Til døden os skiller

Kit A. Rasmussen
277 sider
Carlsen 2017

Man kan ikke læse den samme gode bog to gange, for man er blevet en anden af at læse den. Denne omskrivning af Heraklits ord passer særligt godt på Til døden os skiller. Først side 262 afsløres historiens rette sammenhæng, og man er nødt til at bladre tilbage for at se, hvordan man kunne overse (eller snarere fejltolke) de spor, som er lagt ud.

Rammefortællingen er et alarmopkald fra Nick. ”Det gik galt… helt galt,” som han selv udtrykker det. Hvad det var, der gik galt, må læseren altså vente yderligere over 250 sider på at finde ud af. Titlen afslører naturligvis allerede en del, og undervejs bygges der op til en fatal slutning. De korte faktasider fra Det kriminalpræventive Råd med voldsstatistik viser sig at være en del af læseoplevelsen og ikke blot småirriterende afbrud af fiktionen. Genialt.

Nick prøver at få tingene til at hænge sammen. Ryger lidt for meget hash. Har problemer med at møde til tiden på det værksted, hvor han arbejder. Kommer lidt for meget i slagsmål. Prøver at undgå besøg hos sin mor. Hverken han eller Emma er rigtigt klar til at komme videre med deres forhold, som mest er ”friends with benefits”.

Indtil Nick møder Isabelle. Hun er en helt anden liga. Rig, smuk, styr på sit liv. Alligevel vælger hun Nick, som knap tror sine øjne og ører, da han lukkes ind i en verden, han hidtil kun har kunnet betragte udefra. Isabelles forældre er også yderst tilfredse med Isabelles nye kæreste. Som deres datter beundrer de Nicks evne til at kunne arbejde med hænderne.

Isabelles far går endda så langt som at tilbyde at skyde penge i et autoværksted til Nick. Som en investering, ganske vist, men den stolte Nick prøver længe at finde andre veje. Selv sin mor og sin chef på værkstedet prøver han at få til at kautionere eller låne penge. Samtidig dropper han sit misbrug og passer sin søvn og sit arbejde.

Det bedste ved Til døden os skiller er det overraskende tvist i slutningen af historien, som jeg ikke vil afsløre her. Det næstbedste er den imponerende gode skildring af de kulturforskelle, som Nick oplever. Nick er jeg-fortælleren, og man kan derfor smile ad nogle af hans formuleringer. I svigerfamiliens hjem ser han ”en stol, der ligner et æg,” og han prøver at bluffe sig igennem, at han hverken kender den Monet eller den doktor Mengele, de taler om.

Svigerfars firma ”hedder noget på fransk eller russisk, jeg ikke kan udtale”, og Nick er tydeligt imponeret af hans udseende: ”Veltrænet på ’jeg løber fem kilometer om dagen’-måden”.

Hvad Nick kun fortæller sig selv (og dermed læseren) er, at han hellere ville have været med Isabelle i teateret end følge vennerne (og Emma) til fodbold. ”Det er sikkert spændende at se folk stå på en scenen og tale. Og hvis det ikke er, kan jeg være tæt på Isabelle og bare spise popcorn.”

Imidlertid lurer der noget under overfladen. Nick har det ikke nemt med at skulle veksle mellem de to verdener, og Emma vil ikke bare give slip ham. Både Emma og Isabelle benytter både list og sex til at ydmyge den anden, og Nick er et nemt redskab i det spil. Når han endelig siger fra, bliver det voldsomt, og flere gange må han følge Isabelle på skadestuen. I de episoder indgår en hammer, læseren allerede præsenteres for i 1. kapitels linje 2.

Volden er ikke udpenslet. Tværtimod. Teksten lige inden kapitelskift til et skadestuebesøg lyder f.eks. ”Og så går det galt igen. Og hammeren ligger ikke langt nok væk.”

I Nicks vennekreds er også Lasse. Det er dejligt befriende, at der ikke gøres det store ud af, at Lasses kæreste hedder Rudi. Det er bare sådan, det er. Lad os så komme videre. Til gengæld er Nicks seksuelle oplevelser med Isabelle og Emma beskrevet ret eksplicit. Alt efter temperament kan man mene om det, at det afholder bornerte dansklærere fra at bruge bogen i undervisningen (det ville være en skam) eller det får nogle læsere til at blive hængende (så de har tjent til mere end at beskrive en ikke uvæsentlig del af Nicks liv) og dermed få oplevelsen af både den veldrejede historie, de væsentlige pointer undervejs og den overraskende slutning, som udfordrer læseren på både forventninger og fordomme.

Men den slutning er man altså nødt til at læse sig til andetsteds. Nemlig i Til døden os skiller.

Hjertestorm/Stormhjerte

Anette Herzog
Illustratorer: Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
128 sider
Høst & Søn, 2016

Viola fra Pssst! er blevet 14 år. Hendes filosofiske undren over livet og døden er lagt på hylden til fordel for kærligheden. Kærligheden (og forelskelsen) fylder hele hendes hjerne og hjerte. Den fylder også rigtigt meget i Hjertestorm/Stormhjerte, som er en anderledes måde at formidle følelser og tanker hos den unge teenager.

Anette Herzog og Katrine Clantes samarbejde om Pssst! er blevet suppleret med Rasmus Bregnhøi, så man sidder med en bog, som kan læses fra begge ender på samme måde som Se & Hør: Begynder man fra den ene forside er det Herzog og Clantes fortælling om Viola. Fra den anden forside er det Herzog og Bregnhøis fortælling om Storm. Så er det jo heldigt, at lige netop Viola og Storm nærer en voldsom interesse for hinanden!

Dobbelthistorien virker særligt godt på de sider, hvor den samme situation fortælles fra hver sit synspunkt. F.eks. den fest, hvor Storm først spiller i orkesteret og bagefter går på dansegulvet… bare ikke med Viola. Midt i bogen mødes de to fortællinger. Det samme gør de to fortællere, om end blot for at udveksle breve om hver sin hemmelighed. Læseren aner, at de to hemmeligheder ikke er så forskellige endda. Endnu en gang er der lagt op til en mulig fortsættelse.

Man kan ikke undgå at sammenligne Hjertestorm/Stormhjerte med forgængeren Pssst! Det er en skam, for der er ikke det samme fandenivoldske tankemylder i en 14-årigs hjerne, som der var to år forinden. For den voksne læser er Hjertestorm/Stormhjerte derfor mindre interessant. Der er heller ikke eksperimenteret så meget med formen. Dobbelthistorien er dog en spændende tilføjelse. Det er i øvrigt et format, Katrine Clante har prøvet kræfter med i Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida fra 2008, dog som illustrator af begge de historier, som mødtes i midten.

Hjertestorm/Stormhjerte vil uden tvivl appellere til mange tweens og præ-teens. Den svaghed, som ligger i Violas og Storms kønsstereotype tilgang til sig selv og hinanden, er samtidig en styrke i bogen: De to forsider vil appellere til læsere, som definerer sig som heteroseksuelle piger eller drenge. Mangfoldigheden har tabt til normaliteten. Man savner en biperson, som kan sætte spørgsmålstegn ved Viola og Storms ret ureflekterede opfattelse af de to køn som hinandens modsætninger. Eller blot en vis farfar, som Viola havde i Psst! Viola kommer det tættest med en ikke særligt hjælpsom mormor og en række respondenter til en spørgeundersøgelse, hun laver i en projektuge. Storms far virker ok, men bliver pinlig, da han bringer kondomer på dagsordenen. Ellers har de to hovedpersoner kun deres jævnaldrende kønsfæller at læne sig op ad. Sikkert ikke så forskelligt fra mange andre unges virkelighed.

Som læser bliver man næppe udfordret på sin forståelse af verden, snarere bekræftet. Men Hjertestorm/Stormhjerte er en graphic novel, som leverer et godt supplement til skriftbaserede bøger til samme målgruppe. Og det er en god pointe, at man som pige lige kan kigge på drengehistorien og omvendt.

Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 for Hjertestorm/Stormhjerte.

Julius Cæsar

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

Mange børn kender nok primært Cæsar fra Asterix-tegneserierne, men her møder de ham i en anden udgave. Man kommer ikke langt ind i fortællingen, inden Julius Cæsar frygter for sit liv. Og med rette, for han er ved at føre republikken Rom ind i et diktatur. Det koster ham livet og kaster Rom ud i en borgerkrig.

I modsætning til, hvad man skulle tro, står Cæsars drabsmænd ved deres handlinger. De dypper deres hænder i den døde leders blod for at markere det. Sådan var deres æresbegreber: Når man handler for at standse noget ondt, kan man også stå ved det.

Det æresbegreb kan give anledning til mange gode samtaler. Helliger formålet virkeligt midlet? Læsningen af Julius Cæsar fremkalder også andre etiske spørgsmål: Er man f.eks. bundet af et løfte, hvis det er afgivet under tvang? Eller kan man gøre som Antonius, som bryder sit løfte om ikke at sige noget dårligt om Brutus og de andre drabsmænd til Cæsars begravelse? Et løfte han gav for at redde sig selv.

På JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

• Hamlet
• Macbeth
• Romeo og Julie

Hamlet

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Vibeke Arildsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

Hamlet er kommet hjem til begravelsen af sin far. Den gamle konges dovne og grådige bror, Claudius, har taget tronen, og kort efter fortæller Hamlets mor, at hun skal giftes med Claudius. Da Hamlet finder ud af, at Claudius har dræbt sin bror for at blive konge, beslutter han sig for at tage hævn. Det går dog ikke som forventet, og han dræber den forkerte.

Som straf sendes han til England, hvor han kun med list undgår at blive myrdet af kongens loyale Rosenkrans og Gyldenstjerne. I stedet vender han tilbage til Danmark, hvor det store opgør ender med et sandt blodbad, som dræber stort set alle de tilbageværende karakterer.

Det er altså et tæt og blodigt drama med mange personnavne. Den store fortælling er kogt ned til få sider, men det er lykkedes virkeligt godt at ramme et nutidigt dansk, uden at ødelægge den stemning af gamle dage, som historien fortjener.

På JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

• Macbeth
• Romeo og Julie
• Julius Cæsar

Macbeth

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

Aktive kvindelige karakterer er ikke et element, som kun findes i nyere bøger. I Macbeth er det Lady Macbeth, som er trækker i trådene. Ganske vist bruger hun sin mand til alt det grove, men det er hende, som får ham til det. Hun får vagterne til at falde i søvn, så hendes mand kan slå kongen ihjel. Han fjumrer i det, så Lady Macbeth må tilbage med de blodige knive og placere dem hos de sovende vagter for at udstille dem som mordere.

Læsere af fantasy vil kunne se paraleller. F.eks. bliver Heksekongen i Ringenes Herre dræbt af en hobbit og en kvinde. Han var blevet spået, at “ingen mand skal fælde ham”, men havde overset muligheden af, at andre kunne træde til. I Macbeth er titelpersonen (altså manden) blevet spået, at “ingen født af en kvinde kan skade Macbeth!” Det beroliger ham, men han har ikke hørt om kejsersnit…

På JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

• Hamlet
• Romeo og Julie
• Julius Cæsar

Romeo og Julie

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Fanny Bruun
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

De to familier Mantague og Capulet ligger i en blodig strid, og det elskende par Romeo og Julie må gøre op med traditioner og kultur for at få hinanden. Desværre ender deres forsøg på at leve et liv fri for deres baggrund dramatisk.

Med nutidige øjne handler Romeo og Julie også om kønsroller og børns rolle i familien. 14-årige Julie har lov at protestere mod et arrangeret ægteskab, men kan ikke frit vælge den Romeo, hun hellere vil have. Det er ikke kun et tema i Shakespeares tid.

På JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

• Hamlet
• Macbeth
• Julius Cæsar

Den faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

På JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

• Djævelens lærling (Den Store Djævlekrig 1)
  
• Dødens terning (Den Store Djævlekrig 2)
• Den forkerte død (Den Store Djævlekrig 3)
• Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig 4)
• Den faldne engel (Den Store Djævlekrig 5)

Malala – pigen som kæmper med ord

Karen Leggett Abouraya
Illustreret af L.C. Wheatley
Oversat af Vagn Plenge
40 sider
Hjulet 2014

Malala Yousafzai er et forbillede for mange børn i verden – især piger i områder, hvor piger ikke har ret til at “kæmpe med ord”, sådan som hun har gjort det. Denne smukke billedbog fortæller historien bag Malala, som modtog Nobels Fredspris i 2014. Hendes tidlige barndom i Swat-dalen i det nordlige Pakistan. Hendes debut som blogger som 11-årig. Talebanernes magtovertagelse og de konsekvenser, det fik for hendes påklædning, hendes sociale muligheder og ikke mindst hendes skolegang.

I 2009 betød de åbne kampe mellem Pakistans hær og talebanerne, at Malavis familie flygtede fra Swat. Da de vendte tilbage, var byen ødelagt. “Ødelæggelserne i byen fik dem til at græde. Alt var ét kaos. Hendes brødres kyllinger var døde. Men mirakuløst nok var bøgerne i hendes værelse urørt.”

På JAGOO skrev jeg om Malala – pigen som kæmper med ord:  “De følsomme og alsidige papirklip viser kontrasten mellem den farvestrålende kultur og natur, som er Malalas, og den grå og triste verden, talebanerne skabte for hende. Særligt ansigterne er vellykkede, og på opslaget om talebanernes strenge regler er alle ansigter formummede. Et godt visuelt greb.”

Malala modtog i 2011 Pakistans nationale fredspris for unge, da den blev uddelt første gang. Året efter bliver hun skudt af en talibaner og bragt til England for at blive behandlet. 2014 modtager hun Nobels fredspris som den yngste nogensinde.

Børnehavebørn vil kunne begejstres over fortællingen om et barn, som gør så stor forskel. Men også ældre børn vil kunne bruge bogen. De sidste sider i Malala – pigen som kæmper med ord fortæller om Pakistans historie og andre fakta. Denne tekst er ikke egnet til børnehavebørn, men det gør ikke bogen ringere. Det springer man bare over ved højtlæsning. De ældste læsere vil her kunne få ekstra viden og henvisninger til, hvor de kan læse mere.

Black out

Novellesamling bestående af:
– Evig straf
– A-D-Am
– Bøddel
– Black out
– 1, 2, 3, 4, 5, 6 …
– Et lykkeligt liv (arbejdstitel)

Kenneth Bøgh Andersen
150 sider
Høst & Søn 2016

Seks gysernoveller af Kenneth Bøgh Andersen har en række elementer tilfælles: Døden, ondskaben, samvittigheden og trafikofre. Mange trafikofre. Der er referencer til bl.a. Den store Djævlekrig-serien og den ene novelle refererer til den anden. Det er et godt træk, men jeg vil anbefale, at man læser novellerne hver for sig.

Hvis man læser alle seks noveller i ét træk, bliver de fælles elementer til ensformighed. Halvdelen af dem indeholder trafikdrab, og det er i overkanten. Trafikdrab lader i det hele taget til at være en forkærlighed for Kenneth Bøgh Andersen, som f.eks. har brugt det i Djævelens lærling (første del af serien om Den store Djævlekrig) og Tempus Fugit.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det er de længste noveller, som fungerer bedst. Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel) giver plads til at bygge spændingen op og tager udgangspunkt i et tillempet Nietzsche-citat: “når du kigger ned i afgrunden, kigger afgrunden også ind i dig.” Også her spiller tvangshandlinger ind. Hovedpersonen er forfatter og bliver sygeligt optaget af sine bøgers succes, salgstal og anmeldelser. Hun bebrejder sig selv, at hendes søn dør (ved endnu en bilulykke) og går helt i sort. “Terapien hjalp ikke på smerten, men den hjalp på tankerne.” Til sidst gør hun det eneste, som efter hendes mening kan bringe hende videre…”

Den næstlængste novelle har også tvangshandlinger indbygget¨. Efter min mening er 1, 2, 3, 4, 5, 6… samlingens bedste. Den handler om en forbandelse, som har ramt en pige. Hun må derfor tælle igen og igen. Fortælleren prøver at hjælpe hende ud af det fængsel, tælleriet er blevet. Det er ikke så let, fordi forbandelsen ikke bare sådan slipper sit offer. Ikke uden at tage et nyt…

I 1, 2, 3, 4, 5, 6… nævnes en forfatter, som arbejder på en novelle med arbejdstitlen Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel), og det er netop den sidste novelle i Black out.

Black out er ikke for de yngste børn. Den kan f.eks. bruges til en gyseraften i klubben eller blandt skolens ældste elever.

Fuck off/I love you

Lars Mæhle
Oversat af Arko Højholt og Mads Heinesen
166 sider
Vild Maskine 2015

I det lille landsbysamfund i Norge er livet lige så gråt og kedeligt som forsiden af Fuck off/I love you. Vemund og hans jævnaldrende venner Daniel og Karl hænger ud hos Karls storebror Brian, hvor de ser wrestling og snakker om piger. Ind imellem går de til fester og kører… lidt for hurtigt. En dag dukker Two-Face op. Han har været i fængsel og har en historie med vold, doping og en diskvalifikation til en finale i kickboksning.

Med Two-Face’s entre kommer også en mere hardcore racisme. Two-Face har ”søndertævet en mørk fyr” og lægger ikke skjul på sin foragt for ”muslimerne nede fra blokken.” Han har en plan, som han kalder Aktionen, men går ikke i detaljer. Det omfatter nogle forbindelser, han har i København, og han inviterer Vemund og hans kammerater en tur dertil.

Vemund er egentlig mere interesseret i at gøre et godt indtryk på Maria, og det lykkes også i så høj grad, at hun inviterer ham med hjem og ikke lægger skjul på, at hun vil i seng med ham. Inden de når hjem til hende, dukker Two-Face dog op, og det ændrer Maria så meget, at det i stedet ender med, at hun kaster op og Vemunds mor dukker op hjemme hos Maria. Kan det gå mere skævt?

… Ja, det kan det, for Marias forældre inviterer nogle dage efter Vemund og hans mor, selv om Maria og Vemund ikke ses mere. Det er for stort et pres for Vemunds mor, som bryder sammen under middagen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Det er ikke første gang, hun er indlagt, og Vemund flytter ind hos bedstemoren.

Banden tager til København og får den samme tatovering: Et kors og en sværd. Ikke helt frivilligt, men Two-Face er på hjemmebane, og man skal ikke sætte sig op med ham. Fuck off/I love you kulminerer med Aktionen, som omfatter en påsat brand og et slagsmål med bat og kniv. Slutningen giver fortællingen en drejning, læseren næppe har forventet. Trådene samles, men ikke helt, som der var lagt op til. Det er en slutning, som løfter bedømmelsen efter en lidt flad midte i bogen.

Den umiddelbart mest spændende karakter er titelfiguren Two-Face. Vemund ser op til ham, bl.a. fordi han fremstår som mere intelligent og reflekterende end de andre. Bl.a. gider han ikke se wrestling, fordi det kun er skuespil – en kendsgerning, de tre andre åbenbart ikke har for øje. ”Two-Face mindede mig om ham gutten i Kejserens Nye Klæder, den eneste der tør sige, at kongen nøgen.” I slutningen viser Two-Face sig fra sin mest hårdkogte side og Maria afslører ham som rendyrket psykopat.

Han har fået sit navn fra en figur i Batman, og ligesom sin navnebror har han en mønt med to sider. På den ene side af mønten står der ”Fuck off”, på den anden side ”I love you”, og med den afgør han, om han skal vælge den gode eller den onde løsning på et problem.

Hans opfattelse af, hvad Norge er, melder han tydeligt ud i denne peptalk inden den afgørende showdown: ”Muslimerne har ikke noget at gøre her! (…) De ødelægger det, vi nordmænd har bygget op. De tager vores velfærd, så der ikke er råd til skoler eller til at passe på vores syge og gamle, som har bygget vores land. Så nu vil jeg vide: Skal vi stille op for korset og sværdet? Skal vi sammen fordrive de svin og gøre alle i dalen en stor tjeneste?”

Fuck off/I love you brillerer især på fortælletekniske greb. Lars Mæhle forstår at bygge en spænding op. Spændingen er svær at holde i midten, men så skal jeg ellers love for, at den vender stærkt tilbage.

Allerede bagsiden fortæller det, som den ene af de tre(!) anslag (forsmag, appetitvækkere) gentager: ”Vi var fem fyre. En ville miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.” Så er vi ligesom igang. Som læser vil man naturligvis prøve at gætte, hvem der kommer ud for hvad. Bedst som man tror sig sikker, tvister historien.

Der er flere temaer i bogen. Racisme og fremmedhad er allerede nævnt, og de går hånd i hånd med ondskabet, især i skikkelse af Two-Face. Men også andre karakterer må forholde sig til den indre såvel som den ydre ondskab. ”Jeg har slået et menneske i tindingen med et bat. Jeg har slået til af alle kræfter. Så hjælper det kun lidt, at den, man slår, er djævelen selv. Man kan ikke dræbe ondskaben med en økse. Heller ikke med et bat. Man kan ikke møde ondt med ondt. Gør man det, vil den onde spiral aldrig standse,” fortælles det.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “For ikke at afsløre slutningen er navnet fjernet her: ”Det værste er, at jeg næsten kan se XXX for mig. Jeg har det her billede på nethinden, hvor han bliver rullet hen til et vindue, med udsigt over et kystlandskab. Der sidder han og stirrer tomt ud over horisonten hver dag. Måske er hans blik slukket for altid. Men det kan man ikke vide. En dag vågner XXX måske fra sin dvale. Og så…”

Heldigvis slutter Fuck off / I love you med et håb: Vemund kommer i behandling på det samme sygehus som sin mor. Da Maria melder sig på banen igen, har han styrken til at tage imod. Maria forstår om nogen, hvad han har gennemgået. (…)

Fuck off / I love you er en bog om fremmedhad blandt unge i et lille samfund. Men først og fremmest er det en bog om, at fællesskab kan være så attraktivt, at en karismatisk leder kan føre gruppen ud på veje, de ikke ville have betrådt som enkeltindivider. Fuck off / I love you kan læses som en moderne udgave af William Goldings Fluernes herre fra 1954 og Bjarne Reuters ZAPPA fra 1977.”