De intelligente børn

(2. udgave)
Ole Kyed
310 sider
Akademisk Forlag 2015

2 – 5 procent af alle børn har særlige forudsætninger. Deres forældre kommer til orde i denne bog, hvor psykolog Ole Kyed formidler sin store viden om en gruppe børn, som stik mod den udbredte opfattelse ikke pr. automatik trives og udvikles. Intelligens er et potentiale, som kan komme til udtryk under de rette vilkår.

I bogen bruges udtrykket børn med særlige forudsætninger, som også er undertitlen på bogen. Det betegner meget forskellige børn. Bl.a. er der større spændvidde i intelligens i gruppen af børn med særlige forudsætninger, end man ser det i en gennemsnitlig børnegruppe. I Børn med særlige forudsætninger citeres Marlandrapporten fra 1972 for seks hovedkategorier: ”generel intellektuel dygtighed, specifikke akademiske anlæg (for eksempel sprog, matematik), kreativ og produktiv tænkning, evner til at lede andre, visuelle og kunstneriske evner, talent for sport og idræt.”

De intelligente børn beskæftiger sig primært med skolebørn, især i de faglige afsnit. I en oversigt over børnenes forskellige udviklingstrin er førskolebarnet beskrevet på en linje, mens de tidlige skoleår, mellemtrinnet og teenageårene tilsammen har en side. Det kan undre, når både forældre og Ole Kyed pointerer værdien af en indsats hos de yngre børn.

For pædagoger kan det være svært at udpege et barn med særlige forudsætninger uden at skæve til de test, som bogen gennemgår. I en undersøgelse kom lærere med en anden vurdering af halvdelen af de børn, som havde særlige forudsætninger ifølge en intelligenstest. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a. “Et af de væsentligste dele af bogen er et nyskrevet afsnit om forholdet mellem høj begavelser og forskellige diagnoser. Som pædagog kan man være opmærksom på en række tegn. Derfor bruges der en del sider på at oplyse om forskelle og ligheder i opførslen hos hhv. højt begavede børn og børn med en række diagnoser. Det er overskueligt opstillet og med et layout, som gør, at man hurtigt kan finde tilbage til relevante afsnit. Alle tegn på særlige forudsætninger kan ikke gengives her, men disrespekt for autoriteter, ugidelig arbejdsstil, flere følelsesmæssige vanskeligheder og lavt selvværd bliver ofte set som tegn på en diagnose snarere end høj begavelse.”

Ca. 100 sider (en tredjedel af bogen) er skrevet af forældre til børn med særlige forudsætninger. De er af flere grunde bogens svageste led. Der er kun afsat tre sider sidst i bogen til faglige kommentarer. Forældrenes cases fremstår med stor glød og energi, men der sker grove generaliseringer, når der sluttes fra det specifikke til det generelle. Tvivlsomme og/eller misvisende påstande bliver ikke kommenteret. Påstande om kammerater og fagpersoner bliver af gode grunde ikke besvaret.

Ole Kyed anbefaler bogen til forældre og peger på to andre af hans bøger til professionelle. Det gør det endnu mere kritisabelt, at han ikke bruger sin lange erfaring med arbejdet med højt begavede børn og deres familier til at løfte forældrenes fortællinger ved at komme med en analyse. Med fordel kunne “børnene” selv være blevet hørt. Deres fortællinger fra førsteudgaven er relevant nok blevet tilføjet epiloger, men det er stadig forældrene, som har ordet. “Spørger du Benjamin selv, ville han nok mene…”, hedder det ironisk nok om en højt begavet mand i 3.g.

Hvis man er i stand til at læse de ni cases med kritiske briller, indeholder de meget stof til eftertanke. Læseren får kendskab til en verden med mange skoleskift og med hjemmeskoling. En barndom i ensomhed og en oplevelse af ikke at blive forstået af kammerater og fagpersoner. Enkelte historier ender godt, men der er langt mellem lyspunkterne. Man vil spørge sig selv, hvordan man kan gøre det bedre som fagperson.

Der er anbefalinger til skolen, som går på at differentiere og lave særlige forløb. Har man arbejdet i skolen, kender man de børn, som er færdige længe før de andre. Her skal man ikke falde for fristelsen til at finde flere ark med den samme type opgaver. ”Hans ekstramateriale skulle være af kvalitativ og ikke kvantitativ karakter. Han skulle således ikke have ekstra af det, som han allerede evnede.”

Det overlades til forældrene at komme med anbefalinger til daginstitutionerne. Hvis et barn viser interesse for at læse, så gød barnets læselyst. Det er ikke en farbar vej at fjerne bøger og bogstaver. De lærer det alligevel, som i Jonas’ tilfælde, hvor forældrene havde forsøgt at holde ham tilbage. Det viste sig, at han som femårig læste femstavelsesord som lakridspastiller og sæbekassebil, og det opdagede forældrene, fordi han dagen efter angrebet på World Trade Center spurgte, hvorfor der stod “Død over alle muslimer” i avisen.

Børnene vil få indblik i mange “voksne” problematikker, så man kan lige så godt tale med dem om det – og læse sammen med dem. Død, krig og miljøkatastrofer er meget værre i et barns fantasi end i virkeligheden, kan man udlede af De intelligente børn.

Desværre skæmmes andenudgaven af en del fejl, som er opstået i kopieringen fra førsteudgaven. Flere af dem er stærkt misvisende. F.eks. står der, at 25 procent af en befolkningsgruppe har særlige forudsætninger, det rigtige tal er 2 – 5 procent. Et barn på 1 – 2 år er blevet 12 år i andenudgaven osv. Det ændrer ikke på, at De intelligente børn beskriver et emne, som ikke er tilstrækkeligt kendt og derfor er væsentlig både for sine informationer og forslag til handlemuligheder.

Tilføjelse 20. oktober: 2015: Efter min henvendelse har forlaget Akademisk meddelt, at de vil rette fejl i næste oplag.