Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.