Kategoriarkiv: Blog1

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Gammel Dansk Børnehave

Vores virkelighedGammel Dansk Børnehave

Er det bare mig? Eller er det svært at få øje på, hvad det nye og det fællesnordiske er ved Ny nordisk Dagtilbud?

Er det bare, fordi Gammel Dansk Børnehave ikke har den samme klang?

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 9. marts 2012.)

Med regeringsskiftet sidste år fik Børne- og undervisningsminister Christine Antorini mulighed for at gøre noget ved projekt Ny Nordisk Dagtilbud, som hun har ønsket længe. Det er endnu lidt uklart for mig, hvad det egentlig drejer sig om. Mens jeg er blevet tæppebombet med indholdet af om Ny nordisk Skole (som hun bl.a. skrev om i bogen “Uddannelse for de mange” allerede i valgkampen), savner jeg noget konkret om daginstitutionen. Måske er det bare, fordi jeg ikke arbejder i en daginstitution?

Jeg får et billede af noget tilbagevenden til de gode forhold, som i nostalgiens idylliske lys herskede før Fogh- og Løkke-regeringerne. Hvor der var tid til omsorg, trivsel og udvikling. For børn og voksne. Men hov, var der ikke også nedskæringer, bureaukratisering og faglige “udfordinger” dengang? Helt nyt er det i hvert fald ikke.

Med hensyn til det nordiske, så er jeg alvorligt bange for, at det mere handler om, at “dansk” har fået en grim smag. Dansk Folkeparti har med ret stor succes ønsket at tage patent på at være danske, så nordisk bliver mere spiseligt. Allerede i 2006 beskrev jeg i Information de trusler, der var mod dansk pædagogik. “Dansk pædagogik er stadig et studieobjekt i internationale kredse. […] Jeg håber, det bliver ved med at være sådan.” Læs mere her.

Forskning har peget på, at der er fællestræk i Norden, når man kigger på daginstitutioner. Forskellene i kultur, historie og politiske beslutninger har også medført forskelle i daginstitutionernes vilkår, metoder og udbredelse.

Så Gammel Dansk børnehave var måske ikke et dårligt navn. Skål på det!

Vi har for mange herrer

Vores virkelighedVi har for mange herrer

Pædagogerne lever i et system, hvor alt for mange beslutninger træffes andre steder. Vi har herrer i det politiske system, det administrative system, det faglige system – og så er der alle de andre herrer: forældrene, etikken osv.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 3. marts 2012.)

I denne uge var jeg til et fyraftensmøde i min fagforening. Temaet var ”En politik om kritik.” Vi hørte et oplæg om, hvordan der kan etableres en arbejdspladskultur, som kan håndtere kritik og faglige uenigheder. Arbejdslivskonsulent Christian Sung Dan Pedersen, som selv har læst til pædagog, fortalte om sine undersøgelser. Der var mange emner til den efterfølgende debat, men en ting bed jeg især mærke i: pædagoger er åbenbart særligt følsomme overfor kritik fra forældrene.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt. Vi modtager kritik så mange steder fra. Hvordan kan det være, at kritik fra f.eks. kolleger, som vi jo deler faglighed med, ikke rammer så hårdt? Mit bud er, at mange pædagoger ser sig som servicemedarbejdere, før de ser sig som nogen, der praktiserer et fag. Hvis vi først og fremmest var professionsudøvere, ville kritikken fra fagfæller nok ramme hårdere, end når den kommer fra forældre.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan det forholder sig for den enkelte pædagog. Hvis du ikke genkender dig selv i min analyse, er du muligvis heller ikke så følsom overfor (uberettiget) kritik fra forældre?

Når jeg skriver, at vi har mange herrer, forstår jeg det sådan:

  • F.eks. arbejder jeg på en skole som støttepædagog for enkeltintegrerede børn. Jeg har en fritidspædagogisk leder for den SFO-afdeling, jeg er i, en SFO-leder, en administrativ leder, en skoleleder og en pædagogisk leder. Allerede der har jeg fem ledere. SFO-pædagogerne beslutter (sammen med medhjælperne), hvad der sker i SFO’en, og lærerne beslutter, hvad der sker i undervisningen. Over alle dem er der en områdechef og længere oppe en leder af pædagogisk afdeling og en børn- og ungechef. Så er der naturligvis rådmanden og borgmesteren.
  • Jeg er også en del af det nationale system med 29 medlemmer af børne- og undervisningsudvalget og naturligvis en minister. Der er servicelov, lov om undervisning og grundlov.
  • I en eller anden forstand er både børnene og forældrene også mine herrer, når jeg er på arbejde.
  • Endelig er der nogle herrer, som er mindre håndgribelige: først og fremmest min faglighed. Den byder mig at handle på den ene eller anden måde. Moral og etik giver også sin mening til kende. Heldigvis.
  • Som ekstra tilvalg har en del pædagoger ideologiske herrer: det kan være partipolitiske eller religiøse hensyn.

Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at vi ofte står med dilemmaer. Alle disse herrer er langt fra enige. Vi udsættes for kritik enten udefra eller indefra hele tiden. Det vigtigste er at kunne skelne mellem de mange herrer, hvem er vigtige for dig? Det er dit valg.

Pædagoger er eksperter i læring

Vores virkelighedPædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. februar 2012.)

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…

Pædagoger med X Factor

Vores virkelighedPædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 28. januar 2012.)

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Børnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Rolf HapelBørnelitteraturen er en mulighed for at forstå verden

Ny international børnelitteraturfestival skal afholdes i Aarhus hvert andet år med start i november i år. Interview med Rolf Hapel, en af fødselshjælperne bag projektet, om ideen bag.

 

I 2017 kom den internationale festival Hay til Danmark, hvor den som noget helt unikt var en børnelitteraturfestival.

Artiklen har været bragt i LæringsCentret nr. 1/2018.

(Læs hele bladet her. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Normalt afholdes festivalen i England med aflæggere i andre lande, og denne gang har den efterladt spiren til et nyt træ i skoven af litteraturbegivenheder i Danmark. Fremover skal der afholdes en international børnelitteraturfestival i Aarhus hvert andet år med start i 2018. LæringsCentret har talt med forvaltningschef i Aarhus Kommune Rolf Hapel, en af fødselshjælperne for Festivalen, som endnu er så ung at den ikke har fået navn.

Rolf Hapel tager imod på sit kontor på Dokk1. Han går straks til det emne, som i sidste ende kommer til at afgøre, hvor langt et liv festivalen vil få: Økonomien. ”Partnere er vigtige, for Aarhus Kommune kan ikke være ene om finansieringen. Gyldendal og DR har allerede meldt sig som interesserede, magistratafdelingen for Børn og Unge er med, og der er kontakt til en række fonde Der må gerne komme mange forlag, for de trækker forfattere med sig, som publikum kommer efter.”

Partnerskaber betyder, at andre aktører leverer indhold til alt det, som sker på Dokk1. ”Vi kan slet ikke uden”, som forvaltningschefen udtrykker det. Som et eksempel fortæller han om ”Kommune forfra”, som er lavet sammen med Mandag Morgen. ”Vi vil ikke være ’dem inde på kommunen’, for kommunen er dig og mig.” Det er partnerskaber gode eksempler på. På den måde kommer borgerne, foreningerne og andre dele af civilsamfundet med. ”De frivillige er også et vigtigt led. Vi har fået et rigtigt godt startskud med Hay festivalen i 2017. Det er folkene fra Europæisk Kulturhovedstad 2017 og de frivillige, som skal have æren for det.”

Hvor meget kan man trække på navnet Hay?

Hay festival er et godt koncept, men er brandet kendt nok? Rolf Hapel vil gerne være med til at udvikle noget med større inddragelse af børnene. Spørgsmålet er, om det kan gøres inden for rammerne af Hay. Den internationale messe i Bologna har slået sit navn an, men den er mere præget af bogbranchen som fagmesse, end det er tænkt med den danske festival. Det er de professionelle formidlere – og ikke mindst læserne – som skal være i centrum.

Det er relativt nemt at fortælle, hvad en international børnelitteraturfestival er. Hay er internationalt kendt som litteraturfestival, men for det danske publikum (ikke mindst børnene) er det ikke afgørende, om nye festival fortsætter under Hay’s ”hat”. Rolf Hapel vil dog give en kæmpe cadeau til både Hay og Europæisk Kulturhovedstad 2017 for den festival, som har været. ”Vi har ikke de samme ressourcer i 2018, men vi bygger stille og roligt op. Vi skal ikke være bange for at løbe den i gang.” Han peger på Krimimesse Horsens som forbillede for den måde at lade en festival vokse i sit eget tempo.

Er der behov for endnu en festival?

”Vi tror, der er et hul også internationalt. Det, vi kan i Skandinavien, er at se børnene som aktører. Her tager vi fat i et særligt skandinavisk DNA. Vi ser en ressource, når borgeren kommer ind ad døren,” mener Rolf Hapel.

Hvad sker der så nu?

Få timer efter mit interview med Rolf Hapel skulle der være ansættelsessamtale for en projektleder, som skal tiltræde stillingen 1. februar 2018. Dokk1 har gode erfaringer med at få ting til at fungere, og festivalen må meget gerne brede sig ud i regionen, så det ikke kun bliver en Aarhus-festival. Bibliotekerne i Horsens, Silkeborg, Herning og Viborg vil gerne være med, og der kommer stadig flere interesserede til. Den er tænkt som en tredages festival, men udenlandske forfattere og illustratorer kan benytte lejligheden og tage på turné før eller efter.

Hvad får Aarhus, Danmark og børnelitteraturen ud af det?

Her kan man høre, at Rolf Hapel har fået talt sig varm. Med glød i stemmen fortæller han om litteraturens potentiale: ”Man får sat sit eget liv i perspektiv med litteraturen, og måske især med børnelitteraturen. Personligt tror jeg ikke, man kan overvurdere litteraturens bidrag til ens udvikling.”

Rolf Hapel tilføjer at han lige har hørt, at læsetests vender den tunge ende nedad. ”For mig er børnelitteraturen noget af det vigtigste. Det er selvforståelse, sprogudvikling og meget mere.” Han peger på den amerikanske økonom og Nobelpris-modtager James Heckmann, som har vist, at jo før man investerer i børnene, jo større bliver udbyttet. Altså: Det er bedre at forebygge end at helbrede.

Kunst har værdi i sig selv

Når man prioriterer litteratur og læsning, øger man instrumentelle effekter og får bedre læsekompetencer hos børnene, dannelse, sociale evner og dermed også bedre mennesker. Som Rolf Hapel formulerer det: ”Men litteraturen har også en værdi i sig selv, ligesom leg, oplevelse, kunst. Den instrumentelle effekt kan være svær at måle, men den anden, den sker.”

Det er en interessant betragtning i en tid, hvor det ellers er det instrumentelle, der måles og vejes – og tillægges værdi. Her er forvaltningschefen ikke enig med tidens strømning: ”Kunst har værdi, fordi kunst er vigtig. Punktum. Vi går ikke til koncert for at lære at spille et instrument eller for at vide mere om Bach. Vi går til koncert for at få en oplevelse. Sådan skal det også være med læsning.”

Dokk1 er langt fremme, når man taler Smart City. F.eks. snakker deres nye medarbejder, robotten Norma Pepper, med en børnehavegruppe. De glemmer helt, at det ikke er et menneske, og robottens hurtige adgang til hele det digitale arkiv gør den til en meget vidende samtalepartner. Men der er ikke kun plusser; Rolf Hapel taler længe om de udfordringer, digitaliseringen bringer med sig. F.eks. er der problemer med fordelingen af goder i Verden. Og hvem er det der tjener på digitaliseringen? Men det er vist en anden artikel …

Fakta:

Der er årligt 1,4 mio. besøgende på Dokk1, Skandinaviens største offentlige bibliotek. I de fire dage i oktober 2017, der var Hay festival, kom der i alt 20.000 besøgende, dvs. 6-7.000 flere end normalt.

Den næste internationale børnelitteraturfestival på Dokk1 finder sted 1. – 4. november, i uge 44.

Vend blikket om

Vend blikket om!

Projektet ”Det særlige som potentiel ressource” vender begreberne på hovedet. I stedet for at se det særlige i barnet som en ulempe, kan man se de ressourcer, det er tegn på. Stædighed er også styrke og kampånd. Projektet er ikke en metode, det er et mindset.

(Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag nr. 2018/1, læs den i sit oprindelige layout her.)

På en konference i Børns Vilkår i Valby var fokus på unge udsatte, som f.eks. havde været i familiepleje, men der var stærke tråde til de første år i barnets liv.

”Et mindset skal trænes så meget, at det sidder på rygmarven i alle situationer,” fortæller Hanne Warming, som er medforfatter af bogen Det dobbelte blik, hvor hun beskriver projektet og får læseren til at reflektere over den måde, vi tænker om andre. I slutningen af bogen møder man ”Den særlige ordbog”, som oversætter mangel-sproget til ressource-sproget. ”Den særlige ordbog” kan downloades fra saerlig.ruc.dk under ”Publikationer”.

Børnene har mange ressourcer – når vi har blik for dem

En pige på 2-3 år bor på omsorgshjem. I det skjulte stopper hun mad i lommerne og gemmer dem under puslebordet. Det er en bekymrende adfærd, for den tyder på et vidtrækkende omsorgssvigt tidligere i hendes liv. Samtidig viser det også nærmest ufattelige kompetencer hos barnet. Hun har udviklet nogle overlevelsesstrategier, som var hensigtsmæssige i den kontekst, hvor hun lærte dem.

Når vi normaliserer, risikerer vi at fjerne de enestående kompetencer, barnet også har. I tilfældet med barnet må vi søge ind til de ressourcer, som har gjort pigen i stand til at planlægge og gennemføre en ret forfinet strategi. De ressourcer vil hun få brug for i en lang række andre situationer i sit liv, når hun skal udvikle andre strategier.

Møde på tværs af alder

I projektet mødtes udsatte unge med andre deltagere med lignende baggrund. De var stolte over at kunne hjælpe både hinanden og de forskere, som var tilknyttet.

Flere unge fortalte, at det havde været en øjenåbner at møde ældre deltagere. En deltager beskrev det sådan: ”Nøj, det som er så problematisk for mig, og som jeg hele tiden bliver bedt om at lave om, det er en fordel for dig og har gjort, at du kan det i det, du kan.”

Eksempler på det dobbelte blik

Konferencen blev holdt i Tine Bryld-salen i Valby, og rundt om på søjler og vægge var vidnesbyrd fra tidligere arrangementer om det dobbelte blik. Plakater udfordrede deltagerne på deres forforståelse. Det barn, som har fået betegnelsen asocial, har også vist nogle positive sider af sig selv: Han/hun er en ener, god til at være alene og ikke mindst god til at stå alene. Måske er det et barn, som trives i eget selskab. Det kan blive et menneske, som er god til og/eller vant til at arbejde selvstændigt.

Deltagerne gennemgik selv processen med at skabe ”Den særlige ordbog”. Først kunne de frit fra leveren komme med alle de negative udtryk, som bruges om de børn, som giver udfordringer i institutionerne. Der kom mange ord frem. Rigtigt mange. Ordene blev skrevet på flipovere, og bagefter skulle de give bud på den ”positive forside” af de negative ord. Det kan anbefales!

Her må du løbe væk

En dreng reagerer på konflikter ved at løbe væk. Ikke bare væk fra konflikten, men fra de voksnes synsfelt og nogle gange helt væk fra institutionen. Det giver naturligvis anledning til bekymring hos personalet, som kommer til udtryk som bebrejdelser af barnet. Hans adfærd har også en positiv side: Han ved måske, at hvis han bliver stående, ender det ofte med, at han sparker eller slår. Så er det bedre at løbe væk. Han har fundet en løsning på problemet. Det skaber et nyt problem, men det nye problem kan pædagogerne tage vare på.

De kan f.eks. tilbyde ham et sted at løbe ”væk” til. Et roligt hjørne, køkkenet eller måske et mødelokale? Utallige ledere rundt om i landet har omdannet deres kontor til midlertidigt løbe væk-område. Utallige børn har fået adrenalinen til at falde ved at sidde og tegne side om side med en sekretær, som ordner regnskaber.

Kan ikke genkende sig selv

Når professionelle taler eller skriver om barnet/den unge, handler det tit om problemer. Når den unge læser andres beskrivelser, kan de tit slet ikke genkende sig selv. Manon Alice Lavaud er forsker tilknyttet ”Det særlige som potentiel ressource”, og hun mener ikke, man kan tale om, at fortællinger er ”sande”. Fortællinger kan være troværdige eller genkendelige. De professionelle kan også have forskellige fortællinger om barnet/den unge. ”Både professionelles og den unges egne historier – og forældrenes i øvrigt – er brikker i den store fortælling,” siger hun. ”De er ikke konkurrenter om Den Sande Historie. Vi skal holde op med at lede efter historier, som modbeviser en af de andre.”

Fremtidsværksted på institutioner

Holdet bag projektet ”Det særlige som potentiel ressource” tager ud i institutioner og holder fremtidsværksteder om at vende begreberne på hovedet. De undersøger nutiden og bruger det som afsæt til en utopifase på workshoppen. Bagefter er opgaven at finde bare en lille del af utopien, som virker realiserbar. Til sidst må de medvirkende gå til handling, så den nye viden bliver til realitet.

På fremtidsværkstederne bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at gøre op med gamle tankemønstre. Hvis en ung f.eks. stikker af, er det som udgangspunkt en uacceptabel adfærd. Men hvis alternativet er at slå og sparke, er det måske en rigtigt god udvej at tilbyde et stikke-af-sted indenfor institutionerne.

Faktaboks eller lignende:

Børns drivkraft

Til marts kan du komme til konference med DLO om børns drivkraft. Oplægsholderne sætter fokus på den drivkraft, som også udsatte børn har. Vi kan holde fokus på, hvad der driver barnet og på den måde styrke svage sider ved at stimulere styrkesiderne.

Som voksne skal vi ikke blot pege den vej, barnet skal følge ud i den store verden. Børn tør også selv, hvis vi tager udgangspunkt i deres egen drivkraft. Det er aldrig for tidligt at begynde. De unges liv er grundlagt i hjemmet, vuggestuen og børnehaven.

Forskningsprojektet ”Det særlige som potentiel ressource” indgår ikke i konferencen men kan overføres til arbejdet med at hjælpe barnet til at overkomme barrierer, store som små.

 

BØRNS hverdag 2018-1

BØRNS hverdag 2018-1

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 1 er udkommet og kan hentes som pdf her.

2 Leder

Obligatorisk dagtilbud til børn i etårsalderen? Vi skal ikke acceptere, at vi har danske børn, der er danske statsborgere, men alligevel er bagud fra start.

3 Årsplan

4 Fyraftensmøder i DLO

Du kan bestille forskellige møder til din institution.

4 Legepladsens pædagogik

Mød kultursociolog Benny Schytte.

5 Børns drivkraft

DLO inviterer til faglig konference i marts.

6 Vend blikket om

”Det dobbelte blik” giver et nyt syn på barnet. Læs artiklen her.

8 Fra skrot til slot

Cathrine Asylets børnehave var tæt på at lukke – nu holder de 150 års fødselsdag.

12 Konsulentnyt

Persondataforordningen 2018.

On-linekurser 2018.

Miniportræt af konsulent.

14 Pædagoger kan spotte børns psykiske mistrivsel tidligt

Et førskolebarn, der mistrives kan sende signaler, der er svære at forstå. Og den tidlige børneindsats i Danmark er stadig langtfra systematisk.

18 Affaldspædagogik mellem daginstitution og hjem

Affald og genbrug er ét bud på en indgang til bæredygtighed i børnehøjde.

20 Kærlighed er ikke nok

Boganmeldelse.

20 Portræt af en leder

Thinne Nielsen-Tjørnfelt fra Mølleløkkens private Børnehave & vuggestue i Kerteminde.

22 Skal vi slå pjalterne sammen?

Del dine oplevelser med resten af DLO.

23 DLO inviterer til fyraftensmøde

Mød Hanne Risager.

Velkommen til de næste fem år af dit liv!

Velkommen til de næste fem år af dit liv!

I denne artikel vil du lære at sætte:

  1. Mål som er SMARTe mål.
  2. Mål for fire af dine livsspor.
  3. Mål med tre forskellige tidshorisonter.

Lær at opstille SMARTe mål

Hvordan går det med dit nytårsforsæt? Hvordan gik det med det nytårsforsæt, du satte for et år siden? For to år siden? For fem år siden?

Langt de fleste oplever, at deres nytårsforsæt enten er glemt eller ikke er blevet fulgt til dørs. Måske har de mistet motivationen undervejs, måske har de holdt sporet den første måned og er så blevet afledt af andre mål. Du har brug for at sætte SMARTe mål. Et smart mål er kendetegnet ved de fem bogstaver S-M-A-R-T, som står for

  • Specifikt
  • Målbart
  • Attraktivt
  • Realistisk
  • Tidsbestemt.

Jeg vil give et eksempel, som mange kan relatere til: For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ville komme i bedre form. Jeg huskede, hvor høj jeg blev af at cykle, løbe eller svømme lange distancer. Det ville jeg give mig selv lov til at genopleve. Typisk skal jeg f.eks. løbe en times tid, inden jeg kommer i flow. Mit mål var at komme i så god form, at det kunne ske igen.

Hvis mit mål bare var at komme i bedre form, var det ikke smart. Jeg gik derfor remsen igennem:

  • SPECIFIKT: Det var ikke vægten eller udseendet, det handlede om for mig. Det var ikke en generelt god form, som er målet. Det helt specifikke mål var: “Jeg ville kunne løbe langt igen.”
  • MÅLBART: Nu er ”langt” jo relativt. Det er ikke tidligere tiders maraton, jeg sigtede efter. Det skulle bare være så langt, at jeg nåede flow-tilstanden. Det specifikke, målbare mål var: “Jeg vil kunne løbe mindst en time i træk.”
  • ATTRAKTIVT: I sig selv var guleroden jo, at jeg tænkte på det velvære, jeg tidligere havde oplevet. Det specifikke, målbare, attraktive mål var: “Jeg vil kunne løbe en time og komme i flow.”
  • REALISTISK: En times løb svarer til, at jeg løber rundt om en smuk sø, hvor jeg bor. Mit specifikke, målbare, attraktive, realistiske mål var: “Jeg vil løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”
  • TIDSBESTEMT: Jeg tænkte, det var realistisk at nå den form i løbet af et par måneder. Jeg kunne derfor gøre det meget præcist tidsbestemt og dermed specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt. Jeg havde et SMART mål, som var: “Senest om to måneder vil jeg have oplevet to gange på samme uge at løbe søen rundt på en time og komme i flow imens.”

Jeg kunne også have sigtet højere, f.eks. en halv eller en hel maraton. Det var ikke sikkert, det var realistisk. Nu begynder jeg der. Når jeg havde nået mit mål, kunne jeg altid sætte mig et nyt. Måske blev andre ting attraktive. Måske kastede jeg mig over en anden måde at holde mig i form. Det er alt sammen ligegyldigt. Jeg holdt fokus på et SMART mål og havde derfor maksimal chance for at nå det. Og det lykkedes også for mig at nå mit SMARTe mål.

Du har måske erfaring med, at dit nytårsforsæt ikke bliver til noget. Måske glemmer du det? Måske dør forsøget få dage efter nytår. Du kan også have det som mig, som slet ikke laver nytårsforsæt.

Visk tavlen ren og lav et SMART mål for dig selv. Når det er specifikt, målbart, attraktivt, realistisk og tidsbestemt, er du god ved dig selv og giver dig en rigtigt god chance for at nå målet.

Mål for fire af dine livsspor

Du kan groft sagt dele vort liv op i fire livsspor: jobsporet, familiesporet (+ venner), parsporet og dit eget spor.

Jobsporet handler om din faglighed. Uddannelse ligger også her. Giver det dig glæde? Giver det dig udfordring og udvikling? Er du tryg – eller giver det dig spænding, hvis det er det, du forventer af det ideelle job? Giver det dig en tilfredsstillende økonomi? Pensionister kan også være med, for du mister ikke sin faglige identitet, når du går på pension. Får jeg stadig glæde, udfordring og udvikling? Får jeg stadig tryghed og spænding i tilpas omfang rent fagligt?

Familiesporet handler for de fleste om, hvor meget og hvordan de ser deres familie. Har du gode familierelationer? Får du holdt kontakten til dem, du gerne vil være sammen med? Og får du sagt fra overfor dem, der tærer dig mere, end de nærer dig? Jeg har lagt vennerne ind i familiesporet. Mange mennesker har gjort deres venner til den nærmeste familie.

Parsporet handler naturligt nok om kæresten for de fleste mennesker. Har du ikke en kæreste, kan du spørge dig selv, om det er ok for dig. Er der andre, som opfylder behovet for en tæt fortrolig, en ven i dagligdagen? Under alle omstændigheder kan nogle af spørgsmålene fra de andre spor også bruges her. Ses I tilpas ofte? Tærer parforholdet på dig eller nærer det dig?

Endelig er der dit eget spor, som mange kommer til at glemme. Får du mulighed for at være alene? Hvad ville du gøre, hvis ingen kunne vurdere dig for at gøre det? Og gør du det? Hvilke interesser har du behov for at dyrke, selv om de hverken gavner jobsporet, familiesporet eller parsporet – i hvert fald ikke direkte? Hvordan vil du gerne kunne beskrive dig selv?

Målsætninger fem årMål med tre forskellige tidshorisonter

Det kan være noget af en øjenåbner at formulere planer et år, to år og fem år frem. Jeg er ikke nogen stor fan af nytårsforsætter i traditionel forstand.

Til gengæld afsætter jeg en eftermiddag en gang om året (som regel i januar) til at formulere mål for de fire spor (jobsporet, familiesporet, parsporet og mit eget spor), og jeg tænker et år, to år og fem år frem.

Billedet her til højre giver måske en oplevelse af, hvordan det kan se ud, når jeg om kort tid ser tilbage på målene for 2017, som de er formuleret for et år, to år og fem år siden. I de tomme felter skriver jeg, hvordan jeg har (eller ikke har) levet op til de mål, jeg satte mig.

Jeg har naturligvis ændret teksten, for i denne sammenhæng er mål noget, man sætter for sig selv. Du kan dele dem med en sparringspartner, en vejleder, en terapeut eller andre fortrolige, men det er dine egne mål, og du står kun til ansvar overfor dig selv. På den måde får du modet til at sætte mål, som du ikke er helt sikker på, du kan realisere.

Sådan har jeg gjort siden januar 2005. De første år var det naturligt nok kun et og to år, jeg kunne se tilbage, men efter fem år blev det spændende: Der sker rigtigt meget i løbet af fem år, og der sker også noget med målene. Jeg oplevede, at der var mål, som jeg fik opfyldt længe før forventet. Jeg oplevede også mål, som undervejs viste sig mindre væsentlige.

F.eks. formulerede jeg for knap to år siden det mål, at jeg ville skrive regelmæssigt til et professionelt medie. I mellemtiden er jeg blevet redaktør af BØRNS hverdag, og så er det ikke længere så vigtigt også at skrive på regelmæssig basis. At jeg fortsat skriver artikler til en række forskellige tidsskrifter er en anden sag.

I 2013 satte jeg mig som fagligt mål for 2017, at jeg havde et fast arbejde og lavede noget freelance (det var, inden jeg begyndte af formulere SMARTe mål). Det var på et tidspunkt, hvor min fantasi ikke rakte til andet, end at jeg efter den på det tidspunkt påbegyndte masteruddannelse ville gå tilbage til et fuldtidsarbejde som pædagog. I mellemtiden har jeg fundet en hel anden balance mellem fast arbejde og freelance – en balance, som passer til mig.

 

Forfatteraften med en lynkineser

Forfatteraften med en lynkineser

(Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.)

Det var en mørk og stormfuld nat … Det var i hvert fald silende regnvejr, da et halvt hundrede spændte deltagere gik ned i lastrummet på ”Samka” af Marstal, som er Bibiana Danmarks skib. Vi ventede alle på et andet navn fra Marstal, Jesper Wung-Sung, som bød på et intimt arrangement i de utraditionelle rammer, hvor han var i samtale med Søren Fanø.

Et af Søren Fanøs første spørgsmål gik på, hvordan Jesper Wung-Sung kan holde det imponerende tempo med flere titler årligt, hvor andre forfattere har flere år mellem deres udgivelser. Andre forfattere føler stor træthed, når de har udgivet en ny bog, men Jesper Wung-Sungs hemmelighed ligger i, at han får en masse energi i stedet. Den energi omsætter han i tekst.

”Marstal har været et perfekt udgangspunkt for det store forfatterskab,” fortalte Jesper Wung-Sung. ”Man behøver kun ét værtshus for at drikke sig fuld, en havn for at føle udlængsel, én fodboldbane for at spille fodbold og én pige for at blive forelsket.” Er han ikke bekymret for at tage af hovedstolen, når han skriver med udgangspunkt i eget liv? ”Næh, ikke med mindre man har en meget lille hovedstol!” mente forfatteren.

Atmosfære

Undervejs blev samtalen afbrudt af støj fra varmeapparatet, og vi kunne høre regnens trommen på presenningen og på dækket oven over os. Det gav en ganske særlig stemning, vi ikke ville have fået i Dokk1, som lagde kaj til skibet. Uden at underkende bibliotekets mange kvaliteter.

Bogblogger Eva Lucia var med til forfatteraftenen, og hun skrev bagefter til Klods Hans: “Der er ingen tvivl om at Jesper Wung-Sung er en storyteller. Uanset om man har læst hans romaner eller ej, så er der ingen tvivl om, at vi præsenteres for en forfatter, som inspirerer og har kuglepennen i sin hule hånd. Han bringer de hjerteskærende og ærlige beretninger ind i sine fortællinger, og viser samtidig universel forståelse, åbenhed og en bred litterær viden”.

Om forfatterskabet

Søren Fanø er godt inde i Jesper Wung-Sungs forfatterskab og har blandt andet skrevet en bog om forfatteren og hans tekster. Denne aften blev anekdoter og analyser suppleret med oplæsning af udvalgte tekstuddrag. De illustrerede bøger fik en særlig plads, og Jesper Wung-Sung fortalte, at det er særligt spændende, når han får illustrationerne at se. F.eks. nævnte han, at lillefingeren i bogen af samme navn blev ”større og bedre”, da Otto Dickmeiss tog sig af den.

Mange af bøgerne er blevet fremhævet for deres intertekstualitet, men det er ikke et bevidst greb. ”Jeg skriver på ryggen af alle mulige, som skrev meget bedre end mig,” blev det beskedent afvist med. F.eks. er der i Zam en hund, der bliver ædt. Først efter udgivelsen gik det op for Jesper Wung-Sung, at det er hans måde at give den grimme ælling hævn for den ultimative ydmygelse, den måtte døje, da hunden ikke ville æde den, fordi den var for grim.

Jesper Wung-Sungs bøger bliver også udgivet i udlandet, og det glædede forfatteren sig over, fordi det forlænger og forstørrer kommunikationen. ”Det er derfor, vi læser: Vi kan sætte os ind i et andet køn, en anden kultur osv. Det er empati.”

Han lovede at fortsætte sit arbejde som forfatter. Og stilen vil også blive holdt: ”Jeg vil til enhver tid hellere have en sætning, som ligger godt i munden, end en mere litterær én med fire indskudte sætninger.”

Efter samtalen mellem Jesper Wung-Sung og Søren Fanø var der mulighed for at stille spørgsmål, inden Bibiana bød på skibsøl og chips i den anden ende af lastrummet. Tak til Bibiana for det!