Kategoriarkiv: Bogblok

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.

Umyndiggørelse

UmyndiggørelseUmyndiggørelse

Rasmus Willig
160 sider
Hans Reitzels Forlag 2009

 

 

Sociologen Rasmus Willig har undersøgt århusianske pædagogers arbejdsvilkår og deres opfattelse af deres arbejde. Det er der kommet en meget spændende bog ud af. Rasmus Willig skriver selv, at det pædagogiske felt er nyt for ham og at det skinner tydeligt igennem i hans bog. Det er netop det fine ved Umyndiggørelse, at den ikke er skrevet eller bestilt af BUPL eller andre med andel i de problemfelter, som beskrives. Alligevel forholder Umyndiggørelse sig ikke neutralt til sine kendsgerninger. Heldigvis. Der tales om “oplevelser, der helt tydeligt er samfundsmæssigt påført” og allerede her (side 15) toner forfatteren rent flag: pædagogerne har mistet grebet om deres eget arbejdsfelt og er blevet umyndiggjort, heraf bogens titel.

Pædagogerne føler, at det er deres skyld, når de ikke magter deres arbejde – og får skyldfølelse. De går hellere ned i tid end at miste en kollega. Man må ikke kritisere sin egen arbejdsplads, men pædagogerne undlader også at give generel kritik. Enkelte gange har århusianske pædagoger dog vist, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet med kritik som våben.

Det har baggrund i begrebet dobbeltbindinger. Dobbeltbindinger er krav, som i vid udstrækning umuliggør hinanden. F.eks. at skulle tilgodese det enkelte barns behov og samtidig have ansvaret for flere børn med færre resurser. Dobbeltbindinger gør arbejdet mål-løst, fordi man ved at bevæge sig mod ét mål vil fjerne sig fra et andet. De arbejdsvilkår gør kritik meget svær, fordi de enkelte krav isoleret set er umulige at være imod.

Umyndiggørelse giver også en beskrivelse af de veje, der rent faktisk er skabt for kritikken. Eksempelvis er der seks led i MED-systemet i Århus. Det betyder, at kritik formuleret af en pædagog enten bliver vendt mod pædagogen selv, eller at den bliver tandløs undervejs. MUS (medarbejderudviklingssamtaler) får også et ord med på vejen. Hvis man er medarbejder, har man en forpligtelse til at tage medansvar.

Kritikken kommer ikke ud de steder, den burde: f.eks. personalemøder, som ifølge Rasmus Willig holdes alt for sjældent. Når nu kritikken ikke kan gå konstruktive veje, finder pædagogerne erstatninger. De kan være gode eller dårlige, men ens for dem er, at de ikke ændrer de kritisable forhold, kun pædagogens evne til at overleve indenfor dem. De adspurgte pædagoger spiser store mængder slik, drikker alkohol, dyrker hård motion og – som medierne har gengivet i rigt mål – skriger i bilen på vej til og fra arbejde.

Der er desværre ikke afsat mange linier til det forhold, at umyndiggjorte pædagoger virker som rollemodeller og dermed reproducerer umyndiggørelsesprocesser til børnene. Man praktiserer overvågelsespædagogik: tænker strategisk, så man kan overskue (overvåge) flest muligt børn. I bogen kaldes det dørkarmspædagogik, fordi pædagogen ved at stå i dørkarmen kan overskue to lokaler. En pædagog citeres for at sige, at “stikbold med 50 børn er pludselig en god pædagogisk aktivitet.”

Under disse forhold får fagligheden trange kår. Man går fra pædagogik til ren pasning. “De faglige færdigheder, som de har fået med fra seminariet, skal ignoreres og erstattes af de nye “kommunale pædagogikker”, der i korthed går ud på at gøre det hele lidt hurtigere.” Konflikter mellem børnene “løses” med de samme nedladende argumenter, som pædagogen selv mødes med: “Ikke mere brok” eller “I bliver nødt til at være stille, hvis I skal være her.”

Pædagogerne skjuler selv umyndiggørelsen for at begrænse yderligere statusfald. På den måde fastholder pædagogerne deres umyndighed. De har gjort sig den erfaring, at brokrøve ikke har succeshistorier. Det fortæller pædagogerne selv. Desværre betyder det, at man retter kritikken indad i stedet for udad, og så bliver man sur og syg.

Alt det ovenstående er refereret fra Umyndiggørelse, så det er ikke så mærkeligt, at den har fremkaldt stor debat, både blandt pædagoger og i medierne generelt. En del af debatten går på, om forholdene nu er så dårlige, som de er beskrevet. Man må gå ud fra, at Rasmus Willig som formand for Dansk Sociologforening kan stå inde for sine konklusioner.

En anden kritik går på, at Umyndiggørelse ikke peger på løsninger, men kun angiver problemer. Det er rigtigt nok, men det har heller aldrig været bogens formål at formulere løsninger. En reference til Paulo Freire ligger lige for: at det første skridt til frigørelse er at opnå forståelse for de undertrykkende mekanismer, man lever under. Det kan være hård kost, for Rasmus Willig lægger ikke fingrene imellem. Men ikke desto mindre en vigtig og nødvendig bog. Læs den, hvis du tør.

Ormen Werner

Ormen Werner

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Dreamlitt 2017

 

 

Undertitlen ”… og andre rim og remser for børn og voksne” antyder bredden i tekstsamlingen. Netop bredden er både en styrke og en svaghed ved bogen. Man finder noget for enhver smag, til gengæld kan det være lidt svært at finde ud af, hvem den egentlig er skrevet til. Når Brian P. Ørnbøl er bedst, hører man den Halfdan Rasmussen spøge i baggrunden, som han anerkender som inspirationskilde. Andre tekster er begavede leg med ord og bogstaver, som dog kan være lige lovligt konstruerede.

Blandt de stærkeste tekster står åbningsrimet Det bedste rim i verden, hvor læseren selv skal indsætte ord på de tomme streger, så det kommer til at rime. Voksne vil more sig, og børn får lov at lege og eksperimentere som et led i deres sproglige udvikling.

Titeldigtet er også både til store og små. Ormen Werner er verdens første astronaut. Han flyver ind i et ormehul og lander ”lige da han fløj af sted”. Der er mening med galskaben, for bag vrøvleversene er den næsten ubegribelige opfattelse af universet og tiden som krumme og bøjelige.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er tydelig i Peter har en kæmpe taske:

Peter har en kæmpe taske
som er fyldt med stegte ål
Tasken solgte han til Aske
for en gummistøvlesål.

Tre strofer senere vender vi tilbage til udgangspunktet efter adskillige byttehandler:

Fløj til Mars med femten kendte
sidder nu og laver bål
Ingen ved hvad der mon hændte
med kasket og stege ål.

Der er tekster, som appellerer til den barnlige uskyld: I Sengeland sover man hele dagen og natten med. I En dejlig skov må man ingenting, men på den anden side må man heller ikke tro på nogen lov. Deraf titlen. Andre steder er der er en tælleremse og en troldejagt.

I den mere alvorlige ende møder vi Peter, som er bange for livet. Cykelhjelm og knæbeskytter fortæller om hans forholdsregler mod verdens farer.

Peter spiste kun det, som var vasket godt med syre
Købte kun de øko-ting, han vidste var for dyre
Kød det kunne han ikke spise, mælk og marmelade
var det rene gift, det kunne han se i alle blade.

Som det ofte går i den genre, må Peter se røde tal på bundlinjen, når han gør sit liv op:

Da han lå på sengelejet i den sidste tid
indså han at i hans liv, var ikke sket en skid.

Et andet af de dystre vers handler om Bilerne, hvor en lille ø ødelægges af, at beboerne ”glemte at tænke sig om” og køber flere biler, end der var plads til på den lille vej. Øen ender som bilkirkegård. En barsk kommentar til forbrugersamfundet.

Tom Kristensen har også illustreret Mekano Max af samme forfatter. Denne gang har han fået lidt friere hænder, og det klæder hans illustrationer. Variationen i illustrationerne afspejler den tilsvarende variation i teksterne. Der er sjove og farverige gå-på-opdagelse-billeder og vignet-agtige næsten minimalistiske tegninger. Førnævnte Cykelhjelm og knæbeskytter er illustreret med et mørkt og dystert billede af Peter, som ligger i sin seng med sikkerhedsudstyret i et rum så dunkelt, at solens stråler gennem vinduet næsten ikke når ham.

De fleste vil kunne finde noget, som de kan lide, i Ormen Werner. Mange vil endda glæde sig over det meste. Til pædagogisk praksis (som denne boganmeldelse er rettet mod) er den dog lidt rodet og ujævn i stil og målgruppe.

Se videoen med eksempler på illustrationerne – og en smagsprøve på teksten.

Bennys far kører tog

Bennys far kører togBennys far kører tog

Rikke Villadsen
32 sider
Basilisk 2017

 

 

Rikke Villadsen har skabt en temmelig syret historie om en kvinde, som lavede meget spaghetti, men hellere ville have et barn. For at få fat i en mand, vil hun stoppe de tog, der kommer forbi i skoven. Derfor tager hun nogle skinner med hjem. Da toget kører galt, finder togføreren kvindens hus, og selv om han ”allerede havde en familie og levede i et normalt hus og holdt af sin yndlingsmusik og de der vegetarfrikadeller” og i øvrigt skulle holde sin tidsplan, gør han kvinden gravid.

Selv om Bennys far kører tog er en helt igennem umoralsk bog, springer vi til historien om egernet hr. Petterson, mens selve undfangelsen sker. Hr. Petterson besøger månen, hvor en gammel fisker brokker sig over rakettens prut-lugt.

Vi kommer tilbage på sporet – på flere måder – og togføreren kan køre videre. På sidste side flettes de to historier ind i hinanden: Benny sidder på en banegård og får at vide, at hr. Petterson er blevet skovens borgmester.

Hvis ovenstående resume lyder rodet og usammenhængende, afspejler det blot historien i Bennys far kører tog. Det har dog en pointe: Både tekst og illustration er fyldt med skæv humor. Illustrationerne fremstår enkelte steder som sammenklistrede tegninger i en stil, som ses andre steder i Rikke Villadsens forfatterskab. Teksten er meget forklarende med sidebemærkninger og parentetiske sætninger uden ret mange afsnit. Da kvinden får lyst til at lave et barn, får vi denne info: ”Men alle ved, at man ikke kan lave rigtige levende babyer af spaghetti, selv kvinden. Hun måtte ud at finde sig en mand.”

Da toget er blevet afsporet, er togføreren i vildrede: ”Åh nej, udbrød togføreren og tabte kasketten. Fuck noget lort, sagde han også, for selvom han var en pæn mand, kunne han godt bande grim. Straks slog han op i den store opslagsbog, han altid havde med sig. Det var en bog med svar på næsten alt om tog (togdrift, togsikkerhed, togsæder og togbilletter), men der stod ikke noget om togskinner, der forsvandt. Ikke et eneste lille ord.”

Bennys far kører tog fortæller læseren, at alt ikke er, som normen dikterer. Det gælder huset (som står på tre bæltedyr, så det kan vugge, ”når babyen skal sove”), det gælder kvinden i historien, og det gælder togføreren. Men selv om de to karakterer er specielle, er de det på hver sin måde: Kvinden er den ekstremt agerende, som får det, ligesom hun vil have det. Manden er et pjok, som lader tingene ske uden egentlig at tage stilling.

Som voksenlæser må man flere gange trække på smilebåndet over karakterernes handlinger og ikke mindst deres bemærkninger. Læser man den med børn, vil barnet kunne få en dejlig læseoplevelse ved at se den voksnes glæde. Og sproget gør Bennys far kører tog egnet til selvlæsning for de lidt ældre, som er ude over begynderlæserstadiet. Noget som stadig er alt for sjældent for billedbøger.

Se eksemper fra bogen og hør et uddrag.

Cykelmyggen Egon

Cykelmyggen EgonCykelmyggen Egon

Flemming Quist Møller
32 sider
Gyldendal 2017

 

 

Med tekst og illustration i gennemført forening møder vi historien om Cykelmyggen Egon, som i modsætning til de andre myg elsker en hård spurt mere end at flyve og lave ”lækre landinger”. Hans cykel bliver ødelagt, og han får lov at køre budcykel i en bikube. Da honningsæsonen slutter, får Cykelmyggen Egon arbejde i et loppecirkus, hvor han endelig finder lykken som dødskører på en dødskørselsbane.

Den korte historie er nem at følge, selv for de yngre læsere (fra tre år), og karaktererne står lyslevende ved hjælp af de flotte illustrationer, som desværre kun delvist er i farver på grund af trykteknikken for 50 år siden, hvor Cykelmyggen Egon så dagens lys – eller hvor han ”kom op af vandet på en flot ny racercykel”, som teksten fortæller.

Måske er det ikke så overraskende, at den relativt korte og enkle tekst har holdt sig på toppen i et halvt århundrede. Mere imponerende er det, at også billederne har bevaret deres friskhed. Trods et drys 1960’er-hippiestemning har de en tidløs streg.

For den, som har øjne for det, er der intertekstuelle referencer. En navnebror til Cykelmyggen, nemlig Egon Mathiesen, skabte bl.a. Aben Osvald fra 1947 og Mis med de blå øjne fra 1949. Begge titler har fælles træk med Cykelmyggen Egon. Det ses måske tydeligst, hvor Cykelmyggen Egon kørte ”op ad en blød bakke, men da han kom over på den anden side …” Mis med de blå øjne løb ”op ad bakke – og ned ad bakke – op ad bakke – og ned ad bakke.”

Flemming Quist Møller viser sin respekt for en anden klassiker, når kålormen fra Alice i Eventyrland præsenterer sig som en, ”som har optrådt i verdens bedste børnebog.” Kålormen fungerer dog hverken som vej- eller vildleder i denne kontekst, men fungerer blot som et lille intermezzo på Cykelmyggens rejse.

Der er et integreret sammenspil mellem tekst og illustration (ikonoteksten) i Cykelmyggen Egon. Allerede inden første sætning i fortællingen (som lyder ”Myggene begynder deres liv i vandet.”) hiver Cykelmyggen Egon med en fiskesnøre et boghjørne op og afslører ordet ”Start”. I resten af bogen blander teksten sig med billedet: Der er bogstaver på hvide felter eller flettet ind i tegninger. På den side, hvor myggenes flyveglæde beskrives, danner ordene en bane i luften, som illustrerer teksten.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Snøvsen og Eigil og katten i sækken

SnøvsenSnøvsen og Eigil og katten i sækken

Benny Andersen
Illustrator: Signe Plesner Andersen
33 sider
Gyldendal 2017

 

I 50 år har læserne kunnet få et indblik i Eigils sære verden. Fire bøger er det blevet til, suppleret med film og andet merchandise. En bog, som i den grad holder sig kørende på talemåder, risikerer at blive gammeldags i sproget, og det er sket for Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

Bogen er bygget op om relativt korte sidehistorier, som driver hovedfortællingen frem. Særligt de første kapitler fremstår som lidt lange vittigheder over talemåder. De vil kunne bruges i danskundervisningen som eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke kan sine talemåder, men der er for mange af dem, og pointerne gentages længe efter, at vi har forstået dem.

Som når Eigil bruger sin flitsbue(!) til at skyde en hvid pind efter en frakke, for det har han hørt, at hans mor godt kunne. Ganske morsomt, men det varer længe, inden vi kommer videre i historien. Det er heller ikke længere så genialt at bruge Snøvsen som en af de væsentligste karakterer, når udtrykket om at gå fra Snøvsen er gået af mode.

Det er ærgerligt, at det sproglige ikke fungerer så godt, for det er en af de væsentligste grunde til den popularitet, historierne om Snøvsen har fået. Gadefejere er en uddøende race (som det i øvrigt heller ikke hedder mere) og smuglergods er noget, man bestiller online. Også barnesynet har ændret sig. Eigil siger: ”Se på mig – jeg er et menneske – ikke helt udvokset, men begyndelsen til et menneske.”

Når alt dette er sagt, står vi tilbage med en ret fin historie om tre kammerater, som oplever spændende eventyr, inden de vender hjem. Der er dramaet omkring kattekillingerne, som skulle druknes, hvor mor-katten redder sin ene killing, som senere bliver til katten i sækken. Der er kærlighedshistorien om de to bejlere, som begge må se sig vraget af en helt tredje. Der er vrøvlehistorien om bagerkonen, som ejer ”de halve kringler” (endnu et fortidigt udtryk) og giver to halvdele af en knækket kringle til Eigil: ”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

Her regner Snøvsen selv ud, at to halve er en hel. Så fik vi også lidt talforståelse ind i historien.

De tre venner møder også en mand, som er blevet snydt af sin bror og nu vil slå ham ihjel. Det viser sig dog, at broren har fortrudt og er gået ned til åen for at drukne sig. Det kommer til forbrødring, forståelse og forsoning.

I den sidste sidehistorie finder Eigil, Snøvsen og katten i sækker – og læseren med – ud af, at Bøhmanden er onkel Otto, som blot forsøger at kurere sin hikke.

Samlet set har Eigil og Snøvsen og katten i sækken nok udspillet sin rolle som en bog, hvor tidens sprog vendes på hovedet. Det skal den ikke høre et ondt ord for, for når man laver aktuel litteratur, løber man en risiko for at blive uaktuel på et tidspunkt.

Denne boganmeldelse bygger primært på Alle historierne om Snøvsen, hvor Eigil og Snøvsen og katten i sækken er første del.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Halfdans ABC

Halfdans ABC 50Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

 

 

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

 

 

 

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Smukke & lille skat

Smukke & lille skatSmukke & lille skat

Pia Ryding
234 sider
Skriveforlaget 2017

 

 

Der er de senere år kommet mange selvbiografiske bøger om dårlige barndomme. Smukke & lille skat adskiller sig fra de fleste af sine forgængere på to væsentlige punkter. Det ene punkt er, at ”dette er en glad bog”, som Pia Ryding indleder med. Den fortælle også om de gode, rørende og glade øjeblikke i to søstres barndom. Det andet punkt er, at den har litterære kvaliteter, som hæver sig over en del autofiktion.

De to halvsøster, Pia og Mille, har hver sin fortællestemme. Grafisk ser man forskellen ved, at kapitlernes titler er sat med forskellige skrifttyper, og at der er tilføjet en sommerfugl i Milles kapitler. Den samme sommerfugl, som er placeret over Milles hjerte på forsidebilledet.

Den minimale grafiske nuance står i kontrast til en enorme forskel i de to pigers oplevelse af en barndom med overgreb og omsorgssvigt. De beskriver deres fælles bror forskelligt. Mille fortæller, at han altid får sin vilje ved at brokke sig, mens Pia husker ham som mere udspekuleret, så han snyder sig til at få ret – og fred. De forskellige billeder af broren afspejler forskellen i alder på de to søstre, og det er endnu et godt greb i bogen.

Mere alvorlig er afstanden mellem Milles naive fortællinger om oplevelser med sin far og Pias beskrivelse af (samme) stedfar, som kalder på afsky og væmmelse. Det er gennemført rystende at se forskellene i de to fortællestemmers minder.

Der bliver ikke peget fingre i Smukke & lille skat. Det er ikke Samfundets skyld. Det er ikke forældrenes egen dårlige barndom, der har givet dem dårlige forældreevner. Det er ikke svigt fra pædagoger, lærere, sagsbehandlere mm. Efterskriften siger det meget rammende: ”Jeg var i tvivl, da jeg var helt ung, men jeg er ikke i tvivl længere. Jeg ved, at mine forældre elskede og elsker mig, men nogle gange er det bare ikke nok. Man skal også kunne passe ordentligt på sine børn – også selv om det ikke er rart for en selv.”

Pia Ryding fortæller i et sprog, som nærmer sig det neutralt beskrivende. Læseren sidder tilbage med en følelse af, at her er det gået helt galt. Men hvem var det lige, der skulle have både indblik og overskud til at standse katastrofen?

Nogle gange skal der et sammenfald af ulykkelige omstændigheder til, for at ulykken indtræffer. Og nogle gange skal der en rigtig indsats til for at standse ulykken. ”Man skal aldrig vente, det gode tidspunkt kommer aldrig. Måske skal tingene fortælles til de sociale myndigheder, måske politiet. Og det er ok; det er deres job at gøre noget ved det. Gør de ingenting, så fortæller man det bare igen og igen, finder en allieret, en ven, en voksen. Indtil nogen hører dig. For til sidst er der altid en der lytter.” Jeg håber, der er mange, der lytter til, hvad Smukke & lille skat har at fortælle.

Smukke & lille skat skal læses af unge for i al sin forfærdelighed at vise, at ”der er nogen, der har det som mig” eller ”Der er nogen, der levet et helt andet liv end mit.” Den skal også læses af fagpersoner, fordi svigt kan have mange ansigter, og vi skal vide, hvad vi skal kigge efter.

Anmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.