Litteratur på Store Torv – Børnespecial
I dag lagde Kristian F. Møllers lokaler til et arrangement med tre forfattere: Kathrine Assels, Karen Filskov og Gunvor Ganer Krejberg. Børnespecial var en del af et arrangement med forfattere i mange genrer.
Kathrine Assels havde både sin spritnye Månen er en højttaler og sidste års Makirullen der ikke ville makke ret – og andre lejlighedsrim med. Den sidste titel kendte jeg ikke. De skæve eksistenser bl.a. inspireret af dørskilte på Kathrine Assels børns skolevej har gjort mig nysgerrig – den må jeg læse.
Månen er en højttaler har jeg allerede læst med stor fornøjelse.
Karen Filskov præsenterede sine to billedbøger, hvor illustrationerne er skabt af bogstaverne. Først Skoven fra oven, derefter Bring en ting.
Forfatteren fortalte også om processen med at lave de meget specielle bøger. Og som noget nyt hørte jeg om, hvordan forsiden er blevet til.
Et barn blandt publikum fik lov at vælge den rækkefølge, de enkelte tekststykker skulle læses op. Der er nemlig mulighed for at ændre retning mm. Hun kunne også selv læse op, selv om nogle af ordene er svære. Det afstedkom en bemærkning om, at det næsten er som en national test.
Klik på billedet for at se det i stor størrelse.
Dagens sidste indslag til Børnespecial var Gunvor Ganer Krejberg, som læste fra sin nye serie om Mirja.
Efter hver forfatters bidrag var der mulighed for at stille spørgsmål og få signeret en bog.
Desværre var fremmødet ikke overvældende denne søndag, men der var en god oplevelse som belønning for de, som kom.