Tag-arkiv: 15 år

De hvide mænd

De hvide mændDe hvide mænd

Kenneth Bøgh Andersen
172 sider
Gyldendal 2003

 

 

En gang imellem giver mit arbejde som støttepædagog mig lejlighed til at læse en bog, jeg ellers ikke har nået. Af og til kan jeg endda være så heldig, at det er en rigtigt god bog. Sådan var det med De hvide mænd.

Handlingen afspiller sig i en ikke så fjern fremtid – måske endda en nutid, som er løbet af sporet. Det er på mange måder et rent samfund. Ingen affald, uniformer og haver i plastik. Hvis nogen kategoriseres som menneskeligt affald, fjernes de også. Og det er både de gamle, de syge og de sårede. Plus alle de, som får under 9,6 i snit i de eksaminer, som man tager efter 13 år i grundskole og fem år i gymnasiet. Er man ikke god nok, kommer De hvide mænd og skyder én.

Edwin er på mange måder en mønsterborger. Ok, han drikker lidt af den forbudte alkohol, han bruger dyrebar læse-tid på sin kæreste og han gør sig lidt mange tanker. Men han er ung og har livet foran sig.

Indtil en række begivenheder får ham til at gøre op med sig selv, om det er det, han vil. Om han vil leve det liv, samfundet forventer af ham. Han møder den pensionsmodne Victor, som måske stadig har noget at give, selv om han er gammel. Han giver i hvert fald Victor et nyt syn på mange ting.

Da Edwin hjælper Victor på flugt, opdager han også, hvor manipuleret nyhedsstrømmen er. Den stemmer slet ikke overens med det, Edwin selv oplever. Måske er der også andre informationer, som ikke skal tages for givet?

I et så gennemkontrolleret samfund er der naturligvis også kultur for at stikke hinanden. Det viser sig, at Victor ikke kan stole på selv sine nærmeste, og så har han kun sig selv. Men når man kun har sig selv at læne sig op ad, så bliver man også kynisk. Selv efter at have læst sidste side af De hvide mænd kan man være i tvivl om, hvor kynisk Edwin er blevet.

Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen har fortalt, at der stadig er bud efter De hvide mænd til bl.a. folkeskolens ældste klasser. “Desværre,” tilføjede han, for det viser, at bogen stadig fremstiller et skræmmende, men ikke på alle måder urealistisk fremtidsscenarie.

Julius Cæsar

Julius CæsarJulius Cæsar

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

 

 

 

Mange børn kender nok primært Cæsar fra Asterix-tegneserierne, men her møder de ham i en anden udgave. Man kommer ikke langt ind i fortællingen, inden Julius Cæsar frygter for sit liv. Og med rette, for han er ved at føre republikken Rom ind i et diktatur. Det koster ham livet og kaster Rom ud i en borgerkrig.

I modsætning til, hvad man skulle tro, står Cæsars drabsmænd ved deres handlinger. De dypper deres hænder i den døde leders blod for at markere det. Sådan var deres æresbegreber: Når man handler for at standse noget ondt, kan man også stå ved det.

Det æresbegreb kan give anledning til mange gode samtaler. Helliger formålet virkeligt midlet? Læsningen af Julius Cæsar fremkalder også andre etiske spørgsmål: Er man f.eks. bundet af et løfte, hvis det er afgivet under tvang? Eller kan man gøre som Antonius, som bryder sit løfte om ikke at sige noget dårligt om Brutus og de andre drabsmænd til Cæsars begravelse? Et løfte han gav for at redde sig selv.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Hamlet

HamletHamlet

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af Timothy Knapman
Dansk tekst af Vibeke Arildsen
Illustrator: Yaniv Shimony
47 sider
Forlaget Bolden 2016

 

 

 

Hamlet er kommet hjem til begravelsen af sin far. Den gamle konges dovne og grådige bror, Claudius, har taget tronen, og kort efter fortæller Hamlets mor, at hun skal giftes med Claudius. Da Hamlet finder ud af, at Claudius har dræbt sin bror for at blive konge, beslutter han sig for at tage hævn. Det går dog ikke som forventet, og han dræber den forkerte.

Som straf sendes han til England, hvor han kun med list undgår at blive myrdet af kongens loyale Rosenkrans og Gyldenstjerne. I stedet vender han tilbage til Danmark, hvor det store opgør ender med et sandt blodbad, som dræber stort set alle de tilbageværende karakterer.

Det er altså et tæt og blodigt drama med mange personnavne. Den store fortælling er kogt ned til få sider, men det er lykkedes virkeligt godt at ramme et nutidigt dansk, uden at ødelægge den stemning af gamle dage, som historien fortjener.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Macbeth

MacbethMacbeth

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Allan Poulsen
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

 

 

 

Aktive kvindelige karakterer er ikke et element, som kun findes i nyere bøger. I Macbeth er det Lady Macbeth, som er trækker i trådene. Ganske vist bruger hun sin mand til alt det grove, men det er hende, som får ham til det. Hun får vagterne til at falde i søvn, så hendes mand kan slå kongen ihjel. Han fjumrer i det, så Lady Macbeth må tilbage med de blodige knive og placere dem hos de sovende vagter for at udstille dem som mordere.

Læsere af fantasy vil kunne se paraleller. F.eks. bliver Heksekongen i Ringenes Herre dræbt af en hobbit og en kvinde. Han var blevet spået, at “ingen mand skal fælde ham”, men havde overset muligheden af, at andre kunne træde til. I Macbeth er titelpersonen (altså manden) blevet spået, at “ingen født af en kvinde kan skade Macbeth!” Det beroliger ham, men han har ikke hørt om kejsersnit…

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Romeo og Julie

Romeo og JulieRomeo og Julie

William Shakespeare
Genfortalt på engelsk af C.A. Plaisted
Dansk tekst af Fanny Bruun
Illustrator: Yaniv Shimony
48 sider
Bolden 2016

 

 

 

De to familier Mantague og Capulet ligger i en blodig strid, og det elskende par Romeo og Julie må gøre op med traditioner og kultur for at få hinanden. Desværre ender deres forsøg på at leve et liv fri for deres baggrund dramatisk.

Med nutidige øjne handler Romeo og Julie også om kønsroller og børns rolle i familien. 14-årige Julie har lov at protestere mod et arrangeret ægteskab, men kan ikke frit vælge den Romeo, hun hellere vil have. Det er ikke kun et tema i Shakespeares tid.

JAGOO skrev jeg om serien:

“400-året for William Shakespeares død har sat fokus på hans værker. Forlaget Bolden har udgivet en serie med genfortællinger på moderne dansk af Julius Cæsar, Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet.

De fire titler fra Forlaget Bolden holder, hvad de lover: De gamle fortællinger i et sprog, som kan læses og forstås i 2016 uden at miste det præg af agtværdig ælde, som de fortjener. Læseren får adgang til et flydende sprog i stedet for et forsøg på at ”oversætte” ord for ord til nudansk. Ønsker man lidt mere patina, er der med løs hånd drysset citater ud på siderne, som er hentet fra Johannes Sløks oversættelser fra 1970’erne. De er sat ind i tegninger af skriftruller og indgår således i de enkle og informative tegninger, som bøgerne er rigt forsynet med.”

Andre bøger i serien:

Den faldne djævel

Den faldne djævelDen faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

 

 

 

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

Black out

Black outBlack out

Novellesamling bestående af:
– Evig straf
– A-D-Am

– Bøddel
– Black out
– 1, 2, 3, 4, 5, 6 …
– Et lykkeligt liv (arbejdstitel)

Kenneth Bøgh Andersen
150 sider
Høst & Søn 2016

Seks gysernoveller af Kenneth Bøgh Andersen har en række elementer tilfælles: Døden, ondskaben, samvittigheden og trafikofre. Mange trafikofre. Der er referencer til bl.a. Den store Djævlekrig-serien og den ene novelle refererer til den anden. Det er et godt træk, men jeg vil anbefale, at man læser novellerne hver for sig.

Hvis man læser alle seks noveller i ét træk, bliver de fælles elementer til ensformighed. Halvdelen af dem indeholder trafikdrab, og det er i overkanten. Trafikdrab lader i det hele taget til at være en forkærlighed for Kenneth Bøgh Andersen, som f.eks. har brugt det i Djævelens lærling (første del af serien om Den store Djævlekrig) og Tempus Fugit.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det er de længste noveller, som fungerer bedst. Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel) giver plads til at bygge spændingen op og tager udgangspunkt i et tillempet Nietzsche-citat: “når du kigger ned i afgrunden, kigger afgrunden også ind i dig.” Også her spiller tvangshandlinger ind. Hovedpersonen er forfatter og bliver sygeligt optaget af sine bøgers succes, salgstal og anmeldelser. Hun bebrejder sig selv, at hendes søn dør (ved endnu en bilulykke) og går helt i sort. “Terapien hjalp ikke på smerten, men den hjalp på tankerne.” Til sidst gør hun det eneste, som efter hendes mening kan bringe hende videre…”

Den næstlængste novelle har også tvangshandlinger indbygget¨. Efter min mening er 1, 2, 3, 4, 5, 6… samlingens bedste. Den handler om en forbandelse, som har ramt en pige. Hun må derfor tælle igen og igen. Fortælleren prøver at hjælpe hende ud af det fængsel, tælleriet er blevet. Det er ikke så let, fordi forbandelsen ikke bare sådan slipper sit offer. Ikke uden at tage et nyt…

1, 2, 3, 4, 5, 6… nævnes en forfatter, som arbejder på en novelle med arbejdstitlen Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel), og det er netop den sidste novelle i Black out.

Black out er ikke for de yngste børn. Den kan f.eks. bruges til en gyseraften i klubben eller blandt skolens ældste elever.

Fuck off/I love you

Fuck off/I love youFuck off/I love you

Lars Mæhle
Oversat af Arko Højholt og Mads Heinesen

166 sider
Vild Maskine 2015

 

 

 

 

I det lille landsbysamfund i Norge er livet lige så gråt og kedeligt som forsiden af Fuck off/I love you. Vemund og hans jævnaldrende venner Daniel og Karl hænger ud hos Karls storebror Brian, hvor de ser wrestling og snakker om piger. Ind imellem går de til fester og kører… lidt for hurtigt. En dag dukker Two-Face op. Han har været i fængsel og har en historie med vold, doping og en diskvalifikation til en finale i kickboksning.

Med Two-Face’s entre kommer også en mere hardcore racisme. Two-Face har ”søndertævet en mørk fyr” og lægger ikke skjul på sin foragt for ”muslimerne nede fra blokken.” Han har en plan, som han kalder Aktionen, men går ikke i detaljer. Det omfatter nogle forbindelser, han har i København, og han inviterer Vemund og hans kammerater en tur dertil.

Vemund er egentlig mere interesseret i at gøre et godt indtryk på Maria, og det lykkes også i så høj grad, at hun inviterer ham med hjem og ikke lægger skjul på, at hun vil i seng med ham. Inden de når hjem til hende, dukker Two-Face dog op, og det ændrer Maria så meget, at det i stedet ender med, at hun kaster op og Vemunds mor dukker op hjemme hos Maria. Kan det gå mere skævt?

… Ja, det kan det, for Marias forældre inviterer nogle dage efter Vemund og hans mor, selv om Maria og Vemund ikke ses mere. Det er for stort et pres for Vemunds mor, som bryder sammen under middagen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Det er ikke første gang, hun er indlagt, og Vemund flytter ind hos bedstemoren.

Banden tager til København og får den samme tatovering: Et kors og en sværd. Ikke helt frivilligt, men Two-Face er på hjemmebane, og man skal ikke sætte sig op med ham. Fuck off/I love you kulminerer med Aktionen, som omfatter en påsat brand og et slagsmål med bat og kniv. Slutningen giver fortællingen en drejning, læseren næppe har forventet. Trådene samles, men ikke helt, som der var lagt op til. Det er en slutning, som løfter bedømmelsen efter en lidt flad midte i bogen.

Den umiddelbart mest spændende karakter er titelfiguren Two-Face. Vemund ser op til ham, bl.a. fordi han fremstår som mere intelligent og reflekterende end de andre. Bl.a. gider han ikke se wrestling, fordi det kun er skuespil – en kendsgerning, de tre andre åbenbart ikke har for øje. ”Two-Face mindede mig om ham gutten i Kejserens Nye Klæder, den eneste der tør sige, at kongen nøgen.” I slutningen viser Two-Face sig fra sin mest hårdkogte side og Maria afslører ham som rendyrket psykopat.

Han har fået sit navn fra en figur i Batman, og ligesom sin navnebror har han en mønt med to sider. På den ene side af mønten står der ”Fuck off”, på den anden side ”I love you”, og med den afgør han, om han skal vælge den gode eller den onde løsning på et problem.

Hans opfattelse af, hvad Norge er, melder han tydeligt ud i denne peptalk inden den afgørende showdown: ”Muslimerne har ikke noget at gøre her! (…) De ødelægger det, vi nordmænd har bygget op. De tager vores velfærd, så der ikke er råd til skoler eller til at passe på vores syge og gamle, som har bygget vores land. Så nu vil jeg vide: Skal vi stille op for korset og sværdet? Skal vi sammen fordrive de svin og gøre alle i dalen en stor tjeneste?”

Fuck off/I love you brillerer især på fortælletekniske greb. Lars Mæhle forstår at bygge en spænding op. Spændingen er svær at holde i midten, men så skal jeg ellers love for, at den vender stærkt tilbage.

Allerede bagsiden fortæller det, som den ene af de tre(!) anslag (forsmag, appetitvækkere) gentager: ”Vi var fem fyre. En ville miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.” Så er vi ligesom igang. Som læser vil man naturligvis prøve at gætte, hvem der kommer ud for hvad. Bedst som man tror sig sikker, tvister historien.

Der er flere temaer i bogen. Racisme og fremmedhad er allerede nævnt, og de går hånd i hånd med ondskabet, især i skikkelse af Two-Face. Men også andre karakterer må forholde sig til den indre såvel som den ydre ondskab. ”Jeg har slået et menneske i tindingen med et bat. Jeg har slået til af alle kræfter. Så hjælper det kun lidt, at den, man slår, er djævelen selv. Man kan ikke dræbe ondskaben med en økse. Heller ikke med et bat. Man kan ikke møde ondt med ondt. Gør man det, vil den onde spiral aldrig standse,” fortælles det.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “For ikke at afsløre slutningen er navnet fjernet her: ”Det værste er, at jeg næsten kan se XXX for mig. Jeg har det her billede på nethinden, hvor han bliver rullet hen til et vindue, med udsigt over et kystlandskab. Der sidder han og stirrer tomt ud over horisonten hver dag. Måske er hans blik slukket for altid. Men det kan man ikke vide. En dag vågner XXX måske fra sin dvale. Og så…”

Heldigvis slutter Fuck off / I love you med et håb: Vemund kommer i behandling på det samme sygehus som sin mor. Da Maria melder sig på banen igen, har han styrken til at tage imod. Maria forstår om nogen, hvad han har gennemgået. (…)

Fuck off / I love you er en bog om fremmedhad blandt unge i et lille samfund. Men først og fremmest er det en bog om, at fællesskab kan være så attraktivt, at en karismatisk leder kan føre gruppen ud på veje, de ikke ville have betrådt som enkeltindivider. Fuck off / I love you kan læses som en moderne udgave af William Goldings Fluernes herre fra 1954 og Bjarne Reuters ZAPPA fra 1977.”

Morkels alfabet

Morkels alfabetMorkels alfabet

Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.

Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”

Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.

Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.

Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.

Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.

Mig og Dylan Walker

Mig og Dylan WalkerMig og Dylan Walker

Anne Sofie Hammer
206 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Hvad gør man, når man er 15 år og ikke kan finde ud af piger? Malthe får den vanvittige ide at give sig ud for at være bøsse. Han har nemlig hørt, at piger gerne vil være venner med drenge, bare de er bøsser. Ideen kommer også til at virke, dog ikke helt på den måde, Malthe har forestillet sig.

Når Malthe kigger sig om i klassen, kan han godt se, hvad de populære drenge har – nemlig alt det, han ikke selv har. Efter et par forsøg med andre ideer beslutter Malthe at springe ud. I en løgn. Han starter med at lade rygtet sive, at han er vild med Dylan Walker, som er en skuespiller fra en tv-serie. Dylan Walker er åbenbart lækker på en måde, pigerne kan lide, og Malthe gætter, at det er en god start.

Det er det også. Med Dylan Walker på baggrund på mobilen og på to plakater på Malthes værelse er vejen banet for hans dobbeltliv. “Den store forandring kommer, da Malthe hårdt presset springer ud på Facebook. Inden når han lige at ”afvenne” sine forældre og anden nærmeste familie, som han ikke har lyst til at delagtiggøre i løgnen. Efter to timer har han 58 likes og 34 kommentarer. Næste dag er tallet langt større. For en dreng, som ellers ikke får mange reaktioner på sine opslag, er det overvældende.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Det var ikke meningen, at så mange skulle inddrages i løgnen. Malthe havde tænkt, at han kunne slippe ud af den, når han den kommende sommer skulle på efterskole. Så kendte ingen hans historie, og han kunne fremstå som en dreng med helt tjek på pigernes liv. Nu må han i stedet veksel mellem at være bøsse med et stadigt tættere venskab med piger og at være straight overfor sine forældre og storebror, Emil. Det går naturligvis ikke i længden, og hans familie reagerer ved at være forstående og rummelige overfor en Malthe, som forsøger at fortælle dem, at han bare har løjet.

JAGOO skrev jeg videre: “Det medfører også en række andre gode ændringer for Malthe. Han opdager, at pigerne er gode til skolearbejde, og med deres hjælp bliver hans engelske stile bedre. Han får mod og selvfølelse. På grund af sin nye rolle får Malthe øjnene op for nye ting. F.eks. hvor “uhørt seksuelt på grænsen til det pornografiske” en plakat er med Dylan Walker, hvor man kan se hans ene brystvorte. Drengene er også rimeligt ok med, at (de tror, at) Malthe er bøsse. Den første er naturligt nok hans bedste ven, Frede. Frede kommer lidt klodset fra start, men samler op og får vist sin støtte.”

Det er ikke længere så sjovt at være Malthe, selv om han får et langt større kendskab til pigernes liv, end han havde forestillet sig. “Den Falske Malthe” tager kontrollen fra ham og han vil egentlig gerne ud af det igen. Modet får han, da han finder et brev fra Louise, som han er ret varm på. Louise har lagt det i hans taske, inden han erklærede sig som bøsse, og i brevet erklærer hun sin kærlighed til ham.

Da han får æren af at holde den store tale til skoleafslutningen, fortæller han sin historie og håber det bedste. Louise reagerer ved at løbe væk, og Malthe ender forfrossen og våd med at falde ned, da han prøver at klatre op til hendes vindue. Louises forældre hjælper ham i et varmt karbad, og så dukker hun selv op.  Heldigvis er kærligheden ikke blegnet, og Malthe får det kys, han har ventet på siden de første linjer i Mig og Dylan Walker.

Det virker indviklet, og det er det også. Anne Sofie Hammer får vendt tingene godt og grundigt på hovedet, og det gør bogen sjov. De mange umulige situationer, Malthe kommer i, er fortalt lattervækkende morsomt. Sproget er måske nok modent af en 15-årig dreng, men det glemmer man, når Malthe f.eks. tænker: “Hvis jeg gik hjem nu uden at gøre noget, ville historien ligesom aldrig rigtigt slutte. “En åben slutning”, som dansklærerne siger. Jeg hader den slags slutninger.”

Mig og Dylan Walker handler ikke om (homo)seksualitet. Det mest eksplicitte er, at Malthe får et kys af en venindes fætter, som han tager på en enkelt date med for ikke at ødelægge sit cover. Derfor vil jeg også anbefale bogen bredere end til de 12-13 årige, som forlaget nævner. Jeg kan se Mig og Dylan Walker brugt i en klassesnak om fordomme, men den egner sig også til højtlæsning og naturligvis til fritidslæsning.

Til gengæld kan man læse meget om (køns)roller. Karikeret så meget, at selv den sløveste unge læser kan få øje på, at pigerne beskrives som ret overfladiske og de voksne som overrummelige. Drengene i bogen får de mest mangfoldige karakteristikker. Mest centralt står naturligvis Malthes opfattelse af, hvad en bøsse gør. Den gengiver mange af de fordomme og forventninger, som unge møder.

Der er en pointe i, at Malthe først bliver et helt menneske efter at have leget med sine feminine sider. Det er først på det tidspunkt, at Louise tager initiativ i forhold til ham. Den maskuline side viste han heller ikke i bogens begyndelse. Den pointe må gerne blive set af læseren.

Bonusinfo: Navnet Dylan Walker kom frem ved en brainstorm, forfatteren havde med sine egne teenagedøtre. Dylan Walker i bogen har altså intet med den australske rugbyspiller af samme navn at gøre.