Kategoriarkiv: Krop

Sov dig til en bedre hjerne

Sov dig til en bedre hjerneSov dig til en bedre hjerne

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

 

Søvnen er din hjernes opvaskemaskine. Mens du sover, får du renset ud. Derfor er det vigtigt, at hjernen får lov at ”køre programmet” færdigt, så der ikke hober sig snavs og affaldsstoffer op.

Hver dag danner hjernen nye forbindelser mellem hjerneceller. Flere end du i længden har kapacitet til. I løbet af natten forsvinder derfor de forbindelser, du har allermindst brug for. På den måde bliver du klar til at etablere nye forbindelser næste dag. De vigtigste forbindelser sker der ikke noget med i løbet af natten, for hjernen har et princip: Brug det, eller mist det (use it or lose it). Derfor er det kun de svageste forbindelser, som forsvinder – hvis du altså sover nok til, at det kan ske.

De første par år af et barns liv er der særligt gang i produktionen af nye forbindelser i hjernen. Derfor er der også brug for ekstra god tid til oprydningen, mens man sover. Det gentager sig i puberteten. I puberteten kan man styrke fremtidige muligheder ved at opbygge tilsvarende hjerneforbindelser. Anette Prehn bruger sammenligningen med at træde nye stier i skovbunden (et billede, hun har genbrugt fra første hæfte i Hjernevenner-serien).

”Får du læst bøger – og dermed styrket din læse- og fokussti? Får du dyrket sport – og dermed lagt nogle gode bevægelsesstier ud i hjernen? Er du både sammen med mennesker, der betyder noget for dig og rører dit hjerte, og får du brugt tid alene, så du lærer at holde af dit eget selskab? Får du spillet et musikinstrument, talt forskellige sprog eller lavet arbejde med dine hænder – og dermed stimuleret din hjerne på forskellige måder?”

Fordi udviklingen af nye forbindelser eksploderer i puberteten, er søvnen særligt vigtig for teenagere, men det gælder for alle, at god søvn gavner trivslen. Der henvises til forskning, som viser en lang række uønskede følger hos børn og unge, som sover for lidt. Budskabet i Sov dig til en bedre hjerne er, at du er det værd at få sovet nok.

For det nutidige menneske er der kommet en ny trussel mod en god døgnrytme og dermed en god søvn: Det blå lys fra tv-skærme og især mobil og andre bærbare skærme. Det blå lys dæmper produktionen af hormonet melatonin, som regulerer din døgnrytme. Melatonin-produktionen øges, når det er mørkt, og her forstyrrer lyset fra skærmene.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Sov dig til en bedre hjerne er fjerde titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Bliv ven med hjernens amygdala

Bliv ven med hjernens amygdala

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2017

 

Amygdala er hjernens alarmcenter, som får dig til at reagere hurtigt, hvis der f.eks. opstår en farlig situation i trafikken, eller hvis en hund gør ad dig. Desværre virker amygdala også, når der ikke er fare på færde. F.eks. hvis du møder en fornærmelse, utilsigtet eller ej. Du kan lære at se amygdala som en vej, selv om den også nogle gange laver fejl.

Det uperfekte bliver ikke gemt væk i Bliv ven med hjernens amygdala. Der er ikke noget, som er forkert. Anette Prehn forklarer, hvorfor det er godt at have en aktiv amygdala, også selv om den lukker ned for pandelapperne. Pandelapperne hjælper med at se situationen fra flere sider, og det kunne ellers være godt i en konflikt.

Amygdala genkender mønstre, så du kan reagere hurtigere på en fare. Desværre er den ikke ret god til det. En case fortæller om Jakob, som bliver gjort til grin pga. en tegning, han har lavet. Derfor går han helt i stå med at tegne. Han bliver sort/hvid (undskyld ordspillet), så enten er han god til at tegne eller også kan han slet ikke. Da han har oplevet at blive til grin, hælder han til det sidste.

I sådan en situation kan pædagogen hjælpe Jakob ved at gå en omvej. Jakob kan f.eks. tegne med kridt på vejen (det genkender amygdala måske ikke) for senere at klippe-klistre, så lave vejskilte osv. Og pludselig tegner Jakob uden at have forbundet det med den negative oplevelse med tegningen tidligere.

Andre forslag er vejrtrækningsøvelser eller blot det at tale om oplevelsen. Det hjælper endda at tale med sig selv om en negativ oplevelse, hvis man sætter de rette ord på den: Dér blev jeg godt nok bange, selv om hunden var bag et hegn.

Fra tidligere bøger har forfatteren genbrugt et såkaldt amygdala-termometer, som beskriver, om man er i ro eller er gået i baglås og panik og graderne derimellem. Også en amygdala-flaske med vand og glimmer, som symboliserer ens sindstilstand, er genbrug. Her bliver det forklaret, så også barnet kan være med.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om hjernesmart pædagogik og lignende begreber. Bliv ven med hjernens amygdala er anden titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Hun lærer børn at sige “Amygdala”

Første gang, jeg mødte Anette Prehn, var til et foredrag, hvor hun satte tilhørerne til at flytte rundt på stolene, inden hun gik i gang med programmet. Det undrede mig, og i en pause spurgte jeg ind til det. Det viste sig, at stolene var stillet forkert op, da hun kom. I stedet for at tage imod tilbuddet fra pedellen om at stille dem anderledes, greb hun muligheden for at få bevægelse ind hos tilhørerne.

Artiklen har været bragt i BØRNS hverdag 4/2017. Læs artiklen i sit oprindelige layout her.

Det var Anette Prehns bog Hjernesmart pædagogik, som trak mig til foredraget. En værktøjsbog til arbejdet med børn og unge på 3-16 år. Skrevet til både lærere og pædagoger og fyldt med modeller, visuelle hjælpemidler og sange. Et sandt overflødighedshorn af viden og aktivitetsforslag.

Anette Prehn knytter en gennemgang af hjernes funktioner sammen med overvejelser om, hvilken betydning det bør have for vores pædagogik. F.eks. om at finde en balance mellem det kendte og det nye. Hjernen er plastisk hele livet. ”En af de primære grunde til, at hjernen forringes med alderen, er, at mange mennesker, når de ældes, begynder at leve et forudsigeligt liv, domineret af vaner og velkendte rutiner, og at de ydre stimuli er meget begrænsede.” Man skal altså ikke udelukkende lade børn lave, hvad de har lyst til, og hjernemotion bør blive en lige så naturlig del af (barne)livet som fysiks motion. For 50 år siden så vi på fysiske øvelser på samme måde, som vi i dag ser på hjernemotion. Hjernesmart pædagogik giver gode argumenter for at arbejde hjernesmart og anviser, hvordan man kan komme i gang.

For cirka 10 år siden opdagede Anette Prehn, at hjernen følger bestemte spilleregler, men at stort set ingen kender dem. Og at selv de mennesker, der vist nok har hørt om dem, ikke ved, hvordan de skal bruges. Det blev hurtigt Anette Prehns ambition at lave fremragende, jordnær videnskabsformidling: i særdeleshed at gøre hjerneforskning og socialpsykologi tilgængelig og brugbar for alle.

Hun er blandt andet forfatter til Hjernesmart-trilogien, som er skrevet til hhv. stuen, hjemmet og ledelsens kontor. Trilogien består af bøgerne Hjernesmart Pædagogik (2015), Hjernesmarte Børn (2015) og Hjernesmart Ledelse (2016). Hun har skrevet 12 børnesange om hjernen på kendte melodier. Og der er udkommet hjernesmarte plakater, der med fine illustrationer og enkel tekst minder børn og voksne om hjernens grundlæggende spilleregler.

Ud over sine opgaver for erhvervsliv og organisationer, bidrager Anette Prehn også regelmæssigt i børnehaver. Hver gang er det en stor glæde for hende at opleve, hvordan børn får værdi af at forstå, hvad der sker i deres hjerne i hverdagssituationer. De bliver f.eks. ”ven” med deres amygdala (hjernens alarmklokke) og får en rigere forståelse for, hvad der foregår inden i dem, og hvordan de kan regulere det. Anette Prehns arbejde skriver sig derfor direkte ind i den højaktuelle debat om, hvordan vi styrker børns robusthed/resiliens og bedst muligt klæder dem på til livet.

Hjerneforskningens Robin Hood

Da Anette Prehn i 2001 tog sin kandidatgrad var det med en særlig interesse for socialpsykologi. Såvel psykologi, socialpsykologi og sociologi studerer de ydre tegn på hjerneaktivitet, og i tiden omkring 2005 blev Anette Prehns interesse for hjernens indre funktioner og spilleregler vakt. Men da hun gik til felter, som forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tanke- og følelsesmønstre, savnede hun hard core videnskab (“hvad sker der derinde?”). Og da hun gik til videnskaben, savnede hun evnen til at ville (og kunne) formidle i øjenhøjde til almindelige mennesker (“hvordan kan denne viden bruges og gavne?”). Hendes engagement i anvendt hjerneforskning lå derfor lige for.

Anette Prehn forklarer selv, at hun snupper videnskaben ud af Elfenbenstårnet som en anden Robin Hood, hvorefter hun oversætter den til hverdagssprog samt udvikler kraftfulde metaforer og værktøjer. Hun får f.eks. det tekniske begreb ”selvdirigeret neuroplasticitet” ned på jorden ved at tale om ”stier i skoven”. Og hun perspektiverer de hjernemæssige konsekvenser af intens brug af sociale medier ved at sammenligne det med ensidige benpres-øvelser i et fitnesscenter. Kort sagt formidler hun komplekse videnskabelige principper og logikker på måder, som mennesker kan forstå, huske og bruge.

Udover gennem sine bøger når Anette Prehn mere end 40.000 studerende på verdensplan gennem sine online-kurser, ligesom hun både har en blog på dansk (www.hjernesmart.dk) og en på engelsk (www.brainsmart.today).

Som hun siger: ”Hvis forskning ikke når ud til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” og ”Stil krav om jordnær oversættelse af forskningsresultater og se så at komme ud af starthullerne med den – også ift. den større verden. Vi har masser af viden her i Danmark, som verden behøver!”

Faktaboks:

Anette Prehn er forfatter til fem bøger, som er udkommet på seks sprog. Hun er sociolog og facilitator både på ledelsesgangen, i produktionshallen og på gul stue. Hun har holdt foredrag for titusindvis af mennesker og i 2009 modtog hun prisen ”Årets underviser for ledelse og coaching”.

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

Jeg fik løbeglæden tilbage

LøbeskoJeg fik løbeglæden tilbage

I 2008 gennemførte jeg to maratonløb og et triatlon (på OL-distancen). Jeg var topmotiveret og sammenlignede turene med en hvilken som helst anden tur i skoven. Skader var et ukendt begreb, og jeg kom i flow, når jeg nåede over ca. en times løb.

Artiklen har været bragt i Forum Mentum og kan læses i sit oprindelige layout her.

Fra den ene dag til den anden tabte jeg lysten: Jeg kom i gang med at løbe, kom i form til ca. 10 km. – og stoppede så igen. Den dårlige cirkel gentog sig igen og igen. I år fandt jeg en vej ud.

Som barn var jeg ingen sportsmand. Fodbold interesserede mig ikke, og det var den sport, kammeraterne gik til. Jeg ville hellere læse eller kigge på små dyr i vandhuller. Det nærmeste, jeg kom regelmæssig motion, var cykelturene til og fra den nærmeste større by. Det var ikke tænkt som motion, blot en billig transportform, hvor jeg ikke var afhængig af at ”ramme” den eneste aftenbus, som kørte hjem ved 21-tiden.

Som voksen var det svømning, som i en periode fangede min interesse. Det blev en meditativ aktivitet. ”Nå, har du så tænkt en masse?” kunne jeg blive spurgt, når jeg kom op af vandet. Det havde jeg ikke! Jeg havde talt banerne: En, en, en osv., indtil jeg vendte, to, to, to osv., indtil jeg vendte igen … og så var jeg nået til 40 og havde taget dagens distance. For at få lidt udfordring ind i svømningen, tog jeg en årrække livredderprøven. Det gav mig noget at vide, at jeg kunne bestå den, for det var ikke noget, alle bare lige kunne gøre mig efter.

Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte at løbe. Det var en god følelse at gennemføre det første halvmaraton. Følelsen blev endnu bedre, da jeg nåede op på de 42,195 km. Næste mål gik på at løbe længere, snarere end jeg ønskede at skære lidt af tiden.

Jeg løb gerne alene. Podcast i ørerne, ingen krydsende færdsel. Om det var lyst eller mørkt var ikke så vigtigt: Jeg var alligevel i min egen verden. Jeg deltog kun i løb over en vis længde. Det gav nogle fordele, at der var sørget for forplejning undervejs. De bedste løb var skovmaraton, hvor man i lange peroder har oplevelsen af at være alene af sted, fordi der er så få løbere med så langt mellemrum, at man ikke ser hinanden hele tiden.

Derfor undrede det mig også, at jeg pludseligt tabte lysten. En enkelt gang siden 2008 har jeg været i maratonform. Dagen inden det planlagde løb fik jeg desværre influenza, og så kom jeg ikke af sted.

Jeg skiftede motivation og dermed metode

Langt om længe har jeg fundet ud af, hvad der er sket: Tidligere blev jeg drevet af at opnå et højere og højere mål: 10 km., halvmaraton, maraton. Udsigten til måske at kunne løbe 50 km. OL-distancen i triatlon kunne med tiden måske øges til en halv Ironman … og hvem ved, måske en ”rigtig” Ironman. De seneste år er det gået op for mig, at det simpelthen ikke motiverer mig mere. Tværtimod er det demotiverende at tænke ”Nå ja, for ti år siden kunne jeg løbe x gange længere, inden jeg blev træt.” Hastigheden har også været dalende.

Hvis jeg blev hængende i de mål, ville jeg kun gå selvplageriets vej. Det virker måske for andre, men ikke for mig. Nu har jeg sadlet om. Jeg vælger at se en løbetur som en kærkommen gave i en hverdag, hvor jeg er meget stillestående. Jeg har min yndlingsmusik i ørerne og skifter trackliste efter dagens humør. Hvis jeg får lyst til at dreje til venstre, gør jeg det, for jeg behøver ikke planlægge ruten hjemmefra.

Og vigtigst af alt: Jeg har lavet mit eget løbeprogram. Der står ikke noget med km. Der står, hvor mange minutter jeg giver mig selv til en tur i skoven, eller hvor jeg nu vælger at tage hen. Jeg har omprogrammeret mit løbeur, så det ikke viser hastighed eller km., kun klokken og hvor længe, min tur har varet. Jeg løber ikke for at opnå noget i fremtiden. Jeg løber, fordi jeg nyder det. Lige nu.

En virkelig øjenåbner var bogen Når talent forpligter (Gyldendal Business 2017), hvor Mads Davidsen og Helle Hein har undersøgt den primære drivkraft hos 11 topidrætsudøvere. Det gik op for mig, at hvis jeg ville blive ved med at løbe (og det ville jeg for at opleve at komme i flow på en tur rundt om søen igen), så måtte jeg finde det, som er min motivation. Det første skridt var at forkaste det, som havde været min motivation indtil for ni år siden.

Det uperfekte menneske

UperfektDet uperfekte menneske

Tre dage i denne uge. Tre oplevelser med børnene. Tre udtalelser. Tre forskellige syn på mig selv.

Jeg er ikke perfekt – og det lever jeg fint med. Faktisk kan det også have fordele både personligt og fagligt.

I mandags havde jeg en samtale med en kollega om et barn. Barnet er ikke i trivsel, og kollegaen ville høre, om det var noget for mig at have samtaler med ham. Jeg var bestemt interesseret, men jeg pegede på en tredje, som både er AKT-uddannet (Adfærd – Kontakt – Trivsel) og i forvejen tager mange af den type samtaler. Min kollega fortalte, at hun også havde tænkt på AKT’eren, men at hun “var for perfekt og smuk”. Tag den, Bjarne!

Heldigvis reddede hun den lidt i land på, at barnets behov var én med “lidt mere kant”, og det gjorde lidt godt ved selvværdet…

Undervisning

Dagen efter fik selvværdet endnu et nøk opad, da jeg gik ind som vikar i en klasse, jeg har fulgt i over 7 år. Jeg underviste dem i kildekritik i faget historie. Vi så bl.a. en video fra Rigsarkivet. Første- og andenhåndskilder, ophavssituationen og motiver er nok lidt tørt stof, og jeg talte selv længere, end jeg egentlig burde. Da det er mange år siden, jeg regelmæssigt har undervist, sluttede jeg af med at spørge, hvordan de egentlig vurderede min indsats. Jeg kunne regne med en ærlig tilbagemelding, for vi kender hinanden godt og har en god, åben og ærlig relation.

De var glade for timerne, fortalte de. Jeg var levende og brugte gode eksempler: Jeg havde suppleret Rigsarkivets eksempel om et skib på Skanderborg Sø med to mere kendte eksempler, beskrivelserne af korsfæstelsen og Jellingestenen. Tak for det, 7.a!

Savn?

I dag sagde jeg på gensyn til et barn, som af forskellige grunde først kommer tilbage om 2½ uge. Også ham har jeg kendt (og været støtte for) i 7½ år. Jeg fortalte, at jeg kom til at savne ham. Om han også ville savne mig? Næh, det troede han ikke, men han ville nok savne sin hund lidt. Så fik jeg lige lukket luften ud af mit opblæste ego!

Du er uperfekt – og det er lige, som det skal være

Ugen har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl og mangler, og det er lige, som det skal være. Det er det, som gør mig til menneske. Og kun som menneske kan jeg møde andre mennesker og støtte, udvikle og guide dem. Det har tre forskellige oplevelser en helt almindelig uge på en helt almindelig folkeskole endnu engang fortalt mig.

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

 

Velskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevetVelskrevet forfærdelig og forfærdeligt velskrevet

Ungdomsbøger er ikke det, de har været. I dag hedder de YA-litteratur (Young Adults literature) og tager meget ofte tabu-belagte emner op. Selvskadende adfærd er et tungvejende tema i Sarah Engells Hjertet er 1 organ.

Bogen giver ikke en fyldestgørende forklaring på, at nogen kan finde på at skære i sig selv, men den giver nogle bud. En modbydelig, men væsentlig, læsning for pædagoger, som arbejder med unge eller andre, som har ondt i selvfølelsen.

(Artiklen er bragt i Århus Pædagoger nr. 4-2016, som kan læses i sin helhed her. Artiklen kan også læses separat her. Desværre er to ord blevet byttet om i overskriften i Århus Pædagoger, men meningen fremgår vist klar(t) nok.)

Det må være en individuel vurdering, om man vil anbefale bogen til unge. Som litterat er jeg udelt begejstret. Som pædagog må jeg advare om, at den kan være en meget grum oplevelse. I bedste fald kan den måske redde livet for en, som tror sig alene i sit selvhad.

Om råheden i sine bøger har Sarah Engell udtalt: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg, at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Den selvdestruktive Lucca

Hovedpersonen er Lucca på 17 år. Hun er bange for sine følelser og søger at erstatte dem med to ting: Sandsynlighed og smerte. Smerten vender vi tilbage til. Sandsynligheden hjælper hende til at træffe beslutninger. ”Tal er pålidelige” har Lucca besluttet og bruger derfor spillekort, S-tog og andre tilfældigheder for at eliminere sin egen andel i at vælge.

Lucca har dårlige erfaringer med selv at træffe beslutninger. Især, når der er følelser indblandet. F.eks. ledte følelserne hende en gang til at kysse med en veninde. De blev afsløret af Luccas mor, og nu frygter Lucca, at moren siger det videre til faren. Måske vil faren afbryde forbindelsen til hende, lige som han gjorde det med sin egen bror, Frank. Frank sprang ud som bøsse, og siden har de to brødre ikke talt sammen.

De havde ellers gang i et stort fælles familieprojekt: Opførelsen af et hotel. I stedet solgte Luccas forældre deres hus og flyttede i campingvogn, mens byggeriet stod på. Nu står hotellet færdigt, og familien er flyttet ind i det. Lucca har et værelse på hotellet, men hun har det ikke i fred, for rengøringen kommer og fjerner hendes mulighed for at gøre det sit eget. ”1 hotel er ikke noget hjem” er Luccas mantra. Den konfliktssky mor kommenterer ikke på, at hendes datter er i forfald. Dog får hun en aktiv rolle i slutningen af bogen.

Lucca vil have kontrol

Når Lucca er alene med sig selv, mener hun sig fri for at træffe dumme (altså følelsesbaserede) beslutninger. Hun kan bare ikke slukke for tankerne. Det er her, smerten kommer ind. Hun har en omfattende selvskadende adfærd. I hotellets bar lader hun spillekort bestemme, hvilke fremmede mænd hun skal gå i seng med. Hun snitter i sig selv. ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Forudsigelighed er vigtig. Overblik og regler skaber sin egen syge form for orden for Lucca. Hendes mange regler frigiver hende fra følelserne, men de skaber et andet fængsel, som hun ikke selv kan flygte fra, for tremmerne er inde i hende. Pludselig dukker Xu op. Xu er Luccas modsætning. Hun lever i nuet, tager tilsyneladende ikke noget alvorligt, og så nyder hun sig selv og sin krop. Hun danser burlesque i natklubben Pussy. En erotisk, ironisk og performativ dans, som på samme tid frastøder og fascinerer Lucca.

Snart må Lucca indse, at hun ikke bare er fascineret af Xu. Først forsøger hun at holde sin forelskelse skjult for sig selv, derefter for Xu. Hele tiden må Luccas far ikke vide noget.

Modbydeligt er et æresmærke

Hjertet er 1 organ er ikke behagelig læsning. Klaus Rothstein har i Skønlitteratur på P1 sagt, at ”modbydeligt er et æresmærke for litteraturen. I så fald er Hjertet er 1 organ stor litteratur. En jaloux Lucca vender Xu ryggen og går til natklubben Pussys følelseskolde og sadistiske indehaver, White Snake, som misbruger hende. Vi spares for de værste detaljer. Det gør vi derimod ikke, når Lucca første gang stikker en nål gennem sin brystvorte for at tilføje sig smerter ud over, hvad engangsskraberne kan gøre. Fire sider varer det, og personligt kunne jeg godt have klaret mig med mindre. Det er meget ubehagelig læsning, men man kan heller ikke lægge bogen fra sig.

YA-litteratur benytter sig også ofte af grafiske greb. I Hjertet er 1 organ bliver alle tal skrevet, også tallet 1. Sms’er skrives med fed. Et sted er teksten endda streget ud for at markere, at fortælleren Lucca retter på sig selv. Når der skal være tryk på et ord, tilføjes et potenstegn: varm2 og svider2.

Andre temaer

Cutting er ikke det eneste tema i Hjertet er 1 organ. Der er meget vold; vold mod sig selv og vold mod andre. Sex med forskellige motiver: Som flugt, som dominans, som leg… og Lucca får også lov at opleve den erotiske sex, som udspringer af kærlighed og forelskelse.

Det ligger lige for at sammenligne bogen f.eks. med Bent Hallers Katamaranen og med I morgen er det slut af Christiane F. Selv om Hjertet er 1 organ ikke vil provokere så meget i dag, som de to andre bøger gjorde det i hhv. 1976 og 1979, har de meget tilfælles. Temaerne er beskrevet meget eksplicit, uden at det er gået ud over den litterære kvalitet. I morgen er det slut afholdt sikkert en del af sin generation fra at ryge på sprøjten. Jeg kan tro, at Hjertet er 1 organ kan have en lignende effekt på sine læsere. Derfor er det en nødvendig bog, også selv om man får kvalme undervejs.

Selvskadende adfærd kan tales ihjel.

Derfor har flere unge, som har skåret sig selv, brudt tavsheden i radioudsendelsen Flere unge skærer i sig selv – hvorfor?

Læs også min boganmeldelse af Hjertet er 1 organ.

Kys

KysKys

En gang imellem må man undre sig over debatten i Danmark. Mens læger lovligt må maltraktere drenges kønsorganer, diskuteres det, om pædagoger må kysse børnene.

Mange indlæggene begynder med “Jeg synes nu selv…” og er tydeligvis påvirket af debattørens egen personlige kultur. Det kan jeg heller ikke sige mig fra for.

Det sidste års tid har jeg arbejdet som støttepædagog i en 9. klasse, hvor en af de unge havde en særlig hilsen: Han strøg mig over min glatte isse, og jeg rodede ham lidt i håret. En hilsen, som betød noget for ham, for han brugte den, hver gang vi mødtes. Det er ellers ikke noget, jeg gør med 16-årige drenge, men i dette tilfælde blev det en personlig måde at møde ham på.

Nogle børn har meget brug for kram, andre føler det som et overgreb at blive krammet. Sådan er det også med kys. Børn kysser hinanden spontant. Især inden voksne i den bedste hensigt beder dem lade være. De kysser på hånden, på kinden, på håret og på munden. Personligt vil min grænse gå ved at kysse på munden, og jeg husker ikke, at jeg delte mange kys ud, de år jeg arbejdede i vuggestue og børnehave.

Hvis man tager barnets perspektiv, vil der unægteligt være nogle børn, som ikke vil kysses. Nogle af dem vil kun kysses af en forælder – eller af to. Nogle af dem har en håndfuld osv. Nogle børn er meget gavmilde med kys, andre holder kyssene for sig selv. God pædagogik tager udgangspunkt i barnets behov og hensigten med adfærden. Så vi må lægge vore egne personlige synsninger bag os.

Det er ok med mig, hvis pædagoger ikke ønsker at kysse. Så lad bare være. Sig: “Jeg har ikke lyst til at kysse (andre end…).” Så er det sådan, det er. Men lad være med at pakke det ind i, at det ikke er godt for barnet. Børn har brug for omsorg, og omsorg skal gives personligt. Altså lige dér, hvor barnet er. På den måde, barnet oplever omsorgen bedst. Det næste bliver vel, at man vil forbyde mandlige pædagoger at tage børn op på skødet for at trøste dem… nå nej, der var jeg for sent ude.

Kys bare børnene – eller lad være. Men gør det ikke for din skyld, gør det for barnets skyld.

Æres den, som æres bør: Sammenligningen med omskæring har jeg tyvstjålet fra Lars Boje Mathiesen.

Vil man læse mere, kan man f.eks. læse denne artikel i Politiken.

Hjertet er 1 organ

Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ

Sarah Engell
408 sider
Carlsen 2016

 

 

17-årige Lucca tør ikke stole på sine følelser. Det har hun gjort en gang, og det gik helt galt. For at kontrollere følelser og tanker skærer hun sig med barberblade og bruger tal til at træffe beslutninger. F.eks. trækker hun kort for at beslutte, hvilke tilfældige mænd fra hendes forældres hotel hun skal gå i seng med.

På JAGOO skrev jeg om Hjertet er 1 organ: “Den er uegnet for børn, den kan give unge farlige ideer og den giver voksne kvalme. Alle burde læse den, men ingen har rigtigt lyst til det. Den er det mørkeste sorte og giver alligevel håb. Man forstår ikke hovedpersonen og får alligevel en dyb indsigt. Det er en bog, man fortryder overhovedet at være begyndt på. Alligevel kan man ikke lægge den fra sig og må blive ved til sidste side.” Det er stærke sager, når den seneste bog, man har læst af samme forfatter er billedbogen Benny Beton!

Lucca har opstillet en lang række regler for sig selv. Det skal frigøre hende fra følelserne, men de virker ikke frisættende for hende. Derimod bliver det er fængsel, hun først befries fra, da hun møder den uregerlige Xu, som danser burlesque i en natklub, så det fascinerer og frastøder Lucca på samme tid.

De selvskadende handlinger og tekstens beskrivelse af Lucca bliver indrammet af hendes beskrivelser af sig selv: “Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene.” Tal betyder i det hele taget meget for Lucca, for “tal er pålidelige”.

Derfor er ingen tal i Hjertet er 1 organ skrevet med bogstaver. Også på andre måder er teksten visuelt tilpasset Luccas tanker: Når Lucca retter sig selv, er teksten streget ud. Sms’er er skrevet med fed. Når noget skal fremhæves, benyttes potenstegnet: varm2 eller svider2.

Når det  bliver rigtigt svært at være Lucca, koncentrerer hun sig om smerten: ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Undervejs i historien får vi langsomt gravet forhistorien frem. Luccas familie flyttede fra deres hus, fordi de skulle have råd til at bygge det hotel, som er især farens store projekt. Oprindeligt var det planlagt i fællesskab med Luccas farbror Frank, men det sluttede brat, da Frank sprang ud som bøsse. Den første tid derefter boede Lucca og forældrene i en campingvogn, og nu er de flyttet ind på hotellet, hvor Lucca har sit eget værelse. Men “1 hotel er ikke et hjem”, som Lucca flere gange udtrykker det.

Den dysfunktionelle familie består også af en søster, som er flyttet til USA (og lever op til forældrenes forventninger om kernefamilie og karriere). Luccas far er perfektionist (som Lucca) og har stor succes som arkitekt. Moren er konfliktsky, og først sent i bogen aner man, at hun forstår Lucca bedre, end det først lader til.

På alle måder er Xu et fremmedelement i Luccas liv, men hun skaber så tilpas meget forstyrrelse, at Lucca må gøre op mig sig selv, om hun vil fortsætte sin hidtidige kamikaze-kurs. Det kommer naturligvis ikke til at ske. Lucca flytter sine grænser flere gange: Laver en optræden sammen med Xu i natklubben Pussy, springer i havnen og bader fra Xus husbåd trods vandskræk… og erkender sin forelskelse i Xu. Det sidste er svært, for vil faren slå hånden af hende, som han gjorde det med sin bror?

I et anfald af kombineret jalousi og resignation opsøger Lucca den følelseskolde White Snake fra Pussy og lader sig misbruge. Da hun får nok og flygter, går det så voldsomt for sig, at hun må en tur på skadestuen med hjernerystelse, inden Xu tager hende med hjem på husbåden. Her oplever Lucca for første gang, at begær og kærlighed kan være to sider af samme sag. Hun møder en omsorg. Også Luccas forældre kan se, at det er godt for hende.

Intet varer dog evigt. Xu siger ja til et tilbud om at tage til USA for at danse. Hun skal ikke være Luccas endestation, blot et skub ud af den smertefulde ensomhed, hun kom fra.

Hjertet er 1 organ er en bog, som gør et stærkt indtryk. Der er meget vold, selvskade og relativt eksplicitte beskrivelser af sex. Det virker passende, bogens emne taget i betragtning, men man skal tænke sig om, inden man anbefaler den til en konkret læser. Nogle vil blive skræmte, andre vil blive fascinerede og nysgerrige. Den kommer næppe til at dominere debatten, som Katamaranen gjorde det i 1970’erne. Selvmord, (homo)seksualitet og samfundsforagt kan ikke længere provokere. Jeg spørger blot mig selv, om jeg virkelig havde brug for alle detaljerne i Hjertet er 1 organ. F.eks. når Luccas første oplevelse med at stikke en nål gennem sin brystvorte udpensles over fire sider.

Sarah Engell har om råheden i sine ungdomsbøger skrevet: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg , at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Hvis man selv arbejder med selvskadende børn og unge, kan man få en dybere forståelse for deres bevæggrunde ved at læse Hjertet er 1 organ. Man må så selv vurdere, hvem man anbefaler den videre til. Selvskadende adfærd går ikke væk af at blive tiet ihjel. Og i denne bog bliver det i hvert fald ikke romantiseret. I morgen er det slut (Christiane F. eller Wir Kinder vom Bahnhoff Zoo) afholdt sandsynligvis nogle stykker fra min generation fra at ryge på sprøjten. Måske Sarah Engell opnår en lignende effekt med I Hjertet er 1 organ. Det er ikke lystfuld læsning, men det er det værd.

Hvis man ønsker at vide mere om unge, som skærer sig selv, kan man lytte til P1 Debat fra 12. april 2016: Flere unge skærer i sig selv – hvorfor? med Stefan Tofte, ungeambassadør for “En af os”, Lotte Rubæk, psykolog og forfatter til bogen ” Selvskadens psykologi”, Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, Yildiz Akdogan (S) og Jane Heitmann (V). I udsendelsen medvirker flere, som selv har skåret sig.