Kategoriarkiv: Bogblok

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

 

 

 

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Smukke & lille skat

Smukke & lille skatSmukke & lille skat

Pia Ryding
234 sider
Skriveforlaget 2017

 

 

Der er de senere år kommet mange selvbiografiske bøger om dårlige barndomme. Smukke & lille skat adskiller sig fra de fleste af sine forgængere på to væsentlige punkter. Det ene punkt er, at ”dette er en glad bog”, som Pia Ryding indleder med. Den fortælle også om de gode, rørende og glade øjeblikke i to søstres barndom. Det andet punkt er, at den har litterære kvaliteter, som hæver sig over en del autofiktion.

De to halvsøster, Pia og Mille, har hver sin fortællestemme. Grafisk ser man forskellen ved, at kapitlernes titler er sat med forskellige skrifttyper, og at der er tilføjet en sommerfugl i Milles kapitler. Den samme sommerfugl, som er placeret over Milles hjerte på forsidebilledet.

Den minimale grafiske nuance står i kontrast til en enorme forskel i de to pigers oplevelse af en barndom med overgreb og omsorgssvigt. De beskriver deres fælles bror forskelligt. Mille fortæller, at han altid får sin vilje ved at brokke sig, mens Pia husker ham som mere udspekuleret, så han snyder sig til at få ret – og fred. De forskellige billeder af broren afspejler forskellen i alder på de to søstre, og det er endnu et godt greb i bogen.

Mere alvorlig er afstanden mellem Milles naive fortællinger om oplevelser med sin far og Pias beskrivelse af (samme) stedfar, som kalder på afsky og væmmelse. Det er gennemført rystende at se forskellene i de to fortællestemmers minder.

Der bliver ikke peget fingre i Smukke & lille skat. Det er ikke Samfundets skyld. Det er ikke forældrenes egen dårlige barndom, der har givet dem dårlige forældreevner. Det er ikke svigt fra pædagoger, lærere, sagsbehandlere mm. Efterskriften siger det meget rammende: ”Jeg var i tvivl, da jeg var helt ung, men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg ved, at mine forældre elskede og elsker mig, men nogle gange er det bare ikke nok. Man skal også kunne passe ordentligt på sine børn – også selv om det ikke er rart for en selv.”

Pia Ryding fortæller i et sprog, som nærmer sig det neutralt beskrivende. Læseren sidder tilbage med en følelse af, at her er det gået helt galt. Men hvem var det lige, der skulle have både indblik og overskud til at standse katastrofen?

Nogle gange skal der et sammenfald af ulykkelige omstændigheder til, for at ulykken indtræffer. Og nogle gange skal der en rigtig indsats til for at standse ulykken. ”Man skal aldrig vente, det gode tidspunkt kommer aldrig. Måske skal tingene fortælles til de sociale myndigheder, måske politiet. Og det er ok; det er deres job at gøre noget ved det. Gør de ingenting, så fortæller man det bare igen og igen, finder en allieret, en ven, en voksen. Indtil nogen hører dig. For til sidst er der altid en der lytter.” Jeg håber, der er mange, der lytter til, hvad Smukke & lille skat har at fortælle.

Smukke & lille skat skal læses af unge for i al sin forfærdelighed at vise, at ”der er nogen, der har det som mig” eller ”Der er nogen, der levet et helt andet liv end mit.” Den skal også læses af fagpersoner, fordi svigt kan have mange ansigter, og vi skal vide, hvad vi skal kigge efter.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.

Valget

ValgetValget

Sarah Engell
352 sider
Carlsen Puls 2017

 

 

Sarah Engell har i sin nyeste bog skrevet om en karakter, som ellers er lidt for usynlig i YA (Young Adult): Xenia Bang er smuk, intelligent, handlekraftig og har et godt forhold til sine forældre. Alligevel – eller netop derfor – er det ikke uproblematisk at være nyvalgt formand for Etisk Ungdom og kæmpe for at blive folketingskandidat for Etisk Parti, når hun om kort tid fylder 18 år.

Xenia er en mere rund karakter, end hun umiddelbart lyder til. Hendes store dilemma er at vælge mellem at bevare sit anarkistiske aktionsmønster og at optræde tilpas politisk korrekt til at kunne være med centralt i spillet. Indtil hun har valgt side, ved Etisk Partis karismatiske leder ikke, om han tør satse på hende. Hvis Xenia fejler, står Vinca klar til at tage pladsen. Vinca tabte formandsvalget i Etisk Ungdom til Xenia.

Vejen mod Folketinget bliver for alvor sat på prøve, da Xenia møder Lilas, som er en uledsaget flygtningepige fra Syrien. Lilas er syv år og er kommet væk fra sin familie. Hendes bror er død, hendes storesøster er muligvis havnet i Sverige, og forældrene har hun efterladt på flugten.

Der er to fortællespor i Valget. Xenias fylder det meste, hvis man tæller siderne. Lilas’ fortællespor er korte kapitler, som er sat med en skrifttype og et sprog, som i første omgang får læseren til at tro, at det er kopier af gamle bøger, måske 1001 nats eventyr. De to fortællespor har i begyndelsen tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre, men mod bogens slutning har de nærmet sig hinanden og fortæller om de samme begivenheder.

De to karakterer, Xenia og Lilas, har levet et liv fjernt fra hinanden, ikke kun geografisk. Nu kommer de til at ændre hinandens liv radikalt. Xenia finder ud af, at hun må betale en høj pris, hvis hun vil følge sine idealer. Hun bliver truet på livet af en højreekstremistisk gruppe, Thors Soldater, hvor en af de mest aktive viser sig at være en bror til Xenias veninde. Veninden er skyld i, at Xenia taber sin første store tv-duel med formanden for Nyliberalistisk Ungdom. Her bliver hovedpersonens rummelighed sat på en alvorlig prøve.

Lilas har mistro til autoriteter og fremmede mennesker. Mistroen er kommet dels af hendes erfaringer på flugten, dels af de råd, hendes mor gav hende før flugten fra Syrien. De råde har bragt hende helt til Danmark, men nu må hun vise tillid for at komme videre. Hvem kan hun stole på? Og kan Xenia leve op til den tillid, Lilas viser hende?

Xenias forældre er frivillige på et hospital i Syrien. De har på mange måder de samme idealer som deres datter, og de har muligheder for at handle mere direkte på dem. Da far kommet til skade, vender de hjem og må reagere på hærværk på deres hus og dødstrusler mod deres datter. Der er forskel på at hjælpe i en krig, man kan forlade igen, og at håndtere, at krigen foregår i egen baghave – helt bogstaveligt.

Farmor spiller også en stor rolle i Valget. Hun er et lidt humoristisk indslag og har f.eks. ikke styr på mobiltelefonen, men får alligevel lavet en ret god video af en af Thors Soldater. Hun træder også til med mad, råd, støtte og bil, når det kræves.

Mod slutningen af bogen må Xenia træffe sin afgørelse. Partiets spindoktor udtrykker det sådan: ”Enhver politiker skal på et tidspunkt vælge mellem succes og samvittighed.” Skal Xenia gå efter den politiske karriere, hvor hun kan betyde noget for mange mennesker? Eller skal hun følge sin samvittighed og redde det ene menneske, som har så hårdt brug for hjælp?

Læseren står tilbage med spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have valgt?”

Valget skiller sig ud fra de fleste YA-romaner ved ikke at have sex som tema. Der er ingen kærestepar i bogen, og Xenia opdager ikke, at nogen flirter med hende. Hendes veninde og læseren er de eneste, der opdager det. Der er ingen selvskadende adfærd hos hovedpersonen, og hun får sine kick af at stå på talerstolen, ikke af at tage stoffer. Derfor vil Xenia vække genkendelse hos en gruppe læsere, som ellers kan have svært ved at finde identifikationsfigurer, som har handlekraft og refleksionsevne på samme tid. Det er dejligt befriende.

Læs undervisningsmateriale og de tre første kapitler her.

Sarah Engells egen playliste med sange, som indgår i Valget, kan hentes her.

Valget er også anmeldt på Pædagogen.

Silas og den sorte hoppe

Silas og den sorte hoppeSilas og den sorte hoppe

Cecil Bødker
177 sider
Gyldendal 2017

 

 

Det er 50 år siden, den mærkelige dreng kom sejlende ind i dansk børnelitteratur og var med til at forandre måden, børn kunne opføre sig på. Han tog kampen op mod den uretfærdighed, voksne mødte ham med, og resultatet blev en spændende, grusom og til tider humoristisk bog.

Som handlingen skrider frem, får vi mere og mere at vide om Silas: Han er 13 år og kommer fra en lille gruppe gøglere, hvor hans mor er linedanser. Han ville gerne ride på heste som Carlo, men sabelslugeren Phillip havde tænkt sig at give sin kunst videre til den genstridige dreng uden hverken far eller efternavn. På sin flugt måtte Silas kæmpe med (og mod) mistænkeliggørelse og svig. Det lykkedes ham i første omgang at vinde den sorte hoppe i et væddemål med hestehandleren Bartolin, men i en landsby blev han bedøvet og forsøgt slået ihjel.

Landsbyen smed den bedøvede Silas på en pram og lod ham sejle videre. Silas vågnede og begav sig på vej tilbage til landsbyen for at få sin hest igen. Undervejs mødte han først den blinde Maria og senere den halte Ben-Godik, som begge skal komme til at spille en stor rolle i de kommende bøger. Indtil videre er det primært Ben-Godik, som spiller rollen som hjælperen. Også han har et ønske om at være noget andet, end de voksne har tænkt sig: Han vil hellere blive træskærer end geder. Også han har mistet sin far.

Ben-Godik er på ét punkt Silas’ modsætning. Hvor Silas er løbet væk for at tage sin skæbne i egen hånd, gør Ben-Godik, hvad han får besked på, men laver sine træskærer-arbejder ved siden af og får en i landsbyen til at sælge dem uden at fortælle, hvem håndværkeren bag i virkeligheden er. ”Silas grundede over forskellen,” fortælles det.

Sin høje alder til trods fremstår sproget i Silas og den sorte hoppe relativt friskt. De svære ord er ofte forbundet med det håndværk, der fortælles om. Til gengæld er fortællestemmen ofte morsommere, end jeg husker den fra 1970’erne, hvor jeg første gang mødte Silas. Det er med til at gøre den ellers noget dystre historie meget læseværdig. F.eks. i scenen, hvor Silas prøver at lokke noget mad ud af Bartolin:

Jeg har ingenting fået siden i forgårs.
Drengens stemme var fjern på samme måde som øjnene.
Kommer det mig ved måske? Havde du tænkt jeg skulle give dig noget?
Ja, sagde drengen uden at smile.

Silas tænker tilbage på tiden med gøglerne, hvor han havde bidt Phillip i fingeren, så han ”havde udstødt et brøl og hoppede rundt på ét ben.” Man ser det for sig, det er helt Ole Lund Kirkegaardsk!

Handlingen springer frem og tilbage i tid, men vi når til den store finale, hvor landsbyen, Bartolin, gøglerne, Ben-Godik, Maria og Silas selv mødtes, og hvor det lykkedes Silas og Ben-Godik at flygte med den sorte hoppe.

Silas og den sorte hoppe har en alvorlig historie som f.eks. Paw og Paw i urskoven havde det i Torry Gredsteds bøger fra hhv. 1918 og 1932, men Silas får et helt andet skulderklap for sit opgør mod voksne autoriteter, end hans forgænger gjorde. I dag virker Silas nok ikke nær så revolutionær, som han gjorde i 1967. Når han siger lige ud, at han ikke har lyst til at muge ud blandt hestene som betaling for mad, vil mange 2017-børn nok snarere genkende sig selv end blive forskrækkede over den flabethed, som scenen muligvis var eksempel på dengang. I de seneste 50 år er der skrevet mange bøger, som står på skuldrene af Silas og den sorte hoppe, og nogle af dem har også overgået den. Men den – og de følgende 14 bind af serien om Silas – kan sagtens læses den dag i dag.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

 

Lille Virgil

Lille VirgilLille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

 

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Når en drage drager ud

Når en drage drager udNår en drage drager ud

Mads L. Brynnum
Illustrator: Mads H. Johansen
48 sider
Calibat 2017

 

 

 

 

Hvis du ikke har styr på dine monstre, så får du muligheden her. Tyve monstre fra ind- og udland udsat for rim og tegning. De er uhyggelige og farlige; og mange af monstrene vil elske at sætte tænderne i læseren. Bogen slutter af med noget så genrebrydende som en monsterhækleopskrift.

Når en drage drager ud
på en lang og luftig færd
er den ikke særligt bange
for mænd med skjold og sværd
Den snupper let en ungmø
og gemmer hende væk
og venter på en mægtig ridder
rider frem så kæk

For selvom man sku tro det
er møen ikke ked
Hun og hendes drage har
en særlig kærlighed
Så de har sat det hele op
og det har de fordi
En ridder der er ild i er
som smukt fyrværkeri

Sådan lyder teksten til det opslag, som titlen er hentet fra. Hvert opslag består af en venstreside med en tekst og en højreside med en illustration. Efter tyve opslag er der fire sider med skitser (i tekst og tegning) af nogle af de monstre, som ikke “blev helt færdige nok til at komme med i selve bogen.”

Når en drage drager ud læses med en vis gysen, men latteren presser samtidig på, for de stakkels monstre fremstilles ofte som lidt ubehjælpsomme. Varulven kan ikke finde sine bukser, når han efter fuldmåne bliver menneske igen. Poltergejsten skriver mystiske beskeder på spejle, men hvem skal læse det, når han har skræmt alle af huse? Og gargoilen må indse, at han primært bliver brugt som nedløbsrør.

Rimene ligger godt i munden, og der er mange spændende ord og ordspil. En mægtig ridder rider, en drage drager og orker orker altid at drage ud på rov. Andre ord er mere udfordrende, især for børn: balstyrisk, skumringstimens skær og drømmespind vil berige deres ordforråd.

Hvis man ønsker fuld glæde af rytmen i En drage drager ud, skal man forvente at øve sig nogle gange. Den trygge ABAB-struktur brydes flere gange undervejs, og man kan ikke være sikker på, at verselinjer holder samme længde i alle stroferne. Når man som oplæser har fanget strukturen i det enkelte opslag, kan man til gengæld levere en varieret lytteoplevelse.

Illustrationerne skifter på samme måde som teksten mellem det uhyggelig og det komiske. Nogle af monstrene har skræmmende øjne, munde og fingre. Når man så ser vampyrens næsten hyggeligt indrettede kiste eller dæmonen, som er blevet fremmanet midt i sit bad (komplet med sæbeskum i håret), bliver stemningen mere munter.

De fleste sider er holdt i blå og lilla nuancer med monsteret i centrum og en silhuet i baggrunden. Illustrationerne gør deres arbejde godt. De byder ikke på de store overraskelser og virker derfor som en solid base, når teksten bryder sin form. En lidt for solid base, man kunne godt ønske flere variationer over den faste skabelon.

En meget fin detalje er, at titlerne på opslagene – som også er navnene på monstrene – er skrevet med samme skrifttype som teksten, men tilføjet et lille håndtegnet monster-tilbehør. En dragehale på e’et i “drage”, k’et i “ork” er blevet en økse, og der er en fuldmåne i a’et i “varulv”.

Fortællestemmen skifter bogen igennem. Forfatteren lader lige så tit monsteret tale i førsteperson, som han giver den som alvidende fortæller. Kun én gang er fortælleren et menneske. Det er, når vi hører vi om maren:

Min mare maner drømme frem
et dystert drømmespind
Vi ser dem mens jeg ligger her
med puden mod min kind
Min mare maner drømme frem
om dyr med store tænder
og monstre der har øjne hvor
vi andre vi har hænder

Min mor og far de siger at
min mare hun skal gå
At jeg skal drømme søde ting
det må jeg da forstå
Men jeg vil have mareridt
har sagt det mange gange
For når jeg genfortæller dem
så blir de smadderbange

Her møder vi den ambivalens, mange børn har i forhold til monstre: De bliver tiltrukket af dem, og samtidig kan de have brug for at lukke øjnene! Den dobbelthed spiller Når en drage drager ud på. Ingen fryd overgår gysets fryd. Jeg vil anbefale bogen fra 4-5 års alderen. Man kan evt. springe nogle af siderne over eller udvælge sine (med)læserne. Op til 10-11 år vil man kunne finde udfordring især i teksten.

Når en drage drager ud er udgivet ved hjælp af crowdfunding, hvor netværk og andre interesserede kan donere et beløb inden udgivelsen.

Læs mere om Når en drage drager ud og se en video, hvor Mads L. Brynnum fortæller om bogen i den samme gys-sjove tone, som bogen er skrevet i. Her kan man også læse flere eksempler på tekst og illustration fra bogen.

Monsterhækleopskriften finder man på her.

Lige her + Lige nu

Lige her + Lige nuLige her + Lige nu

38 europæiske forfattere
37 europæiske illustratorer
550 sider
Gyldendal 2017

 

 

To novellesamlinger viser mangfoldigheden af europæisk børnelitteratur. Det er en noget rodet affære med enkelte perler imellem.

Lige her er ifølge bagsideteksten for de 8-12 årige. Der er mange underfundige noveller, som lægger op til stille eftertanke. Her møder vi lavtflyvende piger, kraker og kærligheden mellem en bedstefar og hans barnebarn. Pigen Piva er overbevist om, at hun er et forbyttet barn og sætter sig for selv at finde ud af sin herkomst. Hun finder ikke bare sin mor, hun finder også sig selv. En anden pige kan ikke forlige sig med sit navn, men må erkende, at ”dit navn giver dig ikke betydning. Du giver dit navn betydning.” Vi møder også Hr. Ikkenogen, som viser sig at være en meget betydningsfuld person i et barns liv. Det helt særlige venskab mellem en markmus og et vinterdvalende jordegern er velvalgt illustreret af Axel Scheffler. Der er en middelalderlig ramme om Isabellas rejse til York, mens ”Rejsen gennem dit indre” handler om at lære sine egne skyggesider at kende og er dermed en mere traditionel dannelseshistorie.

Man kan altså vælge mellem fantasy, en historisk ramme, fabler, aktion osv. Den røde tråd er ”at rejse”, som var det tema, Hay Festival, Gyldendal og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 gav forfatterne.

Lige nu er for de 12-18 årige, angiver forlaget selv, men den taber en del af i sine læsere ved at lægge ud med historien om to drenge på hhv. 9 og ”11 trekvart”, som tager en bustur på egen hånd. Det har danske læsere mødt allerede i børnehaven. Derimod er den næste novelle, Vi øver os på at blive voksne en tand stærkere og handler om den somaliske flygtning, Mussa, som har stukket sin mors voldelige mand ihjel. Der er ingen lykkelig slutning her.

Heller ikke den næste novelle, Det vi har mistet, kan ende lykkeligt. Vi er på en flygtningebåd, og titlen refererer til, at ”det er sådan vi genkender hinanden. Ikke på vores navne, men på hvem vi har mistet.” På båden drukner flygtningene ikke. Det er den brændende sol, sulten og vanviddet, der slår ihjel.

I den mere søde ende har vi noveller om fædre, som ser deres børn blive store – burde være obligatorisk læsning for alle forældre. En novelle forbinder græsk og kristen mytologi i historien om, hvordan det gik til, at guderne tog på rejse og for altid forlod deres bjerg. En fortælling om et univers, hvor alle fødes uden køn og først vælger, når de når en vis alder. Men der er også noveller om gruppepres, loyalitet og terror. Og om håbløs forelskelse.

Det er en god detalje, at Lige her for den yngste målgruppe er hardback, som kan holde til hårdhændet barnebehandling. Lige her for de ældste læsere er i en (vægtmæssigt) lettere paperback, man kan have med undervejs.

”Europa er en rodebutik,” skriver Kim Fupz Aakeson i sit forord. Det har han ret i, og de to novellesamlinger afspejler det lidt for godt. Set med danske briller virker en del af teksterne ret gammeldags. Havde det ikke været for Vi øver os på at blive voksne og især for Det vi har mistet, havde jeg sandsynligvis lagt den fra mig før tid. Det er bemærkelsesværdigt, at de to noveller har danske forfattere, hhv. Peder Frederik Jensen og Sarah Engell. Om det så handler om et særligt sæt danske forventninger til god børne- og ungdomslitteratur hos denne anmelder, eller at vi simpelthen har gode forfattere i Danmark, vil jeg lade være op til læseren.

 

 

Provinspis

ProvinspisProvinspis

Ditte Wiese
229 sider
Carlsen 2017

 

 

 

 

Det er ikke nemt af bo i Ansager, når drømmene række langt ud i verden. Og evnerne, for Idas hjerne fungerer bedre end de flestes. Især, når hun ikke tåger den til i alkohol, hash og liderlighed.

Ida og Jon har været venner altid. Jons hjem står i skærende kontrast til Idas, så hun søger gerne over til ham og til knus og kram – og ro til at lave en sudoku. Hjemme hos far er der skænderier med papmoren og ikke mindst en irriterende halvlillebror, Maximus på 11, som symboliserer alt det, Ida hader. Eller alle de sider, hun kæmper med at holde nede hos sig selv. F.eks. dovenskab og fråseri.

Til Idas fødselsdag (som hun ikke ønsker at gøre nær så meget ud af, som familien har tænkt) er menuen ”rødt kød med pulversauce og pommes frites fra områdets stolthed, frostgrøntsagsfabrikken.” Ida ville hellere have indisk kylling, som Jons mor Lis kan lave det.

Det platoniske forhold til Jon slutter dog brat i en af de meget eksplicitte scener, som Provinspis er så rig på. Forholdet kompliceres af, at Jon bliver kæreste med Idas bedsteveninde Julie, uden at det afholder Jon og Ida fra at være sammen flere gange.

Idas liv har ikke altid drejet sig om sex, alkohol og hash. Hun er bevidst om sin høje begavelse, men håbet om større faglige udfordringer på gymnasiet blev knust kort efter starten. Hun fik ikke noget ud af at spørge efter supplerende læsning, heller ikke blandt lærerne. Derimod får hun ros for noget, hun selv ved er middelmådigt.

I gruppearbejdet føler hun sig som en hund i et spil kegler: ”Det handler ikke om 12-taller. Det får vi alligevel. Det handler om mere. Om perspektiv. Om ikke kun at lade sig nøje.”

Ida har så meget hold på sig selv, at hun passer sit arbejde i Brugsen for at spare op til den tur ud i verden, hun har så stort behov for – og som lokker efter endt studentereksamen. Hun tager ekstravagter og giver ekstra hjælp til nogle af kunderne. F.eks. den aldrende Helge, som kan fortælle om sit liv som sømand. En dag, hvor hun bringer varer ud til ham, finder Ida Helge bevidstløs på gulvet. Hun ringer efter ambulancen og giver førstehjælp, alligevel bebrejder hun sig selv, at han ikke klarer den.

Helges død bliver et vendepunkt for Ida. Hun får panikanfald og kan ikke passe hverken gymnasiet eller sit arbejde. En storebror i venneflokken vil egentlig gerne hjælpe. Daniel har mange lighedspunkter med Ida, men hans løsning er stoffer, og da Ida ved et uheld drikker hans øl med amfetamin, går det helt galt.

Ida lader sig provokere og slår en gymnasiekammerat, selv om hun har fået alle de advarsler, hun kan få. Dermed er studenterhuen ude af billedet. Ida tager med Daniel og en af hans kammerater på kasino i Vejle. Den vildeste luksus for de tre. Det går godt i spillene, men tilbage på hotelværelset er Ida og de to venner så meget på stoffer, at hun dagen efter kun vagt husker en trekant, som hun helst vil glemme alt om.

I slutscenen vender Ida eftertryggeligt ryggen til sit hidtidige liv. Køber en flybillet og er på vej til Frankrig for at finde sin mor, som forlod hende for mange år siden og ikke har givet lyd fra sig i mellemtiden. Hvis Ida ikke finder sin mor, finder hun nok sig selv.

Temaerne i Provinspis er mange. Der er alle lagene med sex, alkohol og stoffer. Der er temaet om ikke at føle sig hjemme og at ville noget andet og mere. Stærkest står beskrivelsen af Ida, som kan og vil så meget mere, men som ikke får den nødvendige chance, fordi der ikke er nogen til at bakke hende ordentligt op. Hun føler sig svigtet af alle omkring hende. Også af Helge, som dør for hende – selv om hun lægger ansvaret hos sig selv. Selv Jon, som heller ikke tør forpligte sig.

Ditte Wiese debuterer med Provinspis. Det bliver spændende at følge, hvad der ellers kommer fra hendes side.