Kategoriarkiv: Sprog

Giv mig retten til mit fagsprog

Vores virkelighedGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, finder jeg tre breve i min postkasse.

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 1. april 2012.)

Det ene er en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre er fra min bank. A-kassens hæfte er langt og svært. Bankens breve er korte, men indeholder ord, jeg ikke kender. Det er sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg en vis grad af vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

Giv mig retten til mit fagsprog

Uforståelige breveGiv mig retten til mit fagsprog

Efter endnu et kursus, hvor budskabet er “pædagoger skal tale, så alle kan forstå det”, fandt jeg tre breve i min postkasse. Det ene var en længere udredning fra min a-kasse om efterløn, de to andre var fra min bank.

A-kassens hæfte var langt og svært. Bankens breve var korte, men indeholdt ord, jeg ikke kendte. Det var sikkert i et forsøg på at forklare sig præcist, men jeg er ikke økonom.

Fagsprog er skabt til at udveksle viden mellem fagfæller. Det er det, man har fagsprog til: fagsproget indeholder de nødvendige nuancer. Uden det kan man ikke forklare væsentlige forskelle. Hvis du ikke kender begreberne selvfølelse og selvværd, hvordan skal du så kunne fatte forskellen? Ligesom jægerstenaldermanden sikkert havde brug for at udvikle to ord for hhv. spyd og pil, har jeg som pædagog brug for både assimilation og akkomodation som begrebet, når jeg skal forklare Piagets teori om, hvordan vi tilegner os nu viden.

Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog.
Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

I faglige sammenhænge vil jeg have lov at bruge det fagsprog, jeg har. Fordi det er præcist og nuanceret. Når jeg taler med forældre, forventer jeg, at de har en vis vilje til at sætte sig ind i deres barns udvikling. Om banken kan forvente det samme af mig, skal jeg lade være usagt. Det er jo døde ting, selv om de også gør deres til at sikre en sund udvikling, men der holder sammenligningen også op.

Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke må være med til at udvikle sproget på det pædagogiske område. Hvis ikke stenalderjægeren havde holdt fast i, at der er forskel på et spyd og en pil, ville vi stadig kalde begge dele en spids pind! Dengang var våben utvivlsomt vigtige. De var døren til fremtiden.Uden datidens våben havde samfundet sikkert ikke udviklet sig til det, vi har i dag.

Jeg tror på, at i dag er pædagogikken døren til fremtiden. Jeg vil håbe, at mit fagsprog en dag indgår som en helt naturlig del af hverdagssproget. Fordi nuancerne i sproget afspejler nuancerne i det, vi forstår. Så vil jeg ikke længere være nødt til at sidde til en forældresamtale og forklare, at der er forskel på, om deres barn er dominerende eller bare aktivt deltagende.

Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke må bruge et fagsprog, som giver mig mulighed for at forklare det, jeg ved. Uden fagsproget er jeg bare en fortidspædagog. Med fagsprog er jeg forhåbentlig en del af fremtiden.

(Ovenstående er en let redigeret udgave af en blog, jeg skrev på Vores virkelighed 1. april 2012.)

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Du skal ikke behandle andre, som du selv vil behandlesJeg havde en mærkelig oplevelse, som først gav mening, da jeg fik slutningen med. Det var på en længere togtur. Jeg sad i stillezone. På den anden side af gangen sad et par ældre damer ved vinduet. På et tidspunkt steg et ungt par ind. De havde pladsbilletter ved vinduet, og efter at parret havde diskuteret et stykke tid, blev de enige om, at det ville de gerne holde fast i. Det var især manden, der gerne ville sidde ved vinduet. Han ville hvile sig, måske endda sove, og så var det bedst at læne sig op ad væggen.

De to ældre damer flyttede sig til gangpladsen, men flytteriet var kun lige begyndt. De næste par timer måtte de fem gange give plads til, at de to med vinduespladserne skulle ud. En gang (hver) skulle de på toilettet, en gang skulle de købe slik (og måtte hen og kigge begge to), en gang (hver) skulle de ud at ringe. Desuden skulle de begge nå ud at ryge i både Odense og Fredericia.

De talte meget sammen alle fire (dog mest de to ved vinduet). Hvis ikke det havde været rimeligt interessant, havde jeg nok bedt dem gå et andet sted hen, da jeg ofte arbejder koncentreret netop på togture. Talen gik imidlertid på høflighed, og jeg (og resten af togvognen) fulgte med i samtalen. Den unge mand fortalte, at han lagde vægt på høflighed. Det kom bl.a. til udtryk ved, at han sagde ”De” til folk, han ikke kendte, også f.eks. en på femten, som han fortalte. Han var ikke ret lydhør overfor de andres argument om, at nogle faktisk føler sig lidt stødt af at blive tiltalt på den måde.

Undren

Jeg undrede mig meget over, at manden kunne være så opmærksom på høflighed, samtidig med at han generede sine omgivelser så meget. Ved at holde fast i en reserveret plads, som han næsten ikke brugte. Ved at tale højt og ved at ulejlige sin medrejsende fem gange på to timer, fordi han skulle ud. Ved at holde fast i ”De”, også når nogen hellere ville tiltales med ”du”. Desuden fortalte han meget om familiefester og lignende, hvor han altid gav udtryk for sin ærlige mening, også selv om nogen blev lidt stødt. ”Jeg giver ikke noget for dem, der pakker alting ind.”

Han tog fejl

Først, da manden skulle af, åbnede han en lille dør til en forståelse for, hvordan han tænkte. De talte stadig om høflighed, og han sagde ”Jeg har altid lært, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles.” Der tog han fejl. Vi har forskellige behov, derfor kan jeg ikke gå ud fra, at du ønsker at blive behandlet på samme måde som mig. Måske overskrider jeg netop nogle af dine grænser, fordi mine egne grænser ligger et andet sted.

Måske trives denne mand bedst med, at andre siger deres ærlige mening lige op i synet på ham. Måske har han det svært med at sidde stille – både i motorisk og lydlig forstand. Måske har han det bedst med sjov og ballade omkring sig. Måske vil han helst tiltales med ”De”. Det er helt i orden. Desværre tror han, at alle andre har det på samme måde. Og han tror oven i købet, at han er både høflig og hensynsfuld ved at behandle dem på samme måde, som han selv vil behandles.

Hvis du virkelig vil andre det bedste, så spørg dem, hvad de har behov for. Det er ikke nok at tage udgangspunkt i dine egne behov, for:

Du skal IKKE behandle andre, som du selv vil behandles!

Ja, jeg er klog på mit fag

Heidi BergmannJa, jeg er klog på mit fag

Jeg vil denne gang lade BUPLs formand, Elisa Bergmann, få ordet først. Hun har nemlig ramt hovedet på sømmet i sin leder om, hvordan pædagoger – og andre fagpersoner med dem – er rigtigt kloge.

Hvis man tager en uddannelse eller arbejder meget med noget bestemt, så har man mulighed for at blive rigtigt klog på det. Hvis man endda både tager uddannelsen og arbejder med det, så er endnu større sandsynlighed for, at det sker. Ja, jeg er klog på mit fag – og jeg har også brugt tid på at blive så klog.

(Fotograf Heidi Maxmiling)

Elisa Bergmanns leder: Ja, jeg er klog på mit fag

Det er ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.Af: Elisa Bergmann formand for BUPLJeg var for nylig til en konference, hvor jeg faldt i snak med ordstyreren til den debat, jeg skulle deltage i. Hun talte om sine børn og nogle af de udfordringer, hun havde som forælder, og spurgte også til min holdning. Som så ofte før gav jeg mit professionelle perspektiv på situationen, og hun kiggede på mig og sagde: Hvor er du klog! Og jeg måtte replicere: Ja, jeg er klog på mit fag. Jeg er pædagog.

Arbejdet som pædagog bæres af de vigtige relationer, vi skaber til andre mennesker, og ret ofte bliver det forvekslet med en særlig personlig evne – at man er god til børn og mennesker eller er særlig empatisk. Det kan for udenforstående være svært at skelne mellem de kompetencer, vi som pædagoger erhverver gennem det håndværk, vi udøver. Ikke desto mindre er det kompetencer, vi hovedsagligt får gennem uddannelsen, faglig udvikling og praksiserfaring. Og desværre bliver det en svaghed for vores profession, når mennesker omkring os åbenlyst kan se, at vi gør en forskel, men ikke forbinder det med faglige kompetencer. For det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der skal sikre en tidlig indsats, omsorg, udvikling og læring for børn og unge.

Forskning viser, at det er afgørende for børns og unges udviklingsmiljøer, at der er fagligt stærke professionelle omkring dem. At der er en høj andel af dygtige pædagoger og tid og rum til faglig udvikling.

Kort sagt, så er en høj pædagogandel lig med bedre kvalitet. Så det handler ikke om fagsnobberi, når vi påpeger, at det ikke er nok at ansætte søde mennesker, som kan bruge et sprogprogram eller en smart manual. Det handler om faglig stolthed, men også om sund fornuft. Og det er derfor, vi i BUPL arbejder for, at alle kommuner skal have en ambition om en pædagogandel på mindst 80 procent.

Elisa Bergmann, formand for BUPL

Vi glemmer det bare så tit

Når man arbejder med noget til daglig, så har man en tendens til at glemme, hvor svært det er. Især, hvis man har opnået et vist niveau, så det ikke er så vanskeligt for én selv. Når jeg taler med studerende, tager jeg mig i at tænke “Det burde du da vide,” indtil jeg minder mig selv om, at “det” vidste jeg heller ikke, da jeg var studerende.

Til forældresamtaler skal man lige trække luft ind, inden man for enogtyvende gang fortæller om de overordnede mål for arbejdet med børnegruppen. Det er prisen for at ville fortælle det i det mere fortrolige rum, forældresamtalen er. Forælder nr. 21 har jo ikke hørt det de 20 andre gange, du har fortalt det!

Jeg begejstres over, at en maler på ingen tid kan male en væg pænt ensartet. Jeg begejstres over, at lastbilchaufføren kan smutte lastbil og anhænger rundt om hjørnet til varemodtagelsen i min lokale Føtex. Baglæns! Jeg glemmer bare, at maleren og lastbilschaufføren sikkert bliver lige  så begejsteret over, når yngstesønnen eller -datteren i min nærhed og ved hjælp af min faglighed kan falde til ro efter endnu et voldsomt vredesudbrud. Eller når jeg forklarer vanskeligt tilgængeligt stof til den ældste søn eller datter, som læser til pædagog.

Anerkend din egen viden – og andres

Fire lette øvelser:

  1. Mind dig selv om, hvad du kan i dag, som du ikke kunne for et år siden, for tre år siden eller for ti år siden. Skriv det ned og tænk over, hvilke muligheder dine nye færdigheder/kompetencer giver dig og dem, du arbejder med.
  2. Skriv ned, hvad du gerne vil kunne/vide om et år, om tre år eller om ti år. Hæng sedlen op eller gem den væk; bare sørg for at kigge på den af og til. Gik det hurtigere, end du regnede med? Alene dit fokus på ønsker flytter noget.
  3. Når en kollega gør noget, der fremkalder respekt i dig, så sig det! Din kollega bliver glad og giver dig måske et tip til, hvordan du selv kan bevæge dig i den retning. Hvis din kollega bliver særligt glad, så del denne blog med ham/hende, så kan ringene brede sig i vandet.
  4. Den sidste øvelse er nok også den sværeste: Når du oplever en anden fagperson brillere inden for sin profession, så sig det: “Det er vel nok godt, at der er nogen, der kan det, du kan.”

Du vil opdage, at disse fire lette øvelser får dig til at fokuserer både på din egen faglighed og på andres. Fordi jeg er klog på mit fag. Fordi du er klog på dit fag. Og fordi mange flere, end du tror, er kloge på deres fag.

Lyt til mennesket først

Tværpolitisk børnenetværkLyt til mennesket først

Disse mennesker er med i det nye tværpolitiske børnenetværk. Jeg følger dem på Facebook og kan ikke altid lige huske, hvilket parti de alle kommer fra. Derfor er jeg sikker på at læse deres budskab, inden jeg putter dem i en kasse efter, hvilken side af salen de sidder i. Eller hvad deres parti i øvrigt står for.

Det har mindet mig om, hvor værdifuldt det er at lytte til mennesket først. Det kan jo godt være, at Camilla på fem år har brugbare ideer, selv om hun dagen inden har plaget dig med det samme spørgsmål tusind gange. Det kan også være, at hendes forældre har set noget vigtigt på legepladsen, selv om deres henvendelser plejer at dreje sig om mangel på forståelse for, at Camilla ikke kommer først i køen til alt i børnehaven/skolen.

Stop derfor op og lyt til mennesket først. Mød andre med venlighed og accept, det har aldrig skadet. Du risikerer, at både du og de andre bliver beriget og gladere.

Alle partier i Folketinget er gået sammen om Tværpolitisk børnenetværk. Der er ikke kommet konkrete udmeldinger fra dem, men det vigtigste er måske også, at de taler sammen på tværs af partiskel. Til børnenes bedste.

Alle politikerne i Tværpolitisk børnenetværk er på Facebook. Find dem her:

Køn i pædagogisk praksis

Køn i pædagogisk praksisKøn i pædagogisk praksis – inspiration og handlemuligheder

Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
207 sider
Dafolo 2016

(Boganmeldelsen er skrevet som artikel til Pædagogisk Extrakt nr. 10 side 37-38 under titlen De to køn som hinandens modsætninger.)

 

 

Med udgangspunkt i forståelsen af de to køn som hinandens modsætninger stiller Køn i pædagogisk praksis skarpt på stereotyper i tanke, ord og handling. “Der er ikke kun to måder at være barn på, men mange hundrede” slår forfatterne fast allerede i introduktionen, og den synsvinkel fortsætter som en rød tråd i hele bogen.

Kunne du forestille dig, at afvisningen “vi leger ikke med sorthårede” ville blive accepteret lige så ofte som udsagnet: “vi leger ikke med piger”?

Pædagogisk praksis giver læseren en grundlæggende viden om køn og kønsforståelse. Kristina Avenstrup og Sine Hudecek henvender sig med bogen til pædagoger og studerende, pædagogiske konsulenter og ledere, der gerne vil have faglige perspektiver og metoder til at arbejde med køn i en pædagogisk kontekst.

Flere bud på, hvordan man er dreng eller pige

Ifølge forfatterne er børnehaveørn “i fuld gang med at lære at begå sig i forhold til den omgivende kulturs normer og forventninger (…) Målet er ikke i sig selv at ændre kønsforståelsen så hurtigt som muligt. Derimod er det et mål at give børn erfaringer med, at der ikke kun er ét rigtigt svar, men mange forskellige bud på, hvad der er passende adfærd for piger og drenge.”

Sproget skaber virkeligheden

Dukkekrogen kan fx kaldes andre navne: lejligheden, restauranten, køkkenet. Hvad kalder man drenge, som leger med Barbie, og piger, som leger med actionmænd? Disse spørgsmål rejser bogen.

Undersøgelser viser, at drenge fx får mere hjælp til tøjet og kommer dermed hurtigere ud på legepladsen end piger. Til gengæld bliver piger mere selvhjulpne.

Et senere kapitel behandler ledelse og organisering. Diskussionen er sat ind i en køns- og normkontekst, men der kunne være fokuseret mere på den forforståelse, ledelse og personale har om køn.

Når familier ikke ligner, det vi kender

Der er også råd at hente om familier, som ikke ligner ens egen. Tag ikke noget for givet og undgå at få “andre familiekonstellationer til at fremstå som afvigende, unormale eller mangelfulde.” Forældresamarbejdet er primært pædagogens rolle, mens barnet er et fælles ansvar. Også børn i traditionelle familier kan profitere af en normkritisk tilgang ved ikke at føle sig ”forkerte”, hvis de vælger en anden vej. Ordet ”vælger” undrer her, for tilgangen til normer er ellers, at de ikke er et valg, den enkelte har.

Bogen lever op til sin undertitel om at giv inspiration og handlemuligheder. En normkritisk pædagogik er ikke til debat, men gå man med på den præmis, er Køn i pædagogisk praksis et godt sted at begynde.

Her kan du læse mere

Hent pædagogiske værktøjer fra bogen her.

Uddrag af bogen kan læses på her og her. Det sidste link har forslag til børnebøger.

Sproglege

SproglegeSproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber

Charlotte Gørtz Andersen og Ulla Runge Bertelsen
64 sider
Dafolo 2013

Alle pædagoger møder dem: Børn, som har et fint ordforråd og god udtale. De klarer sig godt i sprogtest. Alligevel taler de og kammeraterne forbi hinanden, og lege ender ofte i konflikter. Sproglege giver forslag til aktiviteter, som hjælper børnene til at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde i sociale relationer.

(Anmeldelsen har været bragt i Pædagogisk Extrakt og på JAGOO. Læs den i sin originale opsætning her.)

Bogen falder i to dele: En kort teoridel, hvor de centrale begreber forklares i et lettilgængeligt sprog, og en praksisorienteret del, som kan bruges som håndbog. Jeg vil anbefale Sproglege til alle pædagoger, som er parate til at sætte spørgsmålstegn ved deres praksis til fordel for børn med små eller store pragmatiske udfordringer.

Sproglege beskæftiger sig med pragmatikken, som handler om brugen af sproget i socialt samspil. Barnet kan bruge sproget godt i én sammenhæng og dårligt i en anden. F.eks. vil barnet ofte fungere bedre i dialog med en voksen end sammen med en gruppe andre børn. Samtaler har regler, og når man bryder dem ofte, opstår konflikterne. Et barn med pragmatiske vanskeligheder kan f.eks. skifte emne umotivet, afbryde eller over- eller underinformere.

I bogen er der forslag til lege, som træner sproget. Forslagene er skrevet med respekt for mangfoldigheden i den praksis, som er i institutioner og SFO. De er i stigende sværhedsgrader, så det er muligt at finde en leg, som passer til de fleste børn. Der er også fokus på andre ting, pædagogen kan være opmærksom på. Hvis barnet f.eks. taler med andre gennem pædagogen, kan hun vejlede det til at gå den direkte vej ved at sige: ”Kan du selv gå hen og fortælle ham det?”

Forfatterne lægger op til en større grad af styring fra pædagogen, end de fleste er vant til. Det er en hjælp til barnet. Pædagogen bør være med til at aftale legen og sørge for, at det planlægges allerede i garderoben. Hun skal ikke styre, hvad der aftales, men skal kræve, at der aftales noget på forhånd. Uden voksenstyring har børnene alligevel (ordløst) aftalt, hvem der leger hvad med hvem, inden de når legepladsen. Så er det for sent for den, som ikke forstår spillet.

Bogen angiver fem trin til succes: Hav øjenkontakt, brug dit kropssprog, vis interesse, lad den anden tale færdig og sig noget relevant.

Pædagogen opfordres til at være opmærksom på, om hun taler til børnene eller med børnene. Det viser vigtigheden af en hyppig en-til-en situation mellem barn og voksen. Når vi er sammen med flere børn på en gang, har vi en tendens til at tale til dem, ligesom vi bryder mange samtaleregler; f.eks. at skiftes til at tale, at lade begge være med til at udvikle samtalens emne, at mumle bekræftende undervejs. Det kan barnet ikke øve, når der er samling, det sker kun ved samtale mellem få.