød i stemmen fortæller han om litteraturens potentiale: ”Man får sat sit eget liv i perspektiv med litteraturen, og måske især med børnelitteraturen. Personligt tror jeg ikke, man kan overvurdere litteraturens bidrag til ens udvikling.”

Rolf Hapel tilføjer at han lige har hørt, at læsetests vender den tunge ende nedad. ”For mig er børnelitteraturen noget af det vigtigste. Det er selvforståelse, sprogudvikling og meget mere.” Han peger på den amerikanske økonom og Nobelpris-modtager James Heckmann, som har vist, at jo før man investerer i børnene, jo større bliver udbyttet. Altså: Det er bedre at forebygge end at helbrede.

Kunst har værdi i sig selv

Når man prioriterer litteratur og læsning, øger man instrumentelle effekter og får bedre læsekompetencer hos børnene, dannelse, sociale evner og dermed også bedre mennesker. Som Rolf Hapel formulerer det: ”Men litteraturen har også en værdi i sig selv, ligesom leg, oplevelse, kunst. Den instrumentelle effekt kan være svær at måle, men den anden, den sker.”

Det er en interessant betragtning i en tid, hvor det ellers er det instrumentelle, der måles og vejes – og tillægges værdi. Her er forvaltningschefen ikke enig med tidens strømning: ”Kunst har værdi, fordi kunst er vigtig. Punktum. Vi går ikke til koncert for at lære at spille et instrument eller for at vide mere om Bach. Vi går til koncert for at få en oplevelse. Sådan skal det også være med læsning.”

Dokk1 er langt fremme, når man taler Smart City. F.eks. snakker deres nye medarbejder, robotten Norma Pepper, med en børnehavegruppe. De glemmer helt, at det ikke er et menneske, og robottens hurtige adgang til hele det digitale arkiv gør den til en meget vidende samtalepartner. Men der er ikke kun plusser; Rolf Hapel taler længe om de udfordringer, digitaliseringen bringer med sig. F.eks. er der problemer med fordelingen af goder i Verden. Og hvem er det der tjener på digitaliseringen? Men det er vist en anden artikel …

Fakta:

Der er årligt 1,4 mio. besøgende på Dokk1, Skandinaviens største offentlige bibliotek. I de fire dage i oktober 2017, der var Hay festival, kom der i alt 20.000 besøgende, dvs. 6-7.000 flere end normalt.

Den næste internationale børnelitteraturfestival på Dokk1 finder sted 1. – 4. november, i uge 44.

Vend blikket om

Vend blikket om!

Projektet ”Det særlige som potentiel ressource” vender begreberne på hovedet. I stedet for at se det særlige i barnet som en ulempe, kan man se de ressourcer, det er tegn på. Stædighed er også styrke og kampånd. Projektet er ikke en metode, det er et mindset.

(Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag nr. 2018/1, læs den i sit oprindelige layout her.)

På en konference i Børns Vilkår i Valby var fokus på unge udsatte, som f.eks. havde været i familiepleje, men der var stærke tråde til de første år i barnets liv.

”Et mindset skal trænes så meget, at det sidder på rygmarven i alle situationer,” fortæller Hanne Warming, som er medforfatter af bogen Det dobbelte blik, hvor hun beskriver projektet og får læseren til at reflektere over den måde, vi tænker om andre. I slutningen af bogen møder man ”Den særlige ordbog”, som oversætter mangel-sproget til ressource-sproget. ”Den særlige ordbog” kan downloades fra saerlig.ruc.dk under ”Publikationer”.

Børnene har mange ressourcer – når vi har blik for dem

En pige på 2-3 år bor på omsorgshjem. I det skjulte stopper hun mad i lommerne og gemmer dem under puslebordet. Det er en bekymrende adfærd, for den tyder på et vidtrækkende omsorgssvigt tidligere i hendes liv. Samtidig viser det også nærmest ufattelige kompetencer hos barnet. Hun har udviklet nogle overlevelsesstrategier, som var hensigtsmæssige i den kontekst, hvor hun lærte dem.

Når vi normaliserer, risikerer vi at fjerne de enestående kompetencer, barnet også har. I tilfældet med barnet må vi søge ind til de ressourcer, som har gjort pigen i stand til at planlægge og gennemføre en ret forfinet strategi. De ressourcer vil hun få brug for i en lang række andre situationer i sit liv, når hun skal udvikle andre strategier.

Møde på tværs af alder

I projektet mødtes udsatte unge med andre deltagere med lignende baggrund. De var stolte over at kunne hjælpe både hinanden og de forskere, som var tilknyttet.

Flere unge fortalte, at det havde været en øjenåbner at møde ældre deltagere. En deltager beskrev det sådan: ”Nøj, det som er så problematisk for mig, og som jeg hele tiden bliver bedt om at lave om, det er en fordel for dig og har gjort, at du kan det i det, du kan.”

Eksempler på det dobbelte blik

Konferencen blev holdt i Tine Bryld-salen i Valby, og rundt om på søjler og vægge var vidnesbyrd fra tidligere arrangementer om det dobbelte blik. Plakater udfordrede deltagerne på deres forforståelse. Det barn, som har fået betegnelsen asocial, har også vist nogle positive sider af sig selv: Han/hun er en ener, god til at være alene og ikke mindst god til at stå alene. Måske er det et barn, som trives i eget selskab. Det kan blive et menneske, som er god til og/eller vant til at arbejde selvstændigt.

Deltagerne gennemgik selv processen med at skabe ”Den særlige ordbog”. Først kunne de frit fra leveren komme med alle de negative udtryk, som bruges om de børn, som giver udfordringer i institutionerne. Der kom mange ord frem. Rigtigt mange. Ordene blev skrevet på flipovere, og bagefter skulle de give bud på den ”positive forside” af de negative ord. Det kan anbefales!

Her må du løbe væk

En dreng reagerer på konflikter ved at løbe væk. Ikke bare væk fra konflikten, men fra de voksnes synsfelt og nogle gange helt væk fra institutionen. Det giver naturligvis anledning til bekymring hos personalet, som kommer til udtryk som bebrejdelser af barnet. Hans adfærd har også en positiv side: Han ved måske, at hvis han bliver stående, ender det ofte med, at han sparker eller slår. Så er det bedre at løbe væk. Han har fundet en løsning på problemet. Det skaber et nyt problem, men det nye problem kan pædagogerne tage vare på.

De kan f.eks. tilbyde ham et sted at løbe ”væk” til. Et roligt hjørne, køkkenet eller måske et mødelokale? Utallige ledere rundt om i landet har omdannet deres kontor til midlertidigt løbe væk-område. Utallige børn har fået adrenalinen til at falde ved at sidde og tegne side om side med en sekretær, som ordner regnskaber.

Kan ikke genkende sig selv

Når professionelle taler eller skriver om barnet/den unge, handler det tit om problemer. Når den unge læser andres beskrivelser, kan de tit slet ikke genkende sig selv. Manon Alice Lavaud er forsker tilknyttet ”Det særlige som potentiel ressource”, og hun mener ikke, man kan tale om, at fortællinger er ”sande”. Fortællinger kan være troværdige eller genkendelige. De professionelle kan også have forskellige fortællinger om barnet/den unge. ”Både professionelles og den unges egne historier – og forældrenes i øvrigt – er brikker i den store fortælling,” siger hun. ”De er ikke konkurrenter om Den Sande Historie. Vi skal holde op med at lede efter historier, som modbeviser en af de andre.”

Fremtidsværksted på institutioner

Holdet bag projektet ”Det særlige som potentiel ressource” tager ud i institutioner og holder fremtidsværksteder om at vende begreberne på hovedet. De undersøger nutiden og bruger det som afsæt til en utopifase på workshoppen. Bagefter er opgaven at finde bare en lille del af utopien, som virker realiserbar. Til sidst må de medvirkende gå til handling, så den nye viden bliver til realitet.

På fremtidsværkstederne bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at gøre op med gamle tankemønstre. Hvis en ung f.eks. stikker af, er det som udgangspunkt en uacceptabel adfærd. Men hvis alternativet er at slå og sparke, er det måske en rigtigt god udvej at tilbyde et stikke-af-sted indenfor institutionerne.

Faktaboks eller lignende:

Børns drivkraft

Til marts kan du komme til konference med DLO om børns drivkraft. Oplægsholderne sætter fokus på den drivkraft, som også udsatte børn har. Vi kan holde fokus på, hvad der driver barnet og på den måde styrke svage sider ved at stimulere styrkesiderne.

Som voksne skal vi ikke blot pege den vej, barnet skal følge ud i den store verden. Børn tør også selv, hvis vi tager udgangspunkt i deres egen drivkraft. Det er aldrig for tidligt at begynde. De unges liv er grundlagt i hjemmet, vuggestuen og børnehaven.

Forskningsprojektet ”Det særlige som potentiel ressource” indgår ikke i konferencen men kan overføres til arbejdet med at hjælpe barnet til at overkomme barrierer, store som små.

 

BØRNS hverdag 2018-1

BØRNS hverdag 2018-1

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 1 er udkommet og kan hentes som pdf her.

2 Leder

Obligatorisk dagtilbud til børn i etårsalderen? Vi skal ikke acceptere, at vi har danske børn, der er danske statsborgere, men alligevel er bagud fra start.

3 Årsplan

4 Fyraftensmøder i DLO

Du kan bestille forskellige møder til din institution.

4 Legepladsens pædagogik

Mød kultursociolog Benny Schytte.

5 Børns drivkraft

DLO inviterer til faglig konference i marts.

6 Vend blikket om

”Det dobbelte blik” giver et nyt syn på barnet. Læs artiklen her.

8 Fra skrot til slot

Cathrine Asylets børnehave var tæt på at lukke – nu holder de 150 års fødselsdag.

12 Konsulentnyt

Persondataforordningen 2018.

On-linekurser 2018.

Miniportræt af konsulent.

14 Pædagoger kan spotte børns psykiske mistrivsel tidligt

Et førskolebarn, der mistrives kan sende signaler, der er svære at forstå. Og den tidlige børneindsats i Danmark er stadig langtfra systematisk.

18 Affaldspædagogik mellem daginstitution og hjem

Affald og genbrug er ét bud på en indgang til bæredygtighed i børnehøjde.

20 Kærlighed er ikke nok

Boganmeldelse.

20 Portræt af en leder

Thinne Nielsen-Tjørnfelt fra Mølleløkkens private Børnehave & vuggestue i Kerteminde.

22 Skal vi slå pjalterne sammen?

Del dine oplevelser med resten af DLO.

23 DLO inviterer til fyraftensmøde

Mød Hanne Risager.

Forfatteraften med en lynkineser

Forfatteraften med en lynkineser

(Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Det var en mørk og stormfuld nat … Det var i hvert fald silende regnvejr, da et halvt hundrede spændte deltagere gik ned i lastrummet på ”Samka” af Marstal, som er Bibiana Danmarks skib. Vi ventede alle på et andet navn fra Marstal, Jesper Wung-Sung, som bød på et intimt arrangement i de utraditionelle rammer, hvor han var i samtale med Søren Fanø.

Et af Søren Fanøs første spørgsmål gik på, hvordan Jesper Wung-Sung kan holde det imponerende tempo med flere titler årligt, hvor andre forfattere har flere år mellem deres udgivelser. Andre forfattere føler stor træthed, når de har udgivet en ny bog, men Jesper Wung-Sungs hemmelighed ligger i, at han får en masse energi i stedet. Den energi omsætter han i tekst.

”Marstal har været et perfekt udgangspunkt for det store forfatterskab,” fortalte Jesper Wung-Sung. ”Man behøver kun ét værtshus for at drikke sig fuld, en havn for at føle udlængsel, én fodboldbane for at spille fodbold og én pige for at blive forelsket.” Er han ikke bekymret for at tage af hovedstolen, når han skriver med udgangspunkt i eget liv? ”Næh, ikke med mindre man har en meget lille hovedstol!” mente forfatteren.

Atmosfære

Undervejs blev samtalen afbrudt af støj fra varmeapparatet, og vi kunne høre regnens trommen på presenningen og på dækket oven over os. Det gav en ganske særlig stemning, vi ikke ville have fået i Dokk1, som lagde kaj til skibet. Uden at underkende bibliotekets mange kvaliteter.

Bogblogger Eva Lucia var med til forfatteraftenen, og hun skrev bagefter til Klods Hans: “Der er ingen tvivl om at Jesper Wung-Sung er en storyteller. Uanset om man har læst hans romaner eller ej, så er der ingen tvivl om, at vi præsenteres for en forfatter, som inspirerer og har kuglepennen i sin hule hånd. Han bringer de hjerteskærende og ærlige beretninger ind i sine fortællinger, og viser samtidig universel forståelse, åbenhed og en bred litterær viden”.

Om forfatterskabet

Søren Fanø er godt inde i Jesper Wung-Sungs forfatterskab og har blandt andet skrevet en bog om forfatteren og hans tekster. Denne aften blev anekdoter og analyser suppleret med oplæsning af udvalgte tekstuddrag. De illustrerede bøger fik en særlig plads, og Jesper Wung-Sung fortalte, at det er særligt spændende, når han får illustrationerne at se. F.eks. nævnte han, at lillefingeren i bogen af samme navn blev ”større og bedre”, da Otto Dickmeiss tog sig af den.

Mange af bøgerne er blevet fremhævet for deres intertekstualitet, men det er ikke et bevidst greb. ”Jeg skriver på ryggen af alle mulige, som skrev meget bedre end mig,” blev det beskedent afvist med. F.eks. er der i Zam en hund, der bliver ædt. Først efter udgivelsen gik det op for Jesper Wung-Sung, at det er hans måde at give den grimme ælling hævn for den ultimative ydmygelse, den måtte døje, da hunden ikke ville æde den, fordi den var for grim.

Jesper Wung-Sungs bøger bliver også udgivet i udlandet, og det glædede forfatteren sig over, fordi det forlænger og forstørrer kommunikationen. ”Det er derfor, vi læser: Vi kan sætte os ind i et andet køn, en anden kultur osv. Det er empati.”

Han lovede at fortsætte sit arbejde som forfatter. Og stilen vil også blive holdt: ”Jeg vil til enhver tid hellere have en sætning, som ligger godt i munden, end en mere litterær én med fire indskudte sætninger.”

Efter samtalen mellem Jesper Wung-Sung og Søren Fanø var der mulighed for at stille spørgsmål, inden Bibiana bød på skibsøl og chips i den anden ende af lastrummet. Tak til Bibiana for det!

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

VIA og BUPL Århus samarbejder om et modul på pædagoguddannelsen. Tre pædagoger har lagt cases og krop til videofilm, hvor de studerende præsenteres for etiske dilemmaer fra praksis.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.)

De studerende fik et par uger til at arbejde med dilemmaerne og sluttede modulet med en fremlæggelse.

De tre pædagoger havde mulighed for at overvære fremlæggelsen, og her deler Bjarne W. Andresen sine oplevelser med forløbet.

Det var spændende, hvad 24 studerende havde fået ud af at arbejde med ”mit” dilemma, hvor to børn var oppe at skændes. Et tredje barn forsøgte at blande sig/mægle og blev sparket. Casen kan læses her: www.bjarnewandresen.dk/sparringssamtaler-med-boern.

Sådan var fremlæggelsen

Vi tre pædagoger mødtes med tre undervisere og gik til hver vores lokale. Hos mig var der seks grupper, som fremlagde: Nogle brugte PowerPoint, andre havde lavet tegninger. Nogle læste op, andre talte frit fra leveren. En enkelt gruppe havde lavet et mini-skuespil med et personalemøde. Desværre måtte underviseren gå efter de første par fremlæggelser. Derfor var der kun nogle af de studerende, der fik hans feedback på deres fremlæggelse.

Der blev ikke lagt så meget vægt på, hvad de studerende ville have gjort i pædagogens sted, fokus skulle være på etiske overvejelser, som ligger før beslutningen om handling.

Da jeg ikke har fulgt undervisningen, som gik forud, kan jeg ikke bedømme kvaliteten af fremlæggelserne i forhold til faglige mål. Derimod kan jeg lade mig imponere over bredden af den måde, de studerende havde angrebet casen. Nogle handlingsforslag lå ud over, hvad man kan nå i en travl hverdag, men intentionerne bag var gode nok.

Hvad skal man tænke over?

Jeg kunne genkende mange af pointerne fra mit eget arbejde: De enkelte børns behov. Trøst, at dæmpe frustration, at give mulighed for at vende tilbage til gruppen/klassen osv. Det er vigtigt, at der er voksne til stede – også (eller måske især) i frikvartererne. God kommunikation mellem lærere og pædagoger. Børnene har behov for at bearbejde deres indtryk bagefter. Er det bedst at tale med dem samlet eller en ad gangen? Hvornår forældre skal informeres – hvor mange forældre og hvor meget skal de vide? Retfærdighed, empati og værdighed er værdier, man kan have sig for øje.

Teorierne bag

De studerende havde naturligvis arbejdet meget med Jørgen Husted, som bl.a. har skrevet Etik og værdier i pædagogisk arbejde (Hans Reitzels Forlag, 2015). Nytteetik, pligtetik og dydsetik lærte jeg ikke om, da jeg uddannede mig til pædagog, men nu har 8. klasse om det på den skole, hvor jeg arbejder. Det er glædeligt, at etikken på den måde bliver en del af hverdagen både på pædagoguddannelsen og i Folkeskolen.

Derimod genkendte jeg både Rosseau og Piaget fra min egen studietid. Det forventes, at den studerende kan sammenligne teorier, som ikke umiddelbart har noget med hinanden, og sætte dem ind i den samme ramme. Det sker også for andre pædagogstuderende, jeg har i hvert fald mødt det i mit arbejde som både censor og medbedømmer på pædagoguddannelsen.

Hvad har selve forløbet givet?

Det er spændende at være med i et samarbejde mellem uddannelse og praksis, i dette tilfælde mellem VIA og BUPL. De studerende var taknemlige for at kunne spille sammen med en pædagog fra ”den virkelige verden”, og jeg fik bestemt også mange gode tanker med mig fra fremlæggelserne. Samtidig er det en øvelse bare at udvælge og formidle et etisk dilemma fra sin praksis, for det er i sig selv en overvejelse, hvilke oplevelser, man kan tillade sig at dele i et større forum.