Tag-arkiv: 15 år

Romeo og Julie

Romeo og JulieRomeo og Julie

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Fanny Bruun
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

 

 

 

De to familier Mantague og Capulet ligger i en blodig strid, og det elskende par Romeo og Julie må gøre op med traditioner og kultur for at få hinanden. Desværre ender deres forsøg på at leve et liv fri for deres baggrund dramatisk.

Med nutidige øjne handler Romeo og Julie også om kønsroller og børns rolle i familien. 14-årige Julie har lov at protestere mod et arrangeret ægteskab, men kan ikke frit vælge den Romeo, hun hellere vil have. Det er ikke kun et tema i Shakespeares tid.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Den faldne djævel

Den faldne djævelDen faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

 

 

 

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

Black out

Black outBlack out

Novellesamling bestående af:
– Evig straf
– A-D-Am

– Bøddel
– Black out
– 1, 2, 3, 4, 5, 6 …
– Et lykkeligt liv (arbejdstitel)

Kenneth Bøgh Andersen
150 sider
Høst & Søn 2016

Seks gysernoveller af Kenneth Bøgh Andersen har en række elementer tilfælles: Døden, ondskaben, samvittigheden og trafikofre. Mange trafikofre. Der er referencer til bl.a. Den store Djævlekrig-serien og den ene novelle refererer til den anden. Det er et godt træk, men jeg vil anbefale, at man læser novellerne hver for sig.

Hvis man læser alle seks noveller i ét træk, bliver de fælles elementer til ensformighed. Halvdelen af dem indeholder trafikdrab, og det er i overkanten. Trafikdrab lader i det hele taget til at være en forkærlighed for Kenneth Bøgh Andersen, som f.eks. har brugt det i Djævelens lærling (første del af serien om Den store Djævlekrig) og Tempus Fugit.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det er de længste noveller, som fungerer bedst. Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel) giver plads til at bygge spændingen op og tager udgangspunkt i et tillempet Nietzsche-citat: “når du kigger ned i afgrunden, kigger afgrunden også ind i dig.” Også her spiller tvangshandlinger ind. Hovedpersonen er forfatter og bliver sygeligt optaget af sine bøgers succes, salgstal og anmeldelser. Hun bebrejder sig selv, at hendes søn dør (ved endnu en bilulykke) og går helt i sort. “Terapien hjalp ikke på smerten, men den hjalp på tankerne.” Til sidst gør hun det eneste, som efter hendes mening kan bringe hende videre…”

Den næstlængste novelle har også tvangshandlinger indbygget¨. Efter min mening er 1, 2, 3, 4, 5, 6… samlingens bedste. Den handler om en forbandelse, som har ramt en pige. Hun må derfor tælle igen og igen. Fortælleren prøver at hjælpe hende ud af det fængsel, tælleriet er blevet. Det er ikke så let, fordi forbandelsen ikke bare sådan slipper sit offer. Ikke uden at tage et nyt…

1, 2, 3, 4, 5, 6… nævnes en forfatter, som arbejder på en novelle med arbejdstitlen Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel), og det er netop den sidste novelle i Black out.

Black out er ikke for de yngste børn. Den kan f.eks. bruges til en gyseraften i klubben eller blandt skolens ældste elever.

Fuck off/I love you

Fuck off/I love youFuck off/I love you

Lars Mæhle
Oversat af Arko Højholt og Mads Heinesen

166 sider
Vild Maskine 2015

 

 

 

 

I det lille landsbysamfund i Norge er livet lige så gråt og kedeligt som forsiden af Fuck off/I love you. Vemund og hans jævnaldrende venner Daniel og Karl hænger ud hos Karls storebror Brian, hvor de ser wrestling og snakker om piger. Ind imellem går de til fester og kører… lidt for hurtigt. En dag dukker Two-Face op. Han har været i fængsel og har en historie med vold, doping og en diskvalifikation til en finale i kickboksning.

Med Two-Face’s entre kommer også en mere hardcore racisme. Two-Face har ”søndertævet en mørk fyr” og lægger ikke skjul på sin foragt for ”muslimerne nede fra blokken.” Han har en plan, som han kalder Aktionen, men går ikke i detaljer. Det omfatter nogle forbindelser, han har i København, og han inviterer Vemund og hans kammerater en tur dertil.

Vemund er egentlig mere interesseret i at gøre et godt indtryk på Maria, og det lykkes også i så høj grad, at hun inviterer ham med hjem og ikke lægger skjul på, at hun vil i seng med ham. Inden de når hjem til hende, dukker Two-Face dog op, og det ændrer Maria så meget, at det i stedet ender med, at hun kaster op og Vemunds mor dukker op hjemme hos Maria. Kan det gå mere skævt?

… Ja, det kan det, for Marias forældre inviterer nogle dage efter Vemund og hans mor, selv om Maria og Vemund ikke ses mere. Det er for stort et pres for Vemunds mor, som bryder sammen under middagen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Det er ikke første gang, hun er indlagt, og Vemund flytter ind hos bedstemoren.

Banden tager til København og får den samme tatovering: Et kors og en sværd. Ikke helt frivilligt, men Two-Face er på hjemmebane, og man skal ikke sætte sig op med ham. Fuck off/I love you kulminerer med Aktionen, som omfatter en påsat brand og et slagsmål med bat og kniv. Slutningen giver fortællingen en drejning, læseren næppe har forventet. Trådene samles, men ikke helt, som der var lagt op til. Det er en slutning, som løfter bedømmelsen efter en lidt flad midte i bogen.

Den umiddelbart mest spændende karakter er titelfiguren Two-Face. Vemund ser op til ham, bl.a. fordi han fremstår som mere intelligent og reflekterende end de andre. Bl.a. gider han ikke se wrestling, fordi det kun er skuespil – en kendsgerning, de tre andre åbenbart ikke har for øje. ”Two-Face mindede mig om ham gutten i Kejserens Nye Klæder, den eneste der tør sige, at kongen nøgen.” I slutningen viser Two-Face sig fra sin mest hårdkogte side og Maria afslører ham som rendyrket psykopat.

Han har fået sit navn fra en figur i Batman, og ligesom sin navnebror har han en mønt med to sider. På den ene side af mønten står der ”Fuck off”, på den anden side ”I love you”, og med den afgør han, om han skal vælge den gode eller den onde løsning på et problem.

Hans opfattelse af, hvad Norge er, melder han tydeligt ud i denne peptalk inden den afgørende showdown: ”Muslimerne har ikke noget at gøre her! (…) De ødelægger det, vi nordmænd har bygget op. De tager vores velfærd, så der ikke er råd til skoler eller til at passe på vores syge og gamle, som har bygget vores land. Så nu vil jeg vide: Skal vi stille op for korset og sværdet? Skal vi sammen fordrive de svin og gøre alle i dalen en stor tjeneste?”

Fuck off/I love you brillerer især på fortælletekniske greb. Lars Mæhle forstår at bygge en spænding op. Spændingen er svær at holde i midten, men så skal jeg ellers love for, at den vender stærkt tilbage.

Allerede bagsiden fortæller det, som den ene af de tre(!) anslag (forsmag, appetitvækkere) gentager: ”Vi var fem fyre. En ville miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.” Så er vi ligesom igang. Som læser vil man naturligvis prøve at gætte, hvem der kommer ud for hvad. Bedst som man tror sig sikker, tvister historien.

Der er flere temaer i bogen. Racisme og fremmedhad er allerede nævnt, og de går hånd i hånd med ondskabet, især i skikkelse af Two-Face. Men også andre karakterer må forholde sig til den indre såvel som den ydre ondskab. ”Jeg har slået et menneske i tindingen med et bat. Jeg har slået til af alle kræfter. Så hjælper det kun lidt, at den, man slår, er djævelen selv. Man kan ikke dræbe ondskaben med en økse. Heller ikke med et bat. Man kan ikke møde ondt med ondt. Gør man det, vil den onde spiral aldrig standse,” fortælles det.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “For ikke at afsløre slutningen er navnet fjernet her: ”Det værste er, at jeg næsten kan se XXX for mig. Jeg har det her billede på nethinden, hvor han bliver rullet hen til et vindue, med udsigt over et kystlandskab. Der sidder han og stirrer tomt ud over horisonten hver dag. Måske er hans blik slukket for altid. Men det kan man ikke vide. En dag vågner XXX måske fra sin dvale. Og så…”

Heldigvis slutter Fuck off / I love you med et håb: Vemund kommer i behandling på det samme sygehus som sin mor. Da Maria melder sig på banen igen, har han styrken til at tage imod. Maria forstår om nogen, hvad han har gennemgået. (…)

Fuck off / I love you er en bog om fremmedhad blandt unge i et lille samfund. Men først og fremmest er det en bog om, at fællesskab kan være så attraktivt, at en karismatisk leder kan føre gruppen ud på veje, de ikke ville have betrådt som enkeltindivider. Fuck off / I love you kan læses som en moderne udgave af William Goldings Fluernes herre fra 1954 og Bjarne Reuters ZAPPA fra 1977.”

Morkels alfabet

Morkels alfabetMorkels alfabet

Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.

Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”

Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.

Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.

Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.

Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.

Mig og Dylan Walker

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

Anne Sofie Hammer
206 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Hvad gør man, når man er 15 år og ikke kan finde ud af piger? Malthe får den vanvittige ide at give sig ud for at være bøsse. Han har nemlig hørt, at piger gerne vil være venner med drenge, bare de er bøsser. Ideen kommer også til at virke, dog ikke helt på den måde, Malthe har forestillet sig.

Når Malthe kigger sig om i klassen, kan han godt se, hvad de populære drenge har – nemlig alt det, han ikke selv har. Efter et par forsøg med andre ideer beslutter Malthe at springe ud. I en løgn. Han starter med at lade rygtet sive, at han er vild med Dylan Walker, som er en skuespiller fra en tv-serie. Dylan Walker er åbenbart lækker på en måde, pigerne kan lide, og Malthe gætter, at det er en god start.

Det er det også. Med Dylan Walker på baggrund på mobilen og på to plakater på Malthes værelse er vejen banet for hans dobbeltliv. “Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Det var ikke meningen, at så mange skulle inddrages i løgnen. Malthe havde tænkt, at han kunne slippe ud af den, når han den kommende sommer skulle på efterskole. Så kendte ingen hans historie, og han kunne fremstå som en dreng med helt tjek på pigernes liv. Nu må han i stedet veksel mellem at være bøsse med et stadigt tættere venskab med piger og at være straight overfor sine forældre og storebror, Emil. Det går naturligvis ikke i længden, og hans familie reagerer ved at være forstående og rummelige overfor en Malthe, som forsøger at fortælle dem, at han bare har løjet.

JAGOO skrev jeg videre: “Det medfører også en række andre gode ændringer for Malthe. Han opdager, at pigerne er gode til skolearbejde, og med deres hjælp bliver hans engelske stile bedre. Han får mod og selvfølelse. På grund af sin nye rolle får Malthe øjnene op for nye ting. F.eks. hvor “uhørt seksuelt på grænsen til det pornografiske” en plakat er med Dylan Walker, hvor man kan se hans ene brystvorte. Drengene er også rimeligt ok med, at (de tror, at) Malthe er bøsse. Den første er naturligt nok hans bedste ven, Frede. Frede kommer lidt klodset fra start, men samler op og får vist sin støtte.”

Det er ikke længere så sjovt at være Malthe, selv om han får et langt større kendskab til pigernes liv, end han havde forestillet sig. “Den Falske Malthe” tager kontrollen fra ham og han vil egentlig gerne ud af det igen. Modet får han, da han finder et brev fra Louise, som han er ret varm på. Louise har lagt det i hans taske, inden han erklærede sig som bøsse, og i brevet erklærer hun sin kærlighed til ham.

Da han får æren af at holde den store tale til skoleafslutningen, fortæller han sin historie og håber det bedste. Louise reagerer ved at løbe væk, og Malthe ender forfrossen og våd med at falde ned, da han prøver at klatre op til hendes vindue. Louises forældre hjælper ham i et varmt karbad, og så dukker hun selv op.  Heldigvis er kærligheden ikke blegnet, og Malthe får det kys, han har ventet på siden de første linjer i Mig og Dylan Walker.

Det virker indviklet, og det er det også. Anne Sofie Hammer får vendt tingene godt og grundigt på hovedet, og det gør bogen sjov. De mange umulige situationer, Malthe kommer i, er fortalt lattervækkende morsomt. Sproget er måske nok modent af en 15-årig dreng, men det glemmer man, når Malthe f.eks. tænker: “Hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. “En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.”

Mig og Dylan Walker handler ikke om (homo)seksualitet. Det mest eksplicitte er, at Malthe får et kys af en venindes fætter, som han tager på en enkelt date med for ikke at ødelægge sit cover. Derfor vil jeg også anbefale bogen bredere end til de 12-13 årige, som forlaget nævner. Jeg kan se Mig og Dylan Walker brugt i en klassesnak om fordomme, men den egner sig også til højtlæsning og naturligvis til fritidslæsning.

Til gengæld kan man læse meget om (køns)roller. Karikeret så meget, at selv den sløveste unge læser kan få øje på, at pigerne beskrives som ret overfladiske og de voksne som overrummelige. Drengene i bogen får de mest mangfoldige karakteristikker. Mest centralt står naturligvis Malthes opfattelse af, hvad en bøsse gør. Den gengiver mange af de fordomme og forventninger, som unge møder.

Der er en pointe i, at Malthe først bliver et helt menneske efter at have leget med sine feminine sider. Det er først på det tidspunkt, at Louise tager initiativ i forhold til ham. Den maskuline side viste han heller ikke i bogens begyndelse. Den pointe må gerne blive set af læseren.

Bonusinfo: Navnet Dylan Walker kom frem ved en brainstorm, forfatteren havde med sine egne teenagedøtre. Dylan Walker i bogen har altså intet med den australske rugbyspiller af samme navn at gøre.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattereBrian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Monster

MonsterMonster

Patrick Ness
Illustrator: Jim Kay
Oversat af Lene Ewald Hesel
216 sider
Gyldendal 2015

 

Conor ved, at hans mor skal dø. Han plages i skolen af Harry og hans slæng, men om natten er plagen større. Den består af to mareridt: Det ene mareridt er et takstræ, som forvandles til et monster. Monsteret fortæller historier til Conor, som han ikke kan finde hoved og hale i, og som har en morale, han ikke bryder sig om. Til gengæld skal Conor fortælle historien om sit andet mareridt, som er meget værre.

Det andet mareridt er så slemt, at det afdækkes for læseren i små bidder. Det er mareridtet om morens død, som Conor ikke kan gøre noget for at forhindre. I mareridtet falder hun ud over en kant, og Conor prøver at holde fast i hende. Han må indse, at det sværeste ikke er at holde fast. Det sværeste er at give slip.

JAGOO skrev jeg: “Monster er noget så udsædvanligt som en gennemillustreret bog for unge læsere. Mørke og dystre tegninger giver deres bidrag, ligesom teksten gør. En del af tegningerne får lov at brede sig over tekstløse opslag, så man kan dvæle ved dem. Historien bag Monster er lige så usædvanlig. Patrick Ness fik ideen til bogen fra forfatteren Siobhan Dowd, som kun nåede at skrive fire bøger færdig, inden hun døde 47 år gammel. To af bøgerne udkom efter hendes død. Et oplæg til Monster blev overtaget af Patrick Ness, som fuldendte bogen.”

Sproget i Monster er også dystert og kraftfuldt. F.eks. siger monsteret selv: “Jeg er den rygrad, som bjergene hviler på! Jeg er de tårer, som floderne græder! Jeg er de lunger, der giver vinden luft! Jeg er den ulv, der dræber kronhjorten, den høg, der dræber musen, den edderkop, der dræber fluen! Jeg er den kronhjort, den mus og den flue, der bliver ædt! Jeg er verdens slange, der sluger sin egen hale. Jeg er alt utæmmet og utæmmeligt (…) Jeg er den vilde jord, der er kommet efter dig, Conor O’Malley.”

Conor har allerede mistet meget i sit liv. Hans far er flyttet til et andet kontinent og har ikke meget kontakt med sin søn. Tidligere havde Conor en bedste ven, Lily, men han kan ikke tilgive hende, at hun fortalte om Conors mors sygdom til andre, så hele skolen nu ved det. Han afviser ikke bare Lilys fortsatte omsorgsfuldhed. Lærernes noget klodsede forsøg i samme retning gør, at Conor lukker sig mere og mere inde i sig selv.

En central scene fortæller om Conors opgør mod Harry. Med monsteret i ryggen tager han til verbalt og fysisk genmæle. Det mislykkes dog, og selv om Harry ønsker at blive straffet, tager inspektøren ham til en uønsket nåde, som blot resulterer i, at “ingen sagde noget til ham resten af dagen. – Der er noget, der er endnu værre end at være usynlig, havde monsteret sagt, og det var rigtigt. Nu var Conor ikke længere usynlig. De kunne alle sammen se ham. Men har var alligevel længere væk end nogensinde.”

Mod slutningen af Monster nærmer Conor sig sin mormor, som han ellers ikke har meget til overs for. Også hun står overfor et stort tab, som symboliseres ved et dyrebart ur i hendes hus, som monsteret ødelægger.

Der er ikke nogen lykkelig slutning i Monster. Men Conor bliver moden undervejs og står til sidst klar til at møde det uundgåelige.

Se traileren til Monster her.

Monster forventes filmatiseret i 2016 med bl.a. Sigourney Weaver og Liam Neeson. Trailer til filmen kan ses her.

Varsleren

VarslerenVarsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

 

 

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Jeg vælger uden filter

Jeg vælger uden filterJeg vælger uden filter

Ronnie Andersen, Rebecca Bach-Lauritsen, Jens Blendstrup, Ditte Holm Bro, Daniel Dalgaard, Nanna Damsgaard-Larsen, Adda Djørup, Helle Helle, Kamilla Hege Holst, Tine Høeg, Peder Frederik Jensen, Dennis Gade Kofod, Anita Krumbach, Hanne Kvist, Jeppe Lai, Cecilie Lind, Line-Maria Lång, Caroline Albertine Minor, Dorthe Nors, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Amalie Laulund Trudsø, Jesper Wung-Sung, Nikolaj Zeuthen og William Zeuthen
152 sider
Høst & Søn 2015

Der er rigtigt gode digte og korttekster blandt den mangfoldighed af noveller, knækprosa, dagbogsfiktion, matrix og interaktionalitet, som Jeg vælger uden filter består af. Jeg vil pille fem ud, som særligt skal fremhæves:

Anita Krumbach har skrevet Gina om Jeppe, som arbejder på en grillbar. Det er pænt kedeligt trods de skæve personer, som kommer der. Titelbæreren ”Gina med g udtalt som i Gitte” er datter af ejeren/forpagteren og går på specialskole. Jeppe overværer en scene mellem Gina og John, som er “mindst 30”. Han må træffe et valg, for hvornår og hvor meget griber man ind?

Også i Jeg vælger Valencia af Tina Høeg undgår læseren ikke at tage stilling. Et ungt rodløst menneske er famlende i sin søgen. Hun ved knap, hvad hun søger, og så er det også svært at vide, hvor man skal lede.

Læseren er ikke blot passiv (med)bedømmende i Dennis Gade Kofods Mordet i Vestermarie. Den er skrevet sådan, at man efter et tekststykke skal tage stilling til, hvilken retning handlingen i 1833 skal gå. Finder vi morderen – og finder vi den rigtige morder? “Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.” Med en hævngærrig menneskemasse og dødsstraf for loven er der ingen garanti for en lykkelig udgang.

Først på fjerdesidste linje afsløres det, hvad titlen Spørgsmålet henviser til i Ronnie Andersens bogstaveligt talt drabelige novelle. Den unge navnløse hovedperson brænder de papirer og dokumenter, som findes i huset. Også forældrenes. Der ligger to typer gift parat, og vi venter blot på, at nogen stiller det, altså Spørgsmålet!

I den afsluttende novelle Pensionist på Vespa fortæller Jens Blendstrup i et roligt tempo, som adskiller sig fra mange af de øvrige rastløse tekster. Som 75-årig er hovedpersonen for længst kommet forbi det. Udefra ser hans dage ens ud, han varierer dem ved at køre forskellige ruter, men det er ro, som kendetegner teksten. De unge læsere, som Jeg vælger uden filter primært retter sig mod, vil muligvis finde både pensionisten og teksten lidt enfoldig og langsommelig. Måske maner det også til eftertanke.