Kategoriarkiv: Teoretikere

Hvad er professionalitet?

Skriv et svar

Professionalitetens treklangHvad er professionalitet?

Da jeg gik på seminariet, hørte vi meget om de tre store P’er: Professionel. Personlig. Privat. “Vær bevidst om, hvornår du er hvad – og hold det skarpt adskilt,” lød mantraet.

Det har jeg haft svært ved at praktisere. I teorien gik det fint, men jeg brugte det personlige meget i min (professionelle) praksis. Min hjemmeside var endda i en periode delt op i tre hoveddele.

Den viste model bruger begreberne anderledes. Professionalitet er, når der indgår dele fra både sagen, faget og det personlige. Det private er stadig noget, vi skal holde derhjemme.

Få evt. modellen uddyber på Carsten Pedersen hjemmeside, hvor jeg også har hentet den.

Hvad er “sagen” så? Det er, hvad man vil. Pædagogik handler om at ville noget med andre. Det gode børneliv, selvforvaltning, medbestemmelse, dannelse. Alt sammen måder at skabe det gode liv. Det er den sag, pædagogen arbejder for.

Faget er mangesidet, og der er stor forskel på, hvad man personligt bidrager med. Derfor er professionalitet en stor størrelse, som kan se ud på mange måder.

Find din!

Læs også om Carsten Pedersens bog Praksisfilosofi, som jeg har anmeldt, eller min artikel om en af hans andre modeller.

De intelligente børn

Skriv et svar

De intelligente børnDe intelligente børn

(2. udgave)
Ole Kyed
310 sider
Akademisk Forlag 2015

 

 

2 – 5 procent af alle børn har særlige forudsætninger. Deres forældre kommer til orde i denne bog, hvor psykolog Ole Kyed formidler sin store viden om en gruppe børn, som stik mod den udbredte opfattelse ikke pr. automatik trives og udvikles. Intelligens er et potentiale, som kan komme til udtryk under de rette vilkår.

I bogen bruges udtrykket børn med særlige forudsætninger, som også er undertitlen på bogen. Det betegner meget forskellige børn. Bl.a. er der større spændvidde i intelligens i gruppen af børn med særlige forudsætninger, end man ser det i en gennemsnitlig børnegruppe. I Børn med særlige forudsætninger citeres Marlandrapporten fra 1972 for seks hovedkategorier: ”generel intellektuel dygtighed, specifikke akademiske anlæg (for eksempel sprog, matematik), kreativ og produktiv tænkning, evner til at lede andre, visuelle og kunstneriske evner, talent for sport og idræt.”

De intelligente børn beskæftiger sig primært med skolebørn, især i de faglige afsnit. I en oversigt over børnenes forskellige udviklingstrin er førskolebarnet beskrevet på en linje, mens de tidlige skoleår, mellemtrinnet og teenageårene tilsammen har en side. Det kan undre, når både forældre og Ole Kyed pointerer værdien af en indsats hos de yngre børn.

For pædagoger kan det være svært at udpege et barn med særlige forudsætninger uden at skæve til de test, som bogen gennemgår. I en undersøgelse kom lærere med en anden vurdering af halvdelen af de børn, som havde særlige forudsætninger ifølge en intelligenstest. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a. “Et af de væsentligste dele af bogen er et nyskrevet afsnit om forholdet mellem høj begavelser og forskellige diagnoser. Som pædagog kan man være opmærksom på en række tegn. Derfor bruges der en del sider på at oplyse om forskelle og ligheder i opførslen hos hhv. højt begavede børn og børn med en række diagnoser. Det er overskueligt opstillet og med et layout, som gør, at man hurtigt kan finde tilbage til relevante afsnit. Alle tegn på særlige forudsætninger kan ikke gengives her, men disrespekt for autoriteter, ugidelig arbejdsstil, flere følelsesmæssige vanskeligheder og lavt selvværd bliver ofte set som tegn på en diagnose snarere end høj begavelse.”

Ca. 100 sider (en tredjedel af bogen) er skrevet af forældre til børn med særlige forudsætninger. De er af flere grunde bogens svageste led. Der er kun afsat tre sider sidst i bogen til faglige kommentarer. Forældrenes cases fremstår med stor glød og energi, men der sker grove generaliseringer, når der sluttes fra det specifikke til det generelle. Tvivlsomme og/eller misvisende påstande bliver ikke kommenteret. Påstande om kammerater og fagpersoner bliver af gode grunde ikke besvaret.

Ole Kyed anbefaler bogen til forældre og peger på to andre af hans bøger til professionelle. Det gør det endnu mere kritisabelt, at han ikke bruger sin lange erfaring med arbejdet med højt begavede børn og deres familier til at løfte forældrenes fortællinger ved at komme med en analyse. Med fordel kunne “børnene” selv være blevet hørt. Deres fortællinger fra førsteudgaven er relevant nok blevet tilføjet epiloger, men det er stadig forældrene, som har ordet. “Spørger du Benjamin selv, ville han nok mene…”, hedder det ironisk nok om en højt begavet mand i 3.g.

Hvis man er i stand til at læse de ni cases med kritiske briller, indeholder de meget stof til eftertanke. Læseren får kendskab til en verden med mange skoleskift og med hjemmeskoling. En barndom i ensomhed og en oplevelse af ikke at blive forstået af kammerater og fagpersoner. Enkelte historier ender godt, men der er langt mellem lyspunkterne. Man vil spørge sig selv, hvordan man kan gøre det bedre som fagperson.

Der er anbefalinger til skolen, som går på at differentiere og lave særlige forløb. Har man arbejdet i skolen, kender man de børn, som er færdige længe før de andre. Her skal man ikke falde for fristelsen til at finde flere ark med den samme type opgaver. ”Hans ekstramateriale skulle være af kvalitativ og ikke kvantitativ karakter. Han skulle således ikke have ekstra af det, som han allerede evnede.”

Det overlades til forældrene at komme med anbefalinger til daginstitutionerne. Hvis et barn viser interesse for at læse, så gød barnets læselyst. Det er ikke en farbar vej at fjerne bøger og bogstaver. De lærer det alligevel, som i Jonas’ tilfælde, hvor forældrene havde forsøgt at holde ham tilbage. Det viste sig, at han som femårig læste femstavelsesord som lakridspastiller og sæbekassebil, og det opdagede forældrene, fordi han dagen efter angrebet på World Trade Center spurgte, hvorfor der stod “Død over alle muslimer” i avisen.

Børnene vil få indblik i mange “voksne” problematikker, så man kan lige så godt tale med dem om det – og læse sammen med dem. Død, krig og miljøkatastrofer er meget værre i et barns fantasi end i virkeligheden, kan man udlede af De intelligente børn.

Desværre skæmmes andenudgaven af en del fejl, som er opstået i kopieringen fra førsteudgaven. Flere af dem er stærkt misvisende. F.eks. står der, at 25 procent af en befolkningsgruppe har særlige forudsætninger, det rigtige tal er 2 – 5 procent. Et barn på 1 – 2 år er blevet 12 år i andenudgaven osv. Det ændrer ikke på, at De intelligente børn beskriver et emne, som ikke er tilstrækkeligt kendt og derfor er væsentlig både for sine informationer og forslag til handlemuligheder.

Tilføjelse 20. oktober: 2015: Efter min henvendelse har forlaget Akademisk meddelt, at de vil rette fejl i næste oplag.

#sigsandheden

Skriv et svar

Hjerte#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.

De rigtige redskaber

Skriv et svar

De rigtige redskaberDe rigtige redskaber

I god pædagogik er det som med god madlavning. Du skal have de rigtige redskaber. Men du skal også vide, hvordan og hvornår du skal bruge de forskellige redskaber. Endelig spiller øvelsen ind, for ingen har håndelaget fra første dag. En god kok kan få et festmåltid frem, også selv om råvarerne ikke er helt friske.

Jeg holder meget af lave mad og forleden stod jeg med mine knive og sammenlignede madlavning med at være pædagog. Uden min kokkekniv og mit mandolinjern kan jeg ikke skære papirstynde skiver og uden min pande kan jeg ikke lave forårsruller fra bunden. På samme måde har jeg det med de pædagogiske teorier: De giver mig muligheden for at vide, hvordan jeg kan agere i min pædagogiske praksis.

Men jeg kan jo ikke skære tomater med min pande og næppe stege forårsruller på en varm kniv. Derfor er det lige så vigtigt at vide, hvornår og hvordan jeg bruger teorierne. Hvordan kan jeg overføre min vuggestue-viden til mit nuværende arbejde på en folkeskole? Og hvornår skal jeg lade være?

Endelig er det jo vigtigt, at jeg øver mig. Igen og igen. Med erfaring kommer både sikkerhed og en kortere reaktionstid – to elementer, som vi har brug for. Når en pædagog tager fejl eller handler for langsomt, går det ud over rigtige menneskeskæbner. Det er sjældent noget uopretteligt, men det skal ikke være en undskyldning.

Så er der det med råvarerne. Det er børnene, der er vore råvarer. Nu vil jeg ikke påstå, at mine tomater er forudbestemt til at blive et lækkert måltid. De har næppe heller en (under)bevidst trang til at blive menneskeføde. Så helt holder sammenligningen ikke. Derimod er jeg overbevist om, at børn i deres udvikling kan støttes eller begrænses så meget, at det gør en stor forskel.

Som støttepædagog er en af mine første opgaver at vise børnene og deres omgivelser, hvilke kvaliteter de har i sig. At de kan bruge deres styrkesider og nedtone deres svage sider under de rigtige forhold. Som når man blander de rigtige råvarer, tilbereder dem på den rigtige måde og serverer dem med en ledsagende anerkendelse. Det er muligt, at karry ikke gør sig godt til risengrød (jeg har ærligt talt ikke prøvet), men den gør sig rigtigt godt til kylling.

Giv derfor pædagogerne de rigtige redskaber, viden om at bruge dem og tid til at lære håndværket. Så vil vi få det bedste frem i enhver råvare.

Bruner og små børns læring

Skriv et svar

Bruner og små børns læringBruner og små børns læring

Sandra Smidt
176 sider
Hans Reitzels Forlag 2013

 

 

 

 

“Jerome Bruner har beskæftiget sig med en bred vifte af emner med relevans for pædagoger i sit snart hundredårige liv. Denne bog når også langt omkring. Blot for at tage nogle eksempler: perception, kognition, konstruktivisme, psykologi, bevidsthed, læring, sprog, kultur og litteratur. Hans liv bliver ikke mindre imponerende af, at han er født blind og først efter en operation som toårig blev i stand til at se.

Bruner og små børns læring hæfter hele tiden Bruners nye erkendelser sammen med begivenheder i hans eget livsforløb. Bruners barndom er grundigt belyst. Han er barn af polske indvandrere og voksede op i New York i en familie med mange børn. Ros fik han ikke meget af, og han gik ikke op i skolen og viste i det hele taget ingen intellektuel nysgerrighed som barn. Bruner tillægger legen og drømmene stor betydning i et barns liv.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Primadonnaledelse

Skriv et svar

PrimaPrimadonnaledelsedonnaledelse

Helle Hedegaard Hein
341 sider
Gyldendal 2013

(Boganmeldelsen er også bragt som artikel i Århus Pædagoger nr. 2:2014 side 13 og kan læses her.)

Pædagogik er også ledelse

Hvorfor beskæftige sig med ledelse, når man som jeg ikke har haft en ledelsesstilling siden 2005? Fordi pædagogik også er ledelse. Ledelse af børn, af borgere, af brugere eller hvilke mennesker, man ellers arbejder med.

Primadonnaledelse er skrevet til ledere af højtuddannede og højtspecialiserede medarbejdere. Det afholder mig ikke fra at oversætte budskaberne til gulv-pædagogik. Der er rigtigt meget at hente både for ledere og for pædagoger i den daglige praksis. Desuden vil læseren kunne genkende træk hos sig selv og sine kolleger i de fire-fem motivationsprofiler, Helle Hedegaard Hein opererer med.

Det er med vilje, at Helle Hedegaard Hein har valgt at bruge ordet primadonna om den ene af hendes profiler. Primadonnaer har ofte fået negative kendetegn hæftet på sig, men her bliver det vendt 180 grader, så de positive sider ved primadonnaerne bliver fremhævet: Ønsket om den højeste standard og at gøre en forskel i den gode sags tjeneste.

Teoretikere som Maslow bliver lagt ind over de budskaber, Primadonnaledelse har: Bl.a. vigtigheden af at se (i dette tilfælde barnet) som et individ, der muligvis drives af helt andre motiver end én selv. Særligt vækstbehovene (f.eks. selvrealisering, modsat biologiske behov, f.eks. mad, søvn, varme) kommer til udtryk på forskellige måder.

Når Helle Hedegaard Hein bruger så meget plads på primadonnaerne, er det udtryk for, at det er DER, hendes fokus er. Det er ikke en rangordning. De øvrige motivationsprofiler har lige så stor værdi og får også et kapitel hver: Præstations-tripperen (som kan opdeles i den introverte og den ekstroverte), pragmatikeren og lønmodtageren.

Ultrakort kan det siges, at:

  • Primadonnaen oplever arbejdet som et kald og motiveres af at gøre en forskel. Barne-primadonnaen kan være det hjælpsomme, sociale barn.
  • Den ekstroverte præstations-tripper betragter arbejdet som en konkurrence og motiveres af at præstere i andres øjne. Den ekstroverte barne-præstations-tripper kan være den, som altid vil konkurrere – og som hader at tabe.
  • Den introverte præstations-tripper betragter arbejdet som en søgen og motiveres af at præstere for sig selv (nysgerrighed). Den introverte barne-præstations-tripper kan være det stille barn, som leger selv henne i hjørnet.
  • Pragmatikeren betragter arbejdet som et arbejde(!) og motiveres af at udføre godt arbejde. Barne-pragmatikeren kan være et barn med lav selvtillid, som er afhængigt af de voksnes ros.
  • Lønmodtageren betragter arbejdet som en straf og motiveres af at få højest mulig løn med lavest mulig indsats. Der findes forhåbentlig ikke ret mange barne-lønmodtagere i de danske institutioner, men hvis der nu er noget, som bare SKAL gøres, kan barnet iklæde sig en lønmodtageradfærd for at komme videre til det sjove.

En stor del af Primadonnaledelse er afsat til beskrivelse af, hvordan vi bevæger os ud og ind af nærmeste udviklingszone (et centralt begreb hos Vygotsky). Det giver meget mening og her fandt jeg en forklaring på, hvorfor en del børn gang på gang kaster sig over opgaver, som skaber ugelange frustrationer for så at kulminere med en ny kunnen – for straks efter at kaste sig over en ny, enerverende læringsproces. Hvorfor de ikke bare vælger lettere, mere nærtliggende udviklingsområder, det forklares uden dog at bruge de ord. Til gengæld gennemgås flowteorien (fra Csikszentmihalyi) meget relevant i denne forbindelse.

Det er væsentligt at give relevant feedback. Nogle (børn) ønsker slet ikke ros. Det burde ikke være nyt for pædagoger, men at feedback kan rette sig både mod processen (jeg har set, at du gjorde forsøget) og mod resultatet (du gjorde Camilla glad, da du samlede hendes blyant op), det kan vi vist godt være skarpere på i en travl hverdag, ikke?

Helle Hedegaard Hein bruger udtrykket ”kick” rigtigt meget. Et kick er det sus, en succes giver. Bemærk her, at det er forskelligt, hvad en succes er. Primadonnaer får ikke mange kick, til gengæld kan de tage det frem igen og få et minikick. Man kan endda få et ”suttekick” ved at høre om andres successer. Det kan sagtens tænkes ind i samlingen i børnehaven. Tegninger og fotos på væggene og andre artefakter, som minder om den gode oplevelse, kan støtte genoplevelsen af kick.

Om man kan bruge ledelsesteori i sin daglige pædagogiske praksis? Personligt er jeg ikke i tvivl: Ja, man kan. Man skal naturligvis oversætte fra voksne til børn, fra arbejde til fritid osv. Der er meget relevant stof, og det ville være spild, hvis ikke vi lod os inspirere fra andre fagligheder. Jeg gør i hvert fald!