Hvor står børnelitteraturen?

20160319 Brian P. Ørnbøl, Gunvor Ganer Krejbjerg, Louis JensenHvor står børnelitteraturen?

Til et arrangement med højtlæsning af Brian P. Ørnbøl, Gunvor Ganer Krejberg og Louis Jensen var jeg blevet inviteret med som moderator. Jeg blev bedt om at sige nogle ord om børnelitteraturens vilkår i dag.

Her er mine ord:

Tak for at få lov til at komme i dag. Jeg blev meget glad, da jeg fik invitationen. Da jeg havde lagt røret på, tænkte jeg: “Hvad var det lige, jeg sagde ja til?” I januar holdt Selskabet for Børnelitteratur et statusseminar hvor ni mennesker med hver sit specialområde havde en hel dag til at fortælle. Det skal jeg så klare på ti minutter!

Børnelitteraturen går i mange retninger, og jeg vil bare trække nogle stykker frem.

En retning er, at forlagene satser på det, som sælger stort

Mange køber bøger i supermarkeder eller andre steder, som ikke har specialbutikkens vejledning. Og specialbutikken er boghandlen, hvis man skulle være i tvivl.

Bibliotekerne er oftere og oftere uden personale, og det får samme virkning.

Det giver en fordel til de forfattere, som i forvejen er kendte fra tv, uanset om de er forfattere eller kokke, musikere eller skuespillere. De har også lavet gode bøger, men deres bøger får et forspring uanset kvalitet.

Det betyder også, at forfatteren bliver vigtigere. I min barndom vidste jeg ikke, hvordan forfatterne så ud. I dag har de lagt klip ud på Youtube, og har deres egen profil på Facebook, Instagram osv. Den tendens betyder flere arrangementer som dette, hvor læserne kan møde deres forfattere – og forfattere kan møde deres læsere. Dette arrangement er heldigvis en lejlighed til at møde forfatterne live.

Nogle bøger bliver der gjort særligt meget ud af

Det stikker også i en anden retning. Nogle bøger bliver der kræset rigtigt meget om. Følesansen spiller ind. Nogle ”bøger” er ikke bøger. Det kan være æsker, harmonikaer osv.

Det er bøger, som kan – og skal – læses langsomt. Bøger til eftertanke. Lyrisk tekst og et anderledes billedsprog sænker læsetempoet.

Børn og voksne vælger forskellige bøger

Der er forskel på, hvad forældrene køber til børn, og hvad de selv ville købe. Lyt derfor til børnene og lyt til de, som har med aktuel børnelitteratur at gøre til daglig.

Det skal være bøger, som læser sig selv. Hvor man ikke kan slippe. De skal bide sig fast. Side 1! Og 2!

Jeg kan fortælle, at en forfatter som Mette Finderup som ny og ukendt forfatter solgte oplag tre gange det, hendes bøger sælger i dag.

Andre medier end bogen

Bogen som medie bliver også udfordret af e-bøger, lydbøger osv. Teksten behøver ikke være i en bog, ligesom bogen ikke behøver indeholde tekst. I øvrigt har billedbøgernes formsprog bredt sig til voksenlæseren.

Indholdet

Emnemæssigt er der igen kommet fokus på hverdagslivet, især til de yngste aldersgrupper.

Handicap og mobning er ved at blive afløst af spændende familieformer og eksperimenter med identitet og roller.

Til min egen store glæde er bøger med en blanding af fiktion og fakta også i vækst. Det kan være naturvidenskab, geografi og opfindelser.

Til sidst en lille reklame for et foredrag om højt begavede børns læsning 30. marts på Casa Carola hvor åen møder Kystvejen. Jeg har lagt visitkort med oplysninger på bagsiden på bordet, hvor forfatterne signerer bøger efter oplæsningerne.

Præsentation af forfatterne:

Louis Jensen

Har skrevet en imponerende række bøger. For sit forfatterskab er han indstillet til Hans Christian Andersens Awards, som er noget af det fineste, der kan overgå en børnebogsforfatter. Han er endda kommet på shortlisten, som er de fem, som er kommet med i noget, vi med X-faktor-sprog kan kalde finalen. 4. marts bliver det afsløret, og vi er spændte.

Gunvor Ganer Krejberg

En af de halvkendte forfattere i dag. Det kan jeg roligt sige, for det kalder hun sig selv i Halfdanske digte af halvkendte forfattere, som hun bidrog til sidste år i anledning af 100-året for Halfdan Rasmussens fødsel.

Gunvor Ganer Krejberg har et alsidigt forfatterskab bag sig: Gendigtning af folkeeventyr, fantasy, filosofisk bog om tiden. Og så den hun vil læse i dag, som hun selv skal have lov at præsentere.

Brian P. Ørnbøl

Debuterede som børnebogsforfatter for en uges tid siden. Han er dog på ingen måde ny i litteraturkredse. Brian P. Ørnbøl har en række korttekster for voksne i bagkataloget. Jeg ved, han arbejder på nye titler, som jeg afventer med spænding.

Brian P. Ørnbøl er ikke uvant med oplæsninger som denne, men med Mekano Max har han kastet sig over en ny lytterkreds.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.