Kategoriarkiv: Ledelse

BØRNS hverdag 4-2018

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO.

Læs nr. 4-2018 her.

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 385 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

Styrkede læreplaner – fuld metodefrihed, tak!

3 Årsplan

4 Børn gør det rigtige – hvis de kan

Interview med Ross W. Greene

6 Ledelse af selvledelse

Anmeldelse

8 Hvordan forstår og hjælper vi

barnet i trivselsvanskeligheder

10 Mindeord

Joan Lundfordt

10 Kursus

Personalejura for ledere i private institutioner

11 Klumme

Vi skal gøre dagtilbud til politikernes darling

12 Konsulentnyt

Syg under ferien?

Lukkedage

Persondatabehandling

14 Strategisk selvledelse og teamsamarbejde

ind i daginstitutionerne

15 DLO uddeler små tilskud

til sociale formål

16 Mulit Math

18 Hvordan inkluderer man

forældre til forældrearrangementer?

21 Fra maskinrummet

Ny kommunikationskonsulent

22 Portræt af en leder

Lise Lorentzen

Når talent forpligter

Når talent forpligterNår talent forpligter

Mads Davidsen og Helle Hedegaard Hein
302 sider
Gyldendal Business 2017

 

 

Man tager 11 idrætsudøvere på absolut verdensplan og to særdeles kompetente forfattere: En UEFA PRO-træner med uddannelse i både journalistik og ledelse og en forsker og foredragsholder med speciale i motivation og ledelse. Resultatet bliver en afbalanceret blanding af personlige livsberetninger og indsigtsfulde analyser, krydret med teorier om, hvad der motiverer os til at slide i time-, dage- og årevis for de mål, vi sætter os.

Vi kommer ikke uden om lidt namedropping og opremsning af de højdepunkter, der har været i idrætsudøvernes karrierer, men teksten er dejligt fri for at dømme i forhold til de valg, der er taget undervejs for at nå målene. Når stjernerne tages i forsvar, er det med den faglige vinkel, som er bogens præmis: deres motivationsmønster i en præstationskultur. F.eks. understreges det, at Andre Agassi tog stoffer af mentale årsager, ikke fysiske, og alligevel blev fordømt. Anja Andersen er blevet kaldt barnlig, hysterisk og utilpasset, men hendes adfærd bunder i en frustration. To idrætsudøvere, som ellers ikke er med i bogen, men blot nævnes indledningsvist på grund af den store omtale, deres misbrug hhv. temperament har fået i medierne.

Allerede her vil pædagogen se den tætte sammenhæng mellem miljøet i Når talent forpligter og den daglige pædagogiske praksis. En lille del af pædagogerne arbejder med medicinering, og et meget stort antal arbejder med at give temperamentet et acceptabelt udtryk.

Talentet til at blive topidrætsudøver lægger et pres på den enkeltes skulder, som man også ser blandt børn og unge udenfor miljøet. De to forfattere giver deres vinkel på ”reglen” om, at det kræver 10.000 timers træning at blive virkeligt god til noget: ”I en del talentlitteratur er det blevet tolket som en kausal-relation: Hvis man bare træner i 10.000 timer, er man sikker på at nå et mestringsniveau.”

Sådan forholder det sig ikke ifølge Når talent forpligter. ”Beklager, stræbere, men talent findes,” hedder det. De 10.000 timer har betydning for at udvikle et talent, men der skal være et potentiale at udvikle på. Noget andet er, at man også kan være genetisk disponeret for at ville øve sig. Eller man søger de aktiviteter, man i forvejen er god til, for så at perfektionere dem.

Forholdet mellem talent, indsats og evne er endda sat på formel af den amerikanske forsker og psykolog Angela Lee Duckworth. Talent x indsats = evne. Og videre hedder det, at evne x indsats = præstation. Med lidt matematisk kan man omregne det til, at præstation = talent x indsats x indsats. Det er altså indsatsen, som virkelig batter. Samtidig er det indsatsen, som man har mulighed for at skrue op og ned for, afhængigt af motivationen. Lige netop motivationen er ”begrundelsen for at fortsætte med bevidst, målrettet træning.” Uden motivation vil man ikke lægge den indsats, som det kræves for at udvikle talentet.

På dette punkt gør Helle Hedegaard Heins tidligere forskning af motivation sig tydelig. Det bliver understreget, at vi motiveres af forskellige ting, og første skridt for at udvikle et talent er at finde ind til motivationen. Fodboldspilleren Pierre-Emil Højbjerg siger det f.eks. sådan: ”For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenligner mig ikke med andre. Jeg vil ikke være bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare være så dygtig som muligt.” Sagt af den hidtil dyreste danske fodboldspiller, solgt for over 100 millioner kr. i 2016.

De følgende sider udfoldes motivationteorier og Mihaly Csikszentmihalyis flowteori i en lettere udvidet version. Arketyperne, som er beskrevet i bl.a. Helle Hedegaard Heins Primadonnaledelse, gennemgås og eksemplificeres gennem de idrætsudøvere, som er bidragsydere til bogen. Arketyperne beskrives med en primær og en sekundær motivationskilde, som alt efter synsvinkel kan kaldes en udfoldelse eller en forenkling af tidligere udgivet litteratur om emnet.

Den sidste tredjedel af Når talent forpligter bliver ret idræts-nørdet. Det opvejes for pædagogen af den relevans, resten har. Begreber som den spændingsreducerende og den spændingsøgende præstationsvej er relevante både for idrætstræneren, for pædagogen og for læreren. Team Danmark har en såkaldt sportspsykologisk model, som kan findes på deres hjemmeside. Desværre er den afbildet i bogen i så dårlig kvalitet, at den er nærmest ulæselig. Den kunne være endnu et eksempel på, at fagpersoner ganske udmærket kan oversætte begreber fra idrætsverdenen til pædagogisk praksis.

Denne boganmeldelse vil ligesom Når talent forpligter slutte af med at mane til eftertanke. Den amerikanske forsker Adam Grant advarer mod for stort fokus på øvelse: ”Hvorfor er der så få Nobleprismodtagere blandt de strålende talenter, der har vundet de mest præstigefyldte priser i gymnasiet?” Grant giver selv svaret: ”Vidunderbørnene ikke lærer at blive originaler. De er ofte drevet af at imponere deres lærer eller gøre sig fortjent til forældrenes anerkendelse, og i den proces er konsekvensen, at øvelse nok gør mester, men øvelse skaber ikke originaler.”

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.

Nu tændes der et nyt håb for børnene

Kroniken 2. april 2018Nu tændes der et nyt håb for børnene

Af Lene Lind og Bjarne W. Andresen

Udgivet som kronikken i Politiken 2. april 2018. I skrivende stund kan linket læses med login, som indgår i abonnement på avisen.

Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne.

Susannes arbejdsdag starter i vuggestuen kl. 9, Karl løber hende i møde, han vil op og have kontakt. ”Ja, nu er jeg kommet”, siger hun og sætter sig med ham. Susanne får øjenkontakt med Malthe, de smiler til hinanden, og han vender sig atter mod Thomas og leger videre. Rikke kommer ind fra legepladsen, løber zigzag gennem stuen hen til Susanne. Rikke skal også lige have kontakt og forsikres om, at Susanne har set hende. Derefter er hun på vej tilbage til sin leg.

Susannes tilstedeværelse giver tryghed og en kærlig stemning i rummet. Den tætte relation er en forudsætning for børnenes gode udvikling.

Vi voksne vil gerne have kontrol over og styre børns udvikling, men deres proces er så kompliceret, at vi næppe kan forstå den til fulde og derfor i vores iver for at begribe, hvordan den forløber, forenkler og opsplitte barnet i forskellige delområder som motorik, sprog, sociale færdigheder, hukommelse og tænkning. Dermed mister vi nemt ydmygheden over for den mangesidige komplekse udviklingsproces, der foregår, oveni købet mener vi os i stand til at accelerere udviklingen, hvilken respektløshed.

Men måske er der håb om ændringer, idet en ny dagtilbudslov træder i kraft 1. juni.

Den nye lov lægger op til, at vi anerkender, at barndommen har en værdi i sig selv, og at vi understøtter, at børnene gennem deres leg udvikler egne kompetencer og dannelse. Børnenes leg fremhæves i den nye version, det giver håb om at legen ikke udelukkende skal bruges og styres af voksne til læringsformål.

I flere år har kundskabstilegnelse og læringsideologier taget opmærksomheden, og udviklingen af mental sundhed har stået i skyggen. Målopfyldelse, træning, test og dokumentation blev en del af samværet. Konkurrencesamfundet ramte børnene, og flere er endt med diagnoser og har fået behov for hjælp og støtte. Det er vigtigt at sadle om.

Det er fundamentalt, at vi mennesker fra livets start er afhængige af at have sociale relationer med andre, især dem, der har en følelsesmæssig betydning for os. Vi behøver samhørighed og anerkendelse af vore følelser og vore intentioner. Vi har behov for kropskontakt for at blive set og hørt, for at opleve gensidighed.

I vores sociale liv er det afgørende, at vi er i stand til tone os ind på hinandens sindstilstande og har evnen til at aflæse mimik og andet kropssprog. Glæden ved at have fælles oplevelser og ved udveksling af synspunkter og følelsestilstande med hinanden er afgørende for den grad af livskvalitet vi oplever.

Vi ”spejler” os i andres reaktioner. De fortæller os, hvordan vi bliver opfattet. Det, vi her oplever, har indflydelse på vores væremåde og på vores eget selvbillede.

Vi skal gøre os klart, at disse faktorer også er nødvendige og uomgængelige i børns opvækst. De er afgørende for både børns trivsel og for deres udvikling af personlighed og færdigheder.

Det enkelte barn er så at sige prisgivet de voksne, der har ansvaret for det. De voksnes evne til at drage god nok omsorg for barnet og støtte det relevant hen imod selvstændighed skaber barnets senere ”kapital” til at klare sig i tilværelsen, intellektuelt som følelsesmæssigt. I samværet med de kompetente voksne udvikler barnet evnen til at være selvregulerende, til social forståelse samt til at erhverve viden om verden og hvilken indflydelse, de selv har.

Jeppe på 13 mdr. mister balancen, falder bagover og slår baghovedet i gulvet. Han græder voldsomt overmandet af smerten. Susanne, hans pædagog trøster og puster. Men gråden bliver ved. Han kan ikke forstå, hvorfor han har så ondt. Først da Susanne beskriver hændelsen, finder han ro: ”Jeppe du klatrede op på stolen, så faldt du ned på gulvet og slog hovedet – av, det gjorde ondt”. Jeppe lytter og kigger på hendes hænders medbeskrivelse, hun genfortæller episoden tre gange og Jeppe har nu forstået sammenhængen i det, der skete og den smerte han følte. Nu står situationen ikke fragmenteret og farlig for ham mere.

Livet kan blive en gave, når barnet føler sig valgt og elsket for sin egen skyld, når forholdet til betydningsfulde omsorgspersoner er trygt og varmt, og når barnet føler sig værdifuldt i familien og daginstitutionen. I dette klima opleves og erfares med stor appetit og barnet suger til sig og lærer.

For nogle børn udgør livet en kamp for retten til at være til og finde tryghed og for at blive accepteret. Det sker, når de voksne opleves som modspillere, der har negative forventninger til barnet, eller når de voksne ikke formår at opfylde barnets basale behov.

Vi må også være opmærksomme på, om det for barnet bliver en kamp at klare daginstitutionens liv, når de voksne er svære at få kontakt til, er uopmærksomme eller passive i forhold til at hjælpe barnet med at klare svære affekttilstande, eller når de professionelle omsorgsgivere konstant udgør skiftende personer, og ikke mindst når det er svært at opnå tryghed, fordi personalenormeringerne er for lave.

Det er altafgørende, at der er tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt veluddannede voksne til at imødekomme barnets behov for relationer. Vel at mærke voksne, som er personligt velfungerende. Den gode omsorgsgiver finder den balance, det enkelte barn behøver mellem behovet for selvbestemmelse og behovet for beskyttelse. Mellem behovet for forudsigelighed og for nye oplevelser, mellem behovet for faste rammer og behovet for at følge egne lyster og for at have indflydelse. Og den gode omsorgsgiver hjælper barnet til efterhånden selv at kunne mestre disse dilemmaer og dermed skabe en indre ro gennem sine prioriteringer. De muligheder, der gives, og de krav, der stilles, skal være tilpasset barnets mentale og intellektuelle og fysiske udvikling.

Legen er afgørende for barnets udvikling. Fra barnet er ganske lille har legen mellem barn og voksen stor betydning som fælles oplevelsesfaktor. Ved at lege knyttes tætte bånd, den fælles følelsesmæssige aktive deltagelse giver følelsen af fælles gåen på eventyr i en magisk verden. Her er en verden af musik og magi, som barnet deler med en voksen, her udtrykkes følelser uden ord, her har man en spænding som opløses på et højdepunkt, der næsten er uudholdeligt. Her veksles mellem spænding og ro, mellem adskillelse og genforening. Her er gentagelsens overraskelse fælles fryd og latter – i de mængder barnet kan klare. I de voksnes leg med det lille barn tilføres barnet erfaringer om at møde andre følelsesmæssigt, at bruge fantasi, at opleve magien i samspil, at opleve fælles glæde og morskab, det er en nøgle til at lære nye ting, til intimitet, til selvstændighed samt også til at udtrykke sider af sig selv gennem kreativitet og fantasi. Her forskes i tings og personers muligheder og grænser, her leges med lyde og bevægelser, her lægges grunden til sproget, til motoriske kompetencer, til opdagelse af fysikkens love, til sociale færdigheder, for at nævne nogle få af de færdigheder børn udvikler i det tidlige gensidige legende samspil med omsorgsgiverne.

I legen bliver fantasier og følelser udsprunget af barnets indre verden udspillet i mødet med den virkelige verdens konkrete muligheder og reaktioner. Her kommer det til udtryk, som ord har svært ved at beskrive. Her er legen og de kreative skabende processer et sprog som giver nye erkendelser. Hvis børn ikke har haft disse legeoplevelser som små, vil legen være et mysterium for dem, og de får svært at deltage i legende fællesskaber.

I daginstitutionen er de voksnes tilstedeværelse en tryghedsfaktor, der gør det nemmere for børnene at kaste sig ud i legen med hinanden. At have en base hos en voksen betyder for barnet, at det kan søge hjælp, når det oplever sig i konflikt, eller når der sker noget, barnet bliver urolig over, også når det behøver en voksen til at hjælpe sig med at løse problemet eller med at genoprette den indre ro. De voksne skaber rammerne for legemulighederne: hvordan rum er indrettede, deres størrelse, om de kan rumme fysisk aktivitet, om de kan tilbyde rolige omgivelser. De voksne skaber tilmed det mentale rum i institutionen, der gør det trygt at udfolde sig og tage risici og udfordringer op i det indbyrdes liv, børnene har med hinanden. Desuden har de voksne ansvaret for de etiske regler, børnene får skabt for deres samspil, f.eks. om man skiftes til legetøjet, eller om den der kom først, leger færdigt med det, om den der har legetøj med hjemme fra, skal dele med andre eller må beholde det for sig selv. Om man tager hensyn til dem, der er mindre end en selv, om man hjælper hinanden, om hvordan man løser konflikter og forholder sig til interessemodsætninger.

Disse etiske regler for samspil har stor betydning for børnenes sociale liv og for den enkeltes forståelse af sig selv i forhold til andre, samt for hvordan børnene lærer at håndtere konflikter, og for hvordan de støtter og hjælper hinanden. Rettigheder og hensyntagen er svære etiske dilemmaer, som man lærer af – her behøves indlevende og forstående voksne, der kan vejlede og støtte til gavn for både den enkeltes selvfølelse og for fællesskabsfølelsen.

Det er vigtigt, at de voksne ikke med deres reaktioner får børnene til at føle sig forkerte på grund af deres følelser og lyster; det udløser nemlig skam, og skam er en destruktiv følelse for selvværdet.

Michael på 3 år er ulykkelig over at være blevet afvist af sin bedste ven. Han græder, samtidig viser han sin vrede i voldsomme udfald mod vennen. Line, hans pædagog, ser ham og siger henvendt til Michael: ”Øv, hvor er det ærgerligt at Jacob ikke vil lege med dig, når du så gerne vil. Du bliver både vred og ked af det kan jeg se.” Michael kigger på Line og ser i hendes ansigt alvor og forståelse, han bliver roligere og Line kan snakke med ham om det, der skete.

Børn overtager de voksnes holdninger og handlemåder. Er de voksne moraliserende på en destruktiv facon, påvirker det børnenes indbyrdes relationer, lige som det påvirker det enkelte barns livsglæde og selvfølelse.

At opleve den samme glæde over de samme ting og at dele den samme følelse, giver intimitet. Betydningsfulde sekunder med stærke fælles følelsesmæssige oplevelser kan give stor indre glæde. Det er ikke alt det, vi oplever på et indre plan, der kan beskrives med ord, derfor er der fælles oplevelser, der står stærkest ved at være ordløse, hvor blikket, en berøring eller en gestus er det stærkeste udtryksmiddel.

Legen på børnenes præmisser bør stå centralt i daginstitutionens liv, legen for sin egen skyld. Et godt legeliv er vigtigt for såvel den mentale sundhed som for udviklingen af færdigheder.

Sproglig udvikling har politisk bevågenhed, men glem nu ikke at fundamentet for at udvikle et velfungerende sprog, er voksne at tale med. Voksne, der har tid til at samtale med barnet. I daginstitutionen er støjniveauet ofte for højt og voksenkontakten for udtyndet til, at børn udvikler et tilstrækkeligt nuanceret sprog. Det er simpelthen for svært at høre alle ordene tydeligt og at deltage i en flervejskommunikation. Taleundervisning og sprogstimulation er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at børn kan erhverve sig et velfungerende sprog, dertil kræves et samspil med andre, også andre der kan mere end en selv.

Sproget er ikke bare et spørgsmål om ordforråd og udtale, men også erfaringer om dets anvendelse i sociale sammenhænge og om at bygge bro mellem følelser og handlinger.

Når barnet får ord, får det udvidet sine muligheder for at gøre omgivelserne opmærksomme på sine behov, ønsker og følelser. Det går ind i en verden, hvor virkeligheden kommer til at se anderledes ud – barnet finder ud af, at alt har navne, at hensigter kan formidles, at der kan kommer ord på følelser og at ord kan lette kommunikationen og nuancere den.

Pædagoguddannelsen bærer et ansvar for daginstitutionernes udviklingsmuligheder.
Det er væsentligt, at vi har en pædagoguddannelse, som kan forberede den studerende på at imødekomme barnets behov.

Set i det uddannelsesmæssige perspektiv har studerende på pædagoguddannelsen aldrig skullet dokumentere så optimal viden og færdigheder som i den seneste uddannelsesbekendtgørelse. Dette sker ved kontinuerlige prøver og eksamener i uddannelsen og i samarbejde med praksisfeltet.

Den studerende skal kunne reflektere over og handle i forhold til kulturforskelle, kulturmøder og kulturkonflikter samt inddrage kulturdiversitet som et deltagerperspektiv og en ressource i pædagogisk praksis. Den studerende skal målrettet kunne tilrettelægge, gennemføre, dokumentere og evaluere aktiviteter og læreprocesser, der støtter trivsel, læring, dannelse og udvikling. I den forbindelse skal den studerende på et fagligt grundlag kunne udfordre eksisterende praksis, afsøge og vurdere alternative muligheder og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis. Alle disse tiltag har til formål, at pædagoger efter endt uddannelse fremstår som de kompetente medarbejdere i institutionerne. Det er så at håbe, at der gives mulighed for at de fagligt opnåede kompetencer kan udfolde sig.

Alt i alt må vi konkludere at normeringerne bliver er kardinalpunkt, hvis den nye dagtilbudslov skal blive en forbedring af børnelivet i daginstitutionerne. Børnene behøver tilstrækkeligt med veluddannede og personligt velfungerende pædagoger.

Bidragsydere

Bente Hagsten le Fevre, lektor, master i social integration v. UC SYD, Kolding;
Birger Thomsen, tidligere daginstitutionsleder
Birgit Boelskov, uddannet børnehavelærerinde, master i pædagogisk udvikling
Bjarne W. Andresen, støttepædagog i Aarhus Kommune, redaktør, master i børnelitteratur
Henriette Korch, ressourceperson i Team for inkluderende pædagogik, Hedensted Kommune
Henrik Ditlevsen, klyngeleder Københavns Kommune
Lene Lind, pædagog, forhenværende institutionsleder, fagbogsforfatter
Ulla Qvist Engholm, master i positiv psykologi, dagtilbudsleder

Kronikken er lavet i rammerne af Pædagogisk Netværk. Manchetten (Den planlagte nye dagtilbudslov giver mulighed for et bedre barneliv. Men det forudsætter, at normeringerne også følger med ambitionerne) er skrevet af Politiken, som i øvrigt i papirudgaven skrev “dagplejelov” i stedet for “dagtilbudslov”. Vi havde kaldt kronikken Nyt håb for børnene?, mens avisen valgte to forskellige overskrift i papir- og e-udgaven, hhv. Nu tændes der nyt håb for børnene og Hvor meget kontrol skal vi tage som forældre? Leg er afgørende for barnets udvikling. I Politiken fremstår vi alle som lige forfattere, og det er også helt i orden.

Vi har for mange herrer

Vores virkelighedVi har for mange herrer

Pædagogerne lever i et system, hvor alt for mange beslutninger træffes andre steder. Vi har herrer i det politiske system, det administrative system, det faglige system – og så er der alle de andre herrer: forældrene, etikken osv.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 3. marts 2012.)

I denne uge var jeg til et fyraftensmøde i min fagforening. Temaet var ”En politik om kritik.” Vi hørte et oplæg om, hvordan der kan etableres en arbejdspladskultur, som kan håndtere kritik og faglige uenigheder. Arbejdslivskonsulent Christian Sung Dan Pedersen, som selv har læst til pædagog, fortalte om sine undersøgelser. Der var mange emner til den efterfølgende debat, men en ting bed jeg især mærke i: pædagoger er åbenbart særligt følsomme overfor kritik fra forældrene.

Det er egentligt bemærkelsesværdigt. Vi modtager kritik så mange steder fra. Hvordan kan det være, at kritik fra f.eks. kolleger, som vi jo deler faglighed med, ikke rammer så hårdt? Mit bud er, at mange pædagoger ser sig som servicemedarbejdere, før de ser sig som nogen, der praktiserer et fag. Hvis vi først og fremmest var professionsudøvere, ville kritikken fra fagfæller nok ramme hårdere, end når den kommer fra forældre.

Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan det forholder sig for den enkelte pædagog. Hvis du ikke genkender dig selv i min analyse, er du muligvis heller ikke så følsom overfor (uberettiget) kritik fra forældre?

Når jeg skriver, at vi har mange herrer, forstår jeg det sådan:

  • F.eks. arbejder jeg på en skole som støttepædagog for enkeltintegrerede børn. Jeg har en fritidspædagogisk leder for den SFO-afdeling, jeg er i, en SFO-leder, en administrativ leder, en skoleleder og en pædagogisk leder. Allerede der har jeg fem ledere. SFO-pædagogerne beslutter (sammen med medhjælperne), hvad der sker i SFO’en, og lærerne beslutter, hvad der sker i undervisningen. Over alle dem er der en områdechef og længere oppe en leder af pædagogisk afdeling og en børn- og ungechef. Så er der naturligvis rådmanden og borgmesteren.
  • Jeg er også en del af det nationale system med 29 medlemmer af børne- og undervisningsudvalget og naturligvis en minister. Der er servicelov, lov om undervisning og grundlov.
  • I en eller anden forstand er både børnene og forældrene også mine herrer, når jeg er på arbejde.
  • Endelig er der nogle herrer, som er mindre håndgribelige: først og fremmest min faglighed. Den byder mig at handle på den ene eller anden måde. Moral og etik giver også sin mening til kende. Heldigvis.
  • Som ekstra tilvalg har en del pædagoger ideologiske herrer: det kan være partipolitiske eller religiøse hensyn.

Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at vi ofte står med dilemmaer. Alle disse herrer er langt fra enige. Vi udsættes for kritik enten udefra eller indefra hele tiden. Det vigtigste er at kunne skelne mellem de mange herrer, hvem er vigtige for dig? Det er dit valg.

BØRNS hverdag 2017-8

BØRNS hverdag 2017-8

Jeg er redaktør på BØRNS hverdag, som udgives af DLO

Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på boernshverdag@bjarnewandresen.dk.

Nr. 8 er udkommet og kan hentes som pdf her.

Bladet kan også hentes som epaper her, hvor man også kan hente de enkelte sider, hvis man kun ønsker at downloade enkelte artikler.

Indhold

2 Leder

Hvordan skaber vi fred i vores børns liv?

4 Følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne i vuggestuen

Artikel ud fra forskningsprojektet af samme navn.

6 Den nye tids 4 lederkompetencer

Pædagogisk ledelse.

8 Sønderborg Kommune satser på dagtilbuds- og skoleområdet

Nye regler i Sønderborg.

10 Den gode barndom

Boganmeldelse.

11 Arrangementskalender og kursuskatalog

Lige til at hive ud af bladet.

15 Gø med os

Klumme.

15 Har du hørt?

Søg tilskud.

16 Alt for store voksne men ingen øjne

Hvad sker der, når børn ikke bliver set?

17 Nye kasser til legepladsen

DLO undersøger et nyt produkt.

18 Brug cykelleg til at styrke sprog, motorik og personlige kompetencer

Cyklistforbundet giver gode ideer til aktiviteter.

21 Mere end hver fjerde virksomhed har oplevet it-kriminalitet

Det sker også i institutioner.

22 Portræt af en leder

Jakob Stenmann Hansen fra idrætsinstitutionen Trekanten.

 

 

 

BØRNS hverdag nr. 7-2017

Forside af BØRNS hverdag nr. 7-2017BØRNS hverdag nr. 7-2017

Jeg var redaktør på BØRNS hverdag nr. 7-2017. Læs bladet her.

BØRNS hverdag udgives af DLO – Daginstitutionernes LandsOrganisation. Man kan være medlem både som institution og som personligt medlem. Det sidste koster 327 kr. om året. Institutioner betaler forskelligt kontingent afhængigt af institutionstype. Læs mere her.

Hvis man er interesseret i at bidrage til bladet kan man kontakte mig på dlo@bjarnewandresen.dk.

Indhold

2 Leder

DLO går til kamp mod det kommunale opgavetyveri.

3 Årsplan

4 Vi lærer sprog

Dorte Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter fortæller om projektet Vi lærer sprog.

5 Et nyt ord hver uge

Sprogkalenderen er et gratis tilbud.

6 Børns drivkraft

Kom til DLOs efterårskonference.

8 Adfærdsproblemer i vuggestuen og børnehaven

Boganmeldelse og interview med forfatteren.

10 Interview med Sofie Münster

Du kan møde Sofie Münster på DLOs efterårskonference.

11 Privatkonference

Markedspladsen på DLOs konference var en succes.

12 Konsulentsiden

Fyraftensmøder.
Kontakt Institutionspsykologerne.
Kopimaskiner og printere: ny dom.
Opgavetyveri.
Skaf et medlem

14 Sådan får man en diagnose

Pædagogen har en vigtig rolle, når børn diagnosticeres.

16 Legepladsens pædagogik

Fyraftensmøder med Benny Schytte.

17 PIPU-uddannelsen

Institutionerne kan nu møde en ny type pædagogstuderende.

20 Mindre skæld ud – mere indflydelse

4-6 årige oplever, at de tit får skældud af de voksne i børnehaven.

22 Portræt af en leder

Anne Ladefoged deler sine erfaringer.

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

BØRNS hverdag 3, 4, 5 og 6 – 2017

Jeg er redaktør af BØRNS hverdag, som udgives af DLO (Daginstitutionernes LandsOrganistaion) Her kan du læse de fire første blade, jeg har lavet:

Klik på linkene og læs hele bladet!

Læs i nr. 6-2017:

2 Leder
Fællesskab, lighed og tillid skal dæmme op mod fællesskabets forfald.
4 Sangglæde for alle
Et bidrag til det glade, kreative børneliv, som institutioner kan deltage i.
7 DLO inviterer til fyraftensmøder
Med ressourcedetektiv Hanne Risager.
8 Boganmeldelse
Inklusion i daginstitutionen er en grundbog, som samler et stort materiale på en overskuelig måde.
10 Kursus i lederudviklingssamtaler
En tidligere kursist fortæller om sine indtryk.
11 Konsulentsiden
Selvejende institutioner og databehandleraftalen.
12 Efterårskonference
Faglig konference om børns drivkraft. Lige til at hive ud og hænge op!
14 Konsulentsiden, fortsat
Bestyrelsesmedlemmernes personlige ansvar.
15 Højt begavede børn i børnehaven
Sådan spotter vi højt begavede børn i børnehaven – og sådan støtter vi deres udvikling.
20 Portræt af en leder
Heidi Ingemann Jensen fra Børnehuset Bøgely i Hareskoven deler sine erfaringer.
22 Psykolog-klummen
Helle Scheele skriver om Det særligt begavede vuggestuebarn.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 5-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Sørg for en ansvarlig administration.
4 To nye udgivelser fra EVA
Hjælp til at vurdere ny forskning og måleredskaber på dagtilbudsområdet.
6 Du kan bidrage til DLOs arbejde for mindre bureaukrati
DLO har arbejder for daginstitutionernes interesser. Her får du en status på de vigtigste sager lige nu.
7 For høje udgifter til kopi og print?
Spar penge via DLO.
8 Folkemødet på Bornholm 2017
Folkefesten for et bedre samfund.
11 DLO region Hovedstaden
Indkaldelse til generalforsamling.
12 Konsulentnyt
Personalejura for arbejdsgiverbestyrelser, Fyraftensmøder med Hanne Aalling Risager, arbejdsgiverbestyrelser.
14 Det giver god mening at kende HC And
Et interaktivt læringsredskab til børn om undersøgelser, behandlinger, diagnoser og indlæggelse på et hospital.
16 Hvad er en daginstitution?
Skønsomme tanker om en daginstitution og det gode børneliv.
18 Børnehuset er familiernes hus
Et projekt om involvering af forældre.
19 Kom med i maskinrummet
To boganmeldelser.
21 Psykologsiden
Mental sundhed.
22 Portræt af en leder
Mette Mechlaoui fra Barndommens Land.
22 Ændret levering af BØRNS hverdag
Fremover modtager medlemsinstitutioner og organisationer bladet på en ny måde.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 4-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Er KL ”godt på vej”?
4 Børn kommer i børnehave selv om de er syge
Ny undersøgelse fra Børnerådet viser travlhed i familierne.
6 Udfordringer & muligheder
En analyse af børnene, forældrene og de pædagogiske muligheder i 2010’erne.
9 DLO er daginstitutionernes politiske vagthund
Nogle af de sager, der rør sig lige nu.
10 At se mennesker gro
Hanne Risager tilbyder fyraftensmøder i efteråret.
11 Børnenes grundlovsdag 2017
Sådan gør de i Esbjerg.
12 Konsulentnyt
Guldkorn. Seniordage og omsorgsdage. Boganmeldelse af Barnets eventyrperler.
14 Gadedrengen fra Vesterbro modtager ERNA-prisen
Dansk Historisk Pædagogisk Forening anerkender Benny Schyttes indsats.
16 Hvad børn ikke ved har de ondt af
Foredrag med Per Bøge.
18 Vuggestuebørn bliver bedre til sproget
Sprogforskningsprojekt i Gladsaxe Kommune giver store forbedringer hos børnene.
19 Hun lærer børn at sige ”amygdala”
Anette Prehn laver hjernesmart pædagogik.
21 Psykolog-klummen
Barnets problem i børnehaven er ikke altid et problem i hjemmet.
22 Portræt af en leder
Troværdighed, menneskelighed og glæde er de tre vigtigste værdier for Trine Boel Nielsen.

Af ophavsretslige årsager kan nr. 3-2017 ikke læses på nettet, men dit lokale bibliotek kan bestille det hjem.

2 Leder
Samskabelse i dagtilbud
4 Ny sekretariatsleder
DLO har fået ny sekretariatsleder. Tanja Krabbe præsenterer sig.
8 Rådet for Læring
Anbefalinger vedrørende børns læringsduelighed
15 Psykolog-klummen
Robusthed
16 Året dagtilbud
Eksperimentalinstitutionen er medlemsinstitution i DLO og fik prisen som Årets dagtilbud BØRNS hverdag var med til prisoverrækkelsen.
19 Filmen alle politikkere burde se!
Barndom er et poetisk og rørende portræt af barndommen, når den er bedst
22 Portræt af en leder
Birthe Hedegaard Jensen har i 23 år været leder i Aarhus Kommune og er nu ansat som leder af en nybygget 0-6 års institution.

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Afvæbnet kritik

Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik

Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016

 

 

Hvad er “afvæbnet kritik”? Det er den måde, kritik bliver mødt på, som tager luften ud af den. Det er måder at svare på kritik på. Rasmus Willig har i syv år samlet på afvæbnet kritik, som den er hørt af sygeplejersker, socialrådgivere, politibetjente, lærere og pædagoger. De er efter hans mening “rygraden i ethvert samfund” og får på denne måde endnu engang stemme via en af hans bøger.

I Afvæbnet kritik bliver kritikken først analyseret og defineret. Der er en masse ting, den ikke er: Den er f.eks. ikke tilknyttet et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Ingen har monopol på kritik. Det beskrives sådan: ”moral er kritik og kritik er moral (…) Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.”

Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Eksempler på afvæbnet kritik:

“Du er da vist udbrændt.”
“Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
“Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
“Behøver du være sådan en betonsocialist?”
“Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”
“Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Særligt den sidste sætning rammer hårdt, hvis man har sin faglige stolthed i behold. Det er skrap læsning, og de mange eksempler (over 20 sider) er også delt op i to dele.

Værre bliver det af, at de afvæbnende svar reproduceres ned gennem systemet, fra højere ledelsesniveauer til lavere ledelsesniveauer. “Pædagogen bruger dem overfor børnene, og sygeplejerskerne bruger dem overfor patienten. De gentages endda i privatlivet.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Bogen Umyndiggørelse kom i 2009. Fire år senere kom Kritikkens U-vending, og med Afvæbnet kritik har vi en hel lille serie, som tager afsæt i umyndiggørelsen af velfærdsprofessionerne og dens følger. Det er ført så vidt, at bogen har et afsnit om censur, hvor den skelner mellem defensiv censur (hvor man censurerer noget, som er skrevet) og offensiv censur (hvor man undlader at komme med f.eks. kritik af frygt for konsekvenserne).

Det betyder ifølge Rasmus Willig, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille. Det ses på fire områder: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Velfærdssamfundet, professionerne og dens udøvere har brug for en fortsat udbygning og bevarelse af de fire områder, og det kan kun ske, hvis fagene kan ytre sig, kan blive hørt og ikke bliver afvæbnet.

Hør Rasmus Willig fortælle om sin bog:

Eller se en udsendelse på DR.

Afvæbnet kritik-artikel

Artikel om Afvæbnet kritikAfvæbnet kritik-artikel

Man kan godt sige, at ringen er sluttet, da Rasmus Willig møder pædagogerne i BUPL Århus og præsenterer sin seneste bog, Afvæbnet kritik. Han fortæller, at han gerne ville holde mødet her, ”for det var her, det begyndte med den første bog, Umyndiggørelse.”

(Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Mange vil huske fortællinger om, hvordan velfærdsarbejdere skreg i bilen på vej hjem fra arbejde eller åd store mængder slik for at holde det ud.

Nu er det blevet til en lille serie på tre bøger. I Afvæbnet kritik har Rasmus Willig samlet et udvalg af de svar, pædagoger og andre får, når de kommer med kritik. Deltagerne i mødet på Kystvejen genkender enten formuleringerne eller den mangel på respekt, der ligger bag.

Det er de ikke ene om. Rasmus Willig kan fortælle, at bogen bliver revet ned af hylderne og har givet anledning til debat på mange medier. Aviser, tv, sociale medier; alle taler om den. Og hvad er det så for en bog, som har givet anledning til, at sociologen har taget turen til Aarhus trods en fyldt kalender, et benbrud (”Jeg har først lige smidt støttestrømpen”, forsvarer han sig med, da han sidder ned under hele foredraget) og urimelige vilkår for forberedelse på en bustur med rød billet pga. sporarbejde på Fyn?

Det kan du læse i bogen

Kritik kan ses som en motor for forandring. Kritik tilhører ikke en bestemt fløj, et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Kritik kan tjene alle, og ”moral er kritik og kritik er moral”, som Rasmus Willig formulerer det. Han fortsætter: ”Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.” Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.

Konkurrencestaten

Tilbage i Aarhus hører vi om Grundlovens § 77, som bl.a. lover, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Hvad er ”andre forebyggende forholdsregler”? Og hvad gør man ved, at kritikken ikke er forbudt, men at den får så dårlig en modtagelse, at den sygner hen?

Gennem historien har især kirken, staten og markedet haft grund til at censurere. I konkurrencestaten udøver vi selvcensurer, for ingen vil udstille sig selv som svag i konkurrencen. Det gælder også daginstitutioner!

Det er alle steder

Tendensen til at afvæbne kritikken findes i alle niveauer i ledelses-hierarkiet. Mellemlederne møder de samme svar oppefra, som de giver nedad. Og det reproduceres, så pædagogen bruger de samme ord til børnene.

”Det psykiske arbejdsmiljø kommer under et voldsomt pres,” fortæller Rasmus Willig, ”fordi de, som udøver selvcensur, oplever en signifikant form for negativ stressbelastning, der er på højde med frygten for at blive afskediget eller mobbet.”

Akademisk og jordnær

Afvæbnet kritik består delvist af artikler mm, som tidligere er udgivet. Det gør sproget lidt ujævnt bogen igennem. I nogle kapitler refereres til Zygmunt Bauman, Karl Marx, Pierre Bourdieu og Erving Goffman. Andre kapitler består udelukkende af korte, afvæbnende sætninger. Man kan vælge at se det som en svaghed, men det gør den samtidig relevant og interessant for en større læsergruppe. Og den har et budskab, som skal nå langt ud.

Eksempler på de afvæbnende svar er:

  • ”Du er da vist udbrændt.”
  • ”Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
  • ”Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
  • ”Behøver du være sådan en betonsocialist?”
  • ”Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”

Mit eget favoriteksempel vil man ikke kunne lide, hvis man har den faglige stolthed i behold:

  • ”Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”

Reparationsness

Som ved andre lejligheder stiller Rasmus Willig sig kritisk overfor wellness, fitness og mindfulness, som han samlet set kalder reparationsness. De går fra at være en mulighed til at være et tvangsforhold, når de bliver forudsætninger for at kunne klare sig under et stigende og uafbrudt pres. Og klare sig, det skal man kunne. Flere og flere stillingsannoncer bruger forskellige omskrivninger af resiliens. Med mindre pæne ord betyder det hærdet, hårdfør, modstandsdygtig, resistent, robust og udholdende.

Med en god portion humor fortæller Rasmus Willig, hvordan man kan læse kapitlerne med svar: ”Læs alle kapitlerne med svar højt. Det tager ca. 15-20 minutter,” siger han og advarer: ”Du vil højst sandsynligt få det dårligt, da hvert eneste svar er en dosis arsenik, og alle svar er et syrebad. Der vil typisk gå 1-2 uger, hvor du har det dårligt. Herefter er du vaccineret.”

Humor går også igen i den grundige metode-gennemgang, som bliver til en selvbiografisk (og tragikomisk) fortælling. Både på mødet og i Afvæbnet kritik giver Rasmus Willig eksempler på, hvordan han har samlet sit materiale. En nyuddannet lærer ødelægger sit forhold til både kolleger og ledelse, da hun kommer med kritik på et lærermøde. På samme måde er der eksempler fra de andre professioner, men man kan godt genkende situationerne, selv om man kommer fra en anden profession.

Sidst i Afvæbnet kritik omtales fagbevægelsens rolle. Fagbevægelsen har kæmpet på fire fronter: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Hvis fagbevægelsen fortsat skal bevare og udbygge de fire områder, er den afhængig af, at professionsudøverne kan ytre sig – også kritisk.

Bidrag selv til projektet

Mødet slutter af med to opfordringer:

Hvis du selv har eksempler på, hvordan kritik bliver modtaget med et afvæbnende svar, så skriv til Rasmus Willig. Du finder ham på Facebook og på www.rasmuswillig.dk. Du kan også skrive til: willig@ruc.dk. Alle steder bliver beskeder behandlet med fortrolighed. Dine bidrag kan i anonymiseret form blive delt. Du kan søge på ”Afvæbnet kritik” på Youtube og høre eksempler.

Du er velkommen til at dele citater fra bogen. Hæng dem op på personalestuen, skriv den på forsiden af din kalender eller find selv dine måder.

Afvæbnet kritik
Rasmus Willig

235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016