Gammel Dansk Børnehave

Er det bare mig? Eller er det svært at få øje på, hvad det nye og det fællesnordiske er ved Ny nordisk Dagtilbud?

Er det bare, fordi Gammel Dansk Børnehave ikke har den samme klang?

(Denne tekst har været bragt på bloggen Vores virkelighed 9. marts 2012.)

Med regeringsskiftet sidste år fik Børne- og undervisningsminister Christine Antorini mulighed for at gøre noget ved projekt Ny Nordisk Dagtilbud, som hun har ønsket længe. Det er endnu lidt uklart for mig, hvad det egentlig drejer sig om. Mens jeg er blevet tæppebombet med indholdet af om Ny nordisk Skole (som hun bl.a. skrev om i bogen “Uddannelse for de mange” allerede i valgkampen), savner jeg noget konkret om daginstitutionen. Måske er det bare, fordi jeg ikke arbejder i en daginstitution?

Jeg får et billede af noget tilbagevenden til de gode forhold, som i nostalgiens idylliske lys herskede før Fogh- og Løkke-regeringerne. Hvor der var tid til omsorg, trivsel og udvikling. For børn og voksne. Men hov, var der ikke også nedskæringer, bureaukratisering og faglige “udfordinger” dengang? Helt nyt er det i hvert fald ikke.

Med hensyn til det nordiske, så er jeg alvorligt bange for, at det mere handler om, at “dansk” har fået en grim smag. Dansk Folkeparti har med ret stor succes ønsket at tage patent på at være danske, så nordisk bliver mere spiseligt. Allerede i 2006 beskrev jeg i Information de trusler, der var mod dansk pædagogik. “Dansk pædagogik er stadig et studieobjekt i internationale kredse. […] Jeg håber, det bliver ved med at være sådan.” Læs mere her.

Forskning har peget på, at der er fællestræk i Norden, når man kigger på daginstitutioner. Forskellene i kultur, historie og politiske beslutninger har også medført forskelle i daginstitutionernes vilkår, metoder og udbredelse.

Så Gammel Dansk børnehave var måske ikke et dårligt navn. Skål på det!