Kategoriarkiv: Følelser

Sparringssamtaler med børn

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Kys

KysKys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Hjernesmart pædagogik

Hjernesmart pædagogikHjernesmart pædagogik

Anette Prehn
288 sider
Dafolo 2015

 

 

Det er den bedste fagbog, jeg har læst i år – og det ville ikke undre mig, hvis den bedømmelse holder året ud. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Til bogen hører en hjemmeside, med mulighed for download.

Jeg vil fremhæve Amygdalaflasken, som er en vandflaske med glimmer. Når man ryster flasken, hvirvler glimmeret op og illustrerer den uro, man kan have i sig. Mens glimmeret langsomt falder til ro på bunden af flasken, falder man også selv til ro.

En anden hjernesmart måde at illustrere hjernens tilstand på er Amygdalauret, hvor barnet selv angiver sin arousel.

JAGOO kaldte jeg bl.a. bogen “et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag”. Jeg har allerede nævnt nogle stykker. Et følelseskatalog giver en liste af følelser, man kan have. Når man har brug for inspiration til at fortælle, hvad man ønsker (de såkaldte “hen imod”-sætninger), i stedet for de såkaldte “væk fra”-sætninger, kan man  bruge værdikataloget.

Min beskrivelse af Hjernesmart pædagogik JAGOO fortsætter med, at den “taler om syv mentale aktiviteter: søvn, fokuseret tid, afslapning/afkoblet tid, social tid, legende tid, fysisk tid, refleksion. Hvor mange pædagoger tilbyder sin brugergruppe alle syv aktiviteter i løbet af hverdagen? Søvnen har afgørende betydning for ydeevne, humør, stress, immunsystemet, hukommelse, fokus, læring osv. osv. Det er måske ikke i orden fortsat at definere søvn som en aktivitet, som kun hører hjemme-tiden til?”

Det uhensigtsmæssige i at sige til barnet, hvad det ikke skal gøre, bliver gjort åbenlyst gennem Ikke-legene. Prøv selv – jeg blev i hvert fald overbevist om, hvor vanskeligt det er at købe ind hos Ikke-købmanden!

Hjernesmart pædagogik er meget mere end en bog med aktivitetsforslag. Aktivitetsforslagene tjener som illustrationer af den jordnære og alligevel grundige gennemgang af hjernens funktioner, som er delt op i amygdala, arbejdshukommelsen, pandelapperne og hippocampus. De forskellige funktioner arbejder sammen om at løse hjernens samlede opgaver.

Amygdala er hjernens alarmklokke og tager kontrol over mange af de andre funktioner, når den er presset. Det er forklaringen på, at man skal tage ansvar og skabe indre ro, før man går igang med at guide et barn i affekt.

Arbejdshukommelsen sidder ikke et bestemt sted i hjernen. Den er fordelt ud over det hele og husker – som navnet antyder – kun kort tid ad gangen. Det er det, man benytter sig af ved afledning af barnet. Der er kun plads til en vis mænge information i arbejdshukommelsen, så vær bevidst om, hvad du fylder på!

Pandelapperne er “hjernens boss” og kontrollerer, om vi opfører os “pænt”. Den svækkes hurtigt ved for høj eller for lav temperatur, ved træthed, sult osv. Tidspunktet for pandelappernes færdigudvikling er et stort debatemne. Hjernesmart pædagogik siger, at det sker ved 25-årsalderen, dog sker udviklingen med store individuelle forskelle.

Hippocampus er huskecentralen, som ikke indeholder selve hukommelsen. Den er derimod en central, som samler hukommelsesbrikkerne fra andre dele af hjernen. Derfor er det gavligt for læring og hukommelse at stimulere flere centre samtidig.

Til gennemgang af hjernens funktioner knytter Anette Prehn overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme igang.

Historien om de to munke

How people treat youHistorien om de to munke

En måde at rumme andres frustrationer: Der var travlhed på arbejdet. Mange syge, og så oven i købet første dag i en emneuge. Alle prøver at få enderne til at nå sammen. Nogen ved at gøre sin egen opgave bedst muligt og andre ved at se på helheden og ændre på aftaler.

De to ting går ikke altid op i en højere enhed, og undervejs får en kollega sagt nogle ret skarpe ting til sine omgivelser.

Jeg bliver først stødt og skal til at tage til genmæle. Indser, at det ikke vil hjælpe situationen. I stedet tager jeg hendes frustration som det, det er: et velment ønske om at gøre sit eget arbejde bedst muligt. I stedet for at gå og irritere mig over det resten af dagen, tænker jeg på den gamle kinesiske historie om to munke:

Der var engang to munke, der var ude at rejse. De befandt sig langt ude på landet og det havde regnet meget. De kom til et sted, hvor vejen var så leret og mudret, at den næsten var umulig at færdes på. På den anden side af vejen stod en smuk kvinde i fint tøj og med sko, der slet ikke var egnet til disse forhold. Den ene munk henvendte sig til hende og tilbød at bære hende over til den anden side. Han løftede hende op og bragte hende sikkert over til den anden side. Munkene vandrede derefter fredeligt videre. Senere samme aften sagde den anden munk: ”Jeg tror du gjorde noget i dag, du ikke skulle have gjort. Du ved, at vi ikke skal have noget med kvinder at gøre, og du bar alligevel en så tæt ind til dig. Det skulle du ikke have gjort!” ”Det er underligt”, svarede den anden munk. ”Jeg bar hende kun over vejen. Du bærer på hende endnu.”

Historien findes i mange versioner, her taget fra Danske tale-, høre og synsinstitutioner.

I løbet af dagen faldt der ro over hele arrangementet og den nævnte kollega slappede af, da hun kunne se, at det nok gik alt sammen. Vi talte om, hvordan det var gået og glædede os sammen til de kommende dages spændende aktiviteter.

Personlig karma

Personlig karmaPersonlig karma

Sofia Manning og Christian N. Stadil
203 sider
Gyldendal 2011

 

 

Sammen har de to forfattere skrevet en god oversigt over en række centrale begreber i selvudvikling. Det er en personlig beretning og giver derfor nye ord til ret velkendt stof. På enkelte steder taber man overblikket over, hvem det skiftende “jeg” er, men man kommer hurtigt på rette vej igen.

Hvert kapitel beskriver et begreb, f.eks. skyggeafdækning, flow og lykke. Læseren bliver inviteret med til forandring gennem øvelser, som er overskuelige og kan passes ind i en almindelig hverdag. De barrierer, man har for selvudvikling, bliver taget alvorligt. Kun på den måde kan man gøre op med dem. Selvkritik og storsind skal vige for storsind og nye rammer.

Hvis man ikke kender til at arbejde med sine skygger, kan man begynde her. Personlig karma gør det muligt at udpege sine egne rollemodeller og gøre dem til læremestre. Man finder ud af, at både de mørke og de lyse sider af én selv fortæller noget om dig selv.

Flow, lykke og lidenskab behandles i tre kapitler i forlængelse af hinanden. Alle tre findes i at leve i nuet, og det kan gøres uden at fortabe sig så meget, at det går ud over fremtiden. Tværtimod får man øget fokus på det, som har værdi. Hvis man vil gå i dybden med f.eks. meditation, er Personlig karma en åbning.

Hverken Sofie Manning eller Christian N. Stadil har levet et liv uden forhindringer. Det gør dem i stand til at skrive om, hvordan man kan bruge sine livskriser og kan overvinde, når passionen fordufter for en tid. Forventninger kan gå fra med- til modspiller, så må man vende det om igen.

Sidst i bogen er der en kort ordliste, hvis man har brug for det.

Indeni mig … og i de andre

Indeni mig ... og i de andreIndeni mig … og i de andre

Karen Glistrup
Illustrator Pia Olsen
64 sider
Gyldendal 2015

 

 

 

Hvis man tror på, at empati kan fremmes, så kan man begynder her! Indeni mig … og i de andre har undertitlen En bog om børn og følelser, og det er lige, hvad det er. Hvert opslag har en illustration af en hverdagssitution og en tekst, som guider til en samtale med børn. Spørgsmålene er f.eks. “Hvordan mon barnet på tegningen har det?”, “Kender du det?”, “Hvad er der lige sket?” og “Hvad mon der sker bagefter?”

En god detalje er, at der også er plads til de følelser, som ellers kan være “forbudte”, f.eks. søskendejalousi eller vrede. De fylder bare ikke mest, og sådan skal det være. Når man taler med barnet om tekst og illustration, er det nemt at høre til, hvordan barnet selv har det – eller ville have det i den samme situation. Derfor er der opslag om fryd og sorg, om glæde og vrede, om at være venner og om at blive uvenner.

På et billede står en pige foran et solidt træ, strækker hånden frem og siger “NEJ! Stop med det!” Det viser et barn, som ikke har sin styrke i størrelsen men i sin tydeligt kommunikation.

Læseren kan ikke kun forholde sig til omsorg for sig selv. Indeni dig selv … og i de andre viser også omsorg for den gamle oldemor, for forældre og for kammerater. At man ikke altid kan være en helt viser et billede af en pige, som kigger på én, der bliver drillet, uden at gribe ind. “Hvorfor mon de gør det? … hvad mon pigen tænker på?” er de to gode spørgsmål.

Teksten er spørgende, og illustrationerne åbner for mange forskellige tolkninger. Figurerne har ikke meget kropssprog eller ansigtsudtryk at aflæse, og læseren må i højere grad forholde sig til situationerne.

Sidst i bogen er en guide til en lille øvelse, hvor man tænker på en anden person og mærker, hvad øvelsen gør ved ens humør. Det kan være en væsentlig erfaring for barnet: “Du kan slutte af med at fortælle barnet, at vi altid vil “smitte” hinanden med den måde, som vi er på. Både når vi er i dårligt humør, og når vi er i godt humør. Lad barnet fortælle om sine egne erfaringer, og slut af med at give hinanden et varmt smil.”

På seks sider får læseren vinkler til at bruge Indeni mig … og i andre. Underligt nok er de seks sider fordelt før og efter selve bogen og under overskrifterne “Inden i mig”, “Inden i de andre”, “Til den voksne” og “Når I læser”.

#sigsandheden

Hjerte#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.

Mentaliseringskompetence

MentaliseringskompetenceMentaliseringskompetence

Maja Nørgård Jacobsen og Michael Adam Cho Guul (redaktion)
253 sider
Frydenlund 2015

 

Tekster af Maja Nørgård Jacobsen Michael Adam Cho Guul, Jesper Brick, Rikke Tomra Engeberg, Tine Gasberg, Sussi Falther Kloster, Mirja Laubek, Lea Tranberg, Henrik Toftgaard, Mette Mørk Nielsen og Birgit Moeselund.

Når du arbejder med at forstå dig selv og andres adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag, så benytter du dig af mentalisering.

Mentaliseringskompetence er en grundig gennemgang af teori og cases. Jeg vil anbefale, at man læser kapitlerne i rækkefølge og springer de kapitler over, som ikke er relevante. Er man ikke bekendt med mentalisering i forvejen, bør man læse første halvdel. Her definers mentalisering på seks måder:

  1. Mentalisering er at forstå sin egen og andres adfærd som meningsfuld ud fra mentale tilstande.
  2. Mentalisering er at forstå misforståelser.
  3. Mentalisering er en måde at være sammen på.
  4. Mentalisering er at have sind på sinde, både sit eget og den andens sind.
  5. Mentalisering er at se sig selv udefra og den anden indefra.
  6. Mentalisering er at tænke og føle klart på samme tid.”

Man må arbejde med sin egen forforståelse, for den skygger for udsynet, når man prøver at læse andres følelser. Man vil ikke kunne ramme rigtigt hver gang, det skal man være sig bevidst. I bogen beskrives det sådan: “I mødet med barnet er vi professionelle, men vi er professionelle, som gør brug af os selv i arbejdet.”

Mentaliseringskompetence vil være en svær bog for mange læsere. Nyt stof kræver nye fagudtryk, men der er mange unødvendige fremmedord og et højt lixtal, som kun i begrænset omfang reddes af et godt layout og korte kapitler. Jeg kan give et eksempel: ”Den mentaliserende affektivitet transcenderer intellektuel forståelse af egne følelser og åbner for en regulær erfaringsbaseret forståelse, hvor patienten er bevidst om sine følelser, alt imens pågældende forbliver i et afslappet forhold til sin subjektive oplevelse.”

Et andet sted står der, at mentalisering “foregår med 20 km i timen”. Det fremgår ikke, om den hastighed er hurtig eller langsom. I mange andre tilfælde er brugen af billeder velvalgte og med til at fremme forståelsen væsentligt.

Læseren kan ikke teste sin egen (eller andres) mentaliseringskompetence, men der henvises til test, som kan. De beskrives grundigt og overskueligt, f.eks. når fire mulige forklaringer stilles op på, at Louise bliver ked af at se veninden Nadja smide en cd ud, hun har fået af Louise. De fire forklaringer korresponderer med fire kategorier af mentalisering. De fire er: Undgåelse af mentalisering, mentalisering, hypermentalisering (overdreven i forhold til andre) og hypermentalisering (overdreven i forhold til sig selv).

“De sidste to dele af Mentaliseringskompetence fokuserer på mentalisering i socialpædagogisk praksis og mentaliseringsbaserede indsatser til familien. Her står de mange eksempler fra et opholdssted for unge i Åbyhøj stærkt. Opholdsstedet bruger mentalisering, når de unge udfordrer pædagogerne og gør det svært at holde fokus på det udviklingsfremmende. De benytter sig af den såkaldte mentaliseringstrappe, som er beskrevet tidligere i bogen:

Mentaliseringstrappens trin består af:

Empati og støtte > Undersøgelse af følelser > Basal mentalisering > Mentalisering af relation.

De to første trin er forståelse af den, man er mentaliserende overfor. På de to sidste trin giver man en udfordring. På vej op ad trappen stiger graden af mentalisering, samtidig falder graden af følelsesmæssig intensitet.

Mentaliseringskompetence går grundigt og metodisk til sit stof. Desværre vil en del læsere have svært ved at hænge på hele vejen. Især de to første dele med teori er svære, men samtidig er de nødvendige for at få et indblik i, hvad mentalisering er.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Tal ikke hjemmeferien ned

Sommerferie i DanmarkTal ikke hjemmeferien ned

Camilla er i børnehave første dag efter sommerferien. De har samling, og efter tur fortæller hendes kammerater om de mange dejlige oplevelser, de har haft: Thailand, Italien osv. Da turen kommer til Camilla, fortæller hun, at hun har besøgt sin bedstemor. “Nå,” siger pædagogen og går hurtigt videre til næste barn.

Det er ikke godt nok. Camillas ferie skal mødes med lige så stor interesse som hendes kammeraters. Det er muligvis mere interessant for pædagogen at høre om Bangkok og Bologna end om Brønshøj og Bramming, men Camillas behov for at dele sine ferieoplevelser er lige så stort som de andres.

Camilla har endda været væk fra sit eget hjem. Ifølge en undersøgelse lavet af Voxmeter for Røde Kors kommer hver femte børnefamilie slet ikke på ferie. Heller ikke sommerhus, som i mit tilfælde på lejr på en campingplads på Sydsjælland (se billedet) eller som i Camillas tilfælde til bedstemor. Derfor er der behov for, at alle børn bliver modtaget med interesse efter sommerferien.

Det virker ekskluderende at spørge “Hvor har du været i ferien?”, fordi det ligger i spørgsmålet, at man er rejst et sted hen.

Gode spørgsmål at stille alle børn, som vil fortælle om deres ferie:

  • Hvad har du lyst til at fortælle om din ferie?
  • Hvad er det bedste, der er sket, mens du har været væk fra børnehaven/skolen?
  • Hvem var du sammen med?
  • Hvor længe varede det?

Når så barnet fortæller, kan man efter behov supplere med:

  • Kunne du tænke dig at gøre noget lignende en anden gang?
  • Tror du, andre ville være glade for at gøre det samme?
  • Hvem fik ideen til/hvem har bestemt, at det var sådan, du/I gjorde?

Frem for alt er det vigtigt, at alle børn bliver mødt med den samme åbne interesse for, hvordan deres liv har været, siden de sidst så deres kammerater. Vis børnene, at alles liv er spændende og værd at høre om – og dermed også værd at fortælle om. Så kan Camilla måske fortælle om de små kattekillinger hos bedstemor eller om den gysende oplevelse, da det var tordenvejr om natten. Kattekillinger og tordenvejr findes både Down under og i Danmark.