Tag-arkiv: 17 år

Morkels alfabet

Morkels alfabetMorkels alfabet

Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.

Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”

Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.

Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.

Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.

Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattereBrian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Monster

MonsterMonster

Patrick Ness
Illustrator: Jim Kay
Oversat af Lene Ewald Hesel
216 sider
Gyldendal 2015

 

Conor ved, at hans mor skal dø. Han plages i skolen af Harry og hans slæng, men om natten er plagen større. Den består af to mareridt: Det ene mareridt er et takstræ, som forvandles til et monster. Monsteret fortæller historier til Conor, som han ikke kan finde hoved og hale i, og som har en morale, han ikke bryder sig om. Til gengæld skal Conor fortælle historien om sit andet mareridt, som er meget værre.

Det andet mareridt er så slemt, at det afdækkes for læseren i små bidder. Det er mareridtet om morens død, som Conor ikke kan gøre noget for at forhindre. I mareridtet falder hun ud over en kant, og Conor prøver at holde fast i hende. Han må indse, at det sværeste ikke er at holde fast. Det sværeste er at give slip.

JAGOO skrev jeg: “Monster er noget så udsædvanligt som en gennemillustreret bog for unge læsere. Mørke og dystre tegninger giver deres bidrag, ligesom teksten gør. En del af tegningerne får lov at brede sig over tekstløse opslag, så man kan dvæle ved dem. Historien bag Monster er lige så usædvanlig. Patrick Ness fik ideen til bogen fra forfatteren Siobhan Dowd, som kun nåede at skrive fire bøger færdig, inden hun døde 47 år gammel. To af bøgerne udkom efter hendes død. Et oplæg til Monster blev overtaget af Patrick Ness, som fuldendte bogen.”

Sproget i Monster er også dystert og kraftfuldt. F.eks. siger monsteret selv: “Jeg er den rygrad, som bjergene hviler på! Jeg er de tårer, som floderne græder! Jeg er de lunger, der giver vinden luft! Jeg er den ulv, der dræber kronhjorten, den høg, der dræber musen, den edderkop, der dræber fluen! Jeg er den kronhjort, den mus og den flue, der bliver ædt! Jeg er verdens slange, der sluger sin egen hale. Jeg er alt utæmmet og utæmmeligt (…) Jeg er den vilde jord, der er kommet efter dig, Conor O’Malley.”

Conor har allerede mistet meget i sit liv. Hans far er flyttet til et andet kontinent og har ikke meget kontakt med sin søn. Tidligere havde Conor en bedste ven, Lily, men han kan ikke tilgive hende, at hun fortalte om Conors mors sygdom til andre, så hele skolen nu ved det. Han afviser ikke bare Lilys fortsatte omsorgsfuldhed. Lærernes noget klodsede forsøg i samme retning gør, at Conor lukker sig mere og mere inde i sig selv.

En central scene fortæller om Conors opgør mod Harry. Med monsteret i ryggen tager han til verbalt og fysisk genmæle. Det mislykkes dog, og selv om Harry ønsker at blive straffet, tager inspektøren ham til en uønsket nåde, som blot resulterer i, at “ingen sagde noget til ham resten af dagen. – Der er noget, der er endnu værre end at være usynlig, havde monsteret sagt, og det var rigtigt. Nu var Conor ikke længere usynlig. De kunne alle sammen se ham. Men har var alligevel længere væk end nogensinde.”

Mod slutningen af Monster nærmer Conor sig sin mormor, som han ellers ikke har meget til overs for. Også hun står overfor et stort tab, som symboliseres ved et dyrebart ur i hendes hus, som monsteret ødelægger.

Der er ikke nogen lykkelig slutning i Monster. Men Conor bliver moden undervejs og står til sidst klar til at møde det uundgåelige.

Se traileren til Monster her.

Monster forventes filmatiseret i 2016 med bl.a. Sigourney Weaver og Liam Neeson. Trailer til filmen kan ses her.

Varsleren

VarslerenVarsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

 

 

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Jeg vælger uden filter

Jeg vælger uden filterJeg vælger uden filter

Ronnie Andersen, Rebecca Bach-Lauritsen, Jens Blendstrup, Ditte Holm Bro, Daniel Dalgaard, Nanna Damsgaard-Larsen, Adda Djørup, Helle Helle, Kamilla Hege Holst, Tine Høeg, Peder Frederik Jensen, Dennis Gade Kofod, Anita Krumbach, Hanne Kvist, Jeppe Lai, Cecilie Lind, Line-Maria Lång, Caroline Albertine Minor, Dorthe Nors, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Amalie Laulund Trudsø, Jesper Wung-Sung, Nikolaj Zeuthen og William Zeuthen
152 sider
Høst & Søn 2015

Der er rigtigt gode digte og korttekster blandt den mangfoldighed af noveller, knækprosa, dagbogsfiktion, matrix og interaktionalitet, som Jeg vælger uden filter består af. Jeg vil pille fem ud, som særligt skal fremhæves:

Anita Krumbach har skrevet Gina om Jeppe, som arbejder på en grillbar. Det er pænt kedeligt trods de skæve personer, som kommer der. Titelbæreren ”Gina med g udtalt som i Gitte” er datter af ejeren/forpagteren og går på specialskole. Jeppe overværer en scene mellem Gina og John, som er “mindst 30”. Han må træffe et valg, for hvornår og hvor meget griber man ind?

Også i Jeg vælger Valencia af Tina Høeg undgår læseren ikke at tage stilling. Et ungt rodløst menneske er famlende i sin søgen. Hun ved knap, hvad hun søger, og så er det også svært at vide, hvor man skal lede.

Læseren er ikke blot passiv (med)bedømmende i Dennis Gade Kofods Mordet i Vestermarie. Den er skrevet sådan, at man efter et tekststykke skal tage stilling til, hvilken retning handlingen i 1833 skal gå. Finder vi morderen – og finder vi den rigtige morder? “Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.” Med en hævngærrig menneskemasse og dødsstraf for loven er der ingen garanti for en lykkelig udgang.

Først på fjerdesidste linje afsløres det, hvad titlen Spørgsmålet henviser til i Ronnie Andersens bogstaveligt talt drabelige novelle. Den unge navnløse hovedperson brænder de papirer og dokumenter, som findes i huset. Også forældrenes. Der ligger to typer gift parat, og vi venter blot på, at nogen stiller det, altså Spørgsmålet!

I den afsluttende novelle Pensionist på Vespa fortæller Jens Blendstrup i et roligt tempo, som adskiller sig fra mange af de øvrige rastløse tekster. Som 75-årig er hovedpersonen for længst kommet forbi det. Udefra ser hans dage ens ud, han varierer dem ved at køre forskellige ruter, men det er ro, som kendetegner teksten. De unge læsere, som Jeg vælger uden filter primært retter sig mod, vil muligvis finde både pensionisten og teksten lidt enfoldig og langsommelig. Måske maner det også til eftertanke.

Karl Marx’ genfærd

Karl Marx' genfærdKarl Marx’ genfærd

Ronan de Calan
Illustrator: Donatien Mary
Oversat af Ole Lindegaard Henriksen
63 sider
Mindspace 2012

 

På de første sider hører vi historien om, hvordan bønder flyttede til byerne for at arbejde, da priserne på korn falder. Det lykkes i første omgang, der er brug for dem på fabrikkerne, men Markedet kommer og tager alt fra dem. Bønderne – nu arbejdere – gør oprør, og soldaterne sættes ind mod dem. Det ser den unge Karl Marx, og han bliver dybt rystet.

Efter denne historiske baggrund gennemgår bogen centrale begreber for marxistisk teori: Pengenes værdi, arbejdsværd, bytteværdi, samlebåndets specialisering af arbejdskraft, maskinernes landvindinger og privat ejendomsret. Karl Marx foreslår den private ejendomsreg afskaffet, men han møder ikke lydhørhed hos Das Kapital (Kapitalen).

Marxistisk teori er tungt stof, men Karl Marx’ genfærd præsenterer det på en tilgængelig måde ved hjælp af en jeg-fortæller og en fiktiv ramme. Illustrationerne lægger sig op ad sovjetisk inspirerede billedbøger fra 1930’erne og 1940’erne, med illustratorerne Arne Ungermann, Aage Sikker Hansen og Hans Scherfig som de kendteste eksempler. Den er gennemillustreret og vækker både undren og lyst til at fordybe sig.

 

Sammen med en voksen kan Karl Marx’s genfærd læses før den alder på 14, jeg ellers vil anbefale den fra. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Karl Marx’ genfærd kan utvivlsomt læses som et argument for marxismen, men den reflekterende læser vil kunne abstrahere og danne sig sin egen mening. Under alle omstændigheder vil bogen give en indføring i en ideologi, som har haft stor betydning for udviklingen af det verdenskort og den samfundsorden, vi har i dag.”

 

Karl Marx’ genfærd indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Albert Einstein.

Descartes’ onde dæmon

Descartes' onde dæmonDescartes’ onde dæmon

Jean Paul Mongin
Illustrator: François Schwoebel
Oversat af Tom Bøgeskov
63 sider
Mindspace, 2012

 

 

 

Descartes er en tvivler. Hvordan kan man stole på sine sanser? Faktisk er Descartes så meget i tvivl, at han er ved at blive vandvittig. ”Drømmer Descartes? Troede han, at han drømte? Eller drømte han, at han troede, at han drømte?” Han finder sin udvej i Arkimedes’ tekst om at have et fast punkt at holde sig til. Descartes bruger tanken som dette faste holdepunkt.

Med tanken som udgangspunkt kan han afsøge resten af verden. Resten af verden (ham selv inklusive) må være skabt af noget almægtigt. Noget så stort, at Descartes ikke engang selv kan forstå det. Han kalder dette almægtige for Gud.

Descartes stopper ikke ved Gud. Der er også mange andre ting, han er klar over, at han ikke forstår. Sanserne f.eks. Der er så mange eksempler på sansebedrag, men han når frem til, at i de fleste tilfælde fortæller sanserne noget sandt. Hvis man tilføjer lidt kritisk sans (undskyld ordspillet), er det rimeligt at bruge dem til at udforske sine omgivelser.

Fra min boganmeldelse på JAGOO: “Endelig gør et smerteligt møde med hans papegøjes næb Descartes opmærksom på, at man ikke kan adskille tanke og krop. Tanken er ikke i kroppen, som en kaptajn er på et skib. Der må være en anden sammenhæng mellem de to ting.”

Læseren kender sandsynligvis præmissen om, at man ikke kan stole blindt (!) på sine sanser. Utallige film og bøger kredser om det samme emne. Derfor er det befriende at læse Descartes’ onde dæmon, som giver indblik i filosofien bag. Det er abstrakt og svært, men ved hjælp af de mange illustrationer fremstår bogen som en billedbog for læsere over 12 år.

Descartes’ onde dæmon indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Einstein og Karl Marx.

 

 

 

Kopierne

KopierneKopierne

Jesper Wung-Sung
Illustrator: Søren Jessen
114 sider
Høst & Søn 2015

 

 

 

 

Jesper Wung-Sungs prisbelønnede ungdomsroman er kommet som grafisk roman. Fortælleren Jonas havde en god dag: Succes på fodboldbanen og opmærksomhed fra Maria. Idyllen blev imidlertid brudt, da han kom hjem: Forældrene ville ikke lukke ham ind og hans plads i familien var overtaget af en dreng, der lignede ham til forveksling. Da to mænd dukkede op og forsøgte at fange ham, tog han flugten. Her mødte han Ian, som hjalp ham med både flugt og forklaring.

“Jeg ville have svar. Flere svar. Mange svar. De rigtige svar,” bad Jonas, og hans bønner blev hørt i en grad, som han ikke havde forestillet sig. Det viste sig, at han ikke var den originale Jonas. Han var en kopi. Den originale Jonas havde fået en virus og var sat på standby. Nu var originalen vendt tilbage, og Jonas (kopien) var blevet overflødig.

Kopierne Jonas og Ian måtte nu flygte fra Kopi-Befrierne. Disse KB’ere opsøger uønskede kopier og “deaktiverer” dem. En kopi har forsøgt at slå en original ihjel, og der er derfor en fed bonus at hente, også for selvbestaltede dusørjægere.

Jonas og Ian slog sig sammen med en tredje kopi, Ronnie. Deres tid var talt, kopiernes skæbne er tab af hukommelse, sanser og til sidst forstand. Det ramte Ian og Ronnie først, og på de sidste sider af Kopierne kæmper Jonas sin håbløse kamp mod det uundgøelige, visuelt fortalt med tiltagende udflydende tegninger og tekst.

“Forsiden er et studie for sig. Titlen bliver mere og mere utydelig i læseretningen. Jonas ses i to udgaver: En i farve og en ”skygge” i hvidt. Under ham et vildsvin og i baggrunden ses Jonas, Ian og en tredje kopi, Ronnie.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

Kopierne er en dystopi, som spiller på målgruppens ambivalente forhold til forældrene: Løsrivelse og afhængighed. Det overskygges af frygten for ikke at være ønsket. Samtidig er Kopierne en kommentar til debatten om genteknologi. Kan vi være sikre på, at det ikke er en nær fremtid, som skildres? Kan genteknologiens muligheder ikke både bruges og misbruges med de resultater, vi ser her?

“Forlaget kalder Kopierne en grafisk roman. Der er mere fortællestemme end i gængse graphic novels og illustrationerne fylder ofte en hel side eller et helt opslag. Tekst og illustration følger hinanden og støtter afkodningen af fortællingen. Illustrationerne er ligesom teksten holdt i en realistisk tone, dog fletter de to typer forfølgere, Kopi-Befrierne og vildsvinene, sig ind i hinanden et enkelt sted, hvor illustrationen er et vildsvin i jakkesæt.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)

 

En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD

En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHDEn overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD

Marius Potgieter
Oversat og bearbejdet af Anne Skov Jensen
141 sider
Frydenlund 2015

 

 

 

Indholdsfortegnelsen fortæller om alt det gode, der er at hente i En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD. Der er et afsnit til teenageren, et til overgangen fra teenager til voksen og et til den unge voksne. Læseren kan få hjælp til bl.a. følelser, venskaber og økonomi. Anne Skov Jensen har oversat og bearbejdet flere andre bøger med lignende indhold, se f.eks. her.

En række tjeklister kan tjene som… ja netop tjeklister: Har jeg fået det hele med, huskede jeg det hele? Det er også nødvendigt, for En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD er ikke særligt helstøbt. De mange gode råd drukner i hinanden, og man savner en rød tråd at følge. Hvis man holder ud og evt. læser i små bidder, er budskabet at holde på det, som gør godt (f.eks. venner) og skille sig af med resten.

I min boganmeldelse på JAGOO skrev jeg bl.a.: “En samling gode råd, som kan gøre livet lettere for mennesker med ADHD – og for dem uden. Bogen kommer omkring mange vigtige emner og har sine gode øjeblikke. Det overskygges dog af, at der mangler en rød tråd til at give overblik. Man skal holde tungen lige i munden og håndplukke det, man kan bruge. I små bidder er det en rigtigt god bog.”

Hvis man vil bruge En overlevelsesguide for teenagere og unge med ADHD i en formidlingssammenhæng, må man nødvendigvis først sortere og finde en måde at præsentere bogens indhold på, som passer til målgruppen.

Dø om så det gælder & Aldrig ræd for mørkets magt

Dø om så det gælder - aldrig ræd for mørkets magtDø om så det gælder
Aldrig ræd for mørkets magt

Jørgen Hartung Nielsen
Illustreret af Patrick Leis
172 + 160 sider
Cadeau 2015

 

I to bøger følger vi den ugen modstandsmand Tom, fra han lander med faldskærm i Danmark en mørk nat. Han organiserer attentater mod bygninger og jernbane, og han går heller ikke af vejen for at likvidere nazisterne eller deres hjælpere. Historien bygger på virkelige begivenheder.

Synsvinklen er ensidigt Toms. Det gør fortællingen lidt flad, især fordi der ikke gives plads til bipersoner med andre mål end hovedpersonens. Læseren er derfor henvist til at supplere med anden litteratur for at forstå, hvorfor der f.eks. var danskere, som hjalp besættelsesmagten. Tom har ikke megen forståelse for det. Den snævre synsvinkel øger på den anden side spændingen, fordi Toms motiver bliver så meget grundigere belyst.

Ud over modstandskampen beskrives et spirende, men meget ærbart, kærlighedsforhold mellem Tom og en ung kvinde.

Bøgernes lix-tal er angivet til hhv. 25 og 27. Sværhedsgraden øges af uhensigtsmæssige orddelinger og en del ord, som ikke er så udbredte længere. Nedkastningssted, indskyder og boligkompleks f.eks. Ordene er samtidig med til at skabe en autentisk stemning.

De to bøger beskriver leveforholdene under anden verdenskrig grundigt og giver derfor læseren en spændende – om end lidt ensidig – fortælling, samtidig med, at de leverer historiske fakta.