Kategoriarkiv: Børnebog

Bøger til de ældste i skolen

Læs mere om Specialpædagogisk månedsblad her.

Der udgives megen god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Denne artikel giver forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a og Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd i udskolingen, deres kvaliteter usagt.

(Artiklen er trykt i Specialpædagogisk månedsblad nr. 189, februar 2019 og kan læses i sit oprindelige layout ved at klikke her.)

Der er store forskelle mellem de unge, vi arbejder specialpædagogisk med i skolen. Mit eget virke er tre dage om ugen på en folkeskole, og her har jeg både arbejdet med deciderede bogorme og med unge, som ikke frivilligt ville åbne en bog.

Alle har krav på litteratur, som de kan genkende sig selv i. Som giver tilpas udfordring. Derfor er den gode historie væsentlig. En god bog er én, hvor man bare lige skal have næste side med.

Men hvad er en god historie så? Det er sværere at sige. Spørg gerne, hvad den sidste bog hedder, som den unge kunne lide. Det fortæller, om du skal gå efter gys, humor, drama, kærlighed eller noget helt femte.

Young Adults: Det nye – og så alligevel ikke

I dag taler man ikke længere om ”ungdomsbøger”, som giver minder fra 1970’ernes socialrealisme og bøger filmatiseret med lydspor af Sebastian. Nu hedder det YA, som står for Young Adults. Bøgerne kan også appellere til tweens og i kraft af deres litterære kvaliteter også til voksne. Hvor min barndoms lærere næppe selv fandt den store glæde ved de bøger, vi blev præsenteret for, kan pædagoger, lærere og forældre for den sags skyld få gode læseoplevelser på linje med den unge.

De berører mange forskellige emner. Kærligheden står stadig stærkt, men identitetsdannelsen fylder også meget. Ofte cirkler temaerne omkring død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

I den genre er Fuglemanden et af de nye uundgåelige. En grafisk roman om indre stemmer, som forlanger mere og mere af sin bærer. Forfatter og illustrator, Sarah Engell og Lilian Brøgger, eksperimenterer med udtryk og giver på den måde en helt særlig læseoplevelse.

Månen er en højtaler sætter aldrig ord på, hvad der er forkert i den lille familie, som består af 9-årige Alvin og hans mor. Men moren har en række tvangstanker, bl.a. den, som gav titel til bogen. Hun er angst for besøg fra ”kommunen”, og det forstår man godt, når man hører om de forhold, Alvin lever under.

Man ved med det samme, at noget er galt, helt galt i Til døden os skiller. Det fortæller hovedpersonen i et alarmopkald i begyndelsen, men man skal 250 sider længere frem, inden man efter adskillige spor og vildspor finder ud af, hvad det er, der er galt, helt galt. Partnervold kan have mange former.

I Dig og mig ved daggry fører forelskelsen til et dobbelt selvmord, og bogen kører i to fortællespor. Det ene fortællespor er Louises historie inden selvmordet, det andet fortællespor følger forældrenes efterfølgende forsøg på at forstå, hvad der er sket, brillant fortalt af én som må være Louises spøgelse.

Der er mange temaer i Provinspis. Der er alkohol og stoffer og sex, som bliver beskrevet meget eksplicit. Men hovedpersonen kæmper med at føle sig hjemme, samtidig med at hun vil noget andet og mere. Hun bor i Ansager, og det kan ikke gå stærkt nok med at komme derfra. Hun har også begavelsen til det, får i hvert fald høje karakterer, men hun har ikke fokus nok, og det bliver derfor ikke rigtigt til noget. Sådan er det med det meste i hendes liv.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Hvis man ønsker en bog, som ikke bader i eksplicit vold og sex, så er Hemmeligheder fortællingen om et road trip, som ender på Fyn hos på overfladen rare og lidt kedelige mennesker, som viser sig at bære på hver deres hemmelighed. Ligesom hovedpersonen også gør. Trafficking, stofmisbrug, ødelagte familiebånd osv. dukker op efterhånden, men fortalt uden at forskrække selv følsomme læsere.

Til læseren, som ikke ønsker mere vold og sygdom, er Valget også et godt forslag. I baggrunden lurer miljøkatastrofer og mennesker på flugt fra krig, men det altafgørende tema i bogen er dilemmaet mellem at gøre det ”gode” (hvad det så end er) her-og-nu eller på lang sigt. Kan Xenia afvise et lille flygtningebarn, som bogstaveligt talt flytter ind i hendes hjem, for at sikre sig en politisk karriere, som kan redde endnu flere mennesker?

Billedbøger er også til unge

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes. Fuglemanden er beskrevet ovenfor.

Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Litteraturliste

Bare en ond drøm, Aino og Ville Tietäväinen, Høst & Søn 2016
Dig og mig ved daggry, Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, Gyldendal 2013
Fuglemanden, Sarah Engell og Lilian Brøgger, Carlsen 2018
Fuglen, Marianne Iben Hansen og Tea Bendix, Gyldendal 2015
Hemmeligheder, Vibeke B. Arildsen, Eudor 2018
Hjertet er 1 organ, Sarah Engell, Carlsen 2016
Månen er en højtaler,Kathrine Assels og Laurenz Rawashdeh, Jensen & Dalgaard 2017
Provinspis, Ditte Wiese, Carlsen 2017
Til døden os skiller, Kit A. Rasmussen, Carlsen 2017
Valget, Sarah Engell, CarlsenPuls 2017

Alle bøger i denne artikel er anmeldt mere udførligt på www.paedagogen.dk. På Bjarne W. Andresens egen hjemmeside www.bjarnewandresen.dk kan man klikke på læserens alder under ”Boganmeldelser: Målgruppe.” Hjemmesiden www.bogbotten.dk er også et godt sted at finde inspiration. Under fanebladet ”Bøger” kan man vælge genrer og/eller aldersgruppe.

Skovens gåder

Mirja 3: Skovens gåder.

Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
205 sider
Gyldendal 2019

Serien om alfepigen Mirja er nået til tredje bind. Hvor de to første bind var stærkest på historien og sproget, har persongalleriet denne gang fået et gevaldigt løft.

Det er meget glædeligt, at karaktererne er blevet rundere og mere realistiske: Mirja får også lov at være ondskabsfuld, plageånden Lissa viser en sårbar side, og Lissas mor spiller en større rolle. Mere forudsigeligt er det, at Mirjas bonusfar viser sig som en vigtig forbundsfælle til Mirja, om end det ikke er helt så tydeligt for Mirja selv, som det er for læseren.

Det er stadig det samme univers med en lille alfekoloni, som skal beskytte sig mod farer udefra såvel som indefra. I bind 2 har Mirja ladet sig narre til at åbne for, at to udefrakommende kan gennembryde hekseringen, som beskytter landsbyen. Det udgør en fortsat trussel, som kun kan fjernes ved, at Mirja fortæller sandheden, men så risikerer hun selv at blive forvist fra landsbyen og dermed fra familien og fra Felix, som hun er lun på.

Mirja kæmper også med andre dilemmaer. Hun vil gerne være sig selv, men hun er også træt af ikke at ligne de andre. ”Engang troede hun, at hvis hun bare så ud som alle andre, ville hun passe ind. Måske kunne man ligefrem blive venner med sådan én som Lissa, havde hun tænkt. Men det kan man slet ikke.”

Som mange andre børn og unge springer Mirja nogle led over: Når hun ikke er som andre, er der nok heller ikke nogen, som kan lide hende. Hun er overbevist om, at den store fest i landsbyen skal bruges til, at Rådet kan ydmyge hende med en forvisning: ”De vil vente, til alle i hele kolonien er samlet, og alle kan høre det. ’Velkommen til årets store fest,’ vrænger hun for sig selv. ’Og farvel til Mirja Muddermose, der har forrådt os alle.’ Hun krymper sig, som om hun allerede kan høre dem juble og huje af begejstring. Ingen vil komme til at savne hende. Ingen.”

Hendes mors nye kæreste hedder Pavlos, og han bliver ikke budt velkommen af Mirja. Han er bare dum og i vejen – og så er han en konkurrent til mors tid og kærlighed. Det hjælper ikke, at han tager Mirja i forsvar, da moren vil bestemme over Mirjas udseende. Tværtimod får han et vredt blik og et ”kunne han da ikke bare blande sig uden om?” Udseendet spiller i det hele taget en stor rolle for Mirja, som både vil have lov at have sin egen stil og samtidig anerkendes for, hvordan hun ser ud. Da edderkoppen Olga kalder hende køn, tænker Mirja, at ”hvordan kan Olga have så mange øjne og alligevel være så blind?”

Historien udvikler sig og blive meget mere kompleks end i de to første bind i serien. Mirja finder ud af, at hun og Lissa har meget mere tilfælles, end hun hidtil har troet. I første omgang bruger hun den nye viden til at drille Lissa med de samme ting, hun selv er blevet drillet med. En hændelse i mosen knytter dem mere sammen end det faktum, at de begge får vinger lavt hos Olga og begge på hver sin måde må leve uden en tæt forbindelse til deres fædre.

Hvor jeg har anbefalet de to første bind til 5-10 år, vil jeg gå ca. tre år op i begge ender af aldersspektret med Skovens gåder.

Ind i børnebogen og ind i hjernen

Et barn med autisme får gennem udvalgt børnelitteratur erfaringer med de områder, hvor han er udfordret. Han får mulighed for at bruge sine styrkesider og møder derfor en anerkendelse og accept, som han sjældent bliver mødt med i andre sammenhænge. Artiklen giver et konkret eksempel på et forløb og kommer med forslag til yderligere aktiviteter.

(Artiklen er udgivet i Specialpædagogisk Månedsblad nr. 188, januar 2019. Den kan læses i sit oprindelige layout her.)

I artiklen beskrives arbejdet med drengen Syv. Han hedder naturligvis ikke Syv, men han er syv år, så det kaldes han her. Syv er indskrevet i folkeskolen, men er så udfordret af sin autisme, at hans undervisning foregår i et særligt tilrettelagt klasseværelse, hvor han er alene med en pædagog det meste af tiden. Jeg arbejder med ham en dag om ugen, som normalt begynder med en længere gåtur på to til tre timer. Her får han mulighed for at udleve sin særinteresse for vejskilte, og det letter adgangen til at få en dialog i gang.

Lille Kvast er Syvs hjælper
Syv læser flydende uden at have tilsvarende forståelse af det læste. Hvis han skal gengive en læst verbaltekst, vil han enten ikke kunne honorere opgaven eller citere ordret. Et referat eller en (gryende) analyse er der ikke tale om. Det arbejder vi stadig med, men jeg ville undersøge, hvad der skete, hvis vi tog ordene fra ham.

I denne periode arbejder vi med billedbogserien Lille Kvast, som er helt uden ord. Illustrationerne er lette at afkode, klare i farverne og med få karakterer. Jeg holder Syv fast i, at vi skiftes til at fortælle om ét billede ad gangen. Det er naturligvis svært, når Syv bliver ivrig, men den faste ramme hjælper ham meget.

Hvert enkelt bind af Lille Kvast begynder med en side, hvor de seks billeder viser

  1. Lille Kvast vågner
  2. Lille Kvast kigger ud ad vinduet
  3. Lille Kvast er på badeværelset
  4. Lille Kvast spiser morgenmad
  5. Mor kysser Lille Kvast farvel
  6. Lille Kvast går

Derefter bevæger Lille Kvast sig ud på et eventyr, som på bogens sidste side rundes af med et fast skema: Lille Kvast kommer hjem til den trygge familie, spiser aftensmad og går i seng, hvor han kigger på en genstand, han har fået i løbet af dagen, inden han lægger sig til at sove.

Lille Kvast-serien er meget velegnet til det specialpædagogiske arbejde i indskolingen, fordi hovedpersonens følelser ændres mange gange. Vi taler om, at ”nu er Lille Kvast bange” eller ”hvorfor blev Lille Kvast ked af det?” Inden vi bladrer, gætter vi på, hvad der mon sker på næste side. Syv er blevet fortrolig med strukturen i Lille Kvast-bøgerne, så vi kan lave et egentligt forløb.

Fra Lille Kvast på skattejagt. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Syv laver sin egen billedbog
Syv har vanskeligheder med at indgå i en dialog. Det er en del af hans handicap. Han er blevet interesseret i de gentagelser (de systemer), der ligger i Lille Kvasts morgener, som de er beskrevet på første side i hvert enkelt bind. Det kan jeg bruge som afsæt til at få Syv til at fortælle om sine egne morgener.

Jeg beder Syv lave en tegneserie om den konkrete morgen, han har haft. Vi bliver enige om at lave fire nedslag, som beskriver hans morgen: Syv vågner, Syv børster tænder, Syv spiser morgenmad, Syv går til skole. Det viser sig svært at overføre hans verbale fortælling til papiret, selv om Syv er rigtigt god til at tegne, og han kan lide det. I stedet for at tegne de fire situationer, vi har talt om, tegner han sin morgenmad på det første billede og går derefter over i en anden af sine særinteresser og rigide adfærd, hvor han sætter sin hverdag ind i en Mario Kart-ramme. Mario Kart er et computerspil med et racerløb.

Billedbogen bliver derfor en historie om de forskellige levels, han på vej til skole gennemfører for sit indre blik, og klasseværelset afbilledes med en meget stor plakat, hvor dato, ugedag og årstider fremgår. Det er en plakat, som ikke findes fysisk i klassen, men altså er meget nærværende i Syvs egen oplevelse.

Velkommen til Syvs verden
Ovenstående er et eksempel på, hvordan det lykkes Syv ved hjælp af en billedserie at give et lille indblik i den verden, han lever i. Verbalt er det meget vanskeligt at fortælle, hvad der foregår i hans tanker, men med afsæt i Lille Kvast har han præsteret en kommunikation, som ligger langt over, hvad vi kunne have talt og skrevet os frem til.

Syv har overvundet en del af de forhindringer, autismen sætter for ham:

  • Det sociale samspil (i dette tilfælde med mig) er hjulpet på vej af en stram struktur i en billedbog. Først, da han selv skal være skabende, nedbrydes rammen.
  • Vanskelighederne med at fortælle, hvordan han oplever verden, bliver reduceret ved at flytte kommunikationen fra verbalsprog til illustration.
  • Den stereotype, gentagede adfærd (og særinteresserne) er ikke længere en uønsket forstyrrelse. Det er blevet selve indholdet i samspillet, og bliver dermed mødt med anerkendelse og accept.

De tre punkter er normalt udtryk for vanskeligheder, som kendetegner mennesker med autisme.

Andre aktiviteter
Vi har som mål at give Syv oplevelser med, at mennesker kan glæde hinanden. Det er ofte vanskeligt for børn med autisme at erkende, at mennesker påvirker hinanden følelsesmæssigt, og vi har besluttet at begynde med følelsen ”glæde”. I december læste vi Julens helte af Marianne Iben Hansen. Jeg optog en videosekvens, hvor Syv læste højt af bogen, og sendte den til forfatteren, naturligvis med både barnets og forældrenes godkendelse. Langt de fleste danske forfattere og illustratorer kan findes og kontaktes på Facebook, ellers kan man gå via forlag.

I dette tilfælde fik vi endda en videohilsen tilbage, og Syv viste både glæde, stolthed og generthed. Det er altså godt gået af en dreng, hvor vi ellers har svært ved at aflæse følelser.

Ud over forløbet omkring Lille Kvast-serien og det lille eksempel med videoen bruger vi børnelitteratur på flere andre måder. Syv læser flydende, så vi skiftes til at læse højt for hinanden. Det er naivt at forestille sig, at læsningen giver Syv indblik i andre menneskers tanker og følelser på samme måde, som undersøgelser har vist det med neurotypiske børn. Derfor skal læsningen suppleres med samtaler om teksten i det omfang, dialog er mulig. Som med alt andet pædagogisk arbejde kræver det også tålmodighed. Masser af tålmodighed. Se også min klumme i nr. 182, Tanker fra en pædagogs hverdag/Når pædagogik er som en avocado-plante.

Litteratur
Naturligvis er nogle bøger bedre end andre. Både den litterære og den pædagogiske kvalitet er forskellig. Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i, hvad der interesserer barnet. Jeg vil anbefale at se stort på andre kvalitetskriterier i begyndelsen. Senere kan man skrue op for dem, lav f.eks. en regel om at skiftes til at vælge bøger. Eller at pædagogen giver tre titler, barnet kan vælge mellem.

Ligesom indenfor almenpædagogikken er ”dialogisk læsning” mantraet i øjeblikket. Ikke uden grund, for dialogisk læsning giver gode redskaber til at læse både bogen og rundt om bogen. Søg selv i dit fagbibliotek på ”dialogisk læsning”.

Bøger af Jakob Martin Strid, Vitello-bøgerne af Kim Fupz Aakeson, Lasse Leif-bøgerne af Mette Finderup og Villads fra Valby af Anne Sofie Hammer er kendte af de fleste indskolingsbørn og de, som arbejder med dem. Bøgerne er også rigtigt gode og har den fordel, at børnene ofte kender universet i forvejen.

Jeg vil slutte af med at give nogle eksempler på titler, som ikke er så kendte:

Bennys far kører tog (Rikke Villadsen), Basilisk
Dragepasseren-serien (Johs Lacey og Garry Parson), Forlaget Bolden
En helt hvid bog (Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica), Alfa (Eksistensen)
En prik og en streg (Mette Hegnhøj), Jensen & Dalgaard
Finurlige Max (Karen Bonnesen), Bonnesen Books
Lille Kvast-serien (Céline Fraipont og Pierre Bailly), Forlæns
Makirullen der ikke ville makke ret (Kathrine Assels og Josephine Kyhn), Jensen & Dalgaard
Tilly som troede at … (Eva Staaf og Emma Adbåge), Gyldendal

Mine boganmeldelser af bøgerne kan læses på www.paedagogen.dk og/eller www.bjarnewandresen.dk.

Jeg kan desuden anbefale min masterafhandling Børnelitterært arbejde ved inklusion i overgangen mellem børnehave og grundskole, som kan downloades fra www.bjarnewandresen.dk/downloads/tekster-til-download. Her kommer jeg med yderligere forslag til, hvordan man kan arbejde ind i børnebogen og ind i hjernen.


Fra Lille Kvast i blomsterhaven. Bringes med tilladelse fra forlaget Forlæns.

Hemmeligheder

Vibeke Arildsen
188 sider
Eudor 2018

Julie tager på road trip med sin lillesøster Marie. Hun vil besøge sin far på Frederiksberg og kører i bonusfarens bil, mens han er med Julies mor på ferie. Ikke nogen dårlig ide, hvis det ikke lige var fordi, at Julie kun er 16 år, og bonusfaren tror, at bilen stadig står i Kolding. Undervejs finder hun da også ud af, at det ikke er helt så let, som hun troede. Køreturen ender i et træ udenfor Ringe.

På Fyn bliver Julie og Marie budt velkommen i et lille samfund, som ikke stiller mange spørgsmål. Der er det ældre ægtepar med den døende mand, som lægger gæsteværelse til. Der er familien med den unge søn, som Julie forelsker sig i. Og der er mekanikeren med den nigerianske kone og endnu en kvinde fra Nigeria. Helt på overfladen et velfungerende naboskab. Læseren finder dog hurtigt ud af, at de kun lige klarer dagen og vejen. Julie er lidt langsommere til at forstå det, hvilket er en god detalje ved bogen.

Titlen Hemmeligheder refererer til, at de alle har noget at skjule. En afbrudt kontakt til en søn, en fortid som hashhandler, trafficking. Også Julie har en mørk hemmelighed. Egentlig er det bonusfarens hemmelighed, men Julie har ikke talt med nogen om, at han har forgrebet sig på hende. Nu er hun bange for, at Marie er den næste på listen.

På mange måder er Julie en mere kompleks hovedperson, end vi kender det fra mange andre romaner til de ældste skolebørn. Hun fremstår både meget moden og meget naiv på samme tid. Den kombination gør hende lidt gammeldags. Julie beskriver en af familierne sådan ”Kenneths mor, Gitte, er i lang, blomstret kjole og har bundet et tørklæde om sit lange, brune hår. Hans far, Peter, er i fløjlsbukser og en ternet skovmandsskjorte. Hans hår er samlet i en tynd hestehale. Hvis de havde været yngre, kunne de have været i et modeblad. Er det Julie, der er helt gal på den, så hun beskriver et modeblad fra 1970’erne? Det kan give mange gode samtaler i en 8. klasse.

Julie interesserer sig for Frilandsmuseet og refererer til Malala (som også Kenneth har hørt om). Og er der overhovedet nogen 16-årige, der ved, hvad Carmen Curlers er, når jeg-fortælleren Julie omtaler dem? Samtidig synes hun, det er nørdet, at Kenneth spiller skak. På den måde passer de godt sammen, og det ligger lige til højrebenet at hæftet begrebet ”tidslomme” på den lille klynge huse.

Hemmeligheder har ikke den eksplicitte beskrivelse af vold og sex, som kendetegner en del YA-litteratur i disse år. Alligevel bliver f.eks. blowjobs kaldt ved navn. Der efterlades ingen tvivl om, at Julie har gjort sine egne alt for tidlige erfaringer, og hendes desperat ungdommeligt optrædende mor spiller også en rolle dér.

Der er altså mange temaer i Hemmeligheder, men det største er naturligvis de overgreb, Julie har været udsat for. Først en mor, som i højere grad beskrives som en storesøster end en ansvarlig voksen. Så den klamme bonusfar, som Julie først alt, alt for sent tør gå imod. Skæbnen hjælper hende, for moren fortæller Julie, at han på ferien har forladt hende for en 28-årig ”led so”, en ”bitch fra Horsens”, som ”sad (…) ved poolen hele tiden og bagte på ham.” Det er vel at mærke ikke 16-årige Julies ordvalg, det er hendes mors ord.

Julies reaktion er også en nærlæsning værd: ”Pludselig breder et stort smil sig på mit ansigt. Det breder sig ud i hele kroppen. Jamen, fucking hurra! Hurra! Carsten er væk. Tak! Åh tak! Han er ikke mere i nærheden af Marie. Jeg sukker højt i stuens stilhed. Nu behøver jeg aldrig, aldrig, aldrig at fortælle nogen om de aftner med muselegen. Jeg skal ikke tænke på, om nogen vil sige, at det ikke er noget særligt. Eller at det er klamt. At han skal i fængsel. At jeg er fuld af løgn. At jeg husker forkert. Kun jeg kender sandheden. Det er min hemmelighed. Hvorfor skulle jeg sige det til nogen? For at få hævn? Jeg er ligeglad med hævn. For at få det ud af verden? Ting forsvinder ikke, bare fordi man siger dem højt.”

Mellem Julies glæde læser man også de tanker, som har forhindret hende i at stå frem. Ydmygelse – måske endda skam – ved at skulle fortælle om det. Frygt for ikke at blive troet. Det er ikke nogen god morale, at man skal vente og håbe på, at overgreb forsvinder. Men det er sikkert et udbredt håb blandt de, som har været udsat for det samme som Julie.

Hemmeligheder vil ramme den læser, som er træt af tendensen i tidens YA til at udpensle detaljer. Som godt vil læse om svære emner og om eksistenser på bunden af samfundet, og som samtidig have lov til selv at bruge sin forestillingsevne. Den fordeling vil sikkert også glæde mange dansklærere, især de lidt bornerte, som har det dårligt med de saftigste passager i den litteratur, de ellers præsenterer eleverne for.

Det (d)øde hus på Egevej

Det (d)øde hus på Egevej.

Mette Finderup
245 sider
Forlaget Bolden 2017

Vi har ingredienserne til en rigtig gyser: To piger, hvis far er død i en ulykke. En bekymret mor, som forgæves forsøger at kontrollere sine børns færden. Et gammelt hus, som i første omgang ser forladt ud. Et rum med fire mystiske skrin. Og et spøgelse. Bland ingredienserne sammen, og efter 250 sider har du en voldsom hjertebanken og en søvnløs nat.

Kira er den ældste søster, og hun er også det mest eventyrlystne. Det er hende, som får lillesøster Sofie med ind i det (d)øde hus i første omgang. Aldersforskellen er nu ikke større, end at de begge går i 8. klasse og tit bliver taget for at være tvillinger.

Huset er gammelt og beskidt. Allerede i haven lægger de mærke til tusindvis af snegle, og indenfor er det ikke meget bedre. På vejen op ad trappen træder Kira et trin i stykker, og rummene er tomme og støvede. Undtagen et enkelt rum. Her er alting pænt, og lampen virker. Desværre dukker der også en gammel mand op. ”Han var bare vildt klam og sur,” som Kira udtrykker det. På vild flugt ud af huset bemærker de, at det ødelagde trin på magisk vis er helt igen.

Derfra udvikler pigernes problemer sig til bare at blive større og større, værre og værre. Andre gysere til børn har ofte et element af ”så opdagede de, at det bare var en gren, der slog på ruden” eller andre naturlige forklaringer på karakterernes oplevelser. Sådan er det ikke i Det (d)øde hus på Egevej. Her går det den anden vej. Bedst som læseren tror, at det ikke kan blive værre, så kommer der et nyt hårrejsende element ind.

I første omgang bliver de naturligvis bange for spøgelset Marie, men de beslutter sig for at hjælpe hende med at finde sine børn. Senere bliver opgaven at redde børnene fra deres far, så åbenbart vil dem ondt. Og så finder de ud af, at Marie heller ikke er så uskyldig, som de først har antaget. Kira bliver taget som gidsel for det sidste barn, Esther.

Alt dette må Kira og Sofie gennemføre, uden at deres mor opdager noget. Det kan være ret svært, når opgaven medfører at forsvinde ind i en parallelverden. Derfor er pigerne nødt til at søge hjælp fra andre voksne. Voksne, som de er nødt til at stole på, selv om de ikke kender dem.

Det (d)øde hus på Egevej er skrevet med lavt lixtal, lix 15, og er rettet mod de 10 til 14-årige. Det er en af de mest skræmmende bøger til den målgruppe, jeg har læst. Men det er også en bog om de ting, som børn er optaget af i hverdagen: Forældres overvågning, skole kontra fritid, hvor langt skal jeg strække mig for at gøre ”det rigtige”?

21 måder at dø

21 måder at dø.

Sarah Engell
336 sider
CarlsenPuls 2018

Stella udsættes for massiv mobning og tiltagende trusler fra især Amalie, som hun tidligere var bedste veninde med.

Der venskab sluttede, da Stella opfordredes til at gå solo til boot camp i X Factor, også selv om hun afstår at splitte sin duo med Amalie. I stedet er Stella nu kørt ud på sidelinjen, ikke bare i forhold til Amalie, men i forhold til hele klassen. Hun støttes kun lejlighedsvist af den usikre Filippa, som ikke ønsker at tirre Amalie tilstrækkeligt til, at hun selv ekskluderes helt af gruppen.

Mobningen kører primært digitalt, men den omfatter også fysiske overgreb. Det rammer Stella hårdest, når Amalie med stor præcision deler afstemninger, hadefulde opslag og nedværdigende videoer på sociale medier. Alligevel er Stella nødt til at følge med, for det er endnu værre ikke at vide, hvad der sker.

Internettet byder også på grupper for unge, som har en foruroligende interesse i selvmord. Stella indgår flittigt i debatten om fordele og ulemper ved de forskellige metoder. Hun har derfor oprettet den liste, som giver navn til bogen.

På nettet har hun også fundet Aum, som hun deler fortrolighed med. I løbet af 21 måder at dø beslutter hun at opgradere relationen fra URL til IRL og møde ham in person. Det komplicerer det hele for dem begge, samtidig med at det åbner for nye muligheder.

Stellas mor er død, hvilket hun dagligt mindes om af hadske sms’er fra Amalie. Tilbage er en far, som har et ønske om at hjælpe sin datter. Men dels er han selv tynget af sorg, dels har han slet ikke indsigt i, hvad der sker i en 15-årigs liv. Og Stella hjælper ham ikke med mange informationer. Forældre, lærere og politi er ikke logiske livliner, når det er jævnaldrende, som gør livet surt for én.

Der er gået fire år siden førsteudgaven af 21 måder at dø. På de fire år har sproget blandt unge udviklet sig så meget, at forfatteren har følt sig nødsaget til at redigere bogen. Der er også sket andet på de fire år. Måske er det blot undertegnede, som har læst for meget YA (Young Adult, svarer ca. til ungdomsbogs-genren) og fulgt nyhederne, men det kan andre læsere også have gjort. I hvert fald virker karaktererne en anelse flade, og både de og handlingen er ofte forudsigelig.

Stella er 15 år, og man kan derfor formode, at bogen appellerer til læsere fra 12-14 års alderen. Især de ældste i målgruppen har for længst hørt om digital mobning, falske profiler, pornografiske videoer med fake ansigter og tricket med at putte stoffer i drinks. Alt sammen noget, Stella møder. Om hendes fortælling har den chok-effekt, YA ofte giver, må være op til de at bedømme, som kender de unge læsere individuelt.

21 måder at dø er en bog, som langsomt fanger. Begyndelsen er lidt træg, men efterhånden bliver man interesseret i Stella og må alligevel læse videre for at se, hvordan hun kommer ud af den udsigtsløse situation, hendes omgivelser sætter hende i. Vi efterlades med en åben slutning, som indeholder et desperat forsøg fra Stellas side på at få hendes plageånder til at indse, hvad de gør. Man kan håbe, at også enkelte mobbere blandt læserne får øjnene op for det.

Fucking monster

Fucking monster

Mette Egelund Olsen og Margrethe Schmidt
165 sider
Vild Maskine 2018

Philippa er 15 år og har det ikke let. Hun bor på den efterskole, hvor hendes far er forstander. Faren bor med en ny (yngre) kone, som får skylden for forældrenes brud. Det bliver ikke bedre af, at der kommer en lillebror, og Philippa er langt fra begejstret for hverken mor eller søn. Hun er heller ikke særligt begejstret for de andre unge på efterskolen. Det ligner begyndelsen til en helt almindeligt, kedelig fortælling om en pige på en efterskole. Det er det ikke.

Der er de forventelige beskrivelser af et efterskoleliv med klikedannelser, forelskelser, konflikter med værelseskammerater og forsøg på at skjule overtrædelser af efterskolens regler. Men det slutter ikke her. Læseren bliver hurtigt klar over, at der er noget helt galt. Philippas tanker er voldsomme, og hun har minder om et eller andet forfærdeligt, som er sket en gang. Hun har angst, og trods angsten udsætter hun den jævnaldrende Liv for flere forsøg på traumatiserende oplevelser på en fælles tur til Philippas mor i New York. Det går ikke helt, som hun har planlagt.

Lyset falder skråt ind gennem runden. Det er sent. Trafikken i gaden bruser mange etager nede. Der er en underlig fred herinde. Så åbner jeg øjnene og kan næsten selv mærke, at jeg fryser i blikket. Det giver et sæt i mor, for det er jo hende, der sidder og stryger mig over kinden. Det er ikke Liv. ”Hvor er Liv?” Min stemme er kvækkende og ru. (…) ”Men nu får vi lidt tid til hinanden, lille Pip,” siger mor, og det krymper i mig. Ikke fordi hun kalder mig lille og Pip, men mere fordi tiden mellem os fylder mig med skræk og gamle minder. På en måde ville jeg gerne tale med hende om det, der skete dengang. Og så alligevel ikke. Jeg vil flygte og krybe udenom.

I Liv ser Philippa et muligt offer. Her er en, hun kan klare, tror hun. Liv har lavt selvværd, og det udnytter Philippa. På den afsluttende tur til Norge går det helt galt. Liv forsvinder ud i sneen, og Philippa gør i første omgang intet for at redde hende, tværtimod. Og da en hallucination langt om længe får hende til at tænde godt op i saunaen, får hun sat ild til hytten i stedet.

Hvem er det fucking monster, som titlen refererer til? I første omgang skal man tro, at det er Philippa, og hun lever også op til titlen. Men som det ofte er tilfældet, er der et større monster indeni det mindre. Et monster, som driver Philippa til at gøre onde ting, f.eks. mod Liv.

Slutningen er intens og åben. Der er dog ingen tvivl om, at Liv får trukket Philippa væk fra døden. Her ses det intelligente valg af navnet til Liv. Også navnet Philippa er valgt bevidst og henviser til hendes tidligere glæde ved ridning, som angsten nu holder hende fra.

Om monsteret er gået til i ilden, er lidt uvist. Det må være op til læseren at tolke. Det virker til, at Philippa langt om længe finder fred med sin fortid og med Liv. Men sikke en tur, hun har været på for at nå derhen.

Comics for good vol. 2

Comics for good vol. 2Comics for good vol. 2

19 illustratorer/forfattere
48 sider
www.comicsforgood.dk 2017

 

 

Der er gået et par år, siden vi første gang kunne læse forskellige tegneres tilgang til et fælles emne. Denne gang er temaerne ”bæredygtighed” og ”miljøforandringer”, og det er mangfoldigheden ikke blevet mindre af.

Man kan vanskeligt anmelde Comics for good vol. 2 som en helhed, for bidragene stikker i alle retninger. Der er de meget mørke dystopier og de (tæt på naive) utopier. Materialer og arbejdsmetoder spænder fra sort/hvide tusch-tegninger over akvareller til rent digitalt arbejde. Enkelte af serierne er tavse, men mange er med tekst og tale, overvejende på engelsk.

At læse Comics for good vol 2 er at tage en spændende tur med forskellige kommentarer til bæredygtighed og miljøforandringer, men man savner en rød tråd, hvis man læser fra start til slut. Hellere se de enkelte serier som små noveller i en novellesamling: Læs en af dem og læg bogen fra dig en tid.

Barne- eller ungdomslæseren vil kunne blive inspireret til at give sit eget bidrag i debatten ved at finde en side, som taler til hans/hendes egen stil. Og hvor nogle vil læse Comics for good vol. 2 som ren underholdning, vil andre utvivlsomt føle sig motiveret eller endda provokeret af de statements, de læser.

Skal man dykke ned i et enkelt bidrag, kunne Rowena Sheehans fire sider uden titel være et bud. Serien beskriver en fremtid, hvor mennesket er deporteret fra Jorden, fordi de rundede 9 milliarder blev for mange. Klimaforandringer betød, at Ghana frøs ind i en gigantisk isterning i 2030, og Frankrig forsvandt i havet.

I stedet har AI (Artificial Intelligence = kunstig intelligens) de seneste 101 år sendt mennesker til Mars, så der kun er 1 million tilbage på Jorden. Livet på Mars er kedeligt, men i teleskoper kan ”Mars-mændene” betragte, hvordan deres hjemplanet blomstrer op uden menneskets voldsomme påvirkning.

Comics for good vol 2 kan købes i fysisk form eller læses digitalt her: http://www.comicsforgood.com/download-the-comics.

En prik og en streg

En prik og en streg.

Mette Hegnhøj
40 sider
Jensen & Dalgaard 2017

En billedbog uden billeder? Du laver selv billederne ved at tegne dem på ryggen af en anden? Kun med prikker og streger? Hvad er det her for noget? Det er femten små historier om en prik og en streg, som vrider og snor sig og ender med at opfinde deres eget alfabet: morsealfabetet.

Undertitlen er Godnateventyr til at tegne på ryggen, og det er lige, hvad En prik og en streg er. Eller rettere også er. For man kan lade fingrene tale deres eget (billed)sprog ved at ledsage oplæsningen af en gang massage på ryggen af den, man læser for.

Hver historie slutter med et ”Godnat og sov godt”. På sidste side, hvor en prik og en streg opfinder morsealfabetet, er slutreplikken endda skrevet ”på deres nye sprog”:

─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─ •   •─  ─
─ ─ ─    ─ ─ •   •••   ─ ─ ─    ••• ─    ─ ─ •   ─ ─ ─    ─ ••   ─

En prik og en streg er holdt i en minimalistisk stil. Formatet er næsten kvadratisk (ca. 20 x 20 cm), og det lækre, rillede omslag rummer sorte sider med hvid tekst. Venstre side i opslagene er helt sort, uden tekst. Teksterne er så korte, at man næppe slipper godt fra at læse en enkelt side. I stedet kan den være et lille PS til en godnatlæsning, eller man kan bruge alle historier til en massage-seance.

Og er det ikke nok at læse bogen én gang, så kan man jo tage forfatteren på ordet og følge en prik og en stregs eksempel:

Der var engang en streg,
der læste den samme bog igen og igen.
Og satte streger under alle de vigtige ord.
Prik blev træt af at vente og prikkede til Streg,
så Streg slog forkerte streger og blev i tvivl
om, hvad der var vigtigst.
Det er svært at sige, hvad det endte med,
men der blev prikket og streget en del,
og du må kalde det lige hvad du vil.

                          Godnat og sov godt

Gudskelov at der ikke følger en vejledning med til, hvordan man skal tegne historierne. I stedet kan man opfinde sine egne illustrationer alt efter fantasi og fingersnilde. En prik og en streg er derfor så meget andet end en massagebog.

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.