Er du skyldig?

StåstederEr du skyldig?

Når vi har gjort noget forkert, kan vi føle os skyldige. Det er faktisk helt ok, for hvordan skulle vi ellers vide, at det var forkert? Skylden hjælper os til at ændre vores adfærd. I modsætning til skammen, som fortæller, at vi er dårlige mennesker. Og at vi ikke kan lave om på det.

Svend Brinkmann spørger i sin bog Ståsteder, hvad den gode pædagog er. Han får hjælp fra Aristoteles. I kapitlet Det gode slår han Brinkmann fast, at man er pædagog, når man gør det, som pædagoger gør. Altså når man udfører sin opgave godt.

Så kan man naturligvis spørge, hvad pædagogens opgave er. Og nej, det er ikke nødvendigvis (kun) det, som står i Dagtilbudsloven, Serviceloven og i de pædagogiske læreplaner. Brinkmann er ikke selv pædagog, men han skal have tak for at bruge pædagogen som eksempel på en fagperson, som udøver det gode. I et senere kapitel, Løftet, kredser han om begrebet skyld. Det er nemlig vigtigt, at vi kan føle skyld. Uden skyld, ingen ansvarsfølelse. “For mange af os andre er problemet (…) at vi ikke følger skyld, selv om vi har gjort noget forkert. I en sådan situation opdager vi måske ikke engang, at vi har gjort noget forkert, fordi det netop var skyldfølelsen, der kunne have informeret os om det.”

Han kalder skyldfølelsen en moralsk radar, og derfor skal børn lære at føle skyld. “Selvfølgelig ikke når de ikke er skyldige” tilføjer han for en sikkerheds skyld. Vi kender godt situationen, hvor to børn er i konflikt og fastholder, at det er den andens skyld. Vi kender også karikaturen, hvor den voksne (forælder, lærer, pædagog) forlanger, at børnene siger undskyld, altså tager skylden på sig. Det giver ingen mening, hvis de ikke føler sig skyldige.

Hvis vi for et øjeblik skifter ordet skyld ud med ordet ansvar, så handler det om at føle ansvar. Ok, det var nok også mit ansvar… lidt… Så kunne jeg nok også have gjort tingene anderledes. Det var altså (også) mit ansvar, at tingene udviklede sig. Det var også min skyld.

Der kan sagtens være gode grunde til, at et barn handler uhensigtsmæssigt, også selv om det har en del af ansvaret/skylden. Barnet kan være bange og handle i affekt. Barnet kan handle i vrede. Fortsæt selv… Ved at anerkende de grunde, barnet har til at handle uhensigtsmæssigt, fjerner vi al skam. For skam handler om, at vi ikke er rigtige. Skam hører ikke hjemme i pædagogisk praksis, men det gør skyld ifølge Brinkmann.

Det første skridt til at ændre adfærden er, at barnet forstår, at det har del i ansvaret og dermed del i skylden. Det næste skridt er at undersøge, hvad barnet kunne gøre anderledes, næste gang det står med en del af ansvaret/skylden.

Tilbage til Ståsteder, som jeg i øvrigt fik af to gode eks-kolleger. Pædagogen gør det godt, når han/hun bedriver pædagogik godt. Det kræver f.eks. at kunne skelne mellem skam og skyld. Det kræver også at kunne handle mest hensigtsmæssigt. Lige som vi forventer det af barnet. Både barnet og vi plumper i, men lige der er vi heller ikke den gode pædagog. Vi er bare mennesker, og det er også ok.

“Fra sætningen ‘han er pædagog’ eller ‘hun er læge’, kan man slutte, at ‘han bør gøre det, en pædagog bør gøre’, og ‘hun bør gøre det, en læge bør gøre’, netop fordi der er tale om, at funktionen (pædagog og læge) er defineret ved sit formål. Vi kan kun forstå, hvad en pædagog eller læge i grunden er, hvis vi forstår hvad pædagoger og læger gør, når de udfører deres aktiviteter godt (altså når vi har det ‘bør’ for øje, som definerer deres aktiviteter). Vi kan også kun forstå, hvad et hjerte er, når vi forstår, hvad det bør gøre for at udføre sin funktion adækvat (pumpe blodet rundt).”

Det gælder både for pædagogen og for lægen. Og for barnet eller hvem vi ellers holder i hånden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *