Ella er mit navn vil du købe det?

Ella er mit navn vil du købe detElla er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

 

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.