Mio, min Mio (2015)

Mio, min Mio 2015Mio, min Mio (2015)

Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversat af Kina Bodenhoff
152 sider
Gyldendal 2015

 

I 2012 kom Kina Bodenhoffs smukke nyoversættelse af Mio, min Mio. Nu kommer den med illustrationer af Mikkel Sommer, og kombinationen af de to og Astrid Lindgrens dygtige historiefortælling er guld for øjnene og tankerne. Mio er dreng, som oplever rejsen fra uelsket adoptivbarn i Stockholm til højtelsket kongesøn i Landet i det Fjerne.

Også i Landet i det Fjerne er der skygger. Den største og mørkeste skygge kaster ridder Kato: “Da han sagde navnet, blev luften omkring os kold som is. Den store solsikke, som voksede i haven, visnede og døde, og mange sommerfugle tabte deres vinger og kom aldrig til at flyve igen. Og jeg mærkede, hvor bange jeg var for ridder Kato. Så bange, så bange.” Alle andre end Mio selv synes at vide, at hans skæbne er at tage kampen op med ridder Kato.

Sammen med sin bedste ven, Jum-Jum, og hesten Miramis drager Mio ud for at finde ridder Katos borg i Landet bag bjergene. Undervejs bliver han hjulpet af mennesker, dyr, træer og endda bølgerne og klipperne, som alle hader ridder Kato. Ved hjælp af magiske hjælpemidler vinder han den afgørende kamp mod ridder Kato, og det afsløres, at den onde ridder ikke selv er tilfreds med sit liv. “Ridder Kato længtes efter at blive af med sit stenhjerte. Måske var det sådan, at ingen hadede ridder Kato mere end ridder Kato selv.”

Heller ikke Mio er så flad en karakter, som man ellers ofte ser det i eventyr. I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg: “Mio er i modsætning til mange andre eventyrhelte ikke uden tvivl. Selv efter han bliver klar over, at alle ved, at hans skæbne er at kæmpe mod ridder Kato, græder han af fortvivlelse og tør ikke. Alligevel hanker han op i sig selv og gør det, han ikke tør. Her tager Astrid Lindgren forskud på en anden eventyr-helt i sit forfatterskab, Jonatan Løvehjerte, som er nødt til at gøre ting, selv om det er farligt. “Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort,” skrev Lindgren næsten 20 år senere i Brødrene Løvehjerte.”

Undervejs gyser man rigtigt meget. Det poetiske sprog med mange gentagelser egner sig til langsom (op)læsning i trygge omgivelser, og alt ender naturligvis med at blive godt til sidst. De døde er ikke rigtigt døde, de forsvundne bliver fundet og ridder Kato forvandles til i første omgang en dynge sten, i anden omgang – måske – til en lille grå fugl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *