Stakkels monstre

Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
48 sider
Hjulet 2016

Det er nat, men Eusebio kan ikke sove. Han er bange. Med dynen oppe om næsen kigger han rundt i sin lille hytte, og i hans fantasi bliver hverdagsting til farlige monstre. De jager ham ud af sengen, og han løber op hen til sin ven Ananías, som hjælper ham. Ananías fortæller, at monstrene er nogle stakkels eksistenser uden venner. “Hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”, forklarer Ananías.

Monstrene snyder hinanden og kan ikke finde ud af at lege. Derfor har de ingen ro og er lige så bange, som Eusebio selv er det. De har slet ikke tid til at tænke på lille Eusebio. Ananías giver Eusebio et knus, og han kan gå hjem igen. I mellemtiden er det blevet morgen.

Der er mange smukke detaljer i Stakkels monstre. Den lille bamse, Eusebio har i hånden. Den snoede vej op til Ananías. Den poetiske tekst: “Alt er mørkt. Kun nogle få stjerner holder månen med selskab.” På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.”

Billede og tekst følger hinanden i den magiske realisme, som er et begreb, som især er kendt fra latinamerikansk litteratur. Når man først har accepteret den magiske præmis, er resten logisk og realistisk sammenhængende. Det ses f.eks. af, at Eusebio er en kat, og Ananías er en ælling. De ligner i hvert fald.

Den korte tekst formår at få i hvert fald to pointer frem: At monstre ikke er så farlige, og at venskab er dyrebart. Venskabet i Ananías’ skikkelse beroliger Eusebio, og monstrenes manglende venskaber tager styrken fra dem:

“Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, meget hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …”

Skulle læseren blive lidt bange på de få sider, hvor Eusebio i tankerne gennemgår monstrene og deres ugerninger, bliver han hurtigt rolig igen, når Ananías tager Eusebio ved hånden. Illustrationerne er, som teksten også er det: Med en detaljeret realisme, så man glemmer det magiske udgangspunkt: Et venskab mellem en kat og en ælling. Uroen bliver afløst af varme og ro, og man kan jo altid bladre tilbage og opleve det lille gys igen.

Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.