Giv hjernen plads til udvikling

Giv hjernen plads til udviklingGiv hjernen plads til udvikling

Anette Prehn
Illustrationer: Marie Priem
24 sider
Dafolo 2018

 

 

Hvordan giver man hjernen plads til udvikling? Anette Prehn giver et særdeles udmærket bud gennem ”Midlertidighedens sprog”: Man giver hjernen plads til udvikling ved at sige: ”Jeg kan ikke … endnu”. Eller ved at bruge udtryk som ”for øjeblikket” og ”i denne fase”. På den måde gør man sig klart, at færdigheder kan udvikles. Det vidunderlige er, at man samtidig er med til at give udviklingen bedre muligheder.

I Giv hjernen plads til udvikling udtrykkes det sådan: ”Når først du har besluttet dig for at se en situation på en bestemt måde, så begynder hjernen at lede efter beviser på, at du har ret.” Derfor handler det om at træffe de rigtige beslutninger og overbevise hjernen om, at den skal lede efter det, du ønsker dig.

Man kan med andre ord vælge, om man vil lyse på det, man mangler – eller lyse på det, der skal til for at ændre noget. Underforstået, at det sidste giver de bedste betingelser for udvikling.

Læseren får et lille tip til at kunne følge sin egen udvikling: Man kan sætte små sedler i bøger, når noget er svært. Husk dato, så man kan kigge tilbage og glæde sig over det fremskridt, man har gjort. Det er en meget lavpraktisk måde. Pædagogen kan hjælpe også yngre børn ved at minde dem om, hvad de tidligere skulle have hjælp til. ”Kan du huske, da du startede i børnehaven? Dengang skulle du have hjælp til …”

Det kræver øvelse at blive god til at give hjernen plads til udvikling. En muskel bliver stærkere, jo mere man træner den, og sådan er det også med tankemønstre. I Giv hjernen plads til udvikling er der små eksempler på hverdagssituationer, hvor man med fordel kan give sig selv større et skulderklap for at prøve noget svært og minde sig selv om, at det er i orden ikke at kunne tingene fra dag 1.

Anette Prehn har tidligere vist sin store formidlingsevne ved bøger om ”hjernesmart pædagogik” og lignende begreber. Giv hjernen plads til udvikling er femte titel i en serie små bøger, som også kan læses af børn og unge. Forlaget anbefaler serien fra 10 år. De yngste vil dog have brug for voksenguidning. Sjældent har man set så gode fagbøger til børn, især ikke om hjernens funktioner.

Læs mere om Hjernevenner-serien på www.hjernesmart.dk.

Boganmeldelsen har også været bragt på Pædagogen.dk.