Niller Pilfinger får en flyvetur 2. udgave
Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen
38 sider
Ego Libris 2016
Den nysgerrige dreng Niller Pilfinger er ude ved lufthavnen og kigge på fly. Han er så optaget af det, at han slet ikke har tid til at spise is. Da en pilot er ved at reparere sit fly, får han lov at sidde i cockpittet, men han kan “naturligvis” ikke holde fingrene fra knapperne, og piloten når kun lige netop at komme med, da flyet letter. Det afholder ikke Niller Pilfinger fra at få udløst katapultsædet, og kun med nød og næppe får piloten vendt flyet, så drengen kan blive grebet og komme sikkert ned på jorden igen.
På JAGOO skrev jeg: “Niller Pilfinger får en flyvetur er udkommet i 2. udgave. Et lidt mindre format og med enkelte ændringer. Teksten er blevet skåret til, så den kan være i det nye format, og det er gjort ganske godt. Overraskende nok er der også ændret lidt på historien: I førsteudgaven nøjes Niller med at tænke på at blive skudt ud af flyet. Illustratoren har også været i gang igen og har tilføjet en ekstra tegning.”
Da første titel om Niller Pilfinger udkom (Niller Pilfinger åbner Bakken), sammenlignede jeg ham med Emil fra Lønneberg. Der er stadig lighedspunkter, og den største forskel er bevidst nedtonet: Niller har to mødre, som han kalder mammi og mor. Det bliver der ikke gjort det store ud af, for det er barnet, der er i historiens centrum. På den måde vises det, at barnelivet ikke behøver være særligt forskelligt, om man vokser op i en traditionel kernefamilie eller i en såkaldt regnbuefamilie.
De to mødre har ikke nogen fremtrædende plads i Niller Pilfinger får en flyvetur. Pia Pilot med den lilla værktøjskasse har større betydning for historien, og Freddy Flykigger er en sjov biperson både af udseende og af navn. Familiens Nimbus med sidevogn og Pia Pilots fly Kazandra bliver næsten til bipersoner, da de har munde og øjne.
Niller Pilfinger-serien er dejlig fri for politisk korrekthed, og den underspillede rolle, det lesbiske forældrepar har, gør den spiselig for flere. De fleste børn vil ikke engang tænke over det, ligesom de heller ikke spørger, hvor Alfons Åbergs mor er i serien af samme navn. Derimod vil det være en dejlig oplevelse for børn, som ikke kan spejle sig i de familiebilleder, de møder i andre børnebøger. Læs også Niller Pilfinger åbner bakken.
Jeg havde glæden af at overrække Klods Hans-prisen til Stine Josefine Dige sidste år til BogForum. Hun modtog prisen som repræsentant for projektet “2200 Godnathistorier”, som hun er koordinator for. Forfatteren har sagt, at “man skal passe på med at presse forklaringer ned over børnene, fordi de voksne har et behov for tilblivelseshistorier. På den måde risikerer man nemlig at udstille regnbuebørnene som anderledes. Totte-bøgerne indledes jo heller ikke hver gang med at redegøre for, hvordan Tottes mor og far bollede og fik lille Totte. De handler om noget ganske enkelt, som relaterer sig til børnenes udviklingstrin, som f.eks. at tage tøj på selv.”
Den tilgang ses meget tydeligt i Niller Pilfinger-bøgerne.