Kategoriarkiv: Følelser

Gør hjernen til en medspiller

Gør hjernen til en medspillerGør hjernen til en medspiller

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Man burde give dette hæfte til alle børn, samtidig med at man siger: ”Opgaven slutter med, at du laver en fremlæggelse.” På den måde kunne man vende skrækken for fremlæggelsen til en overskuelig delopgave på linje med at søge viden og finde egnede billeder.

Mange børn (og voksne med) har en tendens til at tale sig ned i et hul. De fokuserer på de ting, som kan gå galt. Og hjernen samarbejder. Det gør i dette tilfælde hjernen til en modspiller. Gør hjernen til din medspiller viser en vej op af hullet. Eller rettere flere veje:

Når man bruger sætninger med ”ikke”, overhører man det lille ord. Peter Pedal bliver brugt som eksempel, for manden med den gule hat siger til Peter Pedal: ”Lav nu ikke ballade!” Hjernen lægger primært mærke til ordet ”ballade”. Det samme sket, når man tænker: ”Bare jeg ikke bliver nervøs,” men man kan også komme på vildspor uden at bruge ”ikke”.

Når man siger: ”Hvad nu, hvis jeg siger noget forkert?”, er det ordet ”forkert”, man lægger mærke til. Vejen frem er at tale sig selv op. Gerne med at nævne sit eget navn og i tredjeperson. ”Det skal nok gå, Bjarne, du kan!” Gerne suppleret med minder fra lignende situationer, hvor det gik godt.

Hvis du alligevel går i stå undervejs, kan du f.eks. have en konkret genstand med, du kan tage frem og fortælle om. Den hjælper dig til at huske, hvad du ville sige. I andre tilfælde kan det være nok med en tegning eller endda bare et stikord.

Anette Prehn holder selv mange foredrag og bruger udtrykket ”at have tillid til tomheden”. Det værste, man kan gøre, er at fylde arbejdshukommelsen med panik: Hvis man fokuserer på, at det er pinligt, at man måske ikke kan komme videre og at der sidder nogen og venter, så hjælper det ikke. Derimod kan man trække vejret dybt, lukke øjnene et øjeblik og sige nogle af de gode sætninger, som hjælper én i gang igen. Der er endda en liste med gode sætninger i hæftet.

Der er henvisninger til de to foregående hæfter i Hjernevenner-serien, men man kan sagtens læse Gør hjernen til din medspiller alene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Gør hjernen til din medspiller er tredje titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Pædagoger med X Factor

Vores virkelighedPædagoger med X Factor

Hvis man tænder tv’et fredag aften for at blive klogere på musik eller for at høre gode sangere, bliver man skuffet. I stedet møder man en konkurrence, hvor fokus er på, om den ene eller anden bliver ekskluderet og på hvilken måde.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 28. januar 2012.)

Det mest underholdende er dommernes mere eller mindre raffinerede måder at fortælle den håbefulde wannabe, at der altså ikke er noget talent at bygge videre på. Hvis man ikke på forhånd har mobbekulturen inde under huden, så kan man da lære noget hér.

Stjernen i programmet er Thomas Blachman. Hans budskab er, at man skal kunne mærke, hvem sangeren er. Du skal røre mig, siger han. Samtidig er han selv tildelt rollen som den kolde kyniske fisk. Hvornår er nogen sidst blevet rørt af ham – i X Factor, naturligvis. Hvordan han er som privatperson, ser vi netop ikke noget til.

Ulykkeligt, når dommerne som professionelle sangere, musikere, producere osv. kun får lov at udfolde sig som mobbende, fordømmende og bedrevidende. Lad os i stedet høre noget af den omsorg, støtte og ikke mindst mervidenhed, de også indeholder.

Lad os få programmer, som praktiserer anerkendende pædagogik og positiv psykologi. Vel at mærke på et sagligt og fagligt grundlag. Ikke som lægmand tolker det: at man roser den rædselsfulde tegning, lille Peter har brugt et splitsekund på at kradse ned eller at man erstatter ordene ”forhindringer” og ”barrierer” med ”udfordringer” og ”udviklingspotentialer”.

De historieløse vil have glemt det, men for en årrække siden var der et talentprogram, som hed ”Stjerne for en aften”. Set på afstand adskilte det sig på et væsentligt punkt fra X Factor: det var deltagerne, som var i centrum. Jeg husker flere sangere, men aner ikke, hvem der var dommerpanel. Ironisk nok, for netop navnet på programmet indikerer, at det er 15 minuts of fame. Om nogle år vil X Factor blive husket for Blachmans bramfri og grænseoverskridende facon, ikke for de gode sangere. Og desværre heller ikke for det budskab, dommerne måtte have haft.

Naturligvis er jeg ikke uberørt af den klassiske dødssynd hovmod. Jeg så gerne mit navn blive udødeliggjort. Alligevel så jeg hellere, at det er mine ord og tanker, som overlever mig. Som pædagog har man et andet menneskes liv i sine hænder. Det er et stort ansvar. Der kan skrives tykke bøger om det impact, et andet betydningsfuldt menneske præger os med. I det perspektiv er det lige meget, om man husker, hvem der sagde det. Budskabet er det vigtigste.

Jeg håber, du fangede mit. Budskab altså. Navnet var Andresen. Bjarne W. Andresen.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Inklusion i daginstitutionen

Inklusion i daginstitutionenInklusion i daginstitutionen

Anne Marie Marquardsen
Illustrationer: Dorte Karrebæk
175 sider
Frydenlund 2017

 

 

Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde. Den består af en teoridel og en praksisdel. Umiddelbart ser teoridelen ikke ud af meget, men praksisdelen formidler også viden om baggrunden for de vanskeligheder, det enkelte barn kan være i.

Flere og flere pædagoger har arbejdet med den akademiske skrivemåde i uddannelsen, og Inklusion i daginstitutionen er bygget op på samme måde. Det virker måske lidt overkill at angive, hvilke byer forlagene ligger i, i litteraturlisterne. I en bog som denne er det næppe nødvendigt at skrive, hvornår hjemmesiderne er besøgt, men de mange henvisninger og introduktionen til hvert enkelt kapitel er en hjælp til de, der vil grave sig længere ned i stoffet.

I teoridelen gennemgås baggrunden for at tale om inklusion. Begrebet defineres sådan: ”Inklusion i daginstitutionen betyder, at alle børn inddrages i institutionens fællesskab – og er medregnede som en værdifuld del af fællesskabet.” Inklusion deles op i tre typer: Fysisk inklusion (at være tilstede), social inklusion (at deltage) og psykisk inklusion (oplevelsen af fællesskab).

Man kommer heller ikke uden om at definere normalitetsbegrebet. Hvor bredt er det? Hvad betyder det, når man taler om forskelle? Hvad er normalt – og hvad er afvigende?

”Det normale” kan enten anskues statistisk (hvad de fleste/færreste gør), moralsk (hvad der er godt/dårligt) eller medicinsk (hvad der er rask/sygt). Man når ikke nødvendigvis frem til det samme resultat, hvis man definerer sit normalitetsbegreb med de tre forskellig briller.

Der er flere andre begreber, som er væsentlige for en bred forståelse af inklusion. F.eks. zonen for nærmeste udvikling og fælles opmærksomhed. Teoridelen læner sig meget op ad allerede udgivne tekster og indeholder ikke meget nyt. Til gengæld når den rigtigt langt omkring. Derfor kan jeg se Inklusion i daginstitutionen som en grundbog, også på pædagoguddannelsen.

Der er en kraftig opfordring til at observere hinandens praksis og forholde sig til det, man ser. Både i forhold til de øvrige pædagoger i institutionen og i det tværprofessionelle arbejde. Det har ifølge Anne Marie Marquardsen vist sig svært, når man ikke arbejder sammen i det daglige.

Vi lærer hele tiden og i alle situationer. Derfor er læringsrum både hverdagslæring, skole- og uddannelseslæring, læring i arbejdslivet, fritidslæring og netbaseret læring. En liste, som bogen uddyber. Med den tilgang giver det ikke mening at tale om ét læringsrum. I stedet præsenteres læseren for en model, hvor de to trekanter selv/den anden/objektet og relationer/sprog/opmærksomhed danner en sekstakket stjerne med læringsrummet i midten. Den model er gennemgående i praksisdelen.

Praksisdelen fylder langt det meste. Den formår at blande relevant teori for at pointere, at teori og praksis ikke er hinandens modsætninger. Vi ledes gennem en række cases med børn, af vidt forskellige grunde kalder på særlig opmærksomhed. Høj sensitivitet, flygtningebaggrund, diabetes, ADHD og forsinket sproglig udvikling kræver forskellig specialviden hos pædagogen, men alle børnene kan ses i en inklusionsramme.

I den pædagogiske praksis med barnet er der flere gode forslag til, hvordan man inddrager børnelitteratur, leg og andre lavpraktiske hverdagsaktiviteter. Der er fokus på at inddrage barnet i den daglige aktivitet med andre børn og voksne. Det bliver aldrig generaliserende, f.eks. hedder det, at ”det er ikke alle flygtningeforældre, der er traumatiserede, men de har alle oplevet ekstreme forhold, tab og afsavn.”

Pædagogen skal i mindst lige så høj grad som børnene på arbejde, for at inklusionen lykkes. ”For at kunne hjælpe barnet med autisme, skal den voksne have rummelighed for 2, energi for 2, håb for 2 (og) fantasi for to.” Det kan denne anmelder skrive under på som støttepædagog.

En hjælp til at nærme sig det ideal er at forstå barnets vanskeligheder, se barnet bag adfærden, fokusere på det positive (og kommunikere det), være på forkant og give udfordringer/opgaver af relevant sværhedsgrad.

Layoutet i Inklusion i daginstitutionen er usædvanligt let og flot, og bogen har få men velplacerede illustrationer af en af Danmarks bedste illustratorer, Dorte Karrebæk, som gør bogen til noget visuelt særligt. Det omfattende stof og de høje niveau formidles, så man har oplevelsen af at læse af lyst, også hvis man skal!

Fra receptionen på forlaget Frydenlund 16. marts 2017.

Til venstre redaktør på Inklusion i daginstitutionen Pernille Bjerrum. Til højre forfatter Anne Marie Marquardsen. De talte om tilblivelsesprocessen fra Anne Marie Marquardsen så et opslag om, at Frydenlund søgte efter en til at skrive en bog om inklusion i daginstitutionen, til den færdige bog lå klar.

De havde flere historier om, at børn og voksne har følt sig genkendt i beskrivelserne fra bogen.

Dorte Karrebæk har illustreret bogen. Først tænkte de, at det ville hun nok ikke, men “det koster ikke noget at spørge”… og så sagde hun ja!

 

Lyt til mennesket først

Tværpolitisk børnenetværkLyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Kan vi snakke med barn om alt?

Kan vi snakke med barn om alt?Kan vi snakke med barn om alt?

Magne Raundalen og Jon-Håkon Schultz
143 sider
Pedagogisk Forum (Norge) 2008

 

En bog om den nødvendige samtale med børn om de forfærdelige begivenheder, der sker i den fjerne og nære verden. Kriserne deles op i tre niveauer:

  1. gradskriser angår os alle. Eksemplerne er World Trade Center, Irakkrigen, Tsunamikatastrofen og Muhammedtegningerne.
  2. gradskriser, hvor barnet i højere grad kan identificere sig med hændelsen: Familiedrab, skolemassakrer, bortførelser af børn.
  3. gradskriser, hvor barnet enten er offer eller er nærmeste pårørende ved familiedrab, selvmord, voldtæger mm.

Selv om det kan være fristende at forholde sig tavs, så skal man ikke tro, at børnene kan undgå at høre om begivenhederne. De vil blot gøre sig deres egne tanker om dem. Ofte kan fantasien overgå virkeligheden, også i gru. Desuden kan barnet overdrive sandsynligheden for, at det samme sker igen – denne gang med barnet som direkte inddraget.

Kan vi snakke med barn om alt? har mange fine eksempler på, hvordan man omtaler skræmmende begivenheder. Fælles for dem er, at de taler angsten ned hos barnet. Det sker ved at informere om de faktuelle hændelser, så barnet ikke selv skal gætte sig til noget. Det sker også ved at fortælle, at der er meget lille risiko for, at det sker igen – og en endnu mindre risiko for, at det sker for barnet.

Det sker med et ordvalg, som kan virke gammeldags for den danske læser. Kønsroller, kongehuset og religionen er vi ikke vant til at høre omtalt, som det sker i Kan vi snakke med barn om alt? Derimod er det et eksempel til efterfølgelse, når menneskeskabte tragedier forklares ved, at der er en fejl i den “ryddemaskin”, som fjerner de normale og acceptable ønsker om skade andre. Hos de fleste fungerer det sådan, at tanken ikke bliver til handling, men i disse ekstreme tilfælde virker det ikke, som det skal.

Sparringssamtaler med børn

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.