Kategoriarkiv: Skole og uddannelse

Pædagoger er eksperter i læring

Vores virkelighedPædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 15. februar 2012.)

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

Etiske udfordringer på pædagoguddannelsen

VIA og BUPL Århus samarbejder om et modul på pædagoguddannelsen. Tre pædagoger har lagt cases og krop til videofilm, hvor de studerende præsenteres for etiske dilemmaer fra praksis.

(Artiklen er udgivet i Århus Pædagoger nr. 5-2017 og kan læses i sit oprindelige layout her.)

De studerende fik et par uger til at arbejde med dilemmaerne og sluttede modulet med en fremlæggelse.

De tre pædagoger havde mulighed for at overvære fremlæggelsen, og her deler Bjarne W. Andresen sine oplevelser med forløbet.

Det var spændende, hvad 24 studerende havde fået ud af at arbejde med ”mit” dilemma, hvor to børn var oppe at skændes. Et tredje barn forsøgte at blande sig/mægle og blev sparket. Casen kan læses her: www.bjarnewandresen.dk/sparringssamtaler-med-boern.

Sådan var fremlæggelsen

Vi tre pædagoger mødtes med tre undervisere og gik til hver vores lokale. Hos mig var der seks grupper, som fremlagde: Nogle brugte PowerPoint, andre havde lavet tegninger. Nogle læste op, andre talte frit fra leveren. En enkelt gruppe havde lavet et mini-skuespil med et personalemøde. Desværre måtte underviseren gå efter de første par fremlæggelser. Derfor var der kun nogle af de studerende, der fik hans feedback på deres fremlæggelse.

Der blev ikke lagt så meget vægt på, hvad de studerende ville have gjort i pædagogens sted, fokus skulle være på etiske overvejelser, som ligger før beslutningen om handling.

Da jeg ikke har fulgt undervisningen, som gik forud, kan jeg ikke bedømme kvaliteten af fremlæggelserne i forhold til faglige mål. Derimod kan jeg lade mig imponere over bredden af den måde, de studerende havde angrebet casen. Nogle handlingsforslag lå ud over, hvad man kan nå i en travl hverdag, men intentionerne bag var gode nok.

Hvad skal man tænke over?

Jeg kunne genkende mange af pointerne fra mit eget arbejde: De enkelte børns behov. Trøst, at dæmpe frustration, at give mulighed for at vende tilbage til gruppen/klassen osv. Det er vigtigt, at der er voksne til stede – også (eller måske især) i frikvartererne. God kommunikation mellem lærere og pædagoger. Børnene har behov for at bearbejde deres indtryk bagefter. Er det bedst at tale med dem samlet eller en ad gangen? Hvornår forældre skal informeres – hvor mange forældre og hvor meget skal de vide? Retfærdighed, empati og værdighed er værdier, man kan have sig for øje.

Teorierne bag

De studerende havde naturligvis arbejdet meget med Jørgen Husted, som bl.a. har skrevet Etik og værdier i pædagogisk arbejde (Hans Reitzels Forlag, 2015). Nytteetik, pligtetik og dydsetik lærte jeg ikke om, da jeg uddannede mig til pædagog, men nu har 8. klasse om det på den skole, hvor jeg arbejder. Det er glædeligt, at etikken på den måde bliver en del af hverdagen både på pædagoguddannelsen og i Folkeskolen.

Derimod genkendte jeg både Rosseau og Piaget fra min egen studietid. Det forventes, at den studerende kan sammenligne teorier, som ikke umiddelbart har noget med hinanden, og sætte dem ind i den samme ramme. Det sker også for andre pædagogstuderende, jeg har i hvert fald mødt det i mit arbejde som både censor og medbedømmer på pædagoguddannelsen.

Hvad har selve forløbet givet?

Det er spændende at være med i et samarbejde mellem uddannelse og praksis, i dette tilfælde mellem VIA og BUPL. De studerende var taknemlige for at kunne spille sammen med en pædagog fra ”den virkelige verden”, og jeg fik bestemt også mange gode tanker med mig fra fremlæggelserne. Samtidig er det en øvelse bare at udvælge og formidle et etisk dilemma fra sin praksis, for det er i sig selv en overvejelse, hvilke oplevelser, man kan tillade sig at dele i et større forum.

Børnelitteraturen lige nu

Børnelitteraturen lige nuBørnelitteraturen lige nu

Der udgives meget god børne- og ungdomslitteratur i disse år. Så meget, at det kan være svært at følge med. Jeg har spurgt (dansk)lærere, hvor de er mest udfordrede i valg af litteratur. Denne artikel vil give forslag til titler, som kan erstatte eller give et supplement til Bjarne Reuters 7.a, Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd og Astrid Lindgrens samlede værker. Hovedvægten i artiklen er bøger skrevet af danske forfattere og udgivet de seneste to-tre år.

(Artiklen er oprindeligt trykt i Skolen nr. 2-2017. Se artiklen i sit oprindelige layout her eller hele bladet her.)

Den gode historie er en væsentlig drivkraft for læsningen. En god bog er én, hvor man bare skal lige skal have næste side med. Når læreren siger: ”I slutter, når I har læst til det næste afsnit,” må der gerne lyde et højt suk fra klassen! Det er sværere at sige, hvad ”den gode historie” er. Nogle vil have humor, andre vil have gys.

Eksempler på den gode historie

De yngste læsere vil synes godt om Gustav og Raketbroderskabet, som er en serie med korte gennemillustrerede bøger om en lille gruppe børn, der interesserer sig for rumfart. De bliver indblandet i et intergalaktisk drama, da bl.a. en grøn rumpige, hendes familie og nogle fæle forfølgere lander i den lille Grødby. Der er udkommet seks bind. Muligvis syv, når denne artikel udkommer.

Det har mange kvaliteter at læse serier. Selv relativt store persongallerier som i Gustav og Raketbroderskabet introduceres overskueligt bind for bind. Læseren skal ikke sætte sig ind i et nyt univers, en ny hovedperson eller en ny handling for hver bog. Og så er det så let lige at læse et bind. Og et bind mere. Og et til. Og pludselig har man læst, hvad der svarer til en stor bog!

Serien om Dragepasseren er endnu lettere at gå til: Hvert kapitel består af en email fra drengen Edvard til onkel Oluf (og i sjældnere tilfælde den anden vej), med en illustration vedhæftet. Onkel Oluf er ikke helt så ansvarlig, som man kunne ønske, så Edvard må tage sig af alle de ulykker, onklens drager laver. Vi nævner bare et nedbrændt slot som eksempel. Der er kommet fire bøger, og der er flere på vej. Bøgerne kan bruges som højtlæsning fra dag 1 i skolen.

I Victoria Roses to liv opstår der mange sjove situationer, når Victoria sammen med sin ven flytter ud i bedstefars kolonihave, så det er deleforældrene, som skal skifte adresse hver uge og prøve på at få en hverdag til at fungere sammen med nogen, de ikke selv har valgt. Den vil være velegnet til højtlæsning for klassen fra 3. klasse og kan bruges til selvlæsning et par år senere.

Mig og Dylan Walker har den samme skæve humor som Victoria Roses to liv. Malthes sidste år inden efterskolen er ved at rinde ud, og han tager en chance for at lære det der med at score: Han fortælle, at han er bøsse for på den måde at blive lukket ind i en verden, hvor drenge ellers ingen adgang har. Det lykkes… mere, end han havde forestillet sig, for han ændrer sin opfattelse af mange ting.

Hjertet er 1 organ er en meget stærk fortælling om den 17-årig Lucca, som skærer sig selv og har sex med tilfældige mænd fra forældrenes hotel. Hun styrer sit liv med tal, for ”tal er pålidelige”, som Lucca siger det. Der er ikke meget andet i Luccas liv, hun tør stole på. Heller ikke den jævnaldrende Xu, som tænder en ild i Lucca men måske alligevel ikke er den rette. Hjertet er 1 organ er til udskolingen og skal anbefales med omtanke. Det er stærk kost.

Børnebogen under forandring

En børnebog er ikke bare en bog. Der er en tendens til at eksperimentere med selve det fysiske produkt. Flere af bøgerne har tilhørende hjemmesider, hvor man kan læse mere eller endda få forslag til gør-det-selv-aktiviteter. Igen er Gustav og Raketbroderskabet et godt eksempel.

Her vil jeg også fremhæve Ella er mit navn vil du købe det?, selv om den er fra 2014. Det er er en papæske med løse ark. På arkene har hovedpersonen Ella skrevet med skrivemaskine. Alene det koncept vil være ”nyt land” for flere elever. Ella bor i sin mors antikvarboghandel og hader bøger. Hun bruger en hulmaskine på bøgerne og laver derved det ”poetsne”, som er med i æsken.

Æskerne med Ella er mit navn vil du købe det? kan næppe skaffes som klassesæt, men den findes også som mere traditionel bog, hvor man må undvære poetsne, løsark og den ”Ella-stik”, som holder sammen på papæskeudgaven. Man kan evt. supplere med et enkelt eksemplar af æsken og samtale om forskellene i de to medier.

Billedbogen skal også nævnes. Eller graphic novels, som det kaldes for at vise, at det er nyt. Og nyt er det! Graphic novels er for både børn, unge og voksne. Bare en ond drøm er lavet af far og datter og er både en bog om drømme og viser vej til, hvor man kan lære om drømmetydning. Samtidig er Bare en ond drøm et eksempel på, hvordan også børns billeder kan bruges i en professionel sammenhæng.

En anden oversat billedbog handler (måske) også om drømme. Stakkels monstre er til skolens yngste elever. Den handler om venskab, om at kunne stole på hinanden og om at overvinde sin frygt. Billedsiden er meget anderledes, end vi kender det fra de fleste billedbøger. Alene det er en grund til at tage den ind i undervisningen.

Norske Stian Hole (ham med Garmann-bøgerne) er på det seneste kommet med to bøger i Danmark: Morkels alfabet er fortsættelsen på Annas sommer fra 2013. Morkel er den spændende og mærkelige kammerat til Anna. Da han helt forsvinder, må Anna ud og lede. Hun finder meget mere end Morkel. Den anden billedbog er Den gamle mand og hvalen: historien om Cornelius, som ikke har talt med sin bror siden en uenighed om en kæreste i deres ungdom. Da en hval strander hos Cornelius, ved han, hvor han skal bede om hjælp. Stian Holes bøger har noget til både de yngste og de ældste klassetrin, og hans næsten pertentlige collager er meget rige på detaljer.

Fuglen er også en bog, man kan grave sig ned i. Et poetisk sprog spiller godt op til fine, sarte illustrationer, som tilsættes en knivspids gru, når det er påkrævet. En fugl bliver Albas bedste ven, indtil hun skubber den væk for at få en anden ven. Da hun indser sin fejltagelse, må hun ud på søgen efter fuglen. Her er både tale om litteratur, kunst og en god historie.

Der er også mere traditionelle billedbøger blandt mine nyeste favoritter. Til skolebrug vil jeg især fremhæve Ørnbøls ABC, som giver et udmærket bud på en afløser eller et supplement til Halfdans ABC, som i år fejrer 50 års jubilæum. De to ABC’er har tematikker, rytme og ordvalg til fælles.

Skolens yngste klasser er også målgruppe for Den store ordsprogsbog, hvor 90 danske tegnere har valgt hver sit ordsprog og illustreret det mere eller mindre tekstnært. Ud over at være en rigtig dejlig bog både at røre ved og gå på opdagelse i rummer den et enormt potentiale til at lære om kendte og mindre kendte danske ordsprog. Der er endda forslag til aktiviteter og en kort tekst om, hvad ordsprog er.

Hvad er udfordringen som (dansk)lærer?

Sådan spurgte jeg under researchen til denne artikel. Især drenge synes at have svært ved at finde motivationen. De vil gerne læser noget spændende… Her er mit råd at spørge dem, hvad de har læst tidligere, som var spændende. Og så finde noget lignende. Hvis det er bøger om sport, og man gerne vil have dem til at læse fiktive tekster, så er bøger med en fodboldspillende hovedperson nok et godt sted at starte.

Enkelte lærere vil give de gode læsere på mellemtrinnet et alternativ til ungdomsbøgerne (eller young adults, som det også betegnes). Man kan søge i tween-litteraturen, og jeg vil foreslå Mig og Dylan Walker, som tidligere er nævnt. Der er også kommet fire bøger med Shakespeare for børn: Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet. De giver læseren et indblik i de helt store klassikere på en tilgængelig måde. Samtidig er nogle af de gamle formuleringer bevaret som faktabokse rundt om på siderne, hvis man ønsker at nørde lidt.

To uhyggelige bøger for gruppen over tween-litteraturen skal også næves: Natulv på beskedne 112 sider har et relativt omfattende persongalleri, som kan give udfordring til den gode læser. En ung barnepige på en herregård må tage kampen op med den mystiske ”Den Grå”, som muligvis står bag dødsfald på gården. Varsleren foregår i vores tid. Nikita har evnen til at forudse, at folk dør. Hun kan endda nå at ændre fremtiden og dermed redde dem. Det bliver en forbandelse, især da hun ser en af sine veninder dø på den ene voldsomme måde efter den anden. Både Natulv og Varsleren ender med et lille tvist, hvis man lige troede, man havde regnet det hele ud.

Et sidste ønske var bøger til 6.-7. årgang om død, sygdom, skilsmisse, homoseksualitet, ensomhed, anderledeshed… listen var lang. Fagudtrykket for en del af temaerne er sick-litt. Tendensen er, at man skriver uden om temaerne, så det ikke handler om f.eks. sygdom. Sygdommen er en præmis, og så tager handlingen afsæt inden for den ramme.

En antologi som Jeg vælger uden filter er en gave til enhver dansklærer, fordi den indeholder noveller, digte, matrix, knækprosa og mange andre korttekst-genrer. Persongalleriet vrimler med skæve typer: Specialskoleeleven, som ikke behandles ordentligt på sin fars grillbar. En morder, hvor læseren selv deltager aktivt i jagten (“Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.”). En navnløs hovedperson, som brænder sine papirer og har to typer gift i baghånden. En 75-årig, hvis store og måske eneste fornøjelse er at køre en ny rute på sin Vespa hver dag.

Hvis det er en vedholdende læser, så er Den store djævlekrig-serien et godt forslag. Gennem seks bøger gennemgår Filip Engell en udvikling og må sande, at man ikke kan dele verden op i ”godt” og ”ondt”. Ved en fejl udvælges Filip til at være Djævelens lærling for at kunne overtage, når den døende mesteren ikke kan mere. I sin læretid får han øjnene op for den rolle, Helvede, Djævelen og alle djævlene spiller for at opretholde balancen. Djævelen lærer også et par ting af den gode dreng.

Litteraturliste

Aldersangivelserne er absolut vejledende. Kend dine egne elever.


Xenia

Gustav og Raketbroderskabet (serie):
Den grønne pige
Fluen
Robotter
Beriah
Plan B
Xenia
Tvekamp (planlagt april 2017)

Frank Madsen
Illustrator: Susi Bech
8-12 år
64 sider
Eudor 2014-2017


Dragepasseren 1-4Dragepasseren (serie):
Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot
Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
5-11 år
62-68 sider
Bolden 2016


Victoria Roses to livVictoria Roses to liv
Gitte Løkkegaard
Illustrator: Jan Solheim
9-13 år
195 sider
Carlsen 2015

 


Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker
Anne Sofie Hammer
10-15 år
206 sider
Høst & Søn 2016

 


Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ
Sarah Engell
16-17 år
408 sider
Carlsen 2016

 


Ella er mit navn vil du købe detElla er mit navn vil du købe det?
Mette Hegnhøj
5-13 år
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

 


Bare en ond drømBare en ond drøm
Aino og Ville Tietäväinen
Oversat af: Siri Nordborg Møller
5-11 år
47 sider
Høst & Søn 2016

 


Stakkels monstreStakkels monstre
Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
4-8 år
48 sider
Hjulet 2016

 


Morkels alfabetMorkels alfabet
Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
15-17 år
48 sider
Høst & Søn 2016

 


Den gamle mand og hvalenDen gamle mand og hvalen
Stian Hole
Oversat af Naja Maria Aidt
4-11 år
48 sider
Høst & Søn 2015

 


FuglenFuglen
Marianne Iben Hansen
Illustrator: Tea Bendix
6-10 år
69 sider
Gyldendal 2015

 


Ørnbøls ABCØrnbøls ABC
Brian Ørnbøl
Illustrator: Rune Johansen
4-11 år
66 sider
DreamLitt 2016

 


Den store ordsprogsbogDen store ordsprogsbog
90 danske tegnere
Redigeret af Tove Krebs Lange
3-11 år
217 sider
Gyldendal 2016

 


ShakespeareShakespeare for børn:
Julius Cæsar
Hamlet
Macbeth
Romeo og Julie
Genfortalt på engelsk af Timoty Knapman og C.A. Plaisted
Illustrator: Yaniv Shimony
Oversat af Allan Poulsen, Vibeke Arildsen og Fanny Bruun
10-15 år
47-48 sider
Bolden 2016.


NatulvNatulv
Cecilie Eken
112 sider
10-15
Høst & Søn 2015

 


VarslerenVarsleren
Kit A. Rasmussen
13-17 år
192 sider
Høst & Søn 2015

 


Jeg vælger uden filterJeg vælger uden filter
25 danske forfattere
14-17 år
152 sider
Høst & Søn 2015

 


Den Store Djævlekrig kompletDen store djævlekrig (serie):
Djævelens lærling
Dødens terning
Den forkerte død
Ondskabens engel
Den faldne engel
Den faldne djævel
Kenneth Bøgh Andersen
10-17 år
295-321 sider
Høst & Søn 2005-2016

Det uperfekte menneske

UperfektDet uperfekte menneske

Tre dage i denne uge. Tre oplevelser med børnene. Tre udtalelser. Tre forskellige syn på mig selv.

Jeg er ikke perfekt – og det lever jeg fint med. Faktisk kan det også have fordele både personligt og fagligt.

I mandags havde jeg en samtale med en kollega om et barn. Barnet er ikke i trivsel, og kollegaen ville høre, om det var noget for mig at have samtaler med ham. Jeg var bestemt interesseret, men jeg pegede på en tredje, som både er AKT-uddannet (Adfærd – Kontakt – Trivsel) og i forvejen tager mange af den type samtaler. Min kollega fortalte, at hun også havde tænkt på AKT’eren, men at hun “var for perfekt og smuk”. Tag den, Bjarne!

Heldigvis reddede hun den lidt i land på, at barnets behov var én med “lidt mere kant”, og det gjorde lidt godt ved selvværdet…

Undervisning

Dagen efter fik selvværdet endnu et nøk opad, da jeg gik ind som vikar i en klasse, jeg har fulgt i over 7 år. Jeg underviste dem i kildekritik i faget historie. Vi så bl.a. en video fra Rigsarkivet. Første- og andenhåndskilder, ophavssituationen og motiver er nok lidt tørt stof, og jeg talte selv længere, end jeg egentlig burde. Da det er mange år siden, jeg regelmæssigt har undervist, sluttede jeg af med at spørge, hvordan de egentlig vurderede min indsats. Jeg kunne regne med en ærlig tilbagemelding, for vi kender hinanden godt og har en god, åben og ærlig relation.

De var glade for timerne, fortalte de. Jeg var levende og brugte gode eksempler: Jeg havde suppleret Rigsarkivets eksempel om et skib på Skanderborg Sø med to mere kendte eksempler, beskrivelserne af korsfæstelsen og Jellingestenen. Tak for det, 7.a!

Savn?

I dag sagde jeg på gensyn til et barn, som af forskellige grunde først kommer tilbage om 2½ uge. Også ham har jeg kendt (og været støtte for) i 7½ år. Jeg fortalte, at jeg kom til at savne ham. Om han også ville savne mig? Næh, det troede han ikke, men han ville nok savne sin hund lidt. Så fik jeg lige lukket luften ud af mit opblæste ego!

Du er uperfekt – og det er lige, som det skal være

Ugen har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Jeg har fejl og mangler, og det er lige, som det skal være. Det er det, som gør mig til menneske. Og kun som menneske kan jeg møde andre mennesker og støtte, udvikle og guide dem. Det har tre forskellige oplevelser en helt almindelig uge på en helt almindelig folkeskole endnu engang fortalt mig.

Sparringssamtaler med børn

Ro i dagtilbuddetSparringssamtaler med børn

Meget af det pædagogiske arbejde med “uro” foregår i grupper af børn. Men nogle gange kan en personlig samtale med ét barn være banebrydende.

(Artiklen har været bragt i 0-14 3/2016.)

 

Som støttepædagog på en folkeskole har jeg mulighed for at holde sparringsmøder med børn enkeltvis, men man kan naturligvis lige så udbytterigt have det med for eksempel de største børn i børnehaven.

Den vigtigste pointe er efter min erfaring netop det, at jeg taler med dem enkeltvis, hvilket giver mulighed for at gå i dybden. Når et barn ikke har ro inden i sig selv, har det vanskeligt ved at fungere med andre, og derfor kan man sige, at hvis relationer skal fungere, sker dette i en dialektik med det individuelle – barnets inderste følelser og sikkerheds-fornemmelse.

”Mød dig selv”

Jeg har til disse sparringer i 15 år udviklet på ”Mød dig selv”-metoden, som jeg har brugt både med børn og voksne. I denne artikel vil jeg kort introducere fremgangsmåden og jeg vil give uddybede forslag til bøger om det.

Som Sarisha Mendes beskriver det andetsteds i dette nummer af 0-14 (se side …), er det ofte SFO-pædagogens opgave at se på alt det ’ved siden af’ undervisningen, som kører i hovedet på barnet. Det kræver tid til fordybelse med det enkelte barn, og det kan en sparringssamtale give.

Her er det barnets egne emner, der er på dagsordenen. Jeg overraskes tit over de svar, jeg får, når jeg for eksempel spørger ind til, hvorfor barnet har gjort, som det gjort. Ofte har det enkelte barn en rigtig god grund til sin adfærd, som bare bliver tabt i kommunikationen, hvis der er for ’uroligt’, for lidt tid, for mange tilstede.

Ved at stille åbne spørgsmål og udvise mere tålmodighed, end en undervisningssituation normalt tillader, kommer der tanker frem fra barnet, som ellers ville have været gemt af vejen. Også nogle gange tanker om verdenssituationen eller om hvordan en regnbue ser ud, hvis man kigger på den fra den anden side.

Jeg overraskes gang på gang over, hvor meget der kan være i det enkelte barns hoved. Hvad de tænker på, hvad de er glade for, hvad der plager dem, hvad der er svært for dem. Og for mig er det oplagt, at hvis noget af alt dette ikke ’forløses’, så kan det være mere end vanskeligt for dette barn at være koncentreret om undervisningen – eller for den sags skyld om hvad pædagogen giver af kollektive beskeder.

Da Anders sparkede Bilal i maven

2. klasse: Anders havde sparket Bilal i maven. Jeg blev kaldt ind for at udrede trådene. Jeg satte mig med Anders, så vi sammen kunne tegne historien om, hvad der var sket. Jeg begyndte med den historie, jeg havde fået fortalt af en anden voksen: Anders og Christian havde skændtes højlydt. Bilal var blevet bange for, at de ville slås. Bilal var gået imellem Anders og Christian, og Anders havde sparket ham.

Social historieDet kunne Anders for så vidt godt genkende, men han havde en meget vigtig pointe: ”Hvis de andre bare ville lade være med at blande sig, så kunne mig og Christian skændes færdig og blive gode venner igen.” Dét berettiger naturligvis ikke sparket, men det er da et vigtigt budskab at få ud til Bilal og de andre i klassen. Samtidig må Anders også have forståelse for, at resten af klassen ikke bryder sig om at høre deres to klassekammerater (igen) skændes højlydt.

Planlagte sparringssamtaler – ’Mød dig selv’

Det er barnets sparringssamtale, og barnet er medansvarlig for at byde ind. Det fritager ikke pædagogen for ansvaret for, at samtalen forløber godt. En god samtale er kendetegnet ved en god tone, at barnet udfordres og at vi også tager emner og vinkler op, som barnet ikke selv har tænkt på.

Med til den gode sparringssamtale hører, at man sidder godt, er uforstyrret og at barnet først og fremmest føler sig tryg. Min erfaring siger, at man kan rykke langt på tryghedsbarometeret med en kop kakao eller andre faste ritualer.

I sin korteste udgave består ”Mød dig selv”-metoden af fire spørgsmål. Hvis jeg starter bagfra, spørger man sig selv om, (4) hvad man glæder sig til. Det er en god måde at afslutte mødet på. Før det beskriver man, (3) hvornår man var lykkeligst siden sidste møde. Det behøver ikke at være vild lykke. Det er det øjeblik (eller to), hvor man var nærmest lykkelig. Især her får jeg et godt indblik i, hvad der rør sig i et barneliv. Til hvert sparringsmøde spørger jeg også (2) hvad er den kommende udfordring? (er det et mindre barn kan man anvende en anden formulering – ’Hvad synes du er svært’ måske). Det kan være noget med SFO’en, skolen, kammeraterne, familien eller en helt personlig udfordring.

Alle sparringsmøder starter med spørgsmålet om, (1) hvordan det er gået med forventningerne fra sidst; altså udfordringer og det, barnet glæder sig til.

Ikke to samtaler er ens. Derfor må man naturligvis stille andre, supplerende spørgsmål og i det hele taget følge barnets tankegang, kombineret med at jeg som pædagog får den nødvendige indsigt i barnet.

Forslag til faglitteratur

E-bog om ”Mød dig selv”-metoden kan gratis downloades fra www.bjarnewandresen.dk.

Følelsernes ABC. Allerede i børnehaven kan man bruge dele af Følelsernes ABC, som hedder sådan, fordi en begivenhed (A) medfører en tanke (B), som igen udløser en følelse (C). Eksempel: Lyden af en gøende hund os til at tænke på farlige hunde, som gør os bange. Vi kan ikke ændre begivenheden, men vi kan ændre på vore tankemønstre og dermed på følelserne. Bogen er rigt illustreret og fuld af gode øvelser og spørgsmål, man kan gennemgå sammen med børn. Bogen kan være svær at få fat på – i skrivende stund ganske få tilbage.

Frede Frøs fantastiske tale. Jeg har brugt Frede Frøs fantastiske tale flere gange med børn på 10-13 år. Læseren bliver undervejs præsenteret for lette øvelser, som kan hjælpe mod nervøsitet og angst. Ved hjælp af åndedrætsøvelser får Frede Frø styr på sin uro, hovedpine og vrede og modet til at tale højere under et foredrag. Børnene lærer Frede Frø’s teknikker. Bogen vil nemt også kunne bruges i børnehaver.

Højtbegavede børn i skolen. Selv om den er skrevet til fagpersonen, vil højtbegavede børn kunne læse med og øge deres selvindsigt. Den har spørgsmål som: ”Hvis man låner en million, er man så millionær?” og ”Hvad kan man bruge fem meter ståltråd til?”

Min styrkebog. Materialet er lavet til brug i undervisningen og kan også bruges i SFO, dele af den også i børnehaven. Der er 25 øvelser, som skærper barnets opmærksomhed på egne og andres kvaliteter og dermed guider den barnet til at se mere positivt på sig selv og kammeraterne. Jeg vil anbefale, at man vælger nogle enkelte øvelser ud og arbejder med enkelte sider i arbejdshæftet, for det er et stort materiale. Har øvelser, en lærervejledning, en elevbog og en arbejdsbog.

Min glade bog. Et omfattende materiale der tager udgangspunkt i barnets styrkesider for at fremme trivsel og inklusion. Med lærervejledning og elevbog til tre aldersgrupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Mange af teksterne går igen i de tre aldersgrupper, så man behøver ikke anskaffe alle sæt. Af ekstramateriale har jeg brugt styrkekortene, en æske kort med hver en styrke, som er beskrevet på bagsiden. For eksempel styrken ”nysgerrig”: ”Du er interesseret i mange ting og har mange interesser. Du er nysgerrig i forhold til verden omkring dig. Du synes, nye ting og emner er spændende. Du elsker at udforske og opdage nye ting.” Man kan bruge det til at finde sinde egne topstyrker.

Hvor tidligt kan man begynde?

Mine erfaringer med sparringsmøder stammer fra skolebørn og voksne. Jeg er ikke i tvivl om, at også børnehavebørn kan have stort udbytte af alenetid med pædagoger, hvor det ikke er sprogtest eller motoriske øvelser, der er på dagsordenen. I forvejen tilpasser man emne og niveau efter det enkelte barn.

Nye læreplaner i dagtilbud

Nye læreplaner i dagtilbudConcrit lørdagsskole 2016

En konference tog pulsen på velfærdsarbejdet i Danmark og udland. Det var årets udgave af Concrit, som er et græsrodstræf, denne gang holdt i Aarhus. Deltagerne organiserede selv workshops, spisning og indkvartering. Det kom der mange gode møder mellem mennesker ud af.

Concrit har været afholdt i en række europæiske byer. Jeg ser valget af Aarhus som en fornuftig konsekvens af, at de fleste deltagere (og ikke mindst arrangører) kommer fra Danmark. Kun to deltagere kom rejsende til landet: To spanske deltagere, som brugte en lokal simultantolk. Det fungerede godt, selv om man lige skulle vænne sig til, at nogen sad og talte lavmælt under oplæg og debatter.

Workshops

Deltagerne kom selv med temaerne for de to omgange workshops, som var lagt ind i programmet. De handlede om:

  • Muligheden for en opfølger af det sociale opråb Modild.
  • Hvordan fremmer man en mere aktiv deltagelse på eksempelvis tillidsrepræsentant-møder?
  • Fremtidige aktiviteter i Concrit-regi.
  • Forældresamarbejde: Gøres hjemmet til den skolificerede børnehaves forlængede arm?
  • Revner og sprækker: Hvor finder vi rum til den pædagogiske dagsorden i en forvaltningsdagsorden?
  • Praksis og teori: Praksis ind på uddannelserne, forskerne ud i daginstitutionerne.
  • Hvordan sætter man ord på pædagogiske ballader i modsætning til forvaltningssprog?
  • Hvad forstår uddannelserne ved pædagogik, når der er så mange (andre) faggrupper, som uddanner pædagoger?
  • Ord er våben – lad os lave kritisk pædagogisk litteratur.

Undervejs blev nogle workshops slået sammen, andre ændrede retning, og et par stykker gik i sig selv. Jeg var meget optaget af revner og sprækker. F.eks. bruger jeg gerne muligheden for at flette lidt pædagogisk faglighed ind i de fora, jeg er med i, også når de ikke har en pædagogisk overskrift. F.eks. kan jeg ikke tale børnelitteratur uden at tænke pædagogisk.

Om eftermiddagen var jeg i en workshop, som tog livtag på pædagogik i teori og praksis, hvor vi bl.a. debatterede pædagoguddannelsens vilkår og pædagogikkens vilkår på læreruddannelsen. Det kom der mange gode vinkler på forskellen mellem pædagoger og lærere ud af. Forskelle, som både kunne ses i uddannelse, i praksis og i professionsudøvernes egne forståelser.

Oplæg

Ud over workshops var dagen krydret med oplæg, som enten kunne bruges i dagens øvrige aktiviteter eller tages med hjem. Jens Krause Nielsen fortalte om en (muligvis meget smitsom) hjernelidelse, som medfører, at ledelse og pædagogik er begyndt at tale samme sprog! Han gav flere eksempler fra aktuelle virksomhedsplaner. Det er primær narcissisme, når man hævder, at “mine ord skaber min virkelighed”. Det var ellers en forståelse af virkeligheden, som ofte sås på daginstitutionernes hjemmesider.

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen talte under overskriften “Der er faglighed bag”, som også er titlen på en kampagne fra BUPL. Se f.eks. denne video. De talte for, at man i højere grad tænker selvopdragelse i opdragelse. Opdragelse sker også i pædagogisk praksis. Pædagoger i praksis resonerer pædagogisk. Det er ifølge de to oplægsholdere forskellen på pædagoger og andre faggrupper. Det sætter sit aftryk i handlinger og fortællinger. De kom dog ikke ind på mere præcist, hvordan det kan ses og høres.

De to catalanske pædagoger fra Rosa Sensat  fortalte om deres vilkår for pædagogikken. Bl.a. skelnes der ikke mellem pædagoger og lærere. Rosa Sensat er ikke en fagforening og kan mere sammenlignes med Unge Pædagoger eller Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Rosa Sensat er for pædagoger/lærere samt forældre/familier i 0-18 års området.

Jimmy Krab holdt oplæg om, når forældre bliver en resurse for deres børns læring. Han har undersøgt et projekt med familieklasser, hvor forældrene deltog i børnenes skolegang. Det er børn, som undervises meget målstyret og f.eks. får point efter, hvor godt de lever op til:

  • Jeg kan arbejde med en opgave i 15 minutter.
  • Jeg afbryder ikke læreren.

Oplægget afstedkom en del undren og afstandstagen, ikke mindst fordi børnene også skal samle point derhjemme.

Dagens sidste oplæg blev leveret af trioen Jytte Hare, Jytte Mølgaard og Lars Søgaard. De havde især fokus på sprogarbejdet. Jytte Hare refererede en undersøgelse for, at “alle børn, som udsættes for intensivt sprogarbejde, rykker sprogligt. Og især de børn, hvor pædagogerne selv har tilrettelagt forløbet.” Jytte Mølgaard kunne supplere, at en forsker havde undersøgt, hvad der sker med børns sprog, når der er mange ABC’er og sprogplakater i deres miljø. Han fandt ud af, “at det hjælper især, når man taler meget med børnene!”

Lars Søgaard sidder i Rådet for børns læring. Han viste os Lær mig noget. Hver dag, som Rådet for børns læring har lavet. En deltager fra salen kommenterede, at kvalitet ikke lader sig måle. Kun kvantitet. Derfor skal vi holde op med at tale om højkvalitetesinstitutioner og i stedet kalde dem højkvantitetsinstitutioner.

Nye pædagogiske læreplaner på vej?

Der er nedsat en gruppe, som arbejder med en revidering af de pædagogiske læreplaner. Deres arbejde kan man læse mere om her. I linket kan man også komme videre til muligheden for at kommentere på gruppens arbejde og komme med input. Postkassen er åben indtil 1. september.

Jeg har allerede skrevet en mail, da jeg er bekymret for, hvilket fokus en revision af de pædagogiske læreplaner vil få. De nuværende pædagogiske læreplaner skal beskrive, hvilke rammer institutionerne tilbyder. Det er altså pædagogernes arbejde, som planerne handler om. Det skal det blive ved med at være, men jeg frygter, at man vender blikket mod krav til barnet. Barnet skal kunne så-og-så mange ord, barnet skal kunne slå en kolbøtte osv. Fortsæt selv listen.

Jeg har sat mig for at genlæse Kanon for syvårige af Donata Elschenbroich. Læs evt. artiklen fra Børn&Unge. I bogen giver en lang række forskellige mennesker deres bud på, hvad der har værdi i et barneliv. Forfatteren nævner f.eks.:

  • have oplevet sin egen tilstedeværelse som et positivt bidrag. “Hvis du ikke havde været til…” “Vi savnede dig…”
  • ville vinde og kunne tabe
  • kunne gynge: Hvad gør min krop ved gyngen, hvad gør gyngen ved min krop”
  • have gjort den erfaring, at dets eget forslag til forbedring er blevet omsat til virkelighed. En erindring: mig som forbedrer verden
  • have delt et uløseligt spørgsmål med en voksen (“det her er der ingen, der ved”)
  • være faldet i en å.

De mange andre bidragsydere har ikke givet deres bud i punktform med undtagelse af Amos Comenius, som i 1658 bl.a. havde dette bud indenfor geografi: kende sin hjemby og elementære geografiske betegnelser som mark, bjerg, flod, og ærkebiskop Johannes Dyba, som bl.a. havde dette punkt: kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det er nogle år siden, jeg har læst den, men jeg tror, den kan give stof til eftertanke i et arbejde med nye pædagogiske læreplaner.

Til gengæld genlæser jeg jævnligt den lille billedbog Spørg mig af Antje Dam. Her spørges barnelæseren f.eks. om:

  • Har du prøvet at være alene?
  • Har du et ønske, som aldrig går i opfyldelse?
  • Hvad kunne du tænke dig at gemme til dit eget barn?

Det er spørgsmål, som bør optage barnet i vuggestuen og børnehaven langt mere end definitioner af skoleparathed, at kunne stave sit eget navn og at kunne nævne ugernes navne.

(Næst)sidste mulighed før sommerferien

Vejledning af studerende(Næst)sidste mulighed før sommerferien

På grund af mange arbejdsopgaver må jeg begrænse tilgangen af nye aftaler indenfor vejledning, sparring og coaching indtil sommer. Hvis du vil være sikker på at få en aftale, skal du kontakte mig senest 1. maj.

Efter 1. maj kan jeg kun i begrænset omfang tage imod nye kunder. 1. maj er også skæringsdatoen for mit tilbud på sparring og coaching. Studerende vil fortsat kunne få vejledning til særpris.

Jeg har påtaget mig ekstra opgaver som støttepædagog på grund af pludselige behov på den folkeskole, jeg arbejder på. Det har betydet, at jeg ikke længere har torsdage som disponible dage til mine øvrige projekter. Da jeg ønsker fortsat at levere høj kvalitet, må jeg holde igen med andre opgaver. Der vil fortsat komme artikler, boganmeldelser, blogindlæg her på siden og på Facebook. De aftaler, jeg allerede har lavet, bliver naturligvis ikke berørt.

Efter sommerferien vil skolen finde løsninger, så jeg kan gå tilbage til min normale arbejdstid.

 

Større interesse for pædagogisk praksis

VejledningStørre interesse for pædagogisk praksis

Der er en stor interesse for pædagogisk praksis blandt faggrupper, som ikke selv står i den. Måske er den endda stigende. Blandt andet i forskningen og blandt universitetsstuderende.

Den større interesse giver lidt mere arbejde til mig, men det er også rigtigt spændende. Jeg får henvendelser direkte eller via de sociale medier, hvor jeg “er”. Min oplevelse er, at det sker oftere og oftere. Det undre mig egentlig ikke, fordi pædagogikken er et vigtigt velfærdsområde, som har stor betydning. Samtidig glæder jeg mig over, at flere og flere får øjnene op for det.

Forleden havde jeg vejledning med en kandidatstuderende i lærings- og forandringsprocesser. Han interesserede sig for forholdet mellem at udøve sit erhverv som pædagog og den måde, man omtaler det. Hvordan bliver den balance forstået af andre? Hver gang en pædagog siger: “Jeg er bare pædagog”, gør hun faget en smule mindre vigtigt. Både for sig selv og for de, som hører det. Hvor ville det være gavnligt for både udøverne og beslutningstagerne, hvis virkningen af god pædagogik var det første, som poppede op på lystavlen, når man tænker på pædagoger.

Vi har afgørende betydning for udvikling, læring og dannelse. For selvværd. For kommunikationsevnen. For trivsel. Det er sagt uden at nedgøre andre faggruppers betydning for mennesker og/eller for samfundet. Det må ikke blive en kamp mellem den ene og den anden profession. Alle kan vi rette ryggen og sige: “Jeg gør en forskel!”

I går hørte jeg et foredrag med Rune Strøm, som brugte kæmpebambus som billede på de pædagoger og lærere, han holdt foredraget for. Rune fortalte, at når bonden lægger frøet, går der lang tid, uden at han kan se noget ske. Der går dage, uger og måneder. Faktisk op til to år, inden den første spire kommer op. Så går det til gengæld hurtigt! De kan vokse helt op til en halv meter om dagen, når det går hurtigst.

Med sin baggrund som bl.a. pædagog, souschef i SFO og AKT-vejleder pegede Rune Strøm på, at det er på samme måde det med det arbejde, vi laver. Meget, meget ofte ser vi ingen forandring på den korte bane. Vi må ikke miste tålmodigheden. Vi fortsætter med at støtte, guide og udfordre, og pludselig en dag ser vi forandringen. Og det er endda, hvis vi er heldige. Andre gange er det først, hvis vi møder barnet eller den unge igen efter mange år, at vi kan se udviklingen. Og så ved vi faktisk ikke, om det var os, der gjorde den afgørende forskel. Ligesom bambusbonden ikke ved, om det var hans vanding, hans gødning eller hans lugning, som gjorde forskellen – eller der var kommet en lige så stor og kraftig kæmpebambus ud af det, hvis han havde ladet naturens orden råde.

Heckmann-kurvenSelv om vi ikke ved, hvad den enkelte indsats betyder, så ved fra forskning, at det lange seje træk gør en forskel. Vi ved meget om de muligheder, vi tilfører mennesker ved at gøre en ordentlig pædagogisk indsats. Vi kan sammenligne store grupper af mennesker, som er vokset op under forskellige vilkår.

Her er det f.eks. vist ved Heckmann-kurven (i dette tilfælde taget fra Børn&Unge udgivet af BUPL), som viser, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Kari Killén skrev i Omsorgssvigt er alles ansvar, at “de børn, der faldt igennem barndommens stormaskede sikkerhedsnet, opfanges i voksenpsykiatrien, i krisecentrene eller i forbindelse med politiafhøringer.” Så langt må det ikke komme.

Derfor er det vigtigt, at pædagoger får ordentlige muligheder for at udøve deres erhverv. Det kan den større interesse for pædagogisk praksis hjælpe med til.

Derfor er det vigtigt, at pædagoger gør sig umage. Det kan vi kun selv sørge for.

  • Er du forsker eller på anden måde interesseret i den pædagogiske praksis, kan du spørge efter en aftale interview eller andet her.
  • Er du studerende, kan du se mit tilbud om vejledning her.

Kære bilforælder

Kære bilforælderKære bilforælder

Jeg skriver til dig, fordi jeg har lagt mærke til, at dit barn bliver kørt i bil til skole om morgenen. Det er i sidste ende dit eget valg. Jeg vil alligevel gerne dele mine overvejelser med dig.

(Fotoet er ikke hentet fra skolevej.)

For dit eget barns skyld…

Der er meget fokus på fedme. Fedme er i de fleste tilfælde en livsstilssygdom – altså et resultat af den måde, vi lever. Den ene side er maden. Den anden side er, hvor meget vi bevæger os. Eller hvor lidt. Du kan meget nemt være med til at lægge grunden til de dårlige vaner, som gør, at dit barn senere hen får problemer med fedme. Hvis du i stedet gør bevægelse til en naturlig del af hverdagen, får barnet et kraftigt våben mod problemet.

Jeg har som støttepædagog gennemført adskillige projekter omkring motorik (evnen til at styre muskelbevægelser). De børn, jeg har lavet motorisk træning med, havde alle ét tilfælles: de havde for få erfaringer med deres egen krop. Jeg har flere gange været nødt til at bede forældrene gå og/eller cykle med deres børn som et led i de handleplaner, vi lavede.

Dit barn oplever gang på gang, at der er noget, det ikke kan. Det lever i de voksnes verden uden det sprog og de evner, som kræves for at kunne kontrollere den verden. En af de ting, vi alle kan helt selv, er at bevæge os. Hvad enten det er på cykel eller til fods eller noget helt andet. Det er vores muskler og vores hjerne, som bestemmer. Ved at tage den oplevelse fra dit barn, går det også glip af en daglig succesoplevelse.

… og for mit barns skyld

Jeg er ikke bekymret for dine evner som bilist. Du kører som regel langsomt og forsigtigt. Din bil fylder bare så forfærdeligt meget! Det er naturligvis ikke dig, som holder i andet spor, men din bil forhindrer den anden i at køre ind og holde langs kantstenen. Desuden gør de mange biler, at trafikken er uoverskuelig set fra barnehøjde. Et barn kan ikke se hen over en bil, derfor er der risiko for at cykle ind i nogen, som går rundt om bilen. Desuden giver hele den rodede situation en usikkerhed, som egentlig ikke er nødvendig.

Dit eget valg

Som jeg skrev indledningsvis, er det dit eget valg. Du skal blot vide, at andre betaler prisen, når du vælger bilen. Både dit eget barn og andre. Undersøgelser viser, at mange kører deres børn til skole i bil, fordi de var bange for risikoen, hvis barnet skulle cykle eller gå selv – fordi der er så mange biler! Hvis du hører til den gruppe forældre, kan du selv være med til at bryde den dårlige cirkel. Lad bilen blive hjemme. I morgen!

Med venlig hilsen

Bjarne W. Andresen

Folkeskolen efter reformen

Folkeskolen efter reformenFolkeskolen efter reformen

Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen
280 sider
Hans Reitzels Forlag, 2015

 

 

 

 

I en samling artikler med vidt forskelligt udgangspunkt giver en række forfattere deres bud på hvad der førte til reformen, hvordan den kan forstås, hvad den har gjort ved Folkeskolen i sit første år og hvilke tendenser der tegner sig i horisonten.

Den store forskellighed i et plus for bogen. Den viser, at folkeskolereformen er åben for fortolkninger, og derfor vil Folkeskolens udvikling også fremover være betinget af andet end den herskende politiske dagsorden. Jens Rasmussen og Klaus Majgaard peger begge på, at der er institutionelle vaner, som begrænser udviklingen. Det er altså ikke bevidst konservatisme, der gør, at “spørgsmålet […] sandsynligvis [er] stillet forkert, hvis man spørger, hvad en reform gør ved skolen. Man skal langt hellere spørge, hvad en skole gør ved en reform.” Citatet er fra Jens Rasmussen, som suppleres af Klaus Majgaard, som skriver det sådan: “Man kan påtvinge rammer, men man kan ikke tvinge noget til at give mening.”

For pædagoger er det særligt interessant, at Folkeskolen efter reformen også beskriver skolepædagogens rolle. Nogle forfattere har valgt blot at nævne pædagoger på linje med andre ansatte på skolen. Andre går mere detaljeret til værks. Enkelte glemmer pædagogerne.

Et enkelt kapitel har særlig fokus på pædagerne: Andy Højholts En pædagog tilsættes, og skolen udvikles…? Han giver en god oversigt over, hvad loven siger om pædagogens rolle i Folkeskolen. Samtidig er han klar over, at en lovændring ikke straks ændrer på “skolens 200-årige kultur [som] er som en stor supertanker, man ikke hurtig svinger om hjørner med.” Det skal ikke afholde os fra at begynde svinget, for han refererer undersøgelser, som viser, at det har gode effekter, når pædagoger medvirker i planlægningen.

Formål og mål med Folkeskolen og dens enkelte fag er beskrevet i Fælles mål fra 2002. Folkeskolen efter reformen påstår, at Fælles Mål nok skrives ind i elevplaner og årsplaner, men at de ikke bruges i den daglige undervisning.

I et spændende kapitel kommer Helle Plauborg ind på, at læring ofte er en voksendagsorden i et klasseværelse. For børnene kan der være helt andre ting i spil. Det sociale og det faglige bliver modsatrettede mål, når rollemodellerne ikke interesserer sig for læringsrummet. Dermed tvinges de øvrige børn ud i et valg mellem at følge rollemodellen og at følge læringen/undervisningen. Vi får dog ingen egentlige bud på, hvordan det misforhold ændres.

Tine Basse Fisker og Thomas Szulevicz skriver om inklusion. Salamanca-erklæringen er fra 1994, og i årene efter besluttede Danmark en række tiltag for at leve op til erklæringen. I 1997 viste en undersøgelse, at ”undervisningsforstyrrende uro” var en del af dagligdagen i skolen, og dengang som nu fik inklusionen en del af skylden. Jeg mener, det er mere bemærkelsesværdigt, at det er lærerens undervisning og ikke elevernes læring, der bruges som målestok.

Der er kommet nye fag ind i Folkeskolen med reformen. Folkeskolen efter reformen interesserer sig især for et ikke-fag som UU, understøttende undervisning. Det har den særstatus, at pædagogen kan have eneansvaret, og UU baner derfor vejen for en ny relation mellem lærer og pædagog. Om det er at gabe over for meget, når UU samtidig skal åbne skolen mod foreningslivet og andre dele af det omkringliggende samfund, det må tiden vise.

Folkeskolen efter reformen er en bog, hvor man med fordel kan plukke i kapitlerne. Hvis man gør det, kan man finde særdeles interessante dele, uanset om man er helt ny som professionsudøver i Folkeskolen, eller man er den mere erfarne, som vil have et overblik over de nyeste og de formodede kommende tendenser.