Hvor er søstjernen?

Hvor er søstjernen?Hvor er søstjernen?

Barroux
Oversat af Karen Kristensen
28 sider
Arvid 2016

 

 

Efter i årevis at have gennempløjet billedbøger med myldrebilleder for at finde Holger, flunkerne og alle de andre, er turen nu kommet til søstjernen og dens venner vandmanden og klovnefisken. Hvorfor kan man spørge sig selv. Hvad har Hvor er søstjernen?, som de andre ikke har?

Der er to væsentlige forskelle fra andre bøger af “Find…”-typen. Den ene forskel er, at det bliver gradvist lettere og lettere at finde de tre dyr. Det hænger sammen med den anden forskel: Hvor er søstjernen? er historien om, hvordan havet forurenes mere og mere. Dermed forsvinder dyr og planter, indtil kun en hval ledsager de tre. Hvalen skubber affaldet tilbage, hvor det hører til: Op på menneskets domæne, landjorden. Historien får en lykkelig slutning, for på den rengjorte havbund spirer en lille vandplante, og livet vender tilbage.

Forfatteren og illustratoren Barroux forklarer i efterskriftet, “Det er vigtigt at beskytte de undersøiske kongeriger, hvor der lever fisk og andre levende væsner. Derfor skal vi alle huske at tage vores affald med os og lægge det i en affaldsspand.” Læseren efterlades altså ikke i afmagt. Anvisningen på handling er tydelig nok: Du skal rydde op efter dig. Og gerne efter andre, hvis du vil have rene omgivelser.

Om Hvor er søstjernen? skrev jeg på JAGOO: “Illustrationerne er tilpas detaljerede til børnehavebørn. Som før nævnt vil det tage længere tid at finde de tre dyr i begyndelsen end i slutningen af bogen. På den måde kan opgaven differentieres. Som alle andre bøger af den type falder spændingen, når man har fundet detaljerne nogle gange og kan deres placering udenad. I dette tilfælde står man så tilbage med en god historie, som kan læses igen og igen.”

Forlaget Arvid har tidligere udgivet Hvor er elefanten? af samme forfatter/illustrator.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *