Kritikkens U-vending
Rasmus Willig
148 sider
Hans Reitzels Forlag 2013
Mellem de to bøger Umyndiggørelse og Afvæbnet kritik har Rasmus Willig udgivet Kritikkens U-vending, som ikke har fået samme opmærksomhed. Jeg fik den til receptionen ved udgivelsen, men har først fået den læst nu, hvor en sommerferie gav mig mulighed for at følge den appetit, læsningen af de andre har givet mig.
Det skal siges med det samme, at Kritikkens U-vending ikke har den samme praksisnærhed som de to andre. Den bygger ikke på undersøgelser blandt velfærdsarbejdere. Til gengæld tager Rasmus Willig afsæt i en række tekster og forholder sig til dem i essay-form. Han tager livtag med sine tre yndlingsaversioner, coaching, MUS-samtaler og fitness, som har det fællestræk, at de lægger ansvaret over på enkelte i stedet for at pege på strukturelle fejl. En noget hård analyse, som ikke desto mindre maner til eftertanke.
Det skal i hvert fald ikke underkendes, at det på mange arbejdspladser er velset, hvis man griber til (et af) de tre livliner i stedet for at rette kritikken mod organiseringen, informationsniveauet eller (den manglende) mulighed for efteruddannelse.
Flere af kapitlerne har været brugt i andre sammenhænge og kan uden problemer læses enkeltvis. Kritikkens U-vending er på den måde et lille kampskrift mod coaching, MUS-samtaler og fitness, samtidig med at bogen kan læses som en række debatindlæg/kronikker med afsæt enten i forfatterens egne oplevelser i sit feltarbejde eller i inspirerende litteratur, som han hermed inspirerer læseren til at gå nærmere efter.