Kategoriarkiv: Blog1

Hvor er børnebogen i dag?

Hvor er børnebogen i dag?

Hvor står børnebogen i dag? Deltagerne på Statusseminar 2017 fik fire veloplagte foredrag med gode bud på tendenser i børnelitteraturen og mange konkrete eksempler på titler, som er værd at holde øje med.

 

Artiklen er oprindeligt bragt i Klods Hans nr. 1/2017 og kan læses i sin oprindelige opsætning her.

En komplet litteraturliste og andet bonusmateriale findes her.

Tre typer børnebøger

Betina Falsing delte billedbøgerne op i tre kategorier: Kunstneriske, pædagogiske og markedsorienterede bøger. Hun havde spurgt en gruppe børn om, hvilken bog de bedst kunne lide.

Stod valget mellem Lili laver cirkus, Hvad og De bedste historier (om Thomas Tog), valgte langt de fleste Hvad, som er en repræsentant for de pædagogiske bøger. Ingen valgte De bedste historier, hvilket undrede Betina Falsing, for som markedsorienteret bog burde den netop appellere til en stor målgruppe.

I anden spørgerunde valgte hun andre titler, og her var det den markedsorienterede De bedste historier (et andet bind), som var favoritten. Forskellen på de to Thomas Tog-titler var sproget. I den første var sproget svært, i den anden flød det.

Dommedagsstemning

Vand til Blod og Frøers Mængde,
Myg dernæst Egypten trængte.
Utøj, Pest og Bylders Nød,
Hagel, Græshop, Mørke, Død.

Bodil Christensens lune indlæg om tween-litteraturen blev rammesat af Jeppe Tangs dystre digt fra 1865, ”for så er vi ligesom i gang!” Hun ved, at man alligevel kun kan høre efter i 12 minutter, så hun dem brugte hun på at anbefale Hjertestorm – Stormhjerte. Der er mange genrer på billedsiden, og billeder betyder meget i tween-litteraturen.

Tween-litteratur kan også være god læsning for forældre: ”Nå, er det godt nok så svært?” Mange af bøgerne har referencer til litterære citater, klassikere og filosoffer. ”Det er dejligt at være dansklærer,” kan man sige.

Young Adults er ikke nyt

Erik Blichfeldt og Nanna Foss kunne fortælle, at YA slet ikke er nyt. Begrebet er fra 1802, men blev først en genre med Susan Hintons Outsideren fra 1967 (i USA med titlen The Outsiders, red.). Det store gennembrud for YA kom i 2005 med Twilight-serien.

Der er forskellige opfattelser af, hvad YA er. Nogle genretræk, som går igen, er: Letfordøjelig/fast food (især i avisanmelderes øjne), omhandler emner som LGBT, uden at det dog nødvendigvis er hovedtemaet. Især omkring seksualitet er der en forskel på amerikanske og danske YA-bøger: Herhjemme er vi ikke så bange for eksplicit beskrivelse af sex.

Andre kendetegn er genreblanding, mytologi, nyfortolkning og nye perspektiver (andre folkeslag, religioner, racisme osv.). Den såkaldte sick-litt står også stærkt: Selvskade, handicap, stalking, omsorgssvigt, sygdomme og død. ”En bog som Hjertet er 1 organ var sådan en type bog, jeg (Emil Blichfeldt) hadede som barn.” Nu er der fokus på personerne, mens samfundet træder tilbage, så det ikke bliver socialrealisme.

50 år med faglitteratur

Hans-Christian Uth fortalte om faglitteraturen til børn, som også gennemgik en revolution omkring 1967.

(Fag)bogen kan ikke sige alt om sit emne, men den kan give læseren alle de relevante tilgange til emnet, han/hun har brug for. ”Det er godt at have, inden man begynder at google.”

Med engelskundervisning fra 1. klasse stiger behovet for engelsksprogede bøger til den målgruppe. Også fagbøger. En dansk produktion af bøger på engelsk giver andre bøger end engelske bøger tilpasset det danske marked.

Hans-Christian Uth rundede af med en betragtning om, at drenge ikke elsker at læse bøger. De elsker at læse i bøger, altså springe lidt rundt i bogen, og det kan man netop med fagbøger.

Se mere om Statusseminaret, hvor oplæggene om børnelitteraturen i dag blev holdt.

Festtale: Arven fra 1967

Festtale: Arven fra 1967

I anledning af jubilæumsåret holdt Torben Weinreich en festtale over temaet ”Arven fra 1967”. Torben Weinreich er professor i børnelitteratur – Danmarks eneste. Her gengives hovedpunkter i festtalen. Klods Hans har stillet Torben Weinreich nogle opfølgende spørgsmål.

(Artiklen har været bragt i tidsskriftet Klods Hans 1/2017 og kan læses i sin oprindelige opsætning her.)

I tiden op til 1967 var børnelitteraturen degenereret. Der skete ikke meget nyt. Men så fik fem forfattere banebrydende ideer til nye børnebøger, som ikke alene udkom det samme år. De kom alle i en femugers periode omkring oktober til november 1967. Det er forfattere, som stort set ikke havde skrevet for børn før. Med undtagelse af Silas og den sorte hoppe er de alle illustrerede og kan med lidt god vilje kategoriseres som billedbøger.

Det nye er både indhold og sprog. På indholdssiden er det både miljøet og persongalleriet, hvor f.eks. en Silas og en lille Virgil ikke var set før. Sproget var nyt og kraftigt: ”I et hønsehus i en lille by boede der en dreng ved navn lille Virgil. Hønsehuset var bagerens, men lille Virgil havde fået lov at bo der – lige til det en dag faldt sammen. For bageren var en rar mand, som bagte brød, kager og æbletærter hele dagen, og det selv om folk i byen næsten aldrig køber noget. Folk i byen købte kun to eller tre brød om dagen. Alle kagerne, æbletærterne og rosinbrødene spiste bageren selv…” Sådan var der ikke nogen, der havde begyndt en dansk børnebog før.

Silas var opsigtsvækkende ved, at han søgte konfrontationen med de voksne, og det gjorde dem usikre og bange. Lidt højtravende kan man sige, at Silas er det første individ i dansk børnelitteratur.

Ikke alle bøger holder

Tre af bøgerne vil også fortsat stå distancen. Lille Virgil er allerede nævnt. Cykelmyggen Egon bliver omtalt senere på Statusseminaret af forfatteren. Halfdans ABC vil være en af de bøger, som også læses om 20, ja om 50 år. Både ordvalg og miljø er tidløst. ”Bennys bukser brændte…” er et af de bedste digte, som er skrevet på dansk. Det gælder dog ikke Snøvsen og Eigil og katten i sækken. De sproglige formuleringer, Benny Andersen har gjort morsomme, er ikke kendt af børnene i dag. Silas og den sorte hoppe overholder klassiske træk for romaner, men sådan skrives romaner til børn ikke i dag.

KH: Dumrian, levertran og havegærde kender min mobils stavekontrol ikke. Børn anno 2017 ved næppe, hvad et gæstebud er, og hvor ligger Trekroner? Kan man ikke forestille sig, at også Halfdans ABC vil blive fortrængt af nyere ABC’er – og i så fald hvilke?

TW: Det at børn ikke kender alle ord og begreber, betyder ikke noget, når det kun er en endog ganske begrænset del af det samlede ordforråd i teksten. Der er jo kommet en del ABC’er siden Halfdan Rasmussens, og der vil komme yderligere en del. Flere af de udkomne er både gode og originale. Så selve genren lever og har det godt. Det betyder blot, at mængden af tekster indenfor genren udvides hele tiden, også gode tekster. Men Halfdans ABC vil stadig være der – det er jeg sikker på. Den er så original i sin leg med sproget og dettes kobling til indholdet, at den ikke forsvinder i mængden.

Store oplag årene inden 1967

Når man læser børnelitteraturen fra 1950’erne og 1960’erne er det som om, den bare bliver dårligere og dårligere for hvert år, der går. Det bliver kedeligere og kedeligere. Andre har kaldt det ”nøjsomhedsprosa” og ”uden poesi”.

Men det solgte godt: Jan-bøgerne og Puk-bøgerne er alle skrevet af Knud Meister og Carlo Andersen. Ordet ”alle” skal tages helt bogstaveligt. Fra 1943 til 1964 udkom i alt 139 titler i de to serier. Det vil sige, at der i gennemsnit er skrevet en bog hver anden måned. De er alle på 78 sider. Hvis I finder en, som er fire sider længere, så gi’r jeg en omgang (latter blandt publikum). Hvis I finder en, som er fire sider kortere, så gi’r jeg også en omgang (mere latter). Der blev solgt 700.000 Jan-bøger i de kun otte måneder, der gik, fra nr. 1 til nr. 7 udkom.

1976 og 2017

Hvis man skal trække linjer frem i tiden fra 1967, så sker der noget ca. ti år senere. Det er ikke lige så stort, men her kom Bjarne B. Reuter og Bent Haller med hhv. Kidnapning (den første af bøgerne om Bertram, 1975) og Katamaranen (1976).

I dag vil man nok pege på Jakob Martin Striid og Kim Fupz Aakeson som arvtagere, og en forfatter som Mette Hegnhøj har med Ella er mit navn – vil du købe det vist, at man stadig kan lege med børnebogens form på nye måder. I Kim Leines Skovpigen Skærv diskuterer forfatteren med en tænkt læser.

Man kan derfor sige, at 1967 ikke er der længere, men den er der alligevel.

Der er tre væsentlige aktører, som gør en bog mulig: Forfatteren, forlæggeren og formidleren. Og de skal sige det samme: ”Det her nye vil vi!” Det kunne være spændende at vide, om der er sendt bøger til forlag, som er blevet afvist, hvor vi er gået glip af ”det nye skelsættende”. Jeg tror det næppe, forlagsverdenen er så mangfoldig og forfatterne har også muligheden for at selvudgive.

KH: Har du noget bud på, hvordan karaktererne, miljøet og sproget (de tre faktorer, du nævnte i indledningen) bevæger sig hen?

TW: Jeg har ikke noget bud på, i hvilken retning dansk børnelitteratur bevæger sig. Men jeg kan konstatere, at der hele tiden sker noget, også noget nyt, og endda yderst originalt.

Det er Hegnhøj og Leines to bøger gode eksempler på. Det er endog meget originale og anderledes nye bøger, udkommet inden for et års tid.

Læs også om Statusseminaret, hvor Torben Weinreich holdt sin tale.

Venindebogen

VenindebogenVenindebogen

En børnegruppe har lavet en pakkeleg, hvor der hver dag trækkes et eller to navne på børn, som vælger en pakke. Glæden var stor, da en af børnene trak en venindebog (egentlig et pudsigt navn til en bog, som alle børn kan bruge) og resten af dagen gik med at få veninderne til at skrive. Det fik mig til at tænke på tre ting:

  1. Var det ikke sådan tidligere, at man gik hjem, tænkte sig godt om og så skrev? I dag er det ”instant messaging” og hurtigt videre til den næste. Lige i dette tilfælde er det nok ikke så dårligt. ”Hvad er din umiddelbare tanke?” er ikke et dårligt spørgsmål.
  2. Hvor man i min barndom sad alene og overvejede (evt. med hjælp fra en forælder), er det i dag en social begivenhed. Pigerne sad i en gruppe og diskuterede. Gruppepres eller samarbejde? En spændende udvikling, som igen afspejler helt generelle tendenser i tiden.
  3. Den tredje tanke var: ”Hvorfor gør voksne ikke det hér?” Fortæl dog dine omgivelser, hvilke positive tanker du har om dem. Hvad kan du miste? Hvad kan du miste ved ikke at gøre det? På et kursus for mange, mange år siden med Carsten Sommerskov sluttede vi af med at skrive få ord om hver af de andre kursister. Jeg har ”mine” ord endnu og tager dem frem en gang i mellem og ser på, hvordan andre tænkte om den dengang meget grønne pædagog. Ordene ses på fotoet.

Carsten Sommerskov er i mellemtiden blevet en etableret foredragsholder mm. Læs om ham her eller læs om to af hans bøger

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandlesJeg havde en mærkelig oplevelse, som først gav mening, da jeg fik slutningen med. Det var på en længere togtur. Jeg sad i stillezone. På den anden side af gangen sad et par ældre damer ved vinduet. På et tidspunkt steg et ungt par ind. De havde pladsbilletter ved vinduet, og efter at parret havde diskuteret et stykke tid, blev de enige om, at det ville de gerne holde fast i. Det var især manden, der gerne ville sidde ved vinduet. Han ville hvile sig, måske endda sove, og så var det bedst at læne sig op ad væggen.

De to ældre damer flyttede sig til gangpladsen, men flytteriet var kun lige begyndt. De næste par timer måtte de fem gange give plads til, at de to med vinduespladserne skulle ud. En gang (hver) skulle de på toilettet, en gang skulle de købe slik (og måtte hen og kigge begge to), en gang (hver) skulle de ud at ringe. Desuden skulle de begge nå ud at ryge i både Odense og Fredericia.

De talte meget sammen alle fire (dog mest de to ved vinduet). Hvis ikke det havde været rimeligt interessant, havde jeg nok bedt dem gå et andet sted hen, da jeg ofte arbejder koncentreret netop på togture. Talen gik imidlertid på høflighed, og jeg (og resten af togvognen) fulgte med i samtalen. Den unge mand fortalte, at han lagde vægt på høflighed. Det kom bl.a. til udtryk ved, at han sagde ”De” til folk, han ikke kendte, også f.eks. en på femten, som han fortalte. Han var ikke ret lydhør overfor de andres argument om, at nogle faktisk føler sig lidt stødt af at blive tiltalt på den måde.

Undren

Jeg undrede mig meget over, at manden kunne være så opmærksom på høflighed, samtidig med at han generede sine omgivelser så meget. Ved at holde fast i en reserveret plads, som han næsten ikke brugte. Ved at tale højt og ved at ulejlige sin medrejsende fem gange på to timer, fordi han skulle ud. Ved at holde fast i ”De”, også når nogen hellere ville tiltales med ”du”. Desuden fortalte han meget om familiefester og lignende, hvor han altid gav udtryk for sin ærlige mening, også selv om nogen blev lidt stødt. ”Jeg giver ikke noget for dem, der pakker alting ind.”

Han tog fejl

Først, da manden skulle af, åbnede han en lille dør til en forståelse for, hvordan han tænkte. De talte stadig om høflighed, og han sagde ”Jeg har altid lært, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles.” Der tog han fejl. Vi har forskellige behov, derfor kan jeg ikke gå ud fra, at du ønsker at blive behandlet på samme måde som mig. Måske overskrider jeg netop nogle af dine grænser, fordi mine egne grænser ligger et andet sted.

Måske trives denne mand bedst med, at andre siger deres ærlige mening lige op i synet på ham. Måske har han det svært med at sidde stille – både i motorisk og lydlig forstand. Måske har han det bedst med sjov og ballade omkring sig. Måske vil han helst tiltales med ”De”. Det er helt i orden. Desværre tror han, at alle andre har det på samme måde. Og han tror oven i købet, at han er både høflig og hensynsfuld ved at behandle dem på samme måde, som han selv vil behandles.

Hvis du virkelig vil andre det bedste, så spørg dem, hvad de har behov for. Det er ikke nok at tage udgangspunkt i dine egne behov, for:

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Ja, jeg er klog på mit fag

Heidi BergmannJa, jeg er klog på mit fag

Jeg vil denne gang lade BUPLs formand, Elisa Bergmann, få ordet først. Hun har nemlig ramt hovedet på sømmet i sin leder om, hvordan pædagoger – og andre fagpersoner med dem – er rigtigt kloge.

Hvis man tager en uddannelse eller arbejder meget med noget bestemt, så har man mulighed for at blive rigtigt klog på det. Hvis man endda både tager uddannelsen og arbejder med det, så er endnu større sandsynlighed for, at det sker. Ja, jeg er klog på mit fag – og jeg har også brugt tid på at blive så klog.

(Fotograf Heidi Maxmiling)

Elisa Bergmanns leder: Ja, jeg er klog på mit fag

Det er ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.Af: Elisa Bergmann formand for BUPLJeg var for nylig til en konference, hvor jeg faldt i snak med ordstyreren til den debat, jeg skulle deltage i. Hun talte om sine børn og nogle af de udfordringer, hun havde som forælder, og spurgte også til min holdning. Som så ofte før gav jeg mit professionelle perspektiv på situationen, og hun kiggede på mig og sagde: Hvor er du klog! Og jeg måtte replicere: Ja, jeg er klog på mit fag. Jeg er pædagog.

Arbejdet som pædagog bæres af de vigtige relationer, vi skaber til andre mennesker, og ret ofte bliver det forvekslet med en særlig personlig evne – at man er god til børn og mennesker eller er særlig empatisk. Det kan for udenforstående være svært at skelne mellem de kompetencer, vi som pædagoger erhverver gennem det håndværk, vi udøver. Ikke desto mindre er det kompetencer, vi hovedsagligt får gennem uddannelsen, faglig udvikling og praksiserfaring. Og desværre bliver det en svaghed for vores profession, når mennesker omkring os åbenlyst kan se, at vi gør en forskel, men ikke forbinder det med faglige kompetencer. For det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.

Forskning viser, at det er afgørende for børns og unges udviklingsmiljøer, at der er fagligt stærke professionelle omkring dem. At der er en høj andel af dygtige pædagoger og tid og rum til faglig udvikling.

Kort sagt, så er en høj pædagogandel lig med bedre kvalitet. Så det handler ikke om fagsnobberi, når vi påpeger, at det ikke er nok at ansætte søde mennesker, som kan bruge et sprogprogram eller en smart manual. Det handler om faglig stolthed, men også om sund fornuft. Og det er derfor, vi i BUPL arbejder for, at alle kommuner skal have en ambition om en pædagogandel på mindst 80 procent.

Elisa Bergmann, formand for BUPL

Vi glemmer det bare så tit

Når man arbejder med noget til daglig, så har man en tendens til at glemme, hvor svært det er. Især, hvis man har opnået et vist niveau, så det ikke er så vanskeligt for én selv. Når jeg taler med studerende, tager jeg mig i at tænke “Det burde du da vide,” indtil jeg minder mig selv om, at “det” vidste jeg heller ikke, da jeg var studerende.

Til forældresamtaler skal man lige trække luft ind, inden man for enogtyvende gang fortæller om de overordnede mål for arbejdet med børnegruppen. Det er prisen for at ville fortælle det i det mere fortrolige rum, forældresamtalen er. Forælder nr. 21 har jo ikke hørt det de 20 andre gange, du har fortalt det!

Jeg begejstres over, at en maler på ingen tid kan male en væg pænt ensartet. Jeg begejstres over, at lastbilchaufføren kan smutte lastbil og anhænger rundt om hjørnet til varemodtagelsen i min lokale Føtex. Baglæns! Jeg glemmer bare, at maleren og lastbilschaufføren sikkert bliver lige  så begejsteret over, når yngstesønnen eller -datteren i min nærhed og ved hjælp af min faglighed kan falde til ro efter endnu et voldsomt vredesudbrud. Eller når jeg forklarer vanskeligt tilgængeligt stof til den ældste søn eller datter, som læser til pædagog.

Anerkend din egen viden – og andres

Fire lette øvelser:

  1. Mind dig selv om, hvad du kan i dag, som du ikke kunne for et år siden, for tre år siden eller for ti år siden. Skriv det ned og tænk over, hvilke muligheder dine nye færdigheder/kompetencer giver dig og dem, du arbejder med.
  2. Skriv ned, hvad du gerne vil kunne/vide om et år, om tre år eller om ti år. Hæng sedlen op eller gem den væk; bare sørg for at kigge på den af og til. Gik det hurtigere, end du regnede med? Alene dit fokus på ønsker flytter noget.
  3. Når en kollega gør noget, der fremkalder respekt i dig, så sig det! Din kollega bliver glad og giver dig måske et tip til, hvordan du selv kan bevæge dig i den retning. Hvis din kollega bliver særligt glad, så del denne blog med ham/hende, så kan ringene brede sig i vandet.
  4. Den sidste øvelse er nok også den sværeste: Når du oplever en anden fagperson brillere inden for sin profession, så sig det: “Det er vel nok godt, at der er nogen, der kan det, du kan.”

Du vil opdage, at disse fire lette øvelser får dig til at fokuserer både på din egen faglighed og på andres. Fordi jeg er klog på mit fag. Fordi du er klog på dit fag. Og fordi mange flere, end du tror, er kloge på deres fag.

Pædagoger er stadig mest til Facebook

Pædagoger er stadig mest til FacebookPædagoger er stadig mest til Facebook

Sociale medier er stedet, hvor man kan udveksle viden, holdninger og aktivitetsforslag. Et Slaraffenland for pædagoger. Eller hvad? Når der er valgkamp eller konflikt, er Twitter hurtigst, men ellers er det Facebook, der vinder kampen om pædagogernes professionelle brug af sociale medier.

(Artiklen har været bragt i Århus Pædagoger 1/2017. Klik på billedet for at læse artiklen i sin oprindelige opsætning eller læs hele bladet her.)

Når pædagoger går på sociale medier med faglige hensigter, er Facebook fortsat det foretrukne valg. Den dominerende gruppe hedder ”Pædagog :o)” og har over 25.000 medlemmer. Det er pædagoger, studerende og pædagogmedhjælpere, som bl.a. bruger gruppen til at stille spørgsmål om aktiviteter, regler, ansættelsesforhold, mm. Alt efter temperament kan man glæde sig over eller beklage, at der også kommer en del opslag fra forældre, som stiller spørgsmål til opdragelse eller til forhold i deres barns institution. Som andre steder er det også på Facebook de aktive, der sætter kursen.

Det har medfødt nogle ”udbrydergrupper”, f.eks. ”De Åbne Pædagoger 🙂”, som er en gruppe på et par tusind medlemmer, hvor man skal være pædagog eller pædagogstuderende for at blive medlem. Her er der længere mellem opslagene, til gengæld er der en pædagogfaglig vinkel på dem alle. BUPL’s egne pædagogiske meningsdannere står bag en facebookgruppe af samme navn, som har samlet små tusind medlemmer. Her er der flere holdninger og ikke så meget udveksling af ideer til pædagogiske aktiviteter.

Andre sociale medier

Jeg havde forventet, at LinkedIn ville blive et populært socialt medie til opslag med stor saglighed. Der ligger helt sikkert et stort potentiale dér, men LinkedIn bliver ikke brugt meget af pædagoger, i hvert fald ikke til pædagogfaglig udveksling af viden, holdninger og aktivitetsforslag.

Jeg har spurgt Lise B. Petersen (pædagog, medlem af Århus Pædagoger redaktionen) om hendes pædagogfaglige brug af Twitter. Hun mener, Twitter kræver en introduktion, som hun selv fik gennem sin uddannelse som pædagogisk meningsdanner. Det gav hende indsigt i, hvad # betyder, og hvem det er godt at følge mm. Når det er sagt, er det et godt forum, hvor man kommer tættere på politikere. Det sker ofte, at politiske tiltag og beslutninger kommer på Twitter før andre steder. Som pædagog har man muligheder for at kommentere på diverse budskaber eller lave retweets, som kan sammenlignes med ’synes godt om’ på Facebook.

Skriv selv!

Et er at følge en facebookgruppe. Noget andet er at skrive selv. Sidste år kom Forfatterens guide til sociale medier (forfatter Abelone Glahn). De mange råd kan bruges af alle, der ønsker at udbrede kendskabet til sine tekster – uanset om man er forfatter eller pædagog. F.eks. forklares forskellen på en profil, en side og en gruppe. Profilen er dit personlige område, en side er god til at formidle fra én pædagog til en gruppe følgere, og en gruppe er god til symmetrisk kommunikation.

Abelone Glahn opfordrer til, at man er sig selv, når man skriver. For pædagoger betyder det at give eksempler fra sit eget hverdagsliv og at skabe billeder hos læseren. Naturligvis under hensynstagen til sin tavshedspligt og fagets etik.

Læs mere:

Abelone Glahn: Forfatterens guide til sociale medier. Amedia 2016.

Peter Hyldgård (red.): Slip din viden løs. Forlaget Ajour & videnskab.dk 2013.

Mikkel Kamp: Pædagog med noget på hjerte: Find inspiration i blogs – og prøv selv at blogge (artikel i Børn&Unge 2/2017 side 34-37).

 

Lyt til mennesket først

Tværpolitisk børnenetværkLyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Fotos fra statusseminar 2017

Fotos fra statusseminar 2017

20. januar 2017 holdt Selskabet for Børnelitteratur sit andet statusseminar om børne- og ungdomslitteratur. Nu kan vi med sikkerhed slå fast, at det bliver en årligt tilbagevendende tradition. Statusseminaret blev holdt på Kulturstationen Vanløse.

I Selskabets medlemsblad Klods Hans nr. 1/2017 vil der være en fyldig reportage fra statusseminaret. Indtil da kan man glædes over billederne.

 

 

Kent Poulsen fra bestyrelsen og Lise Jæger (tidligere bestyrelsesmedlem) sorterer navneskiltene.

 

 

 

Bent Rasmussen, Lise Jæger og Kent Poulsen tager imod deltagerne.

 

 

 

Betina Falsing (bestyrelsen) og Merete Flensted Laustsen (tidl. bestyrelsesmedlem) tjekker teknikken inden Betinas oplæg.

 

 

 

Kent Poulsen og Bent Rasmussen hjælper Tove Krebs Lange ved indskrivningen.

 

 

 

Uden mad og drikke…

 

 

 

 

På gangen var billederne fra Den store ordsprogsbog udstillet, og reproduktioner i postkortstørrelse lå til fri afhentning. Det var meget populært, de blev alle fordelt blandt deltagerne.

 

 

Eline Mørch Jensen byder velkommen på vegne af Selskabet for Børnelitteratur.

 

 

 

Torben Weinreich fortæller om “Arven fra 1067”. Her læser han op af Lille Virgil.

 

 

 

Læs min artikel om Torben Weinreichs festtale og mit interview med ham.

 

 

 

Opmærksomme deltagere.

 

 

 

 

Læs om alle oplæggene her.

 

 

 

 

Betina Falsing fortæller om billedbøger.

 

 

 

 

Alle de medbragte eksemplarer af Den store ordsprogsbog blev solgt.

 

 

 

Kulturstationen Vanløse havde udstillet de bøger, som blev omtalt i oplæggene. Plus mange andre fra 2016.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bodil Christensen fortæller om tween-litteratur.

 

 

 

Nanna Foss og Emil Blichfeldt fortæller om YA-litteratur.

 

 

 

Hans Christian Uth fortæller om faglitteratur for børn og unge.

 

 

 

 

Flemming Quist Møller spiller.

 

 

 

 

 

 

Carl Quist Møller og Flemming Quist Møller gav en koncert som afslutning på Statusseminar 2017.

 

 

 

Carl Quist Møller skaber lydeffekter til Flemming Quist Møllers fortælling om, hvordan Cykelmyggen Egon kom til verden.

 

 

 

Flemming Quist Møller viser, hvordan man med små ændringer kan skabe forskellige udtryk.

 

 

Carl Quist Møller og Flemming Quist Møller fortæller anekdoter.

 

 

 

 

Carl Quist Møller tegner Jungledyret Hugo, mens Flemming Quist Møller fortæller om, hvordan figuren og filmen blev til.

 

 

Søn & far runder af med et nummer på trommerne.

 

 

 

Vagn Plenge (formand) siger farvel og tak til alle, som var med til at gøre Statusseminar 2017 til en informativ, spændende og god oplevelse. Desuden bød han velkommen til de mange nye medlemmer af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.