Kategoriarkiv: Følelser

Lyt til mennesket først

Tværpolitisk børnenetværkLyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Kan vi snakke med barn om alt?

Kan vi snakke med barn om alt?Kan vi snakke med barn om alt?

Magne Raundalen og Jon-Håkon Schultz
143 sider
Pedagogisk Forum (Norge) 2008

 

En bog om den nødvendige samtale med børn om de forfærdelige begivenheder, der sker i den fjerne og nære verden. Kriserne deles op i tre niveauer:

  1. gradskriser angår os alle. Eksemplerne er World Trade Center, Irakkrigen, Tsunamikatastrofen og Muhammedtegningerne.
  2. gradskriser, hvor barnet i højere grad kan identificere sig med hændelsen: Familiedrab, skolemassakrer, bortførelser af børn.
  3. gradskriser, hvor barnet enten er offer eller er nærmeste pårørende ved familiedrab, selvmord, voldtæger mm.

Selv om det kan være fristende at forholde sig tavs, så skal man ikke tro, at børnene kan undgå at høre om begivenhederne. De vil blot gøre sig deres egne tanker om dem. Ofte kan fantasien overgå virkeligheden, også i gru. Desuden kan barnet overdrive sandsynligheden for, at det samme sker igen – denne gang med barnet som direkte inddraget.

Kan vi snakke med barn om alt? har mange fine eksempler på, hvordan man omtaler skræmmende begivenheder. Fælles for dem er, at de taler angsten ned hos barnet. Det sker ved at informere om de faktuelle hændelser, så barnet ikke selv skal gætte sig til noget. Det sker også ved at fortælle, at der er meget lille risiko for, at det sker igen – og en endnu mindre risiko for, at det sker for barnet.

Det sker med et ordvalg, som kan virke gammeldags for den danske læser. Kønsroller, kongehuset og religionen er vi ikke vant til at høre omtalt, som det sker i Kan vi snakke med barn om alt? Derimod er det et eksempel til efterfølgelse, når menneskeskabte tragedier forklares ved, at der er en fejl i den “ryddemaskin”, som fjerner de normale og acceptable ønsker om skade andre. Hos de fleste fungerer det sådan, at tanken ikke bliver til handling, men i disse ekstreme tilfælde virker det ikke, som det skal.

Sparringssamtaler med børn

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Kys

KysKys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Hjernesmart pædagogik

Hjernesmart pædagogikHjernesmart pædagogik

Anette Prehn
288 sider
Dafolo 2015

 

 

Det er den bedste fagbog, jeg har læst i år – og det ville ikke undre mig, hvis den bedømmelse holder året ud. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Til bogen hører en hjemmeside, med mulighed for download.

Jeg vil fremhæve Amygdalaflasken, som er en vandflaske med glimmer. Når man ryster flasken, hvirvler glimmeret op og illustrerer den uro, man kan have i sig. Mens glimmeret langsomt falder til ro på bunden af flasken, falder man også selv til ro.

En anden hjernesmart måde at illustrere hjernens tilstand på er Amygdalauret, hvor barnet selv angiver sin arousel.

JAGOO kaldte jeg bl.a. bogen “et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag”. Jeg har allerede nævnt nogle stykker. Et følelseskatalog giver en liste af følelser, man kan have. Når man har brug for inspiration til at fortælle, hvad man ønsker (de såkaldte “hen imod”-sætninger), i stedet for de såkaldte “væk fra”-sætninger, kan man  bruge værdikataloget.

Min beskrivelse af Hjernesmart pædagogik JAGOO fortsætter med, at den “taler om syv mentale aktiviteter: søvn, fokuseret tid, afslapning/afkoblet tid, social tid, legende tid, fysisk tid, refleksion. Hvor mange pædagoger tilbyder sin brugergruppe alle syv aktiviteter i løbet af hverdagen? Søvnen har afgørende betydning for ydeevne, humør, stress, immunsystemet, hukommelse, fokus, læring osv. osv. Det er måske ikke i orden fortsat at definere søvn som en aktivitet, som kun hører hjemme-tiden til?”

Det uhensigtsmæssige i at sige til barnet, hvad det ikke skal gøre, bliver gjort åbenlyst gennem Ikke-legene. Prøv selv – jeg blev i hvert fald overbevist om, hvor vanskeligt det er at købe ind hos Ikke-købmanden!

Hjernesmart pædagogik er meget mere end en bog med aktivitetsforslag. Aktivitetsforslagene tjener som illustrationer af den jordnære og alligevel grundige gennemgang af hjernens funktioner, som er delt op i amygdala, arbejdshukommelsen, pandelapperne og hippocampus. De forskellige funktioner arbejder sammen om at løse hjernens samlede opgaver.

Amygdala er hjernens alarmklokke og tager kontrol over mange af de andre funktioner, når den er presset. Det er forklaringen på, at man skal tage ansvar og skabe indre ro, før man går igang med at guide et barn i affekt.

Arbejdshukommelsen sidder ikke et bestemt sted i hjernen. Den er fordelt ud over det hele og husker – som navnet antyder – kun kort tid ad gangen. Det er det, man benytter sig af ved afledning af barnet. Der er kun plads til en vis mænge information i arbejdshukommelsen, så vær bevidst om, hvad du fylder på!

Pandelapperne er “hjernens boss” og kontrollerer, om vi opfører os “pænt”. Den svækkes hurtigt ved for høj eller for lav temperatur, ved træthed, sult osv. Tidspunktet for pandelappernes færdigudvikling er et stort debatemne. Hjernesmart pædagogik siger, at det sker ved 25-årsalderen, dog sker udviklingen med store individuelle forskelle.

Hippocampus er huskecentralen, som ikke indeholder selve hukommelsen. Den er derimod en central, som samler hukommelsesbrikkerne fra andre dele af hjernen. Derfor er det gavligt for læring og hukommelse at stimulere flere centre samtidig.

Til gennemgang af hjernens funktioner knytter Anette Prehn overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme igang.

Historien om de to munke

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

Personlig karma

Personlig karmaPersonlig karma

Sofia Manning og Christian N. Stadil
203 sider
Gyldendal 2011

 

 

Sammen har de to forfattere skrevet en god oversigt over en række centrale begreber i selvudvikling. Det er en personlig beretning og giver derfor nye ord til ret velkendt stof. På enkelte steder taber man overblikket over, hvem det skiftende “jeg” er, men man kommer hurtigt på rette vej igen.

Hvert kapitel beskriver et begreb, f.eks. skyggeafdækning, flow og lykke. Læseren bliver inviteret med til forandring gennem øvelser, som er overskuelige og kan passes ind i en almindelig hverdag. De barrierer, man har for selvudvikling, bliver taget alvorligt. Kun på den måde kan man gøre op med dem. Selvkritik og storsind skal vige for storsind og nye rammer.

Hvis man ikke kender til at arbejde med sine skygger, kan man begynde her. Personlig karma gør det muligt at udpege sine egne rollemodeller og gøre dem til læremestre. Man finder ud af, at både de mørke og de lyse sider af én selv fortæller noget om dig selv.

Flow, lykke og lidenskab behandles i tre kapitler i forlængelse af hinanden. Alle tre findes i at leve i nuet, og det kan gøres uden at fortabe sig så meget, at det går ud over fremtiden. Tværtimod får man øget fokus på det, som har værdi. Hvis man vil gå i dybden med f.eks. meditation, er Personlig karma en åbning.

Hverken Sofie Manning eller Christian N. Stadil har levet et liv uden forhindringer. Det gør dem i stand til at skrive om, hvordan man kan bruge sine livskriser og kan overvinde, når passionen fordufter for en tid. Forventninger kan gå fra med- til modspiller, så må man vende det om igen.

Sidst i bogen er der en kort ordliste, hvis man har brug for det.

Indeni mig … og i de andre

Indeni mig ... og i de andreIndeni mig … og i de andre

Karen Glistrup
Illustrator Pia Olsen
64 sider
Gyldendal 2015

 

 

 

Hvis man tror på, at empati kan fremmes, så kan man begynder her! Indeni mig … og i de andre har undertitlen En bog om børn og følelser, og det er lige, hvad det er. Hvert opslag har en illustration af en hverdagssitution og en tekst, som guider til en samtale med børn. Spørgsmålene er f.eks. “Hvordan mon barnet på tegningen har det?”, “Kender du det?”, “Hvad er der lige sket?” og “Hvad mon der sker bagefter?”

En god detalje er, at der også er plads til de følelser, som ellers kan være “forbudte”, f.eks. søskendejalousi eller vrede. De fylder bare ikke mest, og sådan skal det være. Når man taler med barnet om tekst og illustration, er det nemt at høre til, hvordan barnet selv har det – eller ville have det i den samme situation. Derfor er der opslag om fryd og sorg, om glæde og vrede, om at være venner og om at blive uvenner.

På et billede står en pige foran et solidt træ, strækker hånden frem og siger “NEJ! Stop med det!” Det viser et barn, som ikke har sin styrke i størrelsen men i sin tydeligt kommunikation.

Læseren kan ikke kun forholde sig til omsorg for sig selv. Indeni dig selv … og i de andre viser også omsorg for den gamle oldemor, for forældre og for kammerater. At man ikke altid kan være en helt viser et billede af en pige, som kigger på én, der bliver drillet, uden at gribe ind. “Hvorfor mon de gør det? … hvad mon pigen tænker på?” er de to gode spørgsmål.

Teksten er spørgende, og illustrationerne åbner for mange forskellige tolkninger. Figurerne har ikke meget kropssprog eller ansigtsudtryk at aflæse, og læseren må i højere grad forholde sig til situationerne.

Sidst i bogen er en guide til en lille øvelse, hvor man tænker på en anden person og mærker, hvad øvelsen gør ved ens humør. Det kan være en væsentlig erfaring for barnet: “Du kan slutte af med at fortælle barnet, at vi altid vil “smitte” hinanden med den måde, som vi er på. Både når vi er i dårligt humør, og når vi er i godt humør. Lad barnet fortælle om sine egne erfaringer, og slut af med at give hinanden et varmt smil.”

På seks sider får læseren vinkler til at bruge Indeni mig … og i andre. Underligt nok er de seks sider fordelt før og efter selve bogen og under overskrifterne “Inden i mig”, “Inden i de andre”, “Til den voksne” og “Når I læser”.