Kategoriarkiv: Bogblok

Månen er en højttaler

Månen er en højttaler (1)Månen er en højttaler

Kathrine Assels
Illustrator: Laurenz Rawashdeh
92 sider
Jensen & Dalgaard 2017

 

 

 

 

En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. Det var ”meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være.” Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for ”faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt.”

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller – som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Månen er en højttaler (2)Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her på billedet her.

(Klik på billedet for at se det i en større udgave.)

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.

 

Mirja 1+2

Mirja 1+2Mirja 1+2

De nye vinger
Drømmestenen
Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
166+162 sider
Gyldendal 2017

 

Bøgerne om Mirja er moderne fantasy tilsat lidt Emil fra Lønneberg. Alfen Mirja vil gerne hjælpe sin mor og de to yngre brødre, men hun sætter både familien og det lille alfesamfund i fare.

Det er smukke bøger, hvor der er kælet for detaljerne. De mange illustrationer i farver følger tekstens handling, og læsebåndet (den lille fastgjorte snor, som kan bruges som bogmærke) matcher med hhv. grøn og lilla de to bøgers forsider.

I første bind, De nye vinger, bliver læseren præsenteret for et univers, som både er fantastisk og helt genkendeligt. Alfebørn kan ikke flyve af sig selv. Deres forældre køber sig til vinger, og også i alfeland går børnene op i, om man har mærkevarer eller ej. Mirja hører til ej-gruppen, for hendes mor har kun råd til vinger lavet af Edderkoppe-Olga. Med de vinger kommer hun ikke ind i kredsen af populære piger, anført af Lissa og Bela.

Olga er også den, som reparerer vingerne, når Mirja har ødelagt dem i sin vilde leg. Igen. Og det var ikke med vilje. ”Mirja VIL jo gerne være som de andre. Rolig. Pæn. Sjov. Dygtig. Det gør ondt at være så … så forkert. Så anderledes.”

Landbyen er beskyttet mod rovdyr af en heksering, som Mirjas far har overskredet og er forsvundet. Derfor er det ekstra svært for den lille familie, så moren må af og til overlade noget af arbejdet i huset til Mirja. Mirja har ikke noget imod at hjælpe, men hun bliver så hurtigt afledt og roder sig ud i noget, som man godt kunne kalde skarnsstreger.

I De nye vinger forsøger hun at redde en drossselfamilie, som ræven har fanget. Hun får hjælp af pindsvinet Pelle og kragen Sibbu. Pelle er den fjollede hjælper de mange sjove talefejl. F.eks. siger han ”lyvefærdig” i stedet for ”flyvefærdig”. Sibbu er den fornuftige, som retter sin ven. Trekløveret repræsenterer på den måde forskellige personligheder, som læseren kan spejle sig i.

Det lykkes naturligvis at redde drosselfamilien, uden at det koster alfelandsbyen livet. Selv den bedrift giver ingen stjerner i Lissa og Belas bog. Mirja indser, at hun ikke er som de andre piger. Men der er sket en modning af hende, for ”for første gang mærker hun, at det føles helt okay. Lissas og Belas drillerier betyder ikke noget mere.”

I Drømmestenen møder Mirja de to fremmede, Bufo og Tritu. Hun viser dem vej til landsbyen, men de afslører sig som mutanter, ”krybdyr eller padder i forvandling”. I et nervepirrende kapitel har de fanget begge Mirjas brødre, og hun kan med den sidste af sin fars drømmesten løskøbe én af dem. Hun tvinges til at vælge mellem de to brødre. Det er et dilemma, som hun også stod i i De nye vinger, hvor hun skulle redde sin landsby eller drosselfamilien, som hun selv havde bragt i fare.

I slutningen af bogen kommer en ny karakter ind i historien. Mor har mødt Paulus på markedet, hvor hun solgte drømmesten. Minimum den voksne læser vil se ham som en ny kæreste, hun forsigtigt prøver at introducere til sine børn, som endnu ikke helt har opgivet, at deres far dukker levende op en dag.

Der er lagt op til flere spændende historier i de kommende bind af serien om Mirja. Er børnenes far virkelig blevet ædt af rovdyr på den anden side af floden? Vokser Mirja yderligere gennem sine oplevelser, så hun kan få hold på både sit iltre temperament og sit lave selvværd?

 

30 berømte vikinger

30 berømte vikinger30 berømte vikinger

Illugi Jökulsson
Oversætter: Lil Vad-Schou
63 sider
Frydenlund 2016

 

 

Vikingetiden har fået en renæssance. Dengang levede vore stolte forfædre. De røvede og plyndrede, erobrede land, handlede, kulturudvekslede og havde et omfattende område som deres legeplads. I dag ser vi vikingerne både som voldelige aggressorer og som fine kulturpersonligheder. En del af disse vikinger er taget med i bogen, som har hovedvægten på de erobringer, vikingerne gjorde.

30 berømte vikinger trækker både på sagnstof og historiske kilder. Det gør desværre teksten lidt omstændelig. Når det alligevel ikke er en historiebog, kan man lige så godt svælge i sagaer, myter og overleveringer. Der er nok at tage af. I stedet irriteres læseren af alt for mange sætninger, som begynder med ”Muligvis…”, ”Det er usikkert…”, ”Nogle mener…”, ”Man mener…” og ”Desuden menes”.

Når det er sagt, giver bogen indblik i både enkeltpersoner og den virkelighed, de formodes at have levet i. Vikingetid er sejlads og bosættelser, men den er også vandringer over land. Rejserne mod vest fylder mest, men vi får også fortællinger om opdagelsesrejser mod øst. Og det er både mænd og kvinders historie, læseren møder. Illustrationerne (Shutterstock og THANK YOU er krediteret) fremstår noget afdæmpet og virker ikke til at være lavet specifikt til udgivelse i denne bog, hvilket de vist heller ikke er.

Den nemme løsning ville være at genfortælle de mest kendte vikinger. I stedet er det en (med danske øjne) blanding af berømte/berygtede vikinger og de knap så kendte. Det kan skyldes, at bogen oprindeligt er skrevet i Island, hvor man muligvis har en anden top 30 over kendte vikinger. Det kan også skyldes, at valget er sket efter andre kriterier. Det oplyses dog ikke, hvordan lige netop de 30 har gjort sig fortjent til at blive beskrevet.

Enkelte af historierne minder bemærkelsesmæssigt meget om andre mytologiske fortællinger. F.eks. hører vi, at Bjørn Jernside kom til byen Luna, som han troede var Rom. Efter en længere belejring fik hans mænd overbevist biskoppen i Luna om, at Bjørn ”var død, men at han havde ladet sig kristne på sit dødsleje, og at denne hedenske vikingehøvdings sidste ønske havde været at blive begravet i indviet jord i byens domkirke”. Som den trojanske hest blev Bjørns kiste bragt ind i byen, og sammen med sit påståede ligfølge overtog han byen.

Om Ravne-Floke hører vi, at han ledte efter Island. For at finde land slap han tre gange en ravn løs. Den tredje ravn fløj direkte i retning af Island, og Ravne-Floke kunne følge efter og på den måde fandt han nyt land, han kunne bosætte sig i.

Vi hører meget om de erobringer af landområder, de udvalgte vikinger var med til. Til gengæld er der ikke lagt vægt på de (helte)gerninger, vikingerne udførte undervejs. Det er endnu et eksempel på, at det har været svært at finde en god balance mellem historiebog og mytefortælling. Det ender med at blive lidt hverken-eller.

Hjertestorm/Stormhjerte

Hjertestorm/StormhjerteHjertestorm/Stormhjerte

Anette Herzog
Illustratorer: Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
128 sider
Høst & Søn, 2016

 

Viola fra Pssst! er blevet 14 år. Hendes filosofiske undren over livet og døden er lagt på hylden til fordel for kærligheden. Kærligheden (og forelskelsen) fylder hele hendes hjerne og hjerte. Den fylder også rigtigt meget i Hjertestorm/Stormhjerte, som er en anderledes måde at formidle følelser og tanker hos den unge teenager.

Anette Herzog og Katrine Clantes samarbejde om Pssst! er blevet suppleret med Rasmus Bregnhøi, så man sidder med en bog, som kan læses fra begge ender på samme måde som Se & Hør: Begynder man fra den ene forside er det Herzog og Clantes fortælling om Viola. Fra den anden forside er det Herzog og Bregnhøis fortælling om Storm. Så er det jo heldigt, at lige netop Viola og Storm nærer en voldsom interesse for hinanden!

Dobbelthistorien virker særligt godt på de sider, hvor den samme situation fortælles fra hver sit synspunkt. F.eks. den fest, hvor Storm først spiller i orkesteret og bagefter går på dansegulvet… bare ikke med Viola. Midt i bogen mødes de to fortællinger. Det samme gør de to fortællere, om end blot for at udveksle breve om hver sin hemmelighed. Læseren aner, at de to hemmeligheder ikke er så forskellige endda. Endnu en gang er der lagt op til en mulig fortsættelse.

Man kan ikke undgå at sammenligne Hjertestorm/Stormhjerte med forgængeren Pssst! Det er en skam, for der er ikke det samme fandenivoldske tankemylder i en 14-årigs hjerne, som der var to år forinden. For den voksne læser er Hjertestorm/Stormhjerte derfor mindre interessant. Der er heller ikke eksperimenteret så meget med formen. Dobbelthistorien er dog en spændende tilføjelse. Det er i øvrigt et format, Katrine Clante har prøvet kræfter med i Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida fra 2008, dog som illustrator af begge de historier, som mødtes i midten.

Hjertestorm/Stormhjerte vil uden tvivl appellere til mange tweens og præ-teens. Den svaghed, som ligger i Violas og Storms kønsstereotype tilgang til sig selv og hinanden, er samtidig en styrke i bogen: De to forsider vil appellere til læsere, som definerer sig som heteroseksuelle piger eller drenge. Mangfoldigheden har tabt til normaliteten. Man savner en biperson, som kan sætte spørgsmålstegn ved Viola og Storms ret ureflekterede opfattelse af de to køn som hinandens modsætninger. Eller blot en vis farfar, som Viola havde i Psst! Viola kommer det tættest med en ikke særligt hjælpsom mormor og en række respondenter til en spørgeundersøgelse, hun laver i en projektuge. Storms far virker ok, men bliver pinlig, da han bringer kondomer på dagsordenen. Ellers har de to hovedpersoner kun deres jævnaldrende kønsfæller at læne sig op ad. Sikkert ikke så forskelligt fra mange andre unges virkelighed.

Som læser bliver man næppe udfordret på sin forståelse af verden, snarere bekræftet. Men Hjertestorm/Stormhjerte er en graphic novel, som leverer et godt supplement til skriftbaserede bøger til samme målgruppe. Og det er en god pointe, at man som pige lige kan kigge på drengehistorien og omvendt.

Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 for Hjertestorm/Stormhjerte.

 

Xenia

XeniaXenia

Frank Madsen
Sussi Bech
64 sider
Eudor 2016

 

 

I slutningen af 1970’erne vandt tv-serien Skum (med originaltitlen Soap) mange seere på sine stadigt mere indviklede sidehistorier og et stadigt voksende persongalleri. Sådan får man det også med Gustav og Raketbroderskabet. I sjette bog af ti landede Xenia på gården “Den Glade Gris a/s” og gjorde grisen Svein til grisens talsmand. Svein fik et oversættelseshalsbånd og sammen med en robot begav den sig ind i Grødby.

I en karakteristisk komisk scene kom det umage par ind i en slagterforretning, hvor Svein bl.a. tog godt for sig af smagsprøverne. Imens var Landmanden på ”Den Glade Gris a/s” rystet over, at hunden Winston åbenbart forrådte ham og Danmark til det, som han troede var en russisk invasion.

Imens blev Gustav nødt til at vise sin lærer, Dynamit-Jens, den bunker, hvor Beriah havde holdt Gustav fanget, indtil Stella og Astrid havde befriet ham (i bind 5, Plan B). Resten af Raketbroderskabet var ikke utilfredse med udsigten til at se et rigtigt exo-skelet.

Xenias forhørsrobotter ledte efter Beriah, som i mellemtiden var kommet til bevidsthed på den militærbase, hvor Stellas far var taget til fange.

Hvis læseren ikke allerede havde gættet det i bind 5, afsløredes det, at den mystiske Miss X var Isabella-Victoria, som med meget lidt held konkurrerer med Stella om Gustavs opmærksomhed. Gustav fik derimod ikke sandheden ud af Stella, selv om han prøvede at spørge hende direkte: Var hun lovet bort til en på sin hjemplanet?

Landmanden, hunden og grisene fra ”Den Glade Gris” var ikke de eneste nye karakterer i denne omgang Gustav og Raketbroderskabet: Med sig på rumskibet havde Xenia en mystisk person, som vi kun så et enkelt glimt af. ”Ingen bemærkede den lille skikkelse, der havde stået ensom i rumskibet og lyttet tavst til Xenias enetale.” Så er der endnu en gåde, som venter på at blive løst i de kommende bind af serien.

Xenia bidrager ikke med afgørende nyt til hovedhistorien, men den er sikkert endnu et skridt mod den store afslutning, som faste læsere venter i spænding på. Sådan lever Gustav og Raketbroderskabet op til nogle af kvaliteterne ved en god seriebog: Der kan udfolde sig et ret stort persongalleri, fordi læseren langsomt introduceres til nye karakterer. Et gradvist mere gakket univers bliver bygget op, ved at hvert bind skruer lidt mere op for fantasi-knappen. De talende dyr har vi f.eks. ikke tidligere mødt i denne serie.

Sidst i bogen er der som sædvanligt igen en reference til Skum: Vi bliver spurgt f.eks. om ”Vil landmanden og Winston nogensinde blive gode venner igen?” og ”Er Sveins karriere som slagtesvin forbi?” Det er spørgsmål, som man ikke kan være sikker på at få besvaret i det næste, Tvekamp, men også det element kender man fra sæbeoperaer. Jeg sidder i hvert fald klar til at finde ud af det.

De sidste to opslag er faktasider om flyvende tallerkener og med en anvisning på at bygge sit eget ufo af et milkshake-bæger og en plastik-tallerken.

Dragepasseren 1-4

Dragepasseren 1-4Dragepasseren 1-4

Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot

Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
62-68 sider
Forlaget Bolden 2016

Her er et godt bud på en ny favorit-serie for de yngste læsere eller for børn og barnlige sjæle, som ønsker sig en sjov højtlæsningsbog. Edvard passer sin onkel Olufs drage, Ziggy, mens den ikke helt ansvarlige onkel kommer med den ene dårlige undskyldning for ikke at komme og tage sig af dragen som aftalt.

Teksten er udformet som mails mellem Edvard og Oluf. Det er nu mest Edvard, der skriver. I Dragepasseren (bind 1) lykkes det først efter en uge at få svar fra Oluf, som har efterladt sin drage i det indtil da meget almindelige rækkehus, hvor Edvard bor med sin søster og mor. I mellemtiden har dragen spist søsteren kanin og ødelagt det meste af huset. Brandvæsenet må også en tur omkring huset, inden onkel Oluf får læst mail. Han undskylder med, at han ikke vil forstyrres i sin ferie. Han boede ikke på det hotel, han havde fortalt Edvard, fordi kokken dér var flyttet et andet sted hen. Oluf havde ”af en eller anden grund” ikke mors mailadresse. I det hele taget er onkel Olufs evne til at tale sig fra sin utroværdighed lige så fornøjelig læsning som de ulykker, hans drage laver.

En ulykke kommer sjældent alene, og i Dragepasseren på tur lægger Ziggy et æg, som udklækkes, mens onkel Oluf er på retreat i et yoga-ashram. Hans sind er rent, men han kan kun lejlighedsvist snige sig til at tjekke mails. Hos Edvard spidser situationen til, da far-dragen dukker op. Det ender dog godt med en flyvetur, hvor drageungen fik en tur på sin fars ryg. Edvard fik lov at flyve på Ziggy. Dragepasseren på tur har ikke den samme fremdrift i historien som de øvrige tre, hvor man lige skal læse den næste side, inden man lægger bogen fra sig.

Tredje bind i serien om Dragepasseren er Dragepasserens ø, hvor familien besøger onkel Oluf, som dog ikke er hjemme. Nøglen ligger ikke det aftalte sted, og de må kravle ind gennem et vindue. Edvard skriver: ”Mor spørger også, hvor dåseåbneren er? Vi har taget mad med, men ikke nok, fordi du sagde, at dine skabe var fulde af madvarer. Desværre er det alt sammen dåsemad. Jeg kunne sikkert godt åbne dem med en kniv, men det vil mor ikke give mig lov til, fordi det kræver en helikopter at komme til det nærmeste hospital.”

Citatet giver et indblik i bøgernes underspillede humor, hvor man kan læse rigtigt meget mellem linjerne. I samme bog besøger de Fiskemuseet i Yderflækkeren og få at vide, ”at det er den største turistattraktion i området. Det er nok meget spændende, hvis man godt kan lide fisk.”

Ved onkel Olufs hus finder de også Loch Ness-uhyret, og det kommer til en drabelig kamp mellem drage og søuhyre. Onklen vil naturligvis gerne hjem og se det, men landingsbanen i Ulaanbaatar lufthavn er dækket af is, og der kommer også andre forsinkelser til.

Det sidste bind i denne omgang er Dragepasserens slot. Mor er taget på yoga-retreat. Edvard og hans søster skal besøge deres far og hans nye kæreste, Beatrice. Der er bare det problem, at onkel Oluf ikke har hentet sine drager som aftalt. Med stor modvilje går Beatrice med til, at dragerne kommer med. Far og Beatrice bor på et slot, og de skal holde en stor nytårsfest. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. 600 pindemadder til gæsterne bliver til dragemad, og en uheldigt efterladt kasse med fyrværkeri går i brand på grund af et dragenys.

Resultatet er, at slottet brænder ned til grunden, og de tre indlogerer sig på den nærliggende kro. Ikke Beatrice, som tog hjem til sin mor. ”Beatrice sagde undskyld til mig og Emilie for sit sprog, men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, for vi har hørt det hele før, dengang mor og far blev skilt. Og værre endnu. Beatrice sagde, at far åbenbart ikke havde lært af sine fejltagelser, og så sagde han, at det havde hun ret i. Så var det, hun gik.”

Edvard håber at vinde kroens quiz-aften, for førstepræmien er 1000 kr., som ville være et tiltrængt tilskud til et nyt slot. Endelig skriver Oluf tilbage. En kort besked: ”Forsinket igen. Tager af sted nu. Ked af at gå glip af quizzen. O”

Bøgerne om Dragepasseren er ret korte, og hvert enkelt kapitel er en mail med brevhoved og evt. et ”vedhæftet” billede. Det gør serien meget velegnet til den læser, som ikke kan overskue at kaste sig ud i en stor tyk bog. Humoren i serien vil helt sikkert fange mange børn – og voksne!

Forlaget fortæller, at en mor blandt læserne har fremhævet bøgerne som “lette at læse for en dreng med læsevanskeligheder.”

Der er indtil videre skrevet otte bind af Dragepasseren. De fire er oversat og udgivet, og forlaget oplyser, at de næste to planlægges udgivet juni 2017.

Den morgen vi alle var hyrder

Den morgen vi var hyrderDen morgen vi alle var hyrder

Tea Bendix og Poul Høxbro
Illustrator: Tea Bendix
32 sider + cd
Carlsen 2016

 

Barok betyder ”en skæv og uregelmæssig perle”, og det er denne bog. Den unge hyrde har mistet sin fløjte, mens han sad ude i bakkerne. I sin søgen efter fløjten kommer han til et slot, hvor han bliver opdaget af hoffet. Her er man meget interesseret i både hyrden og hans musik. Men han lugter! Så trods protester bliver han vasket og får nyt tøj og nye instrumenter.

Det er altså hoffet, som titlen Den morgen vi var hyrder refererer til. Hoffet leger for en tid og føler sig som rigtige hyrder. Hyrden selv bliver aldrig rigtigt kongelig og længes i stedet hjem til sin bedstefar, som til gengæld ikke er begejstret for lugten af lavendel og roser, som klæber sig til den unge hyrde. Så må drengen jo finde sig i endnu et bad.

Vi hører historien om en hyrde, som får et indblik i en verden med større materiel overflod og mindre ansvar. Det er også historien om et hof, som i hvert fald tror, de møder den eksotiske vilde natur. Den skal lige gøres lidt mere udholdelig, så både hyrdens fløjet og tromme (og selv dyrene) bliver vasket.

Barokken kommer ind i billedet både i sin (lidt ubestemmelige) tidsperiode, gennem musikken på den medfølgende cd og ved nogle af de begreber, som er med. Vi hører om pattegris i citron med timian. Der er spændende og fremmede ord som kridtpibe og fête champêtre. Hvis man ikke kender det sidste ord, så fortvivl ikke. Jeg gjorde det heller ikke, men har nu fået mit ordforråd beriget: Det var (bl.a.) en fest, hvor man opstillede en landlig kulisse. Her i bogen holder hoffet en slags temafest for mennesker, som ikke kommer ud i naturen!

Hvis man dykker ned i teksten, lærer man også om musik. Ikke mange billedbøger benævner et-slaget og tre-slaget, og hyrdens nye fløjte har en spids lyd og ”en hel masse toner”. Den store tromme har en dybere tone end hyrdens egen tromme.

De sarte og afdæmpede illustrationer er som skabt til at gå på opdagelse i. Den umiddelbare oplevelse af stille hvisken afløses af en opdagelsesrejse i detaljerigdom, hvis man giver sig tiden. Det er ikke fastfood. Den morgen vi var hyrder kan læses som en stor flerretters menu, hvor billede, tekst, musik og læserens egne indre associationer bedst udfolder sig med passende pauser undervejs.

Der er noget H.C. Andersensk over historien. Nattergalen fortæller også om forholdet mellem det ægte og det kunstige. I eventyret om Svinedrengen lokkes prinsessen af en gryde, som kan spille ”Ach, Du lieber Augustin”. Den unge hyrde i Den morgen vi var hyrder har sit fløjte- og trommespil.

Men Svinedrengens prinsesse har afsky for naturen og siger ”Fy, papa” til rosen, fordi den ikke er kunstig. Hoffet i Den morgen vi var hyrder søger netop det ægte, det naturlige. Hvis ellers det ikke lugtede så meget! Den fine dame møder hyrden med et: ”Åh, hvor er han sød! Er det en rigtig hyrde? (…) Han har en tåre på kinden! Hvor er det renhjertet! Hvor er det ægte!” Hoffet klæder sig ud med hatte og hyrdestave, og de jubler: ”Hvor er det dejligt! Hvor føles det ægte!” Som hentet fra et eventyr af H.C. Andersen.

Fra virkelighedens verden er fortællingen inspireret af Marie-Antoniette, som var fransk dronning i slutningen af 1700-tallet. Som sit forlæg er ”damen” i Den morgen vi var hyrder komisk verdensfjern og udstyret med en barnlig naivitet, som gør bogen sjov og giver børnene mulighed for både at spejle sig i den nysgerrige og undersøgende hyrde og i den legende og ubekymrede ”dame”.

Med bogen følger en cd, hvor Poul Høxbro læser historien op. Derefter følger musik af Jean Baptiste Lully og Jacques Aubert, komponister fra det 17. og 18. århundrede. Musikken spilles af Concerto Copenhagen i anledning af orkesterets 25 års jubilæum. Musikken er også brugt som stemningsskaber i Poul Høxbros oplæsning og kan bruges på samme måde, når man læser Den morgen vi var hyrder.

Man kan mene, at det er modigt at favne så meget i en enkelt bog. Det ligger ikke lige for at få børn til at lytte til barokmusik, mens de kigger blege illustrationer af en drengs historie om to gange bad og et besøg på et slot, hvor hoffet hellere vil lege hyrder. Når det ikke lykkes at få alle børn med, er det i hvert fald det allerbedste forsøg.

Når det lykkedes, er det, fordi der er kvalitet. Forfatter, illustrator og orkester hører til blandt de bedste. Desuden kan man gå på opdagelse på nettet. Begynd her, hvor der er masser af baggrundsmateriale: www.teabendix.dk/den-morgen-vi-var-hyrder. Der er billeder, videoer, læseprøver, musik og meget, meget mere. Videoerne skifter automatisk videre til den næste, så lad dem bare køre, hvis I vil se det hele. F.eks. kan man se og høre Poul Høxbro spille fløjte og tromme samtidig!

Troldepus (serie)

Troldepus kompletTroldepus (serie)

Dines Skafte Jespersen
Illustrator: Karl Tornby
Fire samlebind med 41 oprindelige bøger
I alt 2169 sider

Cicero 2010-2011
(Oprindelige udgivelser: Chr. Erichsens Forlag, 1941-1988)

Troldepus er en troldeunge i en ikke nærmere angivet skov på Sjælland. Han har en hvid pind, som kan gøre ham usynlig for alle andre end trolde. Han får også en sort pind, som kan få ham til at flyve blot ved at tænke, hvor han vil hen. Han bor i skoven med sin far og sin mor. I bind 9 får han også en lillesøster, Pussi Troldunge.

Bøgerne om Troldepus har haft enorm succes, ikke mindst båret af, at de oprindelige små udgivelser var både handy og billige. Troldepus havde ry for at være “uskyldig” læsning uden politiske missioner, religion eller dramaer. Det første er helt rigtigt, og dramaet skal man også lede længe efter.  Pussi bliver kortvarigt væk af og til, men hun dukker op igen. Troldepus er nogle gange lige ved at blive opdaget, når han laver “ulykker”, men han redder sig altid.

En bemærkelsesværdig undtagelse er, at nogle harekillinger dør. Det viser sig, at de er blevet forgiftet. Harekillingerne kan ikke reddes, men troldeungerne får vendt situationen, så der trods alt kommer noget godt ud af det.

Der kan alligevel sættes spørgsmålstegn ved, hvor uskyldig Troldepus tager sig ud set med briller fra det 21. århundrede. Der bliver i ikke rejst kritik af, at børn kan opdrages med vold. Det kan måske bortforklares med den tid, de er skrevet i. Større undren vækker det, at kønsrollerne forbliver uændret selv i de seneste bøger, hvor de også i 1980’erne må have fremstået meget gammeldags. F.eks. spørger læreren en dreng, om han vil have sin mor med, så han kan få syet sine bukser, når han ikke selv vil lære det (Troldepus og fuglene, oprindeligt udgivet i 1984). I samme bog observerer gråspurven i skolegården, at “mange drenge er altid så vigtige. Det ser jeg hver gang her er frikvarter.” Det lille opblødende “mange” skjuler ikke, at der er karikerede kønsforskelle.

Pussi undrer sig over, at der er en kvindelig lærer, og drengene er tydeligt ligeglade med at lære at sy (som er det, den kvindelige lærer underviser i). Marie er ved at sy et forklæde: “Hun var helt rød i kinderne af bare ivrighed. Lige bag Marie sad en dreng. Han var ved at sy en blomst på en klud med kulørt garn. Det så ikke ud til, at det morede ham, og pludselig gav han sig til at trække Marie i håret. Hun vendte sig om og så vredt på ham. Han slap, men et øjeblik efter begyndte han igen, så hun ikke kunne sy.” Pussy konkluderer, at “Drenge kunne godt en gang imellem være både dumme og vigtige.” Så fik vi den lige igen, hvis vi skulle have overset det første gang.

Hvis man ikke vil gøre læsning til et kønspædagogisk projekt, kan man godt få både underholdning og viden af Troldepus. På Troldepus’ mange rejser i ind- og udland læser vi om plante- og dyreliv, om kultur og om seværdigheder. Særligt tydeligt er det i Troldepus finder rav, hvor en guide viser rundt på Grenen og fortæller både om geografi og om rav. Det er især de nordiske lande, som trækker, når Troldepus tager til udlandet. Hans familie bor jo også dér!

Der er mange ord i Troldepus, som vil være ukendte for barnelæseren. En del ord er næsten udgået af de danske sprog, men de kan ses som et krydderi, som bidrager til den gammeldags, nærmest nostalgiske, stemning, som er lagt i tekst og billeder.

Alle Troldepus-bøgerne

  1. Troldepus fra Troldhøj, 1941
  2. Troldepus i skoven, 1942
  3. Troldepus i Norge, 1943
  4. Troldepus ved vintertid, 1944
  5. Troldepus ved juletid, 1944
  6. Troldepus på nytårssjov, 1946
  7. Troldepus i den store by, 1948
  8. Troldepus i Zoo, 1948
  9. Troldepus og Pussi Troldunge, 1949
  10. Troldepus til søs, 1950
  11. Troldepus ved fyret, 1951
  12. Troldepus i Afrika, 1952
  13. Troldepus på havsens bund, 1953
  14. Troldepus til gilde, 1955
  15. Troldepus og musene, 1956
  16. Troldepus på langfart, 1957
  17. Troldepus vinder et væddemål, 1958
  18. Troldepus i Tivoli, 1959
  19. Troldepus i lejr, 1960
  20. Troldepus hos samerne, 1961
  21. Troldepus i Skåne, 1963
  22. Troldepus og Hannibal, 1974
  23. Troldepus i cirkus, 1975
  24. Troldepus og ræveungerne, 1975
  25. Troldepus i mosen, 1976
  26. Troldepus og Pussi ved stranden, 1977
  27. Troldepus leder efter Pussi, 1977
  28. Troldepus. Finnerik får en kone, 1978
  29. Troldepus og Niko, 1978
  30. Troldepus på ødegården, 1979
  31. Troldepus og egernungerne, 1979
  32. Troldepus holder fest, 1980
  33. Troldepus på camping, 1980
  34. Troldepus på sæteren, 1981
  35. Troldepus i marsken, 1982
  36. Troldepus og killingen, 1983
  37. Troldepus og fuglene, 1984
  38. Troldepus og vaskebjørnen Pjaske, 1985
  39. Troldepus finder rav, 1986
  40. Troldepus ved Løvehovederne, 1987
  41. Troldepus, Mulle og Pusserlusser, 1988

Inklusion i daginstitutionen

Inklusion i daginstitutionenInklusion i daginstitutionen

Anne Marie Marquardsen
Illustrationer: Dorte Karrebæk
175 sider
Frydenlund 2017

 

 

Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?

”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!

Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.

Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.

De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.

Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!

 

Forfatterens guide til sociale medier

Forfatterens guide til sociale medierForfatterens guide til sociale medier

Abelone Glahn
197 sider
Forlaget Amedia 2016

 

Det centrale begreb i Forfatterens guide til sociale medier er stammen. Det betegner den gruppe mennesker, som er interesseret i at følge dig på din profil på Facebook, LinkedIn eller hvor du færdes virtuelt. Frem for at bygge en ny stamme op for dig selv, skal du blande dig, der hvor stammen allerede er.

Efter de indledende kapitler behandles blogs og seks sociale medier i hver sit kapitel. Podcast og tidsforbrug for også berettiget et kapitel. Efter hvert kapitel er der en opsamling i form af fem centrale overvejelser, som læseren kan stoppe op ved og finde sine egne svar på. Der er endda plads til at skrive i bogen, hvis man ønsker det.

Som titlen fortæller, er bogens primære målgruppe forfattere. Den vil dog også med god mening kunne bruges af pædagoger og andre, som ønsker, at deres (faglige) tekster får et større publikum. Alt efter temperament kan man jo læse hurtigt hen over de dele, som handler om salg.

LinkedIn bliver ikke brugt meget til pædagogfaglige tekster viste min research til en artikel om sociale medier. Forfatterens guide til sociale medier giver hjælp til at lave en virksomhedsside og giver helt konkrete vejledninger til f.eks. at lave LongPosts, som svarer til blogindlæg.

Facebook er den dominerende platform, når pædagoger udveksler viden, holdninger og aktivitetsforslag. I bogen får kapitlet om Facebook god plads, og forfatteren anbefaler kraftigt, at man blander sig i andre(s) grupper og sider: ”Tænk samtalerne over i den fysiske verden: Hvis du møder en, som alene taler om egne fortræffeligheder, kun nævner egne bøger, kun fremhæver de fede anmeldelser, bliver samtalen hurtigt kedelig. Når du bevæger dig på de sociale medier, her Facebook, skal du selvfølgelig også interagere med andre – følge andres sider og profiler, tage del i deres samtaler, dele og bidrage, hvor du kan og være til stede, hvor andre færdes, ikke kun på dit eget ”territorium”. Det er det, sociale medier handler om – at være social, ikke et tågehorn for dig selv.”

Youtube vil for mange være nyt land som platform for at dele egne produkter. Forfatterens guide til sociale medier deler brugeren af Youtube op i tre typer: 1) Et arkiv for andres produkter, 2) En kanal, hvor man lejlighedsvist kan dele egne produkter (som på ethvert andet socialt medie) og 3) De egentlige youtubere har en væsentlig indtægt gennem deres kanaler.

Blandt rådene til Youtube-videoer er, at de skal kunne køre uden lyd. Mange har ikke lyden slået til. Desuden skal hovedbudskabet komme i løbet af de første fem sekunder, altså inden der zappes videre til noget andet.

Pinterest kan være en mulighed for f.eks. boganmeldelser. Podcast er egentlig ikke et socialt medie og kræver dels et stort tidsforbrug, dels at man regelmæssigt optager/udgiver afsnit.

Hvis man som pædagog har mod på at bruge sociale medier i en faglig sammenhæng, byder Forfatterens guide til sociale medier på interessant læsning.