#sigsandheden

Under overskriften #sigsandheden spreder en række pædagoger i dag, søndag d. 27. september kl. 19.00 deres budskab på sociale medier, i læserbreve, på blogs osv. Jeg har ingen store afsløringer at komme med – og dog. Det vil nok overraske nogen, hvor svært det er at gemme hjertet væk.

På seminariet hørte vi om de tre store P’er: Professionelt, Personligt og Privat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man er det ene, og hvornår man er det andet. Det giver god mening for mig, og jeg undlader også at knytte venskaber til forældrene i mit arbejde, uanset hvor rare de måtte være.

Det samme kan man ikke gøre med børn, som man går op og ned ad dag ud og dag ind. I vuggestuen er det måske dig, der ser barnets første skridt. I børnehaven stråler barnet, som for første gang klatrer op i et træ, og du tager del i barnets finden-sig-selv op gennem skoletiden. Sidste uge tog jeg mig i at stå og blive rørt over et barn fortælle sin livshistorie på en særligt rørende måde. Ugen før det blev jeg stolt over et andet barns novelle. Det er stort at have været med i det forløb, der førte frem til det.

Det er ikke det samme som at være forælder til barnet. Jeg ved det med mig selv, for jeg er selv far. Alligevel sker der dagligt overskridelser fra det private til det professionelle. Nogle ville sige, at barnet kommer ind under huden på dig. Andre vil mene, at det så er på tide at finde noget andet at lave.

Jeg tror på, at pædagogik er relationsarbejde, og en relation går begge vej. Det betyder ikke, at man skal invitere børnene med til sin private fødselsdag eller indvie dem i alt, hvad man laver. For mig betyder det, at jeg engagerer mig i deres ve og vel. I fagsprog vil jeg kalde det at drage omsorg for deres trivsel, men jeg ved godt, at hjertet også er med i det.

Mine største nederlag som pædagog gennem over 20 år er de gange, et barn har været i mistrivsel trods min indsats. Når et barn ikke har fået tilstrækkeligt støtte eller har forladt “mig” (det vil sige det sted, jeg arbejdede) uden det selvværd, jeg ønskede for barnet. Tilsvarende har de største successer været tæt forbundet med børn, som har klaret en krise og/eller er vokset, ofte trods forhindringer.

Der er ting, som hører til i hjemmet, og der er ting, som hører til i institutionen eller skolen. Rigtigt mange ting hører til begge steder. Når professionelle og forældre kan dele deres oplevelser af barnet med hinanden, får de det bedst. Det gør barnet også. Jeg tager ikke noget fra forældrene ved at glædes over barnet eller ved at bekymre mig. Tværtimod kan vi sammen tale samme sprog.

Lad os starte i morgen.