Kategoriarkiv: Faglitteratur

Når talent forpligter

Når talent forpligterNår talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

 

 

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Din kreative hjerne

Din kreative hjerneDin kreative hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Kreativitet er en vigtigt færdighed. Dette lille hæfte handler om, hvordan man skaber ideelle forhold for kreativiteten, og hvad man gør for at holde fast i de ideer, man får. Læseren bliver opmuntret til at afprøve ideer – for selv om de i første omgang skulle virke mislykkede, kan de i længden give ny næring til kreativiteten.

Du kan fastholde noget i arbejdshukommelsen i 20 sekunder. Derefter forsvinder ideer, hvis de ikke bliver skrevet ned. Man kan også gøre andre ting for at huske, f.eks. lege med ideerne eller lave rim eller remser.

Man kan ikke bare beslutte at være kreativ. Tværtimod vil ideerne lade vente på sig, hvis man er alt for fokuseret på at presse dem frem. Din kreative hjerne anbefaler i stedet at går en tur eller lave noget andet, for så kommer nye ideer til det, man var gået i stå med. Ideerne myldrer også frem, lige før og lige efter man sover.

Mange meget gode ideer er opstået ved fejl. F.eks. blev penicillin opfundet, da nogle bakterier i et forsøg ved en fejl blev blandet med snavs. Velcro blev opfundet, fordi burrer sad fast på en mands tøj.

I Din kreative hjerne præsenterer Anette Prehn sin model med ”grøn cirkel” og ”rød cirkel”. Den grønne cirkel indeholder alt det, du kan påvirke. Det er her, dit fokus bør være. Den røde cirkel har du ikke indflydelse på, så det er spild at bruge energi på den. Modellen er god at have for øje, men den virker lidt udenfor kontekst i et hæfte om kreativitet.

På en af de sidste sider er der en tjekliste med syv punkter, som kan booste læserens kreativitet. Tjeklisten opsummerer dels indholdet i Din kreative hjerne, dels det meste af Anette Prehns forfatterskab de seneste år. På listen er alt fra at skabe plads i arbejdshukommelsen over at sende den indre dommer på ferie til at prioritere søvnen.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Din kreative hjerne er syvende titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Tag nye billeder med hjernen

Tag nye billeder med hjernenTag nye billeder med hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

Drillerier og mobning kan tage mange former, og det kan være svært at reagere hensigtsmæssigt, når man bliver udsat for det. F.eks. bliver Sofia kaldt en blåhval, og det gør hende naturligvis ked af det. Hendes far hjælper hende videre ved at pege på, at en blåhval er god til at svømme – og meget klog. Sofias far har hjulpet hende til at tage et nyt billede med hjernen.

Amygdala har en særlig evne til at kapre hjernen, så man sidder fast i en måde at betragte verden på. Som forsvar mod det benytter Sofia sig af refraiming, som bl.a. benytter sig af ”De fem fingre”, som symboliserer fem måder at refraime på:

1) Man kan søge efter gaven eller fordelen i en situation. 2) Man kan benytte situationen til at blive mindet om sine værdier. 3) Man kan se situationen fra en anden persons side. 4) Man kan lege med tanken om, hvad en superhelt ville gøre i den samme situation. 5) Man kan se problemet i et større perspektiv: Er det egentlig så vigtigt?

Tag nye billeder med hjernen giver eksempler ud over det med Sofia og blåhvalen. De fem måder bliver sat i spil ved dagligdags situationer som utilfredshed med sit udseende eller en mobiltelefon, man ikke kan finde. Fordelen ved at koble dem op på de fem fingre er, at man altid har hånden med sig, så det kan blive en hjælp til at huske metoden.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Tag nye billeder med hjernen er sjette titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har været bragt på Pædagogen.dk.

 

Giv hjernen plads til udvikling

Giv hjernen plads til udviklingGiv hjernen plads til udvikling

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Hvordan giver man hjernen plads til udvikling? Anette Prehn giver et særdeles udmærket bud gennem ”Midlertidighedens sprog”: Man giver hjernen plads til udvikling ved at sige: ”Jeg kan ikke … endnu”. Eller ved at bruge udtryk som ”for øjeblikket” og ”i denne fase”. På den måde gør man sig klart, at færdigheder kan udvikles. Det vidunderlige er, at man samtidig er med til at give udviklingen bedre muligheder.

I Giv hjernen plads til udvikling udtrykkes det sådan: ”Når først du har besluttet dig for at se en situation på en bestemt måde, så begynder hjernen at lede efter beviser på, at du har ret.” Derfor handler det om at træffe de rigtige beslutninger og overbevise hjernen om, at den skal lede efter det, du ønsker dig.

Man kan med andre ord vælge, om man vil lyse på det, man mangler – eller lyse på det, der skal til for at ændre noget. Underforstået, at det sidste giver de bedste betingelser for udvikling.

Læseren får et lille tip til at kunne følge sin egen udvikling: Man kan sætte små sedler i bøger, når noget er svært. Husk dato, så man kan kigge tilbage og glæde sig over det fremskridt, man har gjort. Det er en meget lavpraktisk måde. Pædagogen kan hjælpe også yngre børn ved at minde dem om, hvad de tidligere skulle have hjælp til. ”Kan du huske, da du startede i børnehaven? Dengang skulle du have hjælp til …”

Det kræver øvelse at blive god til at give hjernen plads til udvikling. En muskel bliver stærkere, jo mere man træner den, og sådan er det også med tankemønstre. I Giv hjernen plads til udvikling er der små eksempler på hverdagssituationer, hvor man med fordel kan give sig selv større et skulderklap for at prøve noget svært og minde sig selv om, at det er i orden ikke at kunne tingene fra dag 1.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Giv hjernen plads til udvikling er femte titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Stierne i hjernen

Stierne i hjernen

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Når du går den samme vej gennem skovbunden flere gange, tramper du en sti. Første gang forsvinder den hurtigt. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti. Det samme sker i hjernen i den lille handy bog i serien Hjernevenner.

Hjernen ændrer sig hele tiden. De områder, du bruger meget, udvikles. De områder, du ikke bruger, afvikles. Brug det eller mist det, som Stierne i hjernen beskriver det. Et andet begreb er fremtidståge, som beskriver, hvad der sker, når du ikke kan se relevante handlemuligheder. Det er her, pædagogen skal træde til og guide.

Fremtidståge er en helt almindelig og normal oplevelse. Der er ikke noget galt i at gå i baglås, men du kan øve sig i at komme videre, når det sker. Anette Prehn foreslår, at du tænker tilbage på lignende situationer. Her kan du måske finde frem til det, som kan hjælpe dig videre.

I bogen er et eksempel med Holger, som går i baglås, da han skal i sommerhus med hele familien (en halv snes mennesker). Da han bliver mindet om søen og fugletårnet, letter fremtidstågen, og han får en god weekend. Nogle gange ligger lignende situationer fjernere. Måske har Holger kun erfaringer fra andre sommerhuse at bygge på. Måske har han aldrig været i sommerhus, men har prøvet at overnatte hos bedsteforældre.

Dermed kan du tage det bedste med fra din fortid til at møde og tackle din nutid og fremtid med oprejst pande. Sejt, ikke?

Holger har mærket nervøsiteten. Nervøsitet kan også bruges positivt. F.eks. nævner Stierne i skoven, at sportsfolk vender nervøsiteten til noget positivt, fordi det får pulsen op, som kan være en fordel.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Stierne i hjernen er første titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på her.

Umyndiggørelse

UmyndiggørelseUmyndiggørelse

Rasmus Willig
160 sider
Hans Reitzels Forlag 2009

 

 

Sociologen Rasmus Willig har undersøgt århusianske pædagogers arbejdsvilkår og deres opfattelse af deres arbejde. Det er der kommet en meget spændende bog ud af. Rasmus Willig skriver selv, at det pædagogiske felt er nyt for ham og at det skinner tydeligt igennem i hans bog. Det er netop det fine ved Umyndiggørelse, at den ikke er skrevet eller bestilt af BUPL eller andre med andel i de problemfelter, som beskrives. Alligevel forholder Umyndiggørelse sig ikke neutralt til sine kendsgerninger. Heldigvis. Der tales om “oplevelser, der helt tydeligt er samfundsmæssigt påført” og allerede her (side 15) toner forfatteren rent flag: pædagogerne har mistet grebet om deres eget arbejdsfelt og er blevet umyndiggjort, heraf bogens titel.

Pædagogerne føler, at det er deres skyld, når de ikke magter deres arbejde – og får skyldfølelse. De går hellere ned i tid end at miste en kollega. Man må ikke kritisere sin egen arbejdsplads, men pædagogerne undlader også at give generel kritik. Enkelte gange har århusianske pædagoger dog vist, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet med kritik som våben.

Det har baggrund i begrebet dobbeltbindinger. Dobbeltbindinger er krav, som i vid udstrækning umuliggør hinanden. F.eks. at skulle tilgodese det enkelte barns behov og samtidig have ansvaret for flere børn med færre resurser. Dobbeltbindinger gør arbejdet mål-løst, fordi man ved at bevæge sig mod ét mål vil fjerne sig fra et andet. De arbejdsvilkår gør kritik meget svær, fordi de enkelte krav isoleret set er umulige at være imod.

Umyndiggørelse giver også en beskrivelse af de veje, der rent faktisk er skabt for kritikken. Eksempelvis er der seks led i MED-systemet i Århus. Det betyder, at kritik formuleret af en pædagog enten bliver vendt mod pædagogen selv, eller at den bliver tandløs undervejs. MUS (medarbejderudviklingssamtaler) får også et ord med på vejen. Hvis man er medarbejder, har man en forpligtelse til at tage medansvar.

Kritikken kommer ikke ud de steder, den burde: f.eks. personalemøder, som ifølge Rasmus Willig holdes alt for sjældent. Når nu kritikken ikke kan gå konstruktive veje, finder pædagogerne erstatninger. De kan være gode eller dårlige, men ens for dem er, at de ikke ændrer de kritisable forhold, kun pædagogens evne til at overleve indenfor dem. De adspurgte pædagoger spiser store mængder slik, drikker alkohol, dyrker hård motion og – som medierne har gengivet i rigt mål – skriger i bilen på vej til og fra arbejde.

Der er desværre ikke afsat mange linier til det forhold, at umyndiggjorte pædagoger virker som rollemodeller og dermed reproducerer umyndiggørelsesprocesser til børnene. Man praktiserer overvågelsespædagogik: tænker strategisk, så man kan overskue (overvåge) flest muligt børn. I bogen kaldes det dørkarmspædagogik, fordi pædagogen ved at stå i dørkarmen kan overskue to lokaler. En pædagog citeres for at sige, at “stikbold med 50 børn er pludselig en god pædagogisk aktivitet.”

Under disse forhold får fagligheden trange kår. Man går fra pædagogik til ren pasning. “De faglige færdigheder, som de har fået med fra seminariet, skal ignoreres og erstattes af de nye “kommunale pædagogikker”, der i korthed går ud på at gøre det hele lidt hurtigere.” Konflikter mellem børnene “løses” med de samme nedladende argumenter, som pædagogen selv mødes med: “Ikke mere brok” eller “I bliver nødt til at være stille, hvis I skal være her.”

Pædagogerne skjuler selv umyndiggørelsen for at begrænse yderligere statusfald. På den måde fastholder pædagogerne deres umyndighed. De har gjort sig den erfaring, at brokrøve ikke har succeshistorier. Det fortæller pædagogerne selv. Desværre betyder det, at man retter kritikken indad i stedet for udad, og så bliver man sur og syg.

Alt det ovenstående er refereret fra Umyndiggørelse, så det er ikke så mærkeligt, at den har fremkaldt stor debat, både blandt pædagoger og i medierne generelt. En del af debatten går på, om forholdene nu er så dårlige, som de er beskrevet. Man må gå ud fra, at Rasmus Willig som formand for Dansk Sociologforening kan stå inde for sine konklusioner.

En anden kritik går på, at Umyndiggørelse ikke peger på løsninger, men kun angiver problemer. Det er rigtigt nok, men det har heller aldrig været bogens formål at formulere løsninger. En reference til Paulo Freire ligger lige for: at det første skridt til frigørelse er at opnå forståelse for de undertrykkende mekanismer, man lever under. Det kan være hård kost, for Rasmus Willig lægger ikke fingrene imellem. Men ikke desto mindre en vigtig og nødvendig bog. Læs den, hvis du tør.

BØRNS hverdag nr. 7-2017

Forside af BØRNS hverdag nr. 7-2017BØRNS hverdag nr. 7-2017

Jeg var redaktør på BØRNS hverdag nr. 7-2017. Læs bladet her.

BØRNS hverdag udgives af DLO – Daginstitutionernes LandsOrganisation. Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på dlo@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

DLO går til kamp mod det kommunale opgavetyveri.

3 Årsplan

4 Vi lærer sprog

Dorte Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter fortæller om projektet Vi lærer sprog.

5 Et nyt ord hver uge

Sprogkalenderen er et gratis tilbud.

6 Børns drivkraft

Kom til DLOs efterårskonference.

8 Adfærdsproblemer i vuggestuen og børnehaven

Boganmeldelse og interview med forfatteren.

10 Interview med Sofie Münster

Du kan møde Sofie Münster på DLOs efterårskonference.

11 Privatkonference

Markedspladsen på DLOs konference var en succes.

12 Konsulentsiden

Fyraftensmøder.
Kontakt Institutionspsykologerne.
Kopimaskiner og printere: ny dom.
Opgavetyveri.
Skaf et medlem

14 Sådan får man en diagnose

Pædagogen har en vigtig rolle, når børn diagnosticeres.

16 Legepladsens pædagogik

Fyraftensmøder med Benny Schytte.

17 PIPU-uddannelsen

Institutionerne kan nu møde en ny type pædagogstuderende.

20 Mindre skæld ud – mere indflydelse

4-6 årige oplever, at de tit får skældud af de voksne i børnehaven.

22 Portræt af en leder

Anne Ladefoged deler sine erfaringer.