Det man husker

Det man huskerDet man husker

Bent Haller
323 sider
Lindhardt og Ringhof 2015

 

 

Bogen kan læses som en tre-i-en: En børnebog, en ungdomsbog og en bog for voksne. Det er i hvert fald ikke udelukkende en selvbiografi, Bent Haller har skrevet. På forsiden kaldes Det man husker “et portræt”. Det er det også, men vennen Uffe portrætteres lige så meget som Bent Haller selv.

Uffe og Bent er en moderne udgave af Tom Sawyer og Huck Finn. Uffe har to udearbejdende forældre, hvilket var helt uforståeligt, da Bent Haller mødte ham i deres fælles barndom. Uffe har penge, barnepige, spændende familie og virker på alle måder dragende på Bent Haller, som med en maskinmesterfar og en hjemmegående mor havde set verden som noget mindre end det, der åbner sig gennem deres venskab. Bent Haller beskriver Uffe som en ven, ”som jeg har beholdt hele livet, selv om han ikke har beholdt mig”.

Bent Hallers forfatterskab er ikke et tema i Det man husker. Naturligvis kommer han ikke udenom at fortælle om 1976, hvor Katamaranen blev solgt i 20.000 eksemplarer, og tiden efter, hvor debatten rasede i en styrke, som næppe er set hverken før eller siden. Til gengæld giver han plads til en rigtig fin og virkeligt velfortalt historie om det store venskab, som dog svækkes, netop som Bent Haller får sine store successer som forfatter med Katamaranen og Sabotage.

Måske er det netop et barne- og ungdomsvenskab, som ikke overlever, at i hvert fald den ene part bliver voksen og mister sin uskyldige tilgang til livet. Et forsøg på at genvitalisere venskabet slår fejl: De to tager på telttur, men det er allerede for sent. ”Måske havde han alligevel ret, Uffe. Jeg havde glædet mig til at komme hjem,” fortæller Bent Haller ved ankomsten til Agger, turens mål.

Bent Haller mener selv, at han ikke er godt til at blive portrætteret. I hvert fald af fotografer. Måske derfor har Det man husker underteksten et portræt. Måske derfor finder man kun Bent Hallers portræt(billede) ved at fjerne smudsbindet.

I min boganmeldelse på JAGOO beskrev jeg fortælleformen på denne måde: “Bent Haller viser, at han behersker sprogets mange nuancer. F.eks. bliver hans barndom fortalt, så det kunne være en børnebog, hans ungdom skildres som i en ungdomsbog, og den voksne Bent Haller beskrives som i andre velfortalte erindringer. Samlet set er Det man husker i lige så høj grad en roman som en selvbiografi. Der er nok også hugget en hæl og klippet en tå undervejs, selv om det er Uffes Onkel Willys historie, om hvem Bent Haller siger: ”Tror du ikke, det er noget, han har fundet på?” Uffe svarer tvetydigt, at ”Onkel Willy hader digtning…”, og romanen bliver da heller aldrig til noget. Willys altså. Det man husker skal læses, fordi den fortæller om en vigtig person i dansk børnelitteratur. Den skal også læses, fordi det er en velfortalt beretning om et menneske, beskrevet i en børneungdomsvoksenbog.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *