Højtbegavede børn i skolen

Højtbegavede børn i skolenHøjtbegavede børn i skolen

Mette Welling, Rasmus Welling og Lene Kobbernagel
102 sider + cd-rom
GeGe 2014

 

 

 

 

Højtbegavede børn har også behov for særlig opmærksomhed, særlige udfordringer og særlige vilkår. Det er budskabet i Højt begavede børn i skolen, som har undertitlen Udfordring og inklusion i praksis. Den er grundig, praksisnær og sætter fingeren på de ømme punkter. Jeg genkender fra min egen praksis de præcise beskrivelser af børnene, som bogen giver. Cases viser, at forfatterne kender ”deres” børn godt. Mange gode detaljer er hentet fra forfatternes egen praksis. F.eks. en henvisning til klip, som kan ses på Youtube.

Højtbegavede børn er fem procent af en årgang. Der er altså i gennemsnit et velbegavet barn pr. klasse. I dagens folkeskole er det såvel lærerens som pædagogens ansvar at finde og støtte også disse børn. Højt begavede børn i skolen er skrevet til lærerne, selv om pædagogerne også nævnes. Alligevel er der ikke tvivl om, at pædagoger skal læse med her.

Oven i begavelsen kan der komme andre særlige træk ved det enkelte barn. Det er f.eks. ret udbredt at være underyder; altså ikke at leve op til sit potentiale. Mange højt begavede børn er derudover særligt sensitive, og dertil kommer de børn, som er twice exceptionals, det vil sige, at de f.eks. har Aspergers, ADHD, dysleksi, børnegigt eller muskelsvind.

Det vil føre for langt at opremse alle tegnene på høj begavelse her, men nogle få kan nævnes: At være meget motiveret for at udforske på egen hånd, at have et stort og avanceret ordforråd i forhold til alder og gerne ville have begrundelser for alt. Som et ekstra plus er der et skema, hvor både de positive og de negative sider ved udvalgte kendetegn ses. F.eks. betyder det at kunne lære nyt stof hurtigt, at barnet har en umiddelbar forståelse for nyt stof og er god til at se sammenhænge. På negativsiden tæller, at det samme barn giver op, hvis opgaver ikke kan klares i et til to forsøg. Det gælder også for andre børn, og ifølge forfatterne skal man bare bruge bogens principper, hvis de virker. Så er det ligegyldigt, om barnet er højtbegavet eller ej.

Læseren får ikke alle svarene forærende i bogen. F.eks. må man selv overveje, om man vægter social trivsel eller læring højest som pædagog eller lærer. Det er et forsimplet svar at sige, at pædagogerne gør det første og lærerne det sidst. Det er også individuelt, i hvor høj grad klassen og klassens forældre skal inddrages i, at der går et højtbegavet barn i klassen. Barnet selv skal naturligvis vide det for at have en forklaring på, hvorfor han/hun er ”anderledes”. Næsten alle børnene har asynkron udvikling, og det kan give dem problemer, som de bedre kan håndtere ved at kende til deres høje begavelse.

Det højtbegavede barns måde at tænke på sammenlignes med en 8-sporet motorvej. En case beskriver Anne, som kan have mange tanker kørende samtidig. ”Læreren har tit sagt, at Anne ser fraværende ud, men hun er altid i stand til at kunne gengive, hvad der er gennemgået på klassen, og hvad hun skal lave nu.” Det kunne være Anne, som i forordet beskriver en skole uden tilpas udfordringer sådan: ”Det er som at sidde i lufthavnen og vente 8 timer på flyet – hver dag.”

Casen følges op af spørgsmål som: ”Find de gode ting, som Annes lærer gør for: at Anne trives/at hele klassen trives (…) Hvad ville der ske, hvis du satte ordet ”ikke” foran dine svar på (…) første spørgsmål?”

Et stort afsnit er tilegnet undervisningsdifferentiering og henvender sig primært til den, som har undervisningsansvaret. Der er dog også noget at komme efter for andre faggrupper. Nørdetimer nævnes som et alternativ til lektiecafeer – eller endda som et punkt i grundskemaet. Fysiske lege bør indeholde strategi, og der er en hel liste gode lege at vælge mellem, så der også er noget for den gruppe højtbegavede børn, som har ulyst ved bevægelse. Legene tager højde for kritisk tænkning og problemløsning, kommunikation, kreativitet og innovation, kollaboration (samarbejde).

Højtbegavede børn har ikke nødvendigvis klassekammerater at spejle sig i, derfor har de i højere grad brug for direkte feedback fra en voksen, gerne som del af regelmæssige faglige samtaler. Som et muligt emne nævnes Blooms taksonomi, som oftest afbildes som en trappe: Viden, forståelse, anvendelse, analyse, evaluering, syntese. Mange vil huske den fra seminarietiden.

Både i samtaler og på klassen kan man bruge de såkaldte google-fri spørgsmål. Er der f.eks. mere fortid end fremtid? Kan en baby begå en forbrydelse? Et bilag på den medfølgende cd-rom har 36 af disse spørgsmål.

Højt begavede børn i skolen har et rodet og forvirrende layout: Grå kasser og citatfremhævelser kombineres med en blå farve på overskrift, bilagshenvisninger, rammer, citatdedikationer og fremhævede enkeltord. Alt i alt fremstår bogen dog som et kærkomment input i inklusionsdagsordenen i skolen. Ikke kun børn med lav iq og/eller diagnoser har særlige behov, og nu har vi fået bedre muligheder for at imødekomme det.

Anmelderen kender to af forfatteren, men de har ingen planlagte projekter sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *