Cobradalen
Herge
Oversætter: Jørgen Sonnergaard
52 sider
Carlsen Comics 2000
Satirisk nostalgi eller politisk ukorrekt?
Inden Hergé tegnede Tintin, lavede han serien med det lidet mundrette danske navn Mads’, Mettes og Sjokos oplevelser. Jeg husker dem fra min barndom og har nu genlæst dem i deres helhed.
Tegneserierne udmærker sig ved at have børn som hovedpersoner. Kreative, initiativrige og intelligente børn. Mad og Mette er meget velopdragne, men ikke mere end, at de bringer lidt kaos ind i den velordnede hverdag, de lever i. Naturligvis er det også deres handlinger, som redder det hele til sidst: Opklarer mysterierne og giver de skyldige deres velfortjente straf.
Der er en fascination af teknik og en klar latterliggørelse af overtro. Det er videnskaben, som er vejen frem. Uanset om det er et strålevåben, en robot, et amfibiekøretøj, en bro som sparer de rejsende for mindst seks dages omvej eller Stratoneffen, et fly, som skal flyve New York-Paris med en hastighed af 1000 km/t og derfor skal op i stratosfæren.
I de to første bind har en gal videnskabsmand opfundet et våben, som standser al teknik på skibe og bedøver folk ombord. På den måde plyndrer han dem og skaffer midler til sin store passion: At skabe en robot, som kan få menneskers sjæle overført.
I de næste to bind går jagten på at blive den første til at flyve over atlanten i rekord-hastighed og dermed vinde ti millioner dollars. Skrubelløse skurke forsøger at lægge hindringer i vejen og kun med hjælp fra mange forskellige mennesker jorden over lykkes det Mads, Mette og Sjoko at overleve.
I det sidste bind har Mads og Mettes far sagt ja til at bygge en bro i en diktators land. Statsministeren allierer sig med en fakir og forsøger at standse byggeriet. Overtro, naturkræfter, kobraer og lidt held hjælper ham, men endnu en gang klarer de to børn og deres abe ærterne.
Der er meget falden-på-halen-komik og action i albummene. Det ligner meget de sjoveste Tintin‘er – de første. Til gengæld er der meget lidt refleksion over kønsroller, autoriteter eller kulturmøde. De traditioner, Mads og Mette kommer med, bliver ikke udfordret; de er de naturligt rigtige. Hvis man kan se hen over det, er det meget underholdende tegneserier. Jeg kan i hvert fald godt.