Den mystiske sag om hunden i natten

Den mystiske sag om hunden i nattenDen mystiske sag om hunden i natten

Mark Haddon
Oversat af: Christian Bondegaard
282 sider
Rosinante 2009

 

 

 

 

Dette er en meget speciel bog. Den fiktive fortæller er en dreng med aspergers syndrom, som sætter sig for at opklare, hvem der har slået naboens hund ihjel med en greb.

Undervejs finder han ikke bare gerningsmanden, han får også afdækket hemmeligheder og løgne om sit eget liv og en række andre ting, som mennesker i deres godhed forsøger at skærme ham mod. Han viser, at man kan meget mere, end man tror muligt, hvis motivationen er stor nok.

Det mest gribende og rørende er det sprog, Den mystiske sag om hunden i natten er skrevet i. Den er skrevet i et sprog, som rammer utroligt godt, hvordan nogle børn med autismespektrumforstyrrelse efter min erfaring tænker. Man forstår den høje logik, som ligger bag drengens ellers uforståelige handlinger. Den er skrevet, som en 15-årig naiv og intelligent socialt udfordret dreng vil tænke. Mange lange passager, som er en blanding af noget, som er relevant for handlingen – og noget, som ikke er. Men det bliver aldrig kedeligt.

Det er den bog, der har rystet mig mest i år.

Et uddrag, hvor Christoffer er kommet hjem og har lagt sin bog med efterforskningen (som hans far har forbudt ham at skrive) fra sig på bordet:

“Far kom hjem kl. 17.48. Jeg hørte ham åbne hoveddøren. Så kom han ind i stuen. Han havde en limegrøn og himmelblå arbejdsskjorte på og der var bundet en dobbeltknude på hans ene snørebånd, men ikke på det andet. Han bar på et gammelt skilt med en reklame for Fussells mælkepulver der var af blik og blåt og hvidt og dækket af små ringe af rust, der lignede skudhuller, men han sagde ikke hvorfor han havde det med hjem.
Han sagde: “Halløj, skipper,” hvilket er noget han siger for sjov sommetider.
Og jeg sagde: “Hej.”
Jeg fortsatte med at se video og Far gik ud i køkkenet.
Jeg havde glemt at jeg havde ladet min bog ligge på køkkenbordet, fordi jeg var så optaget af Blue Planet-videoen. Det er det der hedder At Være Uagtsom og det må mman aldrig være som detektiv.
Den var 17.54 da Far kom ind i stuen igen. “Hvad er det her?” sagde han, men han sagde det meget lavt og det at han var vred for han råbte ikke.
Han holdt bogen i hånden.
Jeg sagde: “Det er en bog jeg er ved at skrive.”
Og han sagde: “Er det rigtigt? Har du talt med Mrs. Alexander?” Det sagde han også meget lavt, så det gik stadig ikke op for mig at han var vred.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.