Kategoriarkiv: Etik

Dilemmaer

Vores virkelighedDilemmaer

Peter i vuggestuen er blevet bidt i armen. Så meget, at det bløder. Peters mor er bekymret for eventuelle farlige sygdomme, og vil gerne vide, hvem der har bidt hendes barn.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. april 2012.)

Skal jeg følge kommunens regler og afvise hendes ønske for at undgå stigmatisering af periodisk bidende børn? Derved beskytter jeg barnet og dets forældre mod potentielt negative reaktioner.

Eller skal jeg give moren en mulighed for at blive beroliget, vel vidende at vi alle kan være bærere af hepatitis og hiv uden at vide det? Hendes ønske bygger sandsynligvis på en formodning om, at nogle af vuggestuens børn er i større risiko end andre – f.eks. efter rejser.

Pædagogen møder en lang række professions-etiske dilemmaer i sin hverdag. Der er sjældent en facitliste, så det væsentligste bliver at forholde sig til dem på den i situationen bedst mulige måde. Vel vidende, at kollegaen måske ville vælge anderledes. Her nogle flere eksempler:

Peter kommer i børnehave, hvor også han jo af og til gør noget, som ikke er helt rent i kanten. Han kommer ikke i flere eller voldsommere konflikter med kammeraterne end så mange andre børn. Til gengæld reagerer han anderledes: Når konflikterne er løst, beder han meget indtrængende om, at vi ikke skal fortælle hans far om det. Jeg har også nogle gange oplevet, at han bliver meget vred, når han hører om, at Peter har taget legetøj fra andre børn eller været i slagsmål med dem. Mine forsøg på at fortælle, at det er normale, sunde måder at prøve sine og andres grænser af (og slet ikke usædvanligt), kan han ikke bruge til noget. Desuden er konflikten jo afsluttet i børnehaven og skal ikke tages med hjem.

Jeg står nu i det dilemma, at jeg på den ene side vil fortælle om Peters hverdag i børnehaven, som også omfatter konflikter med andre børn. På den anden side vil jeg gerne beskytte ham mod de reaktioner, som i mine øjne er overdrevne.

I Peters børnehave går også Ali. Han gør sig mange tanker om, hvad man må og ikke må. Han vil f.eks. ikke være med til sanglege, helst slet ikke deltage, når der er musik inde i billedet. Han frygter, at han kommer i Helvede for det, forklarer han. Jeg står med min faglige viden om alle de gode elementer, der er i netop disse aktiviteter for børn. Helt privat har jeg ingen bekymring for en straf efter døden, men i hvor høj grad kan jeg tage den holdning med på arbejde? Kan jeg både arbejde med Alis fællesskab i vuggestuen og i hjemmet? På en gang?

Også Alis forældre er meget optaget af ”god opførsel”, som de kalder det. Da Ali kommer i skole, ser han en dag, at Line har fået et rigtigt flot viskelæder. Kort efter er det væk, og Amalie er meget ked af det. Hun sørger naturligvis for, at hele klassen ved, at hendes viskelæder er stjålet. Jeg prøver at dæmpe gemytterne: måske er det bare ”blevet væk” og dukker op igen. Senere på dagen kommer Ali hen til mig og indrømmer, at det er ham, der har taget viskelæderet. Vi aftaler, at jeg skal give Amalie viskelæderet tilbage, og jeg mener selv, jeg runder episoden fint af med Ali.

Et par dage efter kommer Alis mor: Ali har fortalt historien derhjemme, og nu er hun vred over, at jeg ikke har fortalt hende det – eller i det mindste pålagt Ali at gå hjem og sige det. For hende er det ikke en lille bagatel, at han har taget et viskelæder, selv om han frivilligt har afleveret det igen.

Det er blot nogle få eksempler på dilemmaer, jeg har stået i. Jeg må holde mine værdier op mod hinanden og træffe en beslutning. Ofte under tidspres. Jeg har lært at håndtere det pres ved at huske mig selv på, at uforenelige værdier ikke kan opfyldes hundrede procent. Ved at følge den ene værdi må jeg nedprioritere den anden. Rasmus Willig taler i sin bog Umyndiggørelse (2009) om dobbeltbindinger, som har det samme gensidige forhold til hinanden. Det handler derfor i højere grad om at finde et acceptabelt kompromis.

Og så i øvrigt være parat til at argumentere for, hvorfor jeg handlede på den måde, jeg gjorde.

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

VIA og BUPL Århus samarbejder om et modul på pædagoguddannelsen. Tre pædagoger har lagt cases og krop til videofilm, hvor de studerende præsenteres for etiske dilemmaer fra praksis.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.)

De studerende fik et par uger til at arbejde med dilemmaerne og sluttede modulet med en fremlæggelse.

De tre pædagoger havde mulighed for at overvære fremlæggelsen, og her deler Bjarne W. Andresen sine oplevelser med forløbet.

Det var spændende, hvad 24 studerende havde fået ud af at arbejde med ”mit” dilemma, hvor to børn var oppe at skændes. Et tredje barn forsøgte at blande sig/mægle og blev sparket. Casen kan læses her: www.bjarnewandresen.dk/sparringssamtaler-med-boern.

Sådan var fremlæggelsen

Vi tre pædagoger mødtes med tre undervisere og gik til hver vores lokale. Hos mig var der seks grupper, som fremlagde: Nogle brugte PowerPoint, andre havde lavet tegninger. Nogle læste op, andre talte frit fra leveren. En enkelt gruppe havde lavet et mini-skuespil med et personalemøde. Desværre måtte underviseren gå efter de første par fremlæggelser. Derfor var der kun nogle af de studerende, der fik hans feedback på deres fremlæggelse.

Der blev ikke lagt så meget vægt på, hvad de studerende ville have gjort i pædagogens sted, fokus skulle være på etiske overvejelser, som ligger før beslutningen om handling.

Da jeg ikke har fulgt undervisningen, som gik forud, kan jeg ikke bedømme kvaliteten af fremlæggelserne i forhold til faglige mål. Derimod kan jeg lade mig imponere over bredden af den måde, de studerende havde angrebet casen. Nogle handlingsforslag lå ud over, hvad man kan nå i en travl hverdag, men intentionerne bag var gode nok.

Hvad skal man tænke over?

Jeg kunne genkende mange af pointerne fra mit eget arbejde: De enkelte børns behov. Trøst, at dæmpe frustration, at give mulighed for at vende tilbage til gruppen/klassen osv. Det er vigtigt, at der er voksne til stede – også (eller måske især) i frikvartererne. God kommunikation mellem lærere og pædagoger. Børnene har behov for at bearbejde deres indtryk bagefter. Er det bedst at tale med dem samlet eller en ad gangen? Hvornår forældre skal informeres – hvor mange forældre og hvor meget skal de vide? Retfærdighed, empati og værdighed er værdier, man kan have sig for øje.

Teorierne bag

De studerende havde naturligvis arbejdet meget med Jørgen Husted, som bl.a. har skrevet Etik og værdier i pædagogisk arbejde (Hans Reitzels Forlag, 2015). Nytteetik, pligtetik og dydsetik lærte jeg ikke om, da jeg uddannede mig til pædagog, men nu har 8. klasse om det på den skole, hvor jeg arbejder. Det er glædeligt, at etikken på den måde bliver en del af hverdagen både på pædagoguddannelsen og i Folkeskolen.

Derimod genkendte jeg både Rosseau og Piaget fra min egen studietid. Det forventes, at den studerende kan sammenligne teorier, som ikke umiddelbart har noget med hinanden, og sætte dem ind i den samme ramme. Det sker også for andre pædagogstuderende, jeg har i hvert fald mødt det i mit arbejde som både censor og medbedømmer på pædagoguddannelsen.

Hvad har selve forløbet givet?

Det er spændende at være med i et samarbejde mellem uddannelse og praksis, i dette tilfælde mellem VIA og BUPL. De studerende var taknemlige for at kunne spille sammen med en pædagog fra ”den virkelige verden”, og jeg fik bestemt også mange gode tanker med mig fra fremlæggelserne. Samtidig er det en øvelse bare at udvælge og formidle et etisk dilemma fra sin praksis, for det er i sig selv en overvejelse, hvilke oplevelser, man kan tillade sig at dele i et større forum.

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Kan vi snakke med barn om alt?

Kan vi snakke med barn om alt?Kan vi snakke med barn om alt?

Magne Raundalen og Jon-Håkon Schultz
143 sider
Pedagogisk Forum (Norge) 2008

 

En bog om den nødvendige samtale med børn om de forfærdelige begivenheder, der sker i den fjerne og nære verden. Kriserne deles op i tre niveauer:

  1. gradskriser angår os alle. Eksemplerne er World Trade Center, Irakkrigen, Tsunamikatastrofen og Muhammedtegningerne.
  2. gradskriser, hvor barnet i højere grad kan identificere sig med hændelsen: Familiedrab, skolemassakrer, bortførelser af børn.
  3. gradskriser, hvor barnet enten er offer eller er nærmeste pårørende ved familiedrab, selvmord, voldtæger mm.

Selv om det kan være fristende at forholde sig tavs, så skal man ikke tro, at børnene kan undgå at høre om begivenhederne. De vil blot gøre sig deres egne tanker om dem. Ofte kan fantasien overgå virkeligheden, også i gru. Desuden kan barnet overdrive sandsynligheden for, at det samme sker igen – denne gang med barnet som direkte inddraget.

Kan vi snakke med barn om alt? har mange fine eksempler på, hvordan man omtaler skræmmende begivenheder. Fælles for dem er, at de taler angsten ned hos barnet. Det sker ved at informere om de faktuelle hændelser, så barnet ikke selv skal gætte sig til noget. Det sker også ved at fortælle, at der er meget lille risiko for, at det sker igen – og en endnu mindre risiko for, at det sker for barnet.

Det sker med et ordvalg, som kan virke gammeldags for den danske læser. Kønsroller, kongehuset og religionen er vi ikke vant til at høre omtalt, som det sker i Kan vi snakke med barn om alt? Derimod er det et eksempel til efterfølgelse, når menneskeskabte tragedier forklares ved, at der er en fejl i den “ryddemaskin”, som fjerner de normale og acceptable ønsker om skade andre. Hos de fleste fungerer det sådan, at tanken ikke bliver til handling, men i disse ekstreme tilfælde virker det ikke, som det skal.

Kys

KysKys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Historien om de to munke

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

#sigsandheden

Hjerte#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.

Etik i pædagogisk arbejde

Etik i pædagogisk arbejdeEtik i pædagogisk arbejde

Det handler om valg. Som pædagoger træffer vi hele tiden valg, og der er ingen lette genveje. Vore valg berører ikke bare os selv, men i høj grad også de mennesker, vi har ansvar for i vort arbejde.

Artiklen har været trykt i Århus Pædagoger. 2/2015 side 14-15, som kan læses her.

BUPL har lavet et etisk grundlag for pædagoger som hjælp til at kvalificere de valg vi træffer. Det giver mening at tale om dilemmaer i stedet for opgaver (eller det meget populære udfordringer), for dilemmaer kan modsat opgaver ikke løses. Når man træffer et valg i et dilemma, er man bevidst om, at det både har positive og negative konsekvenser.

Et af pædagogernes faglige mål er at arbejde for det gode liv. ”Og hvad er så det?” kan man spørge. Jørgen Husted giver et godt bud i sin bog Etik og værdier i pædagogers arbejde. ”Et godt liv er et liv, der er godt for den, hvis liv det er, hverken mere eller mindre.” Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad der har værdi for det barn eller den unge, vi arbejder med. Det er altså ikke godt nok at tage udgangspunkt i egne interesser, egen glæde og egne værdier.

Værdier i pædagogisk arbejde

I Etik og værdier i pædagogers arbejde læser man også om en række værdier: Respekt og omsorg, selvbestemmelse, autonomi, selvstyre, selvansvarlighed og selvudvikling. I pædagogisk arbejde er det mere kompliceret end som så. F.eks. kan omsorg og autonomi komme i konflikt med hinanden, hvis et barn ønsker noget, som ikke er sundt. Hvad gør vi f.eks., når barnet vil løbe ude i solen uden solcreme på eller gang på gang opsøger lege(makkere), som giver barnet frustrerende nederlag?

Dilemmaer

Carsten Pedersen viser i sin bog Praksisfilosofi, Dilemmadiagram fra omsigt.dkhvordan forskellige værdier kan føre til gensidige dilemmaer. I figuren ser vi, hvordan værdierne handlekraft og omtanke hver især er gode, men kommer der for meget handlekraft, går det ud over omtanken. For meget omtanke går på samme måde ud over handlekraften.

Pædagogen må indsamle mest mulig viden for at træffe det bedst mulige valg. Det kan f.eks. være, at barnet uden solcreme gerne vil lege inde i legehuset, eller at det andet barn vil lege de gode lege sammen med andre børn (eller de samme børn kan lege en mindre udfordrende leg). I mange tilfælde kan vi ikke finde sådanne kompromisser og må leve med, at vi begrænser omsorgen af hensyn til autonomi – og omvendt. Det er ikke et enten/eller, det er et både/og.

Det etiske hjul

Når pædagogen indsamler mest mulig viden, kan hun benytte ”Det etiske hjul”, som Jørgen Husted har lavet. Der er tre hovedområder: Pligter (som tager sit tankegods fra pligtetikken), Konsekvenser (konsekvensetikken/nytteetikken) og Idealer (dydsetikken). Hvert hovedområde har tre underpunkter.

I sine bøger giver Jørgen Husted mange eksempler på, hvordan hjulet bruges i forbindelse med cases, som er tæt knyttet til pædagogiske praksis. Institutionen har f.eks. en slikpolitik, men er det en almengældende regel eller er det en hensigtserklæring, man som pædagog har frihed til at afvige fra?

Det etiske hjulJørgen Husted skriver om at arbejde på den måde, at ”ved stillingstagen til et etisk problem skal pædagogen dreje hjulet hele vejen rundt. I hver enkelt dimension skal hun overveje princippernes grunde for og imod valgmulighederne.” Det er også grunden til, at BUPLs professionsetiske dokument, Etisk grundlag for pædagoger forholder sig til alle tre hovedområder og ikke kun til et af de tre, selv om de filosofihistorisk har været i opposition til hinanden. Det samme gælder i øvrigt det professionsetiske dokument hos det andet store pædagogiske fagforbund, Socialpædagogerne (SL).

Målet er altså ikke at træffe valg, som 100 procent lever op til alle punkterne. Kunsten er at (nå at) tænke punkterne igennem og på det grundlag at træffe en etisk beslutning. Det er en proces, og de første gange vil det føles omstændeligt og tidskrævende. Med tiden vil det sidde på rygmarven.

Et eksempel fra hverdagen

Et klassisk eksempel er køen til rutsjebanen, gyngerne eller andre attraktive legeredskaber. Her kommer begreberne lighed og retfærdighed i spil. F.eks. er det lighed at holde på først-til-mølle-princippet. Det er ikke altid det samme som retfærdighed. Man kan også argumentere for en tidsbegrænsning pr. barn. Eller for at barnet med forstuvet fod kan komme foran i køen, selv om han/hun altid når sidst ud på legepladsen. Eller at det nye barn kan få lov at prøve de spændende ting. Eller fødselsdagsbarnet. Eller…

For at pædagogen får mulighed for at udvikle og udfordre sin professionsetik, har hun ifølge John Stuart Mill behov for tre idealer for udvikling. Det kan godt være et personalemøde værd at tale om, hvordan det er muligt på arbejdspladsen. Der er det sociale ideal; man skal være omgivet af forskellige værdisæt for at kunne udvikle sit eget. Der er det politiske ideal; dialog, ytrings- og diskussionsfrihed og mulighed for at eksperimentere er nødvendige i individets etiske udvikling. Der er det personlige, etiske ideal; det er personlig medbestemmelse.

Fortrolighed

Som pædagog kommer man ikke uden om begrebet fortrolighed. Det er andet og mere end privatlivets fred, og grænserne går ikke (kun) ved vores tavshedspligt. Børnene deler fortrolighed med os. Hvor meget fortæller vi videre til forældrene? At barnet/den unge har en kæreste? At barnet unge ikke vil bebyrde forældrene med bekymringen om den døende bedstefar? At barnet har snydt i skolen og skrevet matematikopgaven af fra sidekammeraten?

Her kan du læse mere:

  • Jørgen Husted: Etik og værdier i pædagogers arbejde. Hans Reitzels Forlag 2015.
  • Jørgen Husted: Etik, moral & værdier. Philosophia 2005.
  • Carsten Pedersen: Praksisfilosofi. Akademisk Forlag 2011.
  • Gå ind på www.bupl.dk. Søg på ”Professionsetik”. Der er blandt andet Etisk grundlag for pædagoger. Søg på ”Etik i pædagogisk praksis”. Der er blandt andet to hæfter med cases og debat med fællestitlen Etik i pædagogisk praksis.

Etik og værdier i pædagogisk arbejde

Etik og værdier i pædagogisk arbejdeEtik og værdier i pædagogisk arbejde

Jørgen Husted
398 sider
Hans Reitzels Forlag 2015

 

Jørgen Husted har for længst vist sin betydning for udviklingen af professionsetikken i bl.a. BUPL og SL. Med “Etik og værdier i pædagogers arbejde” har han skrevet en bog, som gør hans omfattende viden tilgængelig.

Hvis man har læst andre af hans bøger, kan man springe let hen over de første 300 sider med alment stof om etik og værdier.

De sidste ca. 100 sider indeholder bl.a. cases fra pædagogisk praksis med etiske overvejelser over handlemuligheder ud fra forskellige perspektiver.

“Det handler om valg. Pædagoger træffer valg på andres vegne hele tiden. Etik og værdier i pædagogers arbejde kan kvalificere disse valg. Der er ingen lette genveje til hurtige svar i bogen, som til gengæld byder på baggrund, forskellige opfattelser af etik og værdier og en samling relevante cases, som kan hjælpe pædagogen med at få afklaret sin egen etik og sine egne værdier.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

 

Praksisfilosofi

PraksisfilosofiPraksisfilosofi

Carsten Pedersen
416 sider
Akademisk 2011

 

 

“Bogen præsenterer en model med værdier og skyggeværdier. Skyggeværdier er modsatrettede værdier, som nemt kan have samme vægt som den oprindelige værdi. Der er med andre ord tale om et dilemma, og dilemmaer kan netop ikke løses på samme måder som problemer. Hvis der var en løsning, som tilgodeså både værdi og skyggeværdi, var der netop ikke tale om et dilemma. Det er væsentligt for pædagogen at have det for øje for ikke at forvente af sig selv, at hun kan finde en løsning, som tilfredsstiller alle.”

(læs resten af boganmeldelsen på JAGOO, dilemmadiagrammet kan hentes Dilemmadiagram.