Kategoriarkiv: Kultur

Remoulademadskastning for fuld skrue

 

Remoulademadskastning for fuld skrue

For tredje år i streg afholdt Di Heslige Slønglers Klup Bogdag for Bette Lorte i maj i Skanderborg. Ligesom Ole Lund Kirkegaards forfatterskab er det et anarkistisk rod ved første øjekast, men arrangementet er velplanlagt og har meget at give til både børn og fagfolk.

Artiklen har været bragt i LæringsCentret nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.

Bogdag for Bette Lorte blev åbnet af borgmester Jørgen Gaarde, som af Kong Gulerod blev præsenteret som ”Oversløngel”. Jørgen Gaarde forudsagde, at ”hvis vi ses om 25 år, står Ole Lund Kirkegaards forfatterskab stadig.” Mikrofonen blev derefter givet til Anne Lise Kirkegaard, som var gift med forfatteren. Hun glædede sig over, at 50-året i 2017 for hans debut bliver fejret landet over. Anne Lise Kirkegaard fremhævede også Bogdagens betydning for den nye børnelitteratur og den grøde, der er blandt nye børnebogsforlag.

Ole Lund Kirkegaard tillagde illustrationerne lige så stor betydning som teksten. Han ville kun udgive bøger med illustrationer – på dét tidspunkt et uhørt ønske. Selv havde han dårlige læseoplevelser fra sin egen barndom og ønskede, at billederne skulle supplere teksten og ikke bare vise det samme. Skanderborg Bibliotek udstillede i anledning af Sløngeldage en del effekter fra Ole Lund Kirkegaard, bl.a. en del illustrationer, hvoraf nogle ikke har været udstillet før.

Sikke en dag!

Anne Lise Kirkegaard åbnede Bogdag for Bette Lorte med ordene: ”Det er nok for meget at kalde det en bogmesse, når det kun er én dag.” Men sikke en dag! Skanderborgs mange forfatternavne gjorde sammen med en del ”udefrakommende” Bogdag for Bette Lorte til en festival for læsere, suppleret med musikere, gøglere og karakterer fra Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Derudover kunne man besøge forlagsstande, komme på skattejagt på Skanderborg Sø, deltage i remoulademadskastning, fiske bøger i en fiskedam og lave diverse kreative aktiviteter.

På Bogdag for Bette Lorte deltog bl.a. forfatterne Mette Finderup og Brian P. Ørnbøl. Mette Finderup er en af Danmarks mest produktive og læste børnebogsforfattere. Brian P. Ørnbøl udgav to titler i 2016 og har to på vej i år. LærningsCentret talte med begge på Bogdag for Bette Lorte.

Mette Finderup havde en helt ny plakat med Lasse-Leif-forsider med i anledning af ”verdenspræmieren” på Lasse-Leif samler på DET HELE. Da hun genfortalte bogens handling, fortalte hun, at ”det er der ingen børn i hele Verden, som har hørt.”

Der er endnu ingen, der har kaldt deres barn Lasse-Leif. Det vil Mette Finderup gerne lave om på: ”Jeg skal nok give kage til barnedåben,” lovede hun og opfordrede børnene til at lægge et vist pres på forældrene, hvis der er en lillebror på vej. Det er dog uvist, om tilbuddet også gælder LæringsCentrets læsere! 

Det skal være sjovt

”Mine bøger handler ikke om at lære noget. De handler om at ha’ det godt,” fortalte Mette Finderup. I øvrigt får hun en del inspiration fra sønnen Arn, som får 20 kr., når han kommer med en rigtig god ide.

Vi finder et roligt hjørne, og Mette Finderup fortæller, at hun oplever Bogdag for Bette Lorte som sympatisk græsrodsagtig med de små værksteder.

– Hvordan er det at møde dine læsere her i forhold til på skoler?

”På skoler er børnene ældre, og jeg kan spørge, hvordan de har forberedt sig. Her i Skanderborg er der kontant afregning: De går, hvis jeg ikke fanger dem. Derfor er det godt, at Lasse-Leif-bøgerne handler om noget, som alle børnehavebørn kender.”

– Hvad arbejder du på nu, og er der flere bøger om Lasse-Leif på vej?

”Lige nu arbejder jeg på en gendigtning af Ivanhoe til en serie på Gyldendal med gamle klassikere. Det er en gammel drøm, og nu får jeg lov.”

Mette tror altid, hun har skrevet den sidste, når hun har afsluttet en Lasse-Leif-bog, men så … Hun vil stoppe, når det bliver for søgt. Lige nu er det sjovt.

Kun for børn

”Ud over at Bogdag for Bette Lorte er den bogfestival i landet, der har det fedeste navn, adskiller den sig også fra de fleste andre festivaler ved, at den udelukkende henvender sig til børn,” har Brian P. Ørnbøl bidt mærke i. ”De fysiske rammer er i top med udsigt over Skanderborg sø, flotte lokaler i Skanderborg Kulturhus og rigtig god forplejning.”

Brian P. Ørnbøl ser det som positivt, at publikum består af børn i alle aldre, forældre og fagpersoner. ”Publikum er indstillede på at få sig én på opleveren, og de er utroligt engagerede. Jeg har deltaget i festivalen to gange, og har begge gange oplevet en stor interesse fra både fagpersoner og øvrigt publikum.”

LæringsCentret spørger Brian P. Ørnbøl om, hvad han skriver på nu: ”Jeg har i øjeblikket flere børnebøger på vej. Jeg vil tro, den næste, der udkommer, er Ormen Werner, som både tager fat på morsomme og alvorlige emner. Dernæst er min første børnebog, som ikke er skrevet på vers, ved at blive illustreret. Arbejdstitlen er Stjernekiggeren og Skrammelkatten – en sjov og syret fortælling om Huleby i Hovedlandet, hvor man er specialister i at lave alt det, man ikke har brug for.” LæringsCentrets udsendte har haft mulighed for at læse et tidligt udkast og kan fortælle at der er træning for lattermusklerne i den bog.

I løbet af året kommer en opfølger til Brian P. Ørnbøls første børnebog, Mekano Max, som udkom i 2016. ”Den har titlen Mekano Max og tidsmaskinen og illustreres igen af fantastiske Tom Kristensen,” fortæller Brian P. Ørnbøl. Der er sandsynligvis endnu flere Mekano Max-bøger på vej, bl.a. en letlæsningsudgave af den første bog. ”Forlaget og jeg har faktisk talt en del om, at Mekano Max egner sig rigtig godt til en serie, så jeg tror da at der vil komme flere historier i det univers. Mekano Max er en rigtig god figur, fordi han kan bygge alt i hele verden, hvilket igen gør, at alt kan lade sig gøre i det univers. Derfor er der i princippet en uendelig mængde historier, der kan fortælles her.”

Bogdag for Bette Lorte er et spændende koncept for en bogfestival, som i miniudgave vil kunne kopieres på skolernes læringscentre. Læs mere på www.sloengeldage.com.

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO (Daginstitutionernes LandsOrganistaion) Her kan du læse de fire første blade, jeg har lavet:

Klik på linkene og læs hele bladet!

Læs i nr. 6-2017:

2 Leder
Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald.
4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i.
7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager.
8 Boganmeldelse
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde.
10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk.
11 Konsulentsiden
Selvejende institutioner og databehandleraftalen.
12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op!
14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar.
15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling.
20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer.
22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 5-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Sørg for en ansvarlig administration.
4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet.
6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu.
7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO.
8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund.
11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling.
12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser.
14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital.
16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv.
18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre.
19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser.
21 Psykologsiden
Mental sundhed.
22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land.
22 Ændret levering af BØRNS hverdag
Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 4-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Er KL ”godt på vej”?
4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne.
6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne.
9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu.
10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret.
11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg.
12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler.
14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats.
16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge.
18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene.
19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik.
21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet.
22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 3-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Samskabelse i dagtilbud
4 Ny sekretariatsleder
DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig.
8 Rådet for Læring
Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed
15 Psykolog-klummen
Robusthed
16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen.
19 Filmen alle politikkere burde se!
Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst
22 Portræt af en leder
Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.

Selvkontrol hos børn og unge

Selvkontrol hos børn og ungeSelvkontrol hos børn og unge

Rune Kappel
176 sider
Dansk Psykologisk Forlag 2017

 

 

 

 

Bogen falder i tre dele: Teoretisk orientering, pædagogisk arbejde og praktiske øvelser. De har hver deres fokus og supplerer hinanden godt.

Selvkontrol defineres som “en mekanisme, din hjerne sætter i gang, når den skal hjælpe dig med at træffe de rigtige valg, selv om du har lyst til noget andet.” Selvkontrol kan trænes, endda med lette øvelser. Den kan sammenlignes med en muskel, eller man kan vælge en batteri-metafor, hvor batteriet kan lades op, f.eks. når man sover.

Det er væsentligt at træne selvkontrol, for “i dag regnes selvkontrol for at være den egenskab, der har størst betydning for, hvordan et menneskes liv udvikler sig, og for, hvordan personen har det.” Det kan aflæses på flere livskvalitetsparametre. Walter Mischels kendte skumfidustest pegede bl.a. på karakterer, uddannelse, fysiske forhold, sundhed, familieforhold og økonomi.

Der er også lavet andre større forsøg/undersøgelser, som viser det samme. Alligevel er fokus i skoler på pensum, ikke på at udvikle selvkontrol, som er vigtig for at opbygge selvværd. Og selvkontrol har endda vundet kampen med intelligensen om at være den vigtigste faktor for det gode liv, målt på førnævnte faktorer.

Vi kan undertrykke behovet for at spise, sove/hvile og for at gå i gang med fritidsbeskæftigelser som mobilspil og Facebook. Den gode nyhed er, at jo mere vi træner selvkontrollen, jo stærkere bliver den. Endda selv om vi træner selvkontrollen på et andet felt end der, hvor vi ønsker at bruge den.

Der er en sammenhæng mellem selvkontrol, vejrtækningen og pulsen. Når du aktiverer selvkontrol, falder pulsen; og den bliver ustabil. Det er godt og i øvrigt også sundt. Man kan øge den såkaldte hjerterytmevariabel (altså gøre pulsen ustabil) og dermed øge selvkontrol med en daglig åndedrætsøvelse. Det skal naturligvis gøres under kontrollerede forhold, og her advarer Selvkontrol hos børn og unge ikke, som forfatteren Rune Kappel ellers gør, f.eks. i sine foredrag. Virkningen på selvkontrol generelt vil kunne mærkes over nogle måneder.

Når du presser selvkontrollen ud over sin grænse, stiger pulsen. Det er til gengæld ikke godt, fordi du både tømmer “batteriet” og risikerer psykisk overbelastning. Derfor skal man finde et relevant niveau for forventninger til barnets selvkontrol og vide, hvad der sker, hvis niveauet er for højt (frustration) eller for lavt (kedsomhed).

I et afsnit går Selvkontrol hos børn og unge mere ind i sammenligningen med et batteri. Det oplades f.eks., når vi sover eller hviler. Den samlede kapacitet kan øges ved træning. Og så er det væsentligt at kende sit “ego depletion”, som er det punkt, hvor man begynder at “overtræne” sin selvkontrol. Resultatet er, at depotet er ved at være tomt, og man derfor ikke har noget at tage af fremover.

Det hjælper på depotet at grine, hvile og sove. Et frikvarter i skolen tanker ikke depotet op: “Der kan opstår konflikter, intriger og skuffelser, og halvdelen af drengene er på det tabende hold i spisefrikvarterets fodboldkamp. Børnene kommer tit tilbage mere udmattede, end da de gik.”

Selvkontrol for børn og unge angiver tre typer selvkontrol: Hæmningskontrol (jeg prøver at lade være, f.eks. med at spise kager, når jeg er på slankekur), ydelseskontrol (jeg prøver at blive ved, f.eks. med at løbe, når jeg vil komme i bedre form) og vedholdenhedskontrol (jeg indøver gode vaner for at nå et mål, f.eks. med at blive ved med at spise sundt og motionere – dag efter dag). Opdelingen kan virke lidt kunstig, men den giver mening i sammenhængen.

Først halvvejs inde i Selvkontrol for børn og unge begynder del to om at arbejde med selvkontrol. I det pædagogiske arbejde kan man øge selvkontrollen hos barnet. Man kan også give barnet opmærksomhed på at bruge den selvkontrol, man har, for “børn og unge, der har det svært, spilder ofte meget selvkontrol (…) Hvis et barn eller ung på den måde spilder meget af sin selvkontrol, vil det ofte gå ud over de situationer, hvor selvkontrollen ville kunne bruges til at udvikle og opnå de ting, der kunne skabe grundlag for livsværdi, selvværd og glæde.” Det kan f.eks. være, at barnet bruger sin selvkontrol på at bearbejde mobning eller afholde sig fra at tjekke mobilen.

På kort sigt har blodsukkeret også indflydelse på selvkontrollen. Det er ikke så meget blodsukkerniveauet, som påvirker selvkontrol, men ændringer i blodsukkerniveauet er hårdt for selv den stærkeste selvkontrol.

Som tidligere nævnt anbefales det at træne selvkontrol generelt, inden man træner en ønsket adfærdsændring. Til det formål er der sidst i Selvkontrol for børn og unge en række øvelser. De er endda delt i tre logiske afdelinger: Gruppeøvelser, individuelle øvelser og selvstændige øvelser (for unge). Øvelserne lever op til de kriterier, forfatteren selv opstiller. De skal være lette at udføre i praksis, adskille sig fra daglige pligter, udføres regelmæssigt (2-4 gange pr. uge) og rumme mulighed for progression.

Derfor er nogle af øvelserne lidt småskøre, men de giver god mening, når man læser dem i sammenhæng med teorien og de pædagogiske overvejelser. En særligt skør øvelse handler om at se en sjov film i en klasse, mens en mindre gruppe sidder med ryggen til smartboardet (skærmen) og løser opgaver. De skal så øve sig i ikke at vende sig om, selv om resten af klassen morer sig! Blandt de individuelle opgaver er at skrive fem linjer med den modsatte hånd af, hvad man plejer. En anden øvelse med at lade terningekast afgøre, hvilket tøj man tager på om morgenen, vil være en udfordring for den, som har et stort ønske om kontrol.

Der er ingen tvivl om, at selvkontrol er en væsentlig faktor i tilværelsen. Derfor er dette en væsentlig bog. Som læser bliver man overbevist om, at man skal arbejde også med sin egen selvkontrol. Det er i øvrigt et godt udgangspunkt for at hjælpe andre med deres ønske om ændringer: At være den gode rollemodel.

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandlesJeg havde en mærkelig oplevelse, som først gav mening, da jeg fik slutningen med. Det var på en længere togtur. Jeg sad i stillezone. På den anden side af gangen sad et par ældre damer ved vinduet. På et tidspunkt steg et ungt par ind. De havde pladsbilletter ved vinduet, og efter at parret havde diskuteret et stykke tid, blev de enige om, at det ville de gerne holde fast i. Det var især manden, der gerne ville sidde ved vinduet. Han ville hvile sig, måske endda sove, og så var det bedst at læne sig op ad væggen.

De to ældre damer flyttede sig til gangpladsen, men flytteriet var kun lige begyndt. De næste par timer måtte de fem gange give plads til, at de to med vinduespladserne skulle ud. En gang (hver) skulle de på toilettet, en gang skulle de købe slik (og måtte hen og kigge begge to), en gang (hver) skulle de ud at ringe. Desuden skulle de begge nå ud at ryge i både Odense og Fredericia.

De talte meget sammen alle fire (dog mest de to ved vinduet). Hvis ikke det havde været rimeligt interessant, havde jeg nok bedt dem gå et andet sted hen, da jeg ofte arbejder koncentreret netop på togture. Talen gik imidlertid på høflighed, og jeg (og resten af togvognen) fulgte med i samtalen. Den unge mand fortalte, at han lagde vægt på høflighed. Det kom bl.a. til udtryk ved, at han sagde ”De” til folk, han ikke kendte, også f.eks. en på femten, som han fortalte. Han var ikke ret lydhør overfor de andres argument om, at nogle faktisk føler sig lidt stødt af at blive tiltalt på den måde.

Undren

Jeg undrede mig meget over, at manden kunne være så opmærksom på høflighed, samtidig med at han generede sine omgivelser så meget. Ved at holde fast i en reserveret plads, som han næsten ikke brugte. Ved at tale højt og ved at ulejlige sin medrejsende fem gange på to timer, fordi han skulle ud. Ved at holde fast i ”De”, også når nogen hellere ville tiltales med ”du”. Desuden fortalte han meget om familiefester og lignende, hvor han altid gav udtryk for sin ærlige mening, også selv om nogen blev lidt stødt. ”Jeg giver ikke noget for dem, der pakker alting ind.”

Han tog fejl

Først, da manden skulle af, åbnede han en lille dør til en forståelse for, hvordan han tænkte. De talte stadig om høflighed, og han sagde ”Jeg har altid lært, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles.” Der tog han fejl. Vi har forskellige behov, derfor kan jeg ikke gå ud fra, at du ønsker at blive behandlet på samme måde som mig. Måske overskrider jeg netop nogle af dine grænser, fordi mine egne grænser ligger et andet sted.

Måske trives denne mand bedst med, at andre siger deres ærlige mening lige op i synet på ham. Måske har han det svært med at sidde stille – både i motorisk og lydlig forstand. Måske har han det bedst med sjov og ballade omkring sig. Måske vil han helst tiltales med ”De”. Det er helt i orden. Desværre tror han, at alle andre har det på samme måde. Og han tror oven i købet, at han er både høflig og hensynsfuld ved at behandle dem på samme måde, som han selv vil behandles.

Hvis du virkelig vil andre det bedste, så spørg dem, hvad de har behov for. Det er ikke nok at tage udgangspunkt i dine egne behov, for:

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Lyt til mennesket først

Tværpolitisk børnenetværkLyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Kan vi snakke med barn om alt?

Kan vi snakke med barn om alt?Kan vi snakke med barn om alt?

Magne Raundalen og Jon-Håkon Schultz
143 sider
Pedagogisk Forum (Norge) 2008

 

En bog om den nødvendige samtale med børn om de forfærdelige begivenheder, der sker i den fjerne og nære verden. Kriserne deles op i tre niveauer:

  1. gradskriser angår os alle. Eksemplerne er World Trade Center, Irakkrigen, Tsunamikatastrofen og Muhammedtegningerne.
  2. gradskriser, hvor barnet i højere grad kan identificere sig med hændelsen: Familiedrab, skolemassakrer, bortførelser af børn.
  3. gradskriser, hvor barnet enten er offer eller er nærmeste pårørende ved familiedrab, selvmord, voldtæger mm.

Selv om det kan være fristende at forholde sig tavs, så skal man ikke tro, at børnene kan undgå at høre om begivenhederne. De vil blot gøre sig deres egne tanker om dem. Ofte kan fantasien overgå virkeligheden, også i gru. Desuden kan barnet overdrive sandsynligheden for, at det samme sker igen – denne gang med barnet som direkte inddraget.

Kan vi snakke med barn om alt? har mange fine eksempler på, hvordan man omtaler skræmmende begivenheder. Fælles for dem er, at de taler angsten ned hos barnet. Det sker ved at informere om de faktuelle hændelser, så barnet ikke selv skal gætte sig til noget. Det sker også ved at fortælle, at der er meget lille risiko for, at det sker igen – og en endnu mindre risiko for, at det sker for barnet.

Det sker med et ordvalg, som kan virke gammeldags for den danske læser. Kønsroller, kongehuset og religionen er vi ikke vant til at høre omtalt, som det sker i Kan vi snakke med barn om alt? Derimod er det et eksempel til efterfølgelse, når menneskeskabte tragedier forklares ved, at der er en fejl i den “ryddemaskin”, som fjerner de normale og acceptable ønsker om skade andre. Hos de fleste fungerer det sådan, at tanken ikke bliver til handling, men i disse ekstreme tilfælde virker det ikke, som det skal.

Fyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

Mouritsens metodeFyraftensmøde og reception om Mouritsens metode

BUPL Århus holdt et spændende arrangement i forbindelse med udgivelsen af Mouritsens metode redigeret af Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen. Flemming Mouritsens studerende, kollegaer, familie m.fl. var mødt op til en blanding af fyraftensmøde med debat, reception med præsentation og gravøl med anekdoter.

Jeg har ikke selv kendt Flemming Mouritsen (1942-2015), men blev alligevel rørt af de mange taler.

“Man har ikke forstået det, bare fordi man har fået sat det på begreb” har Flemming Mouritsen sagt. Det kan godt udfordre den mere akademiske tilgang til pædagogik, som i disse år har førertrøjen. Det er ikke den eneste gang, Mouritsen har gået imod sin samtid – og ikke det eneste, han har at sige i 2016 og årene frem.

Bøgerne – for der er to – dækker 40 års arbejde, hvor han bl.a. underviste i pædagogik på det, som dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus. De Mouritsen i 1970’erne begyndte at undervise i dansk, var det et fag med fokus på (voksne) dannelsesbegreber og litteratur for voksne. Han indførte børnelitteratur i pensum. Tænk, det havde man ikke før. Og tænk, med den seneste ændring af pædagoguddannelsen er børnelitteraturen sat udenfor døren igen!

Da jeg havde såkaldt AK-fag i 1999, var det selvfølge, at undervisningen havde tæt tilknytning til børnekultur og det pædagogiske arbejde. Det var Niels Mors, der underviste mig, ham vender jeg tilbage til.

Selv om Mouritsens havde det meget dobbelt med teoretisering, begreber og metoder, udviklede han en del af sine egne. Hans virke forsøgte hele tiden at finde en balance mellem tre “poler”, som blev illustreret med denne slide:

Mouritsens metode, slideSom eksempler nævnte Karin Esmann Knudsen de tre forfattere Ole Lund Kirkegaard, Egon Mathiesen og Cecil Bødker, hvis budskab er det modsatte af Rødhættes: De opfordrer barnet til at forlade stien, gå ved siden af den udpegede vej. Det er her, eventyret findes.

I det hele taget udfordrede Mouritsen synet på børnelitteraturen. Er det pædagogik eller kunst? Et spørgsmål, som stadig debatteres i faglige kredse – og sikkert også i de små hjem. Mouritsens eget forsøg på et svar lød: “Børnelitteraturen har en social funktion samtidig med, at den er formet i æstetiske mønstre.” Det var et pudsigt sammenfald, at på dagen for fyraftensmødet/receptionen havde Center for Børnelitteratur skiftet navn til Center for Børns Litteratur og Medier, endnu et forsøg på at placere børnekulturen, selv om den er så svært at fastholde.

I øvrigt mente Mouritsen, at legetøjskataloger er de vigtigste bøger i børns liv. Man kan så tænke over, hvad den vigtigste læsning i børns liv i dag er. Computer og de digitalt bårne spil er mit bud. Computerspil fik anerkendende ord med på vejen, for man kan tænke over, hvilke kompetencer man bruger ved skærmen.

Lidt langhåret mente man tidligere, at legen er, når
nogen gør noget ved nogen med noget.

I dag ser man på leg som noget, hvor
noget gør noget ved nogen med noget.

Det er her, computerspillet kommer ind.

Et andet Moritsensk begreb er den gennemøvede spontanitet, som dækker over, at spontanitet, det skal man øve sig på. Kun sådan bliver man bedre og bedre. Den er lige værd at tænke over.

Tilbage til min egen seminarietid

Arrangementet gav mig nye tilgange til, hvad der skete med mig, da jeg med en fuld læreruddannelse, lærerpraksis og SFO-praksis kom på pædagoguddannelsen i slutningen af 1990’erne… og i den grad begyndte at lære noget. Førnævnte Niels Mors gav mig en øjenåbner, da han som den første konfronterede mig med, at her brugte man ikke “du er mit objekt”. Med Mouritsens ord var mantraet “Vi lærer af hinanden, vi støtter hinanden.”

Niels Mors huskede mig fra studietiden, da jeg præsenterede mig til arrangementet. Godt gået, når man tænker på de hundredevis (hvis ikke tusindvis?) af studerende, han har haft gennem hænderne. Vi havde ikke mange timer sammen, men jeg husker også udmærket pointerne i de nye måder at betragte læring på, som jeg fik der.

Min (dengang) veludviklede evne til udenadslære og til at gengive lærebøgerne gav ikke de store fordele. På pædagoguddannelsen blev vi hørt i problemforståelse, kreative interventionsforsøg og en nysgerrig og åben tilgang. På den måde er jeg sikkert blevet undervist i Mouritsens metode uden nogensinde at have mødt Flemming Mouritsen hamselv.

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.