Mig og Dylan Walker

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

Anne Sofie Hammer
206 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Hvad gør man, når man er 15 år og ikke kan finde ud af piger? Malthe får den vanvittige ide at give sig ud for at være bøsse. Han har nemlig hørt, at piger gerne vil være venner med drenge, bare de er bøsser. Ideen kommer også til at virke, dog ikke helt på den måde, Malthe har forestillet sig.

Når Malthe kigger sig om i klassen, kan han godt se, hvad de populære drenge har – nemlig alt det, han ikke selv har. Efter et par forsøg med andre ideer beslutter Malthe at springe ud. I en løgn. Han starter med at lade rygtet sive, at han er vild med Dylan Walker, som er en skuespiller fra en tv-serie. Dylan Walker er åbenbart lækker på en måde, pigerne kan lide, og Malthe gætter, at det er en god start.

Det er det også. Med Dylan Walker på baggrund på mobilen og på to plakater på Malthes værelse er vejen banet for hans dobbeltliv. “Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Det var ikke meningen, at så mange skulle inddrages i løgnen. Malthe havde tænkt, at han kunne slippe ud af den, når han den kommende sommer skulle på efterskole. Så kendte ingen hans historie, og han kunne fremstå som en dreng med helt tjek på pigernes liv. Nu må han i stedet veksel mellem at være bøsse med et stadigt tættere venskab med piger og at være straight overfor sine forældre og storebror, Emil. Det går naturligvis ikke i længden, og hans familie reagerer ved at være forstående og rummelige overfor en Malthe, som forsøger at fortælle dem, at han bare har løjet.

JAGOO skrev jeg videre: “Det medfører også en række andre gode ændringer for Malthe. Han opdager, at pigerne er gode til skolearbejde, og med deres hjælp bliver hans engelske stile bedre. Han får mod og selvfølelse. På grund af sin nye rolle får Malthe øjnene op for nye ting. F.eks. hvor “uhørt seksuelt på grænsen til det pornografiske” en plakat er med Dylan Walker, hvor man kan se hans ene brystvorte. Drengene er også rimeligt ok med, at (de tror, at) Malthe er bøsse. Den første er naturligt nok hans bedste ven, Frede. Frede kommer lidt klodset fra start, men samler op og får vist sin støtte.”

Det er ikke længere så sjovt at være Malthe, selv om han får et langt større kendskab til pigernes liv, end han havde forestillet sig. “Den Falske Malthe” tager kontrollen fra ham og han vil egentlig gerne ud af det igen. Modet får han, da han finder et brev fra Louise, som han er ret varm på. Louise har lagt det i hans taske, inden han erklærede sig som bøsse, og i brevet erklærer hun sin kærlighed til ham.

Da han får æren af at holde den store tale til skoleafslutningen, fortæller han sin historie og håber det bedste. Louise reagerer ved at løbe væk, og Malthe ender forfrossen og våd med at falde ned, da han prøver at klatre op til hendes vindue. Louises forældre hjælper ham i et varmt karbad, og så dukker hun selv op.  Heldigvis er kærligheden ikke blegnet, og Malthe får det kys, han har ventet på siden de første linjer i Mig og Dylan Walker.

Det virker indviklet, og det er det også. Anne Sofie Hammer får vendt tingene godt og grundigt på hovedet, og det gør bogen sjov. De mange umulige situationer, Malthe kommer i, er fortalt lattervækkende morsomt. Sproget er måske nok modent af en 15-årig dreng, men det glemmer man, når Malthe f.eks. tænker: “Hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. “En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.”

Mig og Dylan Walker handler ikke om (homo)seksualitet. Det mest eksplicitte er, at Malthe får et kys af en venindes fætter, som han tager på en enkelt date med for ikke at ødelægge sit cover. Derfor vil jeg også anbefale bogen bredere end til de 12-13 årige, som forlaget nævner. Jeg kan se Mig og Dylan Walker brugt i en klassesnak om fordomme, men den egner sig også til højtlæsning og naturligvis til fritidslæsning.

Til gengæld kan man læse meget om (køns)roller. Karikeret så meget, at selv den sløveste unge læser kan få øje på, at pigerne beskrives som ret overfladiske og de voksne som overrummelige. Drengene i bogen får de mest mangfoldige karakteristikker. Mest centralt står naturligvis Malthes opfattelse af, hvad en bøsse gør. Den gengiver mange af de fordomme og forventninger, som unge møder.

Der er en pointe i, at Malthe først bliver et helt menneske efter at have leget med sine feminine sider. Det er først på det tidspunkt, at Louise tager initiativ i forhold til ham. Den maskuline side viste han heller ikke i bogens begyndelse. Den pointe må gerne blive set af læseren.

Bonusinfo: Navnet Dylan Walker kom frem ved en brainstorm, forfatteren havde med sine egne teenagedøtre. Dylan Walker i bogen har altså intet med den australske rugbyspiller af samme navn at gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *