Tag-arkiv: 13 år

Malala – pigen som kæmper med ord

Malala - pigen som kæmper med ordMalala – pigen som kæmper med ord

Karen Leggett Abouraya
Illustreret af L.C. Wheatley
Oversat af Vagn Plenge
40 sider
Hjulet 2014

 

 

 

Malala Yousafzai er et forbillede for mange børn i verden – især piger i områder, hvor piger ikke har ret til at “kæmpe med ord”, sådan som hun har gjort det. Denne smukke billedbog fortæller historien bag Malala, som modtog Nobels Fredspris i 2014. Hendes tidlige barndom i Swat-dalen i det nordlige Pakistan. Hendes debut som blogger som 11-årig. Talebanernes magtovertagelse og de konsekvenser, det fik for hendes påklædning, hendes sociale muligheder og ikke mindst hendes skolegang.

I 2009 betød de åbne kampe mellem Pakistans hær og talebanerne, at Malavis familie flygtede fra Swat. Da de vendte tilbage, var byen ødelagt. “Ødelæggelserne i byen fik dem til at græde. Alt var ét kaos. Hendes brødres kyllinger var døde. Men mirakuløst nok var bøgerne i hendes værelse urørt.”

JAGOO skrev jeg om Malala – pigen som kæmper med ord:  “De følsomme og alsidige papirklip viser kontrasten mellem den farvestrålende kultur og natur, som er Malalas, og den grå og triste verden, talebanerne skabte for hende. Særligt ansigterne er vellykkede, og på opslaget om talebanernes strenge regler er alle ansigter formummede. Et godt visuelt greb.”

Malala modtog i 2011 Pakistans nationale fredspris for unge, da den blev uddelt første gang. Året efter bliver hun skudt af en talibaner og bragt til England for at blive behandlet. 2014 modtager hun Nobels fredspris som den yngste nogensinde.

Børnehavebørn vil kunne begejstres over fortællingen om et barn, som gør så stor forskel. Men også ældre børn vil kunne bruge bogen. De sidste sider i Malala – pigen som kæmper med ord fortæller om Pakistans historie og andre fakta. Denne tekst er ikke egnet til børnehavebørn, men det gør ikke bogen ringere. Det springer man bare over ved højtlæsning. De ældste læsere vil her kunne få ekstra viden og henvisninger til, hvor de kan læse mere.

 

Skadedyrsbekæmperne

SkadedyrsbekæmperneSkadedyrsbekæmperne

Sofie Boysen
Illustrator: Lasse Bekker Weinreich
94 sider
Blæs 2015

 

 

 

 

Det to brødre Bert og Ronnie havde ikke nogen mor. Jo, det havde de, men hun var faldet for en kakaoplantageejer og var taget til Honduras med ham. I et forsøg på at skaffe penge til husleje og mad – og dermed holde fru Jørgensen fra kommunen i ro – tilbød de sig som skadedyrsbekæmpere. Ikke med helt fine midler, f.eks. gjorde de deres for at holde luseplagen ved lige på den skole, hvor de mod betaling aflusede børnene.

Et tidligere forsøg som “Hunnefrisør” (som de skrev på skiltet) fik et brat endeligt, da den første interesserede mødte op med en rottweiler. Det så ud, som om de havde mere held i sprøjten, da en meget lille gammel dame mødte op og præsenterede sig som Elvira Madigan. Hun havde et problem med papegøjer i sit hus.

De anede hurtigt, at ikke alt var, som det så ud til at være. Elvira Madigan var hverken gammel dame eller dværg, og huset var heller ikke noget normalt hus. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Da de hyredes af den dværglignende pulit Elvira Madigan fra planeten Tteh-Coc og gik gennem en tidsportal, ændrede de ikke bare deres eget liv, men hele verdenshistorien.”

Gennem portalen kom de til Honduras for mange hundrede år siden. Her blev de to brødre fanget af en indianerstamme, som ville ofre dem til guderne. Et flugtforsøg slog i første omgang fejl, og på side 79 er læseren tilbage til det spændende anslag, hvor Ronnie prøvede at redde Bert fra at falde ned i en dyb, dyb kløft.

På JAGOO skrev jeg videre: “Forfatteren kan sit håndværk (…) Der er tempo på og morsomme betragtninger fra den 11 årige Bert. Elvira Madigan dukkede op og reddede de to drenge fra at falde i kløften. Hjemme igen så fru Jørgensen ikke en grøn alien dværg men drengenes mor, fordi en pulit kan ændre udseende (…) Skadedyrsbekæmperne er lavet af det stof, som får børn til at læse. Eller til at blive ved med at læse, for bogen er for svær til begynderlæsere. Stor litteratur er det ikke, men den har så mange andre kvaliteter.”

Mig og Dylan Walker

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

Anne Sofie Hammer
206 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Hvad gør man, når man er 15 år og ikke kan finde ud af piger? Malthe får den vanvittige ide at give sig ud for at være bøsse. Han har nemlig hørt, at piger gerne vil være venner med drenge, bare de er bøsser. Ideen kommer også til at virke, dog ikke helt på den måde, Malthe har forestillet sig.

Når Malthe kigger sig om i klassen, kan han godt se, hvad de populære drenge har – nemlig alt det, han ikke selv har. Efter et par forsøg med andre ideer beslutter Malthe at springe ud. I en løgn. Han starter med at lade rygtet sive, at han er vild med Dylan Walker, som er en skuespiller fra en tv-serie. Dylan Walker er åbenbart lækker på en måde, pigerne kan lide, og Malthe gætter, at det er en god start.

Det er det også. Med Dylan Walker på baggrund på mobilen og på to plakater på Malthes værelse er vejen banet for hans dobbeltliv. “Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Det var ikke meningen, at så mange skulle inddrages i løgnen. Malthe havde tænkt, at han kunne slippe ud af den, når han den kommende sommer skulle på efterskole. Så kendte ingen hans historie, og han kunne fremstå som en dreng med helt tjek på pigernes liv. Nu må han i stedet veksel mellem at være bøsse med et stadigt tættere venskab med piger og at være straight overfor sine forældre og storebror, Emil. Det går naturligvis ikke i længden, og hans familie reagerer ved at være forstående og rummelige overfor en Malthe, som forsøger at fortælle dem, at han bare har løjet.

JAGOO skrev jeg videre: “Det medfører også en række andre gode ændringer for Malthe. Han opdager, at pigerne er gode til skolearbejde, og med deres hjælp bliver hans engelske stile bedre. Han får mod og selvfølelse. På grund af sin nye rolle får Malthe øjnene op for nye ting. F.eks. hvor “uhørt seksuelt på grænsen til det pornografiske” en plakat er med Dylan Walker, hvor man kan se hans ene brystvorte. Drengene er også rimeligt ok med, at (de tror, at) Malthe er bøsse. Den første er naturligt nok hans bedste ven, Frede. Frede kommer lidt klodset fra start, men samler op og får vist sin støtte.”

Det er ikke længere så sjovt at være Malthe, selv om han får et langt større kendskab til pigernes liv, end han havde forestillet sig. “Den Falske Malthe” tager kontrollen fra ham og han vil egentlig gerne ud af det igen. Modet får han, da han finder et brev fra Louise, som han er ret varm på. Louise har lagt det i hans taske, inden han erklærede sig som bøsse, og i brevet erklærer hun sin kærlighed til ham.

Da han får æren af at holde den store tale til skoleafslutningen, fortæller han sin historie og håber det bedste. Louise reagerer ved at løbe væk, og Malthe ender forfrossen og våd med at falde ned, da han prøver at klatre op til hendes vindue. Louises forældre hjælper ham i et varmt karbad, og så dukker hun selv op.  Heldigvis er kærligheden ikke blegnet, og Malthe får det kys, han har ventet på siden de første linjer i Mig og Dylan Walker.

Det virker indviklet, og det er det også. Anne Sofie Hammer får vendt tingene godt og grundigt på hovedet, og det gør bogen sjov. De mange umulige situationer, Malthe kommer i, er fortalt lattervækkende morsomt. Sproget er måske nok modent af en 15-årig dreng, men det glemmer man, når Malthe f.eks. tænker: “Hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. “En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.”

Mig og Dylan Walker handler ikke om (homo)seksualitet. Det mest eksplicitte er, at Malthe får et kys af en venindes fætter, som han tager på en enkelt date med for ikke at ødelægge sit cover. Derfor vil jeg også anbefale bogen bredere end til de 12-13 årige, som forlaget nævner. Jeg kan se Mig og Dylan Walker brugt i en klassesnak om fordomme, men den egner sig også til højtlæsning og naturligvis til fritidslæsning.

Til gengæld kan man læse meget om (køns)roller. Karikeret så meget, at selv den sløveste unge læser kan få øje på, at pigerne beskrives som ret overfladiske og de voksne som overrummelige. Drengene i bogen får de mest mangfoldige karakteristikker. Mest centralt står naturligvis Malthes opfattelse af, hvad en bøsse gør. Den gengiver mange af de fordomme og forventninger, som unge møder.

Der er en pointe i, at Malthe først bliver et helt menneske efter at have leget med sine feminine sider. Det er først på det tidspunkt, at Louise tager initiativ i forhold til ham. Den maskuline side viste han heller ikke i bogens begyndelse. Den pointe må gerne blive set af læseren.

Bonusinfo: Navnet Dylan Walker kom frem ved en brainstorm, forfatteren havde med sine egne teenagedøtre. Dylan Walker i bogen har altså intet med den australske rugbyspiller af samme navn at gøre.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattereBrian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Ella er mit navn vil du købe det?

Ella er mit navn vil du købe detElla er mit navn vil du købe det?

Mette Hegnhøj
139 sider
Jensen & Dalgaard 2014

 

Her kan man virkeligt tale om et konceptuelt værk. Ella skriver på skrivemaskine og udstandser huller i antikvarboghandlens bøger. Resultatet er den æske med løsark og “poetsne”, som blev indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2015. Det hele kan også fås i en mere handy (men ikke helt så særpræget) bog.

Det er ikke sjovt at være Ella, 12 år. Hun bor i et antikvariat sammen med sin mor og dennes mand, som Ella blot kalder Plageånden. Hendes manglende begejstring for bøger gødes af, at antikvariatets største omsætning består af at omsætte kasser med dødsboer til lykkeposer. Ni korte dage er der et lyspunkt i form af en kat (som navngives Kattekismus!), som Ella finder i et af dødsboerne.

Glæden varer, indtil katten opdages af moren og Plageånden. Plageånden tror på alt, der står i bøgerne, og moren tror på alt, Plageånden siger. I en bog kan Plageånden læse, at Ellas nysen kan skyldes allergi overfor kattehår, og så forsvinder Kattekismus ud af Ellas liv.

Ella udtrykker savnet af katten sådan:

Uden kat efter med kat
er værre end
uden kat før med kat.

Til sidst forlader Ella antikvariatet. Hun går sin egen vej; som katte gør. På æskens underside står rammehistorien: “Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng. Med venlig hilsen, Jensen & Dalgaard”.

Børn vil elske at sidde med de enkelte A5-ark. Poetsneen vil næppe få noget langt liv i en institution eller en skole, men man kan jo lave nyt, for de er standset ud af kasserede bøger og derfor forskellige fra æske til æske. I bogform er det primært en sørgelig historie om en pige, som ikke bliver anerkendt og derfor må tage livet i egen hånd. Ella er mit navn vil du købe det? er ikke illustreret som sådan, men skrivemaskineskriften og nogle få sider med tegninger lavet af x’er, o’er mm. gør den visuelt spændende.

For særligt interesserede nørder er der mulighed for at begrave sig i mere tekniske detaljer. På JAGOO beskrev jeg det bl.a. sådan: “De fleste sider er nummereret i øverste højre hjørne med firecifrede tal fra 0003 til 0138. Blandt de unummererede sider (side 18) finder vi den fødselsdagslagkage, Ella tegner med skrivemaskinen. Hun fylder 12 år, og moren er taget ud for at more sig uden Ella. Meget mere sørgeligt kan det ikke blive. Det er i øvrigt den eneste side med farver: ”TILLYKKE ELLA 12 ÅR” har hun skrevet med det røde farvebånd. Yngre læsere får sandsynligvis brug for lidt research her.”

 

Varsleren

VarslerenVarsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

 

 

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Natulv

NatulvNatulv

Cecilie Eken
112 sider
Høst & Søn 2015

 

 

 

 

Gys og gru behøver ikke være lange, tunge bøger eller serier. Med Natulv får læseren en overskuelig bog, som alligevel indeholder de elementer, som får nakkehårene til at rejse sig og gør det nødvendigt lige at læse næste kapitel med. Som højtlæsningsbog er der vel til en time eller to. Man kan også læse den alene, hvis man tør!

Vi er på en stor herregård befolket med mennesker, som bærer på hver deres hemmelighed. Tilføjer vi rygtet om Den Grå, som muligvis står bag de mystiske dødsfald, er tonen slået an. Handlingen er lagt i en ukendt fortid, hvor symaskiner og læsning også er tilgængeligt for de fattige. Det elektriske lys og bilen er ikke opfundet, og genrens herreskab og tyende er karakteristisk for forholdet mellem karaktererne.

“En fortælling fra en tid / hvor natten var mørk / og hjælpen alt for langt væk.” Sådan beskrives det på bagsiden.

Der er mange karakterer at holde styr på (set i forhold til Natulvs beskedne sidetal), men heldigvis bliver der tyndet ud i dem undervejs…

Efter sin mors død får den 15-årige Nethe arbejde på en herregård med at passe herskabets lille barn. Herremandens søn fra et tidligere ægteskab mistænker stedmoren for at være en heks. Familien ville idag på mange måder betegnes som dysfunktionel, og de indbyrdes konflikter bryder ud i lys lue med en drabelig udgang. Nethe er meget draget af den jævnaldrende Dagfred, men som læser vakler vi mellem at stole og tvivle på ham. Om der er en ond og en god side er svært at gætte. Og i så fald: Hvem tilhører hvilken side?

Nethe træder i karakter og handler. Hun kan ikke forhindre ulykkerne, men hun ved, hvad hun ønsker at redde ud af den blodige situation.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “Historien om pigen, som tager sin skæbne i egen hånd, er velfortalt. Cecilie Eken skruer fortællingen sammen. (…) Det er ikke en omfattende bog, men stemningen bliver siddende i læseren, efter den er lukket.”

Den faldne engel

Den faldne engelDen faldne engel

Kenneth Bøgh Andersen
295 sider
Høst & Søn 2015

 

 

 

 

Det var en overraskelse, da Kenneth Bøgh Andersen sidste år varslede et femte bind i serien Den store Djævlekrig. Det har været ventetiden værd, for Den faldne engel er djævelsk god. Filip bliver endnu engang kaldet til Helvede. Denne gang er det Gud, der har sendt efter ham.

Bogen begynder lidt langsomt. Den ændres til endnu en uhyggelig, spændende og humoristisk fortælling om et univers, hvor begreber som det gode og det onde ikke rigtigt giver mening. Den væsentligste dagsorden er opretholdelse af den balance, der er mellem de forskellige dele af universet.

Netop denne balance er truet i Den faldne engel, og Filip må finde ud af, hvem der står bag. Om han når at stoppe kaos er ikke klart, når man er færdig med bogen. Som i mange andre af seriens bøger er der meget stof til eftertanke. Om Filip står der, at ”Der var mange ting, han ville ønske, han ikke vidste.” Han har fået indsigt i ting, som truer med at gøre ham sindssyg. I et tidligere bind har han reddet sin mors liv. Nu må han leve med (!), at hun har fundet en ny kæreste og dermed truer muligheden for, at hun kan genforenes med Filips afdøde far, når den tid kommer.

Der er mange humoristiske referencer til historiske personer. Hvis læseren ikke fanger dem alle, ødelægger det ikke historien, men de lægger et ekstra lag til fortællingen. Vi møder f.eks. H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i et skænderi i Himlen. Skænderi er tilladt også i Himlen, for ”retfærdighed er en af kardinaldyderne.” Churchill og Einstein spiller skak. Og Einstein vinder naturligvis…

Filips tro bliver endnu en gang sat på prøve. Jahve har flere mørke sider, og stærkest udtrykker Abraham det. Han blev pålagt at slå sin søn ihjel, og Jahve havde glemt alt om det. Isak blev kun reddet, fordi en engel trådte imellem. ”Når man har en gud som Jahve, så behøver man ingen djævel,” siger han.

Abraham tager fejl. Både Djævelen (ham med stort) og djævlene spiller en væsentlig rolle i kampen for at opretholde balance, kosmos, orden. Derfor skal Filip finde og nedkæmpe det, som truer balancen. Normalt ville jeg ikke have problemer med at afsløre slutningen, for denne anmeldelse er skrevet til professionelle, som skal vejlede unge læsere. I dette tilfælde ved jeg, at den voksne læser kan være lige så spændt, så jeg vil blot fortælle, at historien får et uventet tvist i de to sidste kapitler.

Hvis man ikke kender serien i forvejen, skal man læse de enkelte bind i rækkefølge. I bind 1 forlader Filip Engel livet som underdog på en skole, hvor Orla Frøsnapper-typen Søren er efter ham. Filip kommer i Helvedet, hvor Djævelen har besluttet at få en lærling. Ved en fejl bliver det dydsmønsteret Filip, som får opgaven i stedet for Søren, som ellers var den udvalgte.

Den store djævlekrig er på en måde tro mod Bibelens univers og den kristne kirkes udlægning: Jahve er den store skaber og mange af de bibelske fortællinger indgår i Kenneth Bøgh Andersens univers. Det er bare ikke alt, som står i Bibelen, nogle af hullerne udfylder Den store djævlekrig for os. Særligt genialt skrevet er et kapitel midt i Ondskabens engel (bind 4), som genfortæller syndefaldsmyten, hvor de to ærkeengle Mikael og Lucifer vælger forskelligt med et evigt fjendskab til følge.

På den anden side er det en hel anden verden, Kenneth Bøgh Andersen udfolder. Et multivers, hvor de forskellige religioners myter og dødsriger indgår. De ligger i indbyrdes konkurrence men har også respekt for hinandens forskellige opgaver.

(Anmeldelsen bringes også på JAGOO og i LæringsCenteret – side 22 eller klik her.)

Læs også:

Albert Einsteins lysshow

Albert Einsteins lysshowAlbert Einsteins lysshow

Frédéric Morlot
Illustrator: Anne-Margot Ramstein
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace 2012

 

 

 

 

Historien begynder ganske muntert med, at den unge Albert Einstein i 1896 får til opgave at lave et lysshow, som skal bruges til Oktoberfesten i München. Opgaven er stillet af en krovært, som ønsker, at lysshowet skal tændes præcis kl. 10. Det lykkes ikke helt, for kroværten ser lysshowet lidt senere end Einstein. Det får ham på sporet af lysets hastighed.

Ved at spænde lys lysguirlanden fast på et pariserhjul regner Einstein med at kunne øge lysets hastighed, for han har set dværgkasteren Niels Bohr (!) lave noget tilsvarende. Det lykkes naturligvis ikke helt, og de må flygte fra den rasende krovært. På flugten kommer de i så høj hastighed, at de foretager en tidsrejse.

Her bevæger vi os for alvor ind på de fysiske paradokser, der forbinder sig med relativitetsteorien. Det tager dog ikke farten af den spændende og sjove historie fuld af finurligheder og intertekstualitet, bl.a. i personnavnene.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “Tidsrejsen bringer dem til 1933, og her er det kroværten, som Hindenburg har udnævnt til rigskansler. Nyheden får de at vide af en avissælger, som har en vis lighed med den hr. Hitler, som på læserens egen tidslinje fik rigskanslertitlen. Sådan er der mange enkeltheder, som den historisk oplyste læser kan more sig over.”

De velvalgte illustrationer gør bogen egnet til højtlæsning. De er lavet med en lidt mærkelig streg, som fint passer med temaet i Albert Einsteins lysshow. Skulle man ikke fange alle teksten og illustrationernes detaljer i første omgang, kan man blot læse den igen og igen.

Af de forsøg på at formidle fysisk teori til en yngre læserskare, jeg kender, er Albert Einsteins lysshow den bedste. Især naturvidenskabeligt orienterede læsere vil elske den.

Albert Einsteins lysshow indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Karl Marx.

 

Descartes’ onde dæmon

Descartes' onde dæmonDescartes’ onde dæmon

Jean Paul Mongin
Illustrator: François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace, 2012

 

 

 

Descartes er en tvivler. Hvordan kan man stole på sine sanser? Faktisk er Descartes så meget i tvivl, at han er ved at blive vandvittig. ”Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?” Han finder sin udvej i Arkimedes’ tekst om at have et fast punkt at holde sig til. Descartes bruger tanken som dette faste holdepunkt.

Med tanken som udgangspunkt kan han afsøge resten af verden. Resten af verden (ham selv inklusive) må være skabt af noget almægtigt. Noget så stort, at Descartes ikke engang selv kan forstå det. Han kalder dette almægtige for Gud.

Descartes stopper ikke ved Gud. Der er også mange andre ting, han er klar over, at han ikke forstår. Sanserne f.eks. Der er så mange eksempler på sansebedrag, men han når frem til, at i de fleste tilfælde fortæller sanserne noget sandt. Hvis man tilføjer lidt kritisk sans (undskyld ordspillet), er det rimeligt at bruge dem til at udforske sine omgivelser.

Fra min boganmeldelse på JAGOO: “Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.”

Læseren kender sandsynligvis præmissen om, at man ikke kan stole blindt (!) på sine sanser. Utallige film og bøger kredser om det samme emne. Derfor er det befriende at læse Descartes’ onde dæmon, som giver indblik i filosofien bag. Det er abstrakt og svært, men ved hjælp af de mange illustrationer fremstår bogen som en billedbog for læsere over 12 år.

Descartes’ onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.