Tag-arkiv: 17 år

Den faldne djævel

Den faldne djævelDen faldne djævel

(Den Store Djævlekrig bind 6)
Kenneth Bøgh Andersen
304 sider
Høst & Søn 2016

 

 

 

Seriens sidste bind indeholder naturligvis det store opgør mellem Filip og Aziel. Det er nok også det eneste, som er rigtigt forudsigeligt i Den faldne djævel. Aziel udløser det nordiske Ragnarok og giver det en drejning, som ikke var spået i myterne. Det giver ham nogle af de stærkeste våben fra asernes verden, og dem bruger han mod Jahve og mod Djævelen. Han får endda Jesu søn (som hedder Josef efter den anden af sine farfædre) til at give en hånd med.

Man står tilbage med mange dystre tanker, når man har læst bogens sidste ord, “tilgiv.” Døden fylder meget i Den faldne djævel. Gudernes død og menneskenes død. Djævlenes død? Hvad med Døden selv, personificeret af Mortimer og hans “kolleger” fra andre mytologier; kan Døden dø? Et større spørgsmål drejer sig om, hvorvidt døden altid er en dårlig begivenhed. Den kan også genforene elskede. Det bliver dog aldrig en bog, som hylder selvmordet. Tværtimod må karaktererne flere gange gribe ind for at hente allerede døde tilbage. De løber en stor risiko, for det er ikke sikkert, at Dødsriget vil give slip på nogen uden at tage en anden.

Særligt grusomt bliver det, da Aziel får Filip til at dræbe en af sine allerkæreste. Det siges ofte, at det største offer, man kan bringe i en krig, er sit liv. Personligt vil jeg mene, at det er et vilkår for alle, at de skal dø og at de mister nogen, de holder af. Filip betaler en endnu højere pris, han skal leve med erindringen om, at han har dræbt nogen.

Guderne (og dermed Jahve og Djævelen) er derimod udødelige, så længe de bliver husket. Aziel benytter vand fra Lethe, som er en biflod til det græske Dødsriges flod, Styx. Han vil være den eneste, som er tilbage, så menneskene vil tro på ham alene. ”En djævelsk gud og en guddommelig djævel”, som han ubeskedent kalder det.

Som i resten af serien er der masser af humor. Bibelen – som Fanden læser den er titlen på en bog, som dukker op flere gange. Der er også mange ordspil omkring det gode og det onde, for hvordan gør man det op, når man er i Helvede og har det godt der?

JAGOO skrev jeg, at “Kenneth Bøgh Andersen skriver djævelsk godt” og brugte dette eksempel, hvor Filip som så ofte før kommer i tvivl om, hvad hans sanser (eller hans tanker?) fortæller ham: ”Han ser sin fars hytte, som er brændt ned til grunden. I det, der engang var stuen, ligger de forkullede lig af hans forældre. De sortsvedne kraniers munde, som står vidåbne, som om de stadig prøver at skrige og…”

Det er ikke den eneste gang, hvor Filip måske – måske ikke – er offer for et mareridt eller en illusion. Han har oplevet så megen gru gennem nu 6 bind, at han ikke længere kan stole på, om han virkeligt får skåret øjenlågene af. Om han i al evighed skal være fanget i Helvede? Bliver Satinas hals skåret over, eller er det et mareridt, som slutter, når han vågner? Filip og læseren får svarene undervejs.

Hvis man kan sine kristne, nordiske og græske myter, får man mest ud af de mange referencer, men man kan sagtens klare sig uden. Det var netop nogle dele af Bibelen, som fik Kenneth Bøgh Andersen til at genoplive (!) serien, efter han ellers mente at have afsluttet den med bind 4, Ondskabens engel. Vi hører en version af Jobs bog, hvor Jobs kvaler blev skudt igang af et væddemål mellem Jahve og Djævelen. Heller ikke historierne om korsfæstelsen og genopstandelsen vil være den samme efter at man har læst Den faldne djævel.

Bind 4, Ondskabens engel, var tænkt som sidste bind i Den Store Djævlekrig. Men Kenneth Bøgh Andersen indså, at han ikke var færdig med den. Det blev til to bind mere. Heldigvis. Denne gang er det endegyldigt slut. Desværre. Så husker jeg bogens afsluttende ord, “tilgiv”. Og gør det.

Læs også:

Black out

Black outBlack out

Novellesamling bestående af:
– Evig straf
– A-D-Am

– Bøddel
– Black out
– 1, 2, 3, 4, 5, 6 …
– Et lykkeligt liv (arbejdstitel)

Kenneth Bøgh Andersen
150 sider
Høst & Søn 2016

Seks gysernoveller af Kenneth Bøgh Andersen har en række elementer tilfælles: Døden, ondskaben, samvittigheden og trafikofre. Mange trafikofre. Der er referencer til bl.a. Den store Djævlekrig-serien og den ene novelle refererer til den anden. Det er et godt træk, men jeg vil anbefale, at man læser novellerne hver for sig.

Hvis man læser alle seks noveller i ét træk, bliver de fælles elementer til ensformighed. Halvdelen af dem indeholder trafikdrab, og det er i overkanten. Trafikdrab lader i det hele taget til at være en forkærlighed for Kenneth Bøgh Andersen, som f.eks. har brugt det i Djævelens lærling (første del af serien om Den store Djævlekrig) og Tempus Fugit.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det er de længste noveller, som fungerer bedst. Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel) giver plads til at bygge spændingen op og tager udgangspunkt i et tillempet Nietzsche-citat: “når du kigger ned i afgrunden, kigger afgrunden også ind i dig.” Også her spiller tvangshandlinger ind. Hovedpersonen er forfatter og bliver sygeligt optaget af sine bøgers succes, salgstal og anmeldelser. Hun bebrejder sig selv, at hendes søn dør (ved endnu en bilulykke) og går helt i sort. “Terapien hjalp ikke på smerten, men den hjalp på tankerne.” Til sidst gør hun det eneste, som efter hendes mening kan bringe hende videre…”

Den næstlængste novelle har også tvangshandlinger indbygget¨. Efter min mening er 1, 2, 3, 4, 5, 6… samlingens bedste. Den handler om en forbandelse, som har ramt en pige. Hun må derfor tælle igen og igen. Fortælleren prøver at hjælpe hende ud af det fængsel, tælleriet er blevet. Det er ikke så let, fordi forbandelsen ikke bare sådan slipper sit offer. Ikke uden at tage et nyt…

1, 2, 3, 4, 5, 6… nævnes en forfatter, som arbejder på en novelle med arbejdstitlen Et ulykkeligt liv (Arbejdstitel), og det er netop den sidste novelle i Black out.

Black out er ikke for de yngste børn. Den kan f.eks. bruges til en gyseraften i klubben eller blandt skolens ældste elever.

Fuck off/I love you

Fuck off/I love youFuck off/I love you

Lars Mæhle
Oversat af Arko Højholt og Mads Heinesen

166 sider
Vild Maskine 2015

 

 

 

 

I det lille landsbysamfund i Norge er livet lige så gråt og kedeligt som forsiden af Fuck off/I love you. Vemund og hans jævnaldrende venner Daniel og Karl hænger ud hos Karls storebror Brian, hvor de ser wrestling og snakker om piger. Ind imellem går de til fester og kører… lidt for hurtigt. En dag dukker Two-Face op. Han har været i fængsel og har en historie med vold, doping og en diskvalifikation til en finale i kickboksning.

Med Two-Face’s entre kommer også en mere hardcore racisme. Two-Face har ”søndertævet en mørk fyr” og lægger ikke skjul på sin foragt for ”muslimerne nede fra blokken.” Han har en plan, som han kalder Aktionen, men går ikke i detaljer. Det omfatter nogle forbindelser, han har i København, og han inviterer Vemund og hans kammerater en tur dertil.

Vemund er egentlig mere interesseret i at gøre et godt indtryk på Maria, og det lykkes også i så høj grad, at hun inviterer ham med hjem og ikke lægger skjul på, at hun vil i seng med ham. Inden de når hjem til hende, dukker Two-Face dog op, og det ændrer Maria så meget, at det i stedet ender med, at hun kaster op og Vemunds mor dukker op hjemme hos Maria. Kan det gå mere skævt?

… Ja, det kan det, for Marias forældre inviterer nogle dage efter Vemund og hans mor, selv om Maria og Vemund ikke ses mere. Det er for stort et pres for Vemunds mor, som bryder sammen under middagen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Det er ikke første gang, hun er indlagt, og Vemund flytter ind hos bedstemoren.

Banden tager til København og får den samme tatovering: Et kors og en sværd. Ikke helt frivilligt, men Two-Face er på hjemmebane, og man skal ikke sætte sig op med ham. Fuck off/I love you kulminerer med Aktionen, som omfatter en påsat brand og et slagsmål med bat og kniv. Slutningen giver fortællingen en drejning, læseren næppe har forventet. Trådene samles, men ikke helt, som der var lagt op til. Det er en slutning, som løfter bedømmelsen efter en lidt flad midte i bogen.

Den umiddelbart mest spændende karakter er titelfiguren Two-Face. Vemund ser op til ham, bl.a. fordi han fremstår som mere intelligent og reflekterende end de andre. Bl.a. gider han ikke se wrestling, fordi det kun er skuespil – en kendsgerning, de tre andre åbenbart ikke har for øje. ”Two-Face mindede mig om ham gutten i Kejserens Nye Klæder, den eneste der tør sige, at kongen nøgen.” I slutningen viser Two-Face sig fra sin mest hårdkogte side og Maria afslører ham som rendyrket psykopat.

Han har fået sit navn fra en figur i Batman, og ligesom sin navnebror har han en mønt med to sider. På den ene side af mønten står der ”Fuck off”, på den anden side ”I love you”, og med den afgør han, om han skal vælge den gode eller den onde løsning på et problem.

Hans opfattelse af, hvad Norge er, melder han tydeligt ud i denne peptalk inden den afgørende showdown: ”Muslimerne har ikke noget at gøre her! (…) De ødelægger det, vi nordmænd har bygget op. De tager vores velfærd, så der ikke er råd til skoler eller til at passe på vores syge og gamle, som har bygget vores land. Så nu vil jeg vide: Skal vi stille op for korset og sværdet? Skal vi sammen fordrive de svin og gøre alle i dalen en stor tjeneste?”

Fuck off/I love you brillerer især på fortælletekniske greb. Lars Mæhle forstår at bygge en spænding op. Spændingen er svær at holde i midten, men så skal jeg ellers love for, at den vender stærkt tilbage.

Allerede bagsiden fortæller det, som den ene af de tre(!) anslag (forsmag, appetitvækkere) gentager: ”Vi var fem fyre. En ville miste kæresten. En ville søndertæve en anden. En ville dø.” Så er vi ligesom igang. Som læser vil man naturligvis prøve at gætte, hvem der kommer ud for hvad. Bedst som man tror sig sikker, tvister historien.

Der er flere temaer i bogen. Racisme og fremmedhad er allerede nævnt, og de går hånd i hånd med ondskabet, især i skikkelse af Two-Face. Men også andre karakterer må forholde sig til den indre såvel som den ydre ondskab. ”Jeg har slået et menneske i tindingen med et bat. Jeg har slået til af alle kræfter. Så hjælper det kun lidt, at den, man slår, er djævelen selv. Man kan ikke dræbe ondskaben med en økse. Heller ikke med et bat. Man kan ikke møde ondt med ondt. Gør man det, vil den onde spiral aldrig standse,” fortælles det.

JAGOO skrev jeg bl.a.: “For ikke at afsløre slutningen er navnet fjernet her: ”Det værste er, at jeg næsten kan se XXX for mig. Jeg har det her billede på nethinden, hvor han bliver rullet hen til et vindue, med udsigt over et kystlandskab. Der sidder han og stirrer tomt ud over horisonten hver dag. Måske er hans blik slukket for altid. Men det kan man ikke vide. En dag vågner XXX måske fra sin dvale. Og så…”

Heldigvis slutter Fuck off / I love you med et håb: Vemund kommer i behandling på det samme sygehus som sin mor. Da Maria melder sig på banen igen, har han styrken til at tage imod. Maria forstår om nogen, hvad han har gennemgået. (…)

Fuck off / I love you er en bog om fremmedhad blandt unge i et lille samfund. Men først og fremmest er det en bog om, at fællesskab kan være så attraktivt, at en karismatisk leder kan føre gruppen ud på veje, de ikke ville have betrådt som enkeltindivider. Fuck off / I love you kan læses som en moderne udgave af William Goldings Fluernes herre fra 1954 og Bjarne Reuters ZAPPA fra 1977.”

Hjertet er 1 organ

Hjertet er 1 organHjertet er 1 organ

Sarah Engell
408 sider
Carlsen 2016

 

 

17-årige Lucca tør ikke stole på sine følelser. Det har hun gjort en gang, og det gik helt galt. For at kontrollere følelser og tanker skærer hun sig med barberblade og bruger tal til at træffe beslutninger. F.eks. trækker hun kort for at beslutte, hvilke tilfældige mænd fra hendes forældres hotel hun skal gå i seng med.

På JAGOO skrev jeg om Hjertet er 1 organ: “Den er uegnet for børn, den kan give unge farlige ideer og den giver voksne kvalme. Alle burde læse den, men ingen har rigtigt lyst til det. Den er det mørkeste sorte og giver alligevel håb. Man forstår ikke hovedpersonen og får alligevel en dyb indsigt. Det er en bog, man fortryder overhovedet at være begyndt på. Alligevel kan man ikke lægge den fra sig og må blive ved til sidste side.” Det er stærke sager, når den seneste bog, man har læst af samme forfatter er billedbogen Benny Beton!

Lucca har opstillet en lang række regler for sig selv. Det skal frigøre hende fra følelserne, men de virker ikke frisættende for hende. Derimod bliver det er fængsel, hun først befries fra, da hun møder den uregerlige Xu, som danser burlesque i en natklub, så det fascinerer og frastøder Lucca på samme tid.

De selvskadende handlinger og tekstens beskrivelse af Lucca bliver indrammet af hendes beskrivelser af sig selv: “Siden i sommer har jeg opfattet mig selv som det menneskelige svar på primtallet. 1 tal der tilsyneladende ligner alle andre tal, men som følger sine helt egne regler. 1 tal som ingen andre går op i. Kun tallet 1. Og 1 betyder alene.” Tal betyder i det hele taget meget for Lucca, for “tal er pålidelige”.

Derfor er ingen tal i Hjertet er 1 organ skrevet med bogstaver. Også på andre måder er teksten visuelt tilpasset Luccas tanker: Når Lucca retter sig selv, er teksten streget ud. Sms’er er skrevet med fed. Når noget skal fremhæves, benyttes potenstegnet: varm2 eller svider2.

Når det  bliver rigtigt svært at være Lucca, koncentrerer hun sig om smerten: ”Jeg strammer nittebæltet ind, til det skærer i maveskindet. I min rygsæk ligger 9 engangsskrabere, og jeg forestiller mig, hvordan de trænger ind i tankerne og hakker dem i småstykker, så jeg kan slappe af.”

Undervejs i historien får vi langsomt gravet forhistorien frem. Luccas familie flyttede fra deres hus, fordi de skulle have råd til at bygge det hotel, som er især farens store projekt. Oprindeligt var det planlagt i fællesskab med Luccas farbror Frank, men det sluttede brat, da Frank sprang ud som bøsse. Den første tid derefter boede Lucca og forældrene i en campingvogn, og nu er de flyttet ind på hotellet, hvor Lucca har sit eget værelse. Men “1 hotel er ikke et hjem”, som Lucca flere gange udtrykker det.

Den dysfunktionelle familie består også af en søster, som er flyttet til USA (og lever op til forældrenes forventninger om kernefamilie og karriere). Luccas far er perfektionist (som Lucca) og har stor succes som arkitekt. Moren er konfliktsky, og først sent i bogen aner man, at hun forstår Lucca bedre, end det først lader til.

På alle måder er Xu et fremmedelement i Luccas liv, men hun skaber så tilpas meget forstyrrelse, at Lucca må gøre op mig sig selv, om hun vil fortsætte sin hidtidige kamikaze-kurs. Det kommer naturligvis ikke til at ske. Lucca flytter sine grænser flere gange: Laver en optræden sammen med Xu i natklubben Pussy, springer i havnen og bader fra Xus husbåd trods vandskræk… og erkender sin forelskelse i Xu. Det sidste er svært, for vil faren slå hånden af hende, som han gjorde det med sin bror?

I et anfald af kombineret jalousi og resignation opsøger Lucca den følelseskolde White Snake fra Pussy og lader sig misbruge. Da hun får nok og flygter, går det så voldsomt for sig, at hun må en tur på skadestuen med hjernerystelse, inden Xu tager hende med hjem på husbåden. Her oplever Lucca for første gang, at begær og kærlighed kan være to sider af samme sag. Hun møder en omsorg. Også Luccas forældre kan se, at det er godt for hende.

Intet varer dog evigt. Xu siger ja til et tilbud om at tage til USA for at danse. Hun skal ikke være Luccas endestation, blot et skub ud af den smertefulde ensomhed, hun kom fra.

Hjertet er 1 organ er en bog, som gør et stærkt indtryk. Der er meget vold, selvskade og relativt eksplicitte beskrivelser af sex. Det virker passende, bogens emne taget i betragtning, men man skal tænke sig om, inden man anbefaler den til en konkret læser. Nogle vil blive skræmte, andre vil blive fascinerede og nysgerrige. Den kommer næppe til at dominere debatten, som Katamaranen gjorde det i 1970’erne. Selvmord, (homo)seksualitet og samfundsforagt kan ikke længere provokere. Jeg spørger blot mig selv, om jeg virkelig havde brug for alle detaljerne i Hjertet er 1 organ. F.eks. når Luccas første oplevelse med at stikke en nål gennem sin brystvorte udpensles over fire sider.

Sarah Engell har om råheden i sine ungdomsbøger skrevet: “Det er min ambition at give mine læsere noget – ud over en forhåbentlig god historie. Jeg har altid et budskab i mine bøger, noget jeg gerne vil give videre. Og netop når man tør at skrive råt, tror jeg , at man nemmere kan vinde sig vej til de unges hjerter. På den måde kan ungdomsbøgerne medvirke til at forvandle smerten, grusomheden og det meningsløse i tilværelsen, så det er nemmere at håndtere.”

Hvis man selv arbejder med selvskadende børn og unge, kan man få en dybere forståelse for deres bevæggrunde ved at læse Hjertet er 1 organ. Man må så selv vurdere, hvem man anbefaler den videre til. Selvskadende adfærd går ikke væk af at blive tiet ihjel. Og i denne bog bliver det i hvert fald ikke romantiseret. I morgen er det slut (Christiane F. eller Wir Kinder vom Bahnhoff Zoo) afholdt sandsynligvis nogle stykker fra min generation fra at ryge på sprøjten. Måske Sarah Engell opnår en lignende effekt med I Hjertet er 1 organ. Det er ikke lystfuld læsning, men det er det værd.

Hvis man ønsker at vide mere om unge, som skærer sig selv, kan man lytte til P1 Debat fra 12. april 2016: Flere unge skærer i sig selv – hvorfor? med Stefan Tofte, ungeambassadør for “En af os”, Lotte Rubæk, psykolog og forfatter til bogen ” Selvskadens psykologi”, Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, Yildiz Akdogan (S) og Jane Heitmann (V). I udsendelsen medvirker flere, som selv har skåret sig.

Morkels alfabet

Morkels alfabetMorkels alfabet

Stian Hole
Oversat af Naja Marie Aidt
48 sider
Høst & Søn 2016

 

 

Husker du Anna fra Annas himmel? I Morkels alfabet følger hun sporene efter en person, hun tror er drengen Morkel fra hendes klasse. Han har lagt sedler ud til hende, og da hun følger hans fodspor, kommer hun til en hule i et træ. Her sidder Morkel og venter på hende.

Som Anna har Morkel det bedst i selskab med sine egne tanker. Derfor har han trukket sig tilbage til træet og kommer ikke meget i skolen. Når Stian Hole bruger hulen i træet som kulisse, kan han rigtigt udfolde sin helt særlige visuelle stil med kollager. På JAGOO skrev jeg: “Illustrationerne fortæller det, teksten går let hen over: Gryden på primussen, rækværket og stearinlysenes flammer, som bøjer sig i vinden. Som i alle Stian Holes bøger er det umuligt at sige, hvornår kollagen begynder og den unikke illustration begynder. Det er også lige meget, det mister betydning som så meget andet, når man graver sig ned i det mystiske og alligevel jordnære univers.”

Teksten er atter underfundig, dog ikke helt på det høje niveau, som ellers kendetegner Stian Hole. Han har om Naja Marie Aidts oversættelse sagt, at den er ”bedre end den norske originaltekst”. Man tvinges ned i læsetempo, og der klæder illustrationerne, som man også skal lade sig svømme hen i.

Morkels alfabet er en bog at blive klog af. Klog på livet, klog på mennesket. Samtidig bliver man også klog på naturen, for Morkel fortæller Anna om fuglenes knogler, som er hule. Om trækfuglene, som er gæs. Om grønspætten, som spiser myrer om vinteren.

Lige så pludseligt, som de to fandt hinanden, er Morkel væk igen. Anna leder, men han ønsker ikke at blive fundet, og Anna har tre nætter fuld af drømme, inden hun får et kort, hun kan følge til Morkel. Da hun finder ham, bryder foråret ud. Så smukt kan kærligheden vises.

Det er svært at sige noget præcist om, hvem Morkels alfabet henvender sig til. Det langsomme fortælletempo og de mange referencer vil primært ramme den erfarne (billed)læser, også i børnehaven og indskoling. Jeg vil primært anbefale den fra 15-års alderen. Gode billedbøger er nemlig også til store børn og til voksne. Hvis man giver sig selv lov at svømme hen i det visuelle univers. Hvis man giver sig selv lov at læse Morkels alfabet.

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattere

Halfdanske digte af halvkendte forfattereBrian Dan Christensen, Steffen Baunbæk, Lasse Nyholm Jensen, Michael Dyst, Louise Juhl Dalsgaard, Eva Gro Andersen, Jesper Rugård, A. Silvestri, Søren Kaare Petersen, Pia Valentin Sørensen, Brian P. Ørnbøl, Lars Hougaard Clausen, Linda Nørgaard Framke, Kirsten Marthedal Andersen, Poul Høllund Jensen, Poul Lynggaard Damgaard, Kirsten Nørgaard, Jonas Reppel, Gunvor Ganer Krejberg, Sara Hauge, Ulla Taylor, Bianca Fløe, Christoffer Gertz Bech, Cindy Lynn Brown, Peter Breum, Morten Leth Jacobsen, Thorvald Berthelsen og Per-Olof Johansson
Illustrationer: Sara Hauge og Anne Mia Steno
28 sider
Helle/Hagla 2015

“Endnu en ABC”, tænker nogen nok. Heldigvis har forfatterne fået ret frit spil, så Halfdanske digte af halvkendte forfattere er en meget blandet oplevelse. Der er noget både til den unge og til den ældre læser. Det korteste digt er på blot to linjer, det længste kommer op på otte vers af fire linjer. Nogle forfattere har valgt at skrive på rim, mens andre gengiver et lyrisk talesprog.

Udgangspunktet er Halfdans ABC, og nogle af dem lægger sig også tæt op ad klassikeren. Andre gange kan man ikke se slægtskabet, hvis der da ikke er tale om en indgiftning!

På JAGOO skrev jeg bl.a. sådan om bogen: “Det er spændende at gå på opdagelse i alfabetet, som det er præsenteret i Halfdanske digte af halvkendte forfattere. Strukturen er stram: En side = en forfatter = et bogstav. Ideen kommer fra to af forfatterne, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl. De havde set den genfortolkning af Halfdans ABC lavet af 28 kendte forfattere, som Politiken har udgivet. De ville undersøge, hvad “en række dygtige forfattere, hvis navne Politiken næppe var kommet på” kunne få ud af den samme opgave.”

Det tæller ikke udelukkende på plussiden, at de 28 forfattere ikke har lavet et fælles dogme. Det er f.eks. svært at pege på en målgruppe. Hvem læser noget så blandet? Det gør den læser, som har en bred smag og interesserer sig for variation og mangfoldighed. Arbejder man med formidling, f.eks. som pædagog eller lærer, må man nødvendigvis plukke de sider ud, som er mest relevante i den aktuelle sammenhæng.

Inspirationen fra Halfdans ABC ses tydeligst i de digte, som fortæller om Benspender Børge fra Byldrup-bov, Cecilie, som spiller cello og cykler city rundt, Frække Frida fra Fakse, en klog kanin med kysselyst og slagteren Sam, som tidligere var snowboarder.

Monster

MonsterMonster

Patrick Ness
Illustrator: Jim Kay
Oversat af Lene Ewald Hesel
216 sider
Gyldendal 2015

 

Conor ved, at hans mor skal dø. Han plages i skolen af Harry og hans slæng, men om natten er plagen større. Den består af to mareridt: Det ene mareridt er et takstræ, som forvandles til et monster. Monsteret fortæller historier til Conor, som han ikke kan finde hoved og hale i, og som har en morale, han ikke bryder sig om. Til gengæld skal Conor fortælle historien om sit andet mareridt, som er meget værre.

Det andet mareridt er så slemt, at det afdækkes for læseren i små bidder. Det er mareridtet om morens død, som Conor ikke kan gøre noget for at forhindre. I mareridtet falder hun ud over en kant, og Conor prøver at holde fast i hende. Han må indse, at det sværeste ikke er at holde fast. Det sværeste er at give slip.

JAGOO skrev jeg: “Monster er noget så udsædvanligt som en gennemillustreret bog for unge læsere. Mørke og dystre tegninger giver deres bidrag, ligesom teksten gør. En del af tegningerne får lov at brede sig over tekstløse opslag, så man kan dvæle ved dem. Historien bag Monster er lige så usædvanlig. Patrick Ness fik ideen til bogen fra forfatteren Siobhan Dowd, som kun nåede at skrive fire bøger færdig, inden hun døde 47 år gammel. To af bøgerne udkom efter hendes død. Et oplæg til Monster blev overtaget af Patrick Ness, som fuldendte bogen.”

Sproget i Monster er også dystert og kraftfuldt. F.eks. siger monsteret selv: “Jeg er den rygrad, som bjergene hviler på! Jeg er de tårer, som floderne græder! Jeg er de lunger, der giver vinden luft! Jeg er den ulv, der dræber kronhjorten, den høg, der dræber musen, den edderkop, der dræber fluen! Jeg er den kronhjort, den mus og den flue, der bliver ædt! Jeg er verdens slange, der sluger sin egen hale. Jeg er alt utæmmet og utæmmeligt (…) Jeg er den vilde jord, der er kommet efter dig, Conor O’Malley.”

Conor har allerede mistet meget i sit liv. Hans far er flyttet til et andet kontinent og har ikke meget kontakt med sin søn. Tidligere havde Conor en bedste ven, Lily, men han kan ikke tilgive hende, at hun fortalte om Conors mors sygdom til andre, så hele skolen nu ved det. Han afviser ikke bare Lilys fortsatte omsorgsfuldhed. Lærernes noget klodsede forsøg i samme retning gør, at Conor lukker sig mere og mere inde i sig selv.

En central scene fortæller om Conors opgør mod Harry. Med monsteret i ryggen tager han til verbalt og fysisk genmæle. Det mislykkes dog, og selv om Harry ønsker at blive straffet, tager inspektøren ham til en uønsket nåde, som blot resulterer i, at “ingen sagde noget til ham resten af dagen. – Der er noget, der er endnu værre end at være usynlig, havde monsteret sagt, og det var rigtigt. Nu var Conor ikke længere usynlig. De kunne alle sammen se ham. Men har var alligevel længere væk end nogensinde.”

Mod slutningen af Monster nærmer Conor sig sin mormor, som han ellers ikke har meget til overs for. Også hun står overfor et stort tab, som symboliseres ved et dyrebart ur i hendes hus, som monsteret ødelægger.

Der er ikke nogen lykkelig slutning i Monster. Men Conor bliver moden undervejs og står til sidst klar til at møde det uundgåelige.

Se traileren til Monster her.

Monster forventes filmatiseret i 2016 med bl.a. Sigourney Weaver og Liam Neeson. Trailer til filmen kan ses her.

Varsleren

VarslerenVarsleren

Kit A. Rasmussen
192 sider
Høst & Søn 2015

 

 

Nikita opdager, at hun har en særlig evne: Hun ser Varsleren, som er en mørk skikkelse. Varsleren udpeger mennesker, som snart skal dø, og Nikita ser endda, hvordan de ser ud som døde. Første gang er kort efter hendes trettenårs fødselsdag, hvor hun ser en venindes lillebror som trafikdræbt, kort tid inden han rammes af en bil.

Den særlige evne udvikler sig til et mareridt. Det er nemlig muligt at ændre på fremtiden, så hun får et meget stort ansvar med at redde de dødsdømte. I første omgang drejer det sig om en fremmed dreng fra skolen, som Nikita og vennerne må redde fra adskillige mulige dødsfald. De noget uklare signaler fra Varsleren og fra Nikitas dødningesyn gør ikke opgaven let.

Det kompliceres yderligere af, at Nikita ser en af veninderne som død, endda i flere omgange. Det kan ikke længere kun være ulykker, som truer veninden. Hermed opstår et klassisk gyserdilemma: Er morderen blandt mine nærmeste, og hvordan kan jeg stole på nogen? Der skrues yderligere op for gyset, da truslen viser sig at komme fra en helt uventet kant.

Også slutningen af Varsleren kommer som en overraskelse, endda i to omgange. På JAGOO skrev jeg: “Med Kit A. Rasmussens vanlige flair for at slutte af med en uventet drejning får hun læseren til at gispe på sidste side, hvis der da er mere luft tilbage efter de foregående kapitler.”

Eneste minus ved Varsleren er sproget, som virker påtaget. Det skal afspejle den rå verden, Nikita lever i. Hun bor hos en onkel og tante, som ikke elsker hende, og sammen med vennerne er det vold og hærværk mere end hygge, som er på dagsordenen. Jeg køber ikke, at en trettenårig ville beskrive en episode med en opsynsmand, som er lidt for smart til at komme i omklædningsrummene, når der er børn uden tøj: ”Lola, Fede-Rikke og jeg sørgede for, at han, på den hårde måde, lærte, at det trick skulle han ikke lave, når vi var der. Jeg tror ikke, han har set et redningsbælte på helt samme måde siden da.”

Det tilgiver jeg gerne, for Varsleren er ren uhygge uden at være en splatterfortælling. Tværtimod kommer billederne til at dannes af læserens egen fantasi, når man skal forestille sig de farer, som lurer for de personer, Varsleren har peget på.

Jeg vælger uden filter

Jeg vælger uden filterJeg vælger uden filter

Ronnie Andersen, Rebecca Bach-Lauritsen, Jens Blendstrup, Ditte Holm Bro, Daniel Dalgaard, Nanna Damsgaard-Larsen, Adda Djørup, Helle Helle, Kamilla Hege Holst, Tine Høeg, Peder Frederik Jensen, Dennis Gade Kofod, Anita Krumbach, Hanne Kvist, Jeppe Lai, Cecilie Lind, Line-Maria Lång, Caroline Albertine Minor, Dorthe Nors, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Amalie Laulund Trudsø, Jesper Wung-Sung, Nikolaj Zeuthen og William Zeuthen
152 sider
Høst & Søn 2015

Der er rigtigt gode digte og korttekster blandt den mangfoldighed af noveller, knækprosa, dagbogsfiktion, matrix og interaktionalitet, som Jeg vælger uden filter består af. Jeg vil pille fem ud, som særligt skal fremhæves:

Anita Krumbach har skrevet Gina om Jeppe, som arbejder på en grillbar. Det er pænt kedeligt trods de skæve personer, som kommer der. Titelbæreren ”Gina med g udtalt som i Gitte” er datter af ejeren/forpagteren og går på specialskole. Jeppe overværer en scene mellem Gina og John, som er “mindst 30”. Han må træffe et valg, for hvornår og hvor meget griber man ind?

Også i Jeg vælger Valencia af Tina Høeg undgår læseren ikke at tage stilling. Et ungt rodløst menneske er famlende i sin søgen. Hun ved knap, hvad hun søger, og så er det også svært at vide, hvor man skal lede.

Læseren er ikke blot passiv (med)bedømmende i Dennis Gade Kofods Mordet i Vestermarie. Den er skrevet sådan, at man efter et tekststykke skal tage stilling til, hvilken retning handlingen i 1833 skal gå. Finder vi morderen – og finder vi den rigtige morder? “Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet: Gå til stykke 6” eller “Lars Peter nægter alt: Gå til stykke 20.” Med en hævngærrig menneskemasse og dødsstraf for loven er der ingen garanti for en lykkelig udgang.

Først på fjerdesidste linje afsløres det, hvad titlen Spørgsmålet henviser til i Ronnie Andersens bogstaveligt talt drabelige novelle. Den unge navnløse hovedperson brænder de papirer og dokumenter, som findes i huset. Også forældrenes. Der ligger to typer gift parat, og vi venter blot på, at nogen stiller det, altså Spørgsmålet!

I den afsluttende novelle Pensionist på Vespa fortæller Jens Blendstrup i et roligt tempo, som adskiller sig fra mange af de øvrige rastløse tekster. Som 75-årig er hovedpersonen for længst kommet forbi det. Udefra ser hans dage ens ud, han varierer dem ved at køre forskellige ruter, men det er ro, som kendetegner teksten. De unge læsere, som Jeg vælger uden filter primært retter sig mod, vil muligvis finde både pensionisten og teksten lidt enfoldig og langsommelig. Måske maner det også til eftertanke.

Karl Marx’ genfærd

Karl Marx' genfærdKarl Marx’ genfærd

Ronan de Calan
Illustrator: Donatien Mary
Oversat af Ole Lindegaard Henriksen
63 sider
Mindspace 2012

 

På de første sider hører vi historien om, hvordan bønder flyttede til byerne for at arbejde, da priserne på korn falder. Det lykkes i første omgang, der er brug for dem på fabrikkerne, men Markedet kommer og tager alt fra dem. Bønderne – nu arbejdere – gør oprør, og soldaterne sættes ind mod dem. Det ser den unge Karl Marx, og han bliver dybt rystet.

Efter denne historiske baggrund gennemgår bogen centrale begreber for marxistisk teori: Pengenes værdi, arbejdsværd, bytteværdi, samlebåndets specialisering af arbejdskraft, maskinernes landvindinger og privat ejendomsret. Karl Marx foreslår den private ejendomsreg afskaffet, men han møder ikke lydhørhed hos Das Kapital (Kapitalen).

Marxistisk teori er tungt stof, men Karl Marx’ genfærd præsenterer det på en tilgængelig måde ved hjælp af en jeg-fortæller og en fiktiv ramme. Illustrationerne lægger sig op ad sovjetisk inspirerede billedbøger fra 1930’erne og 1940’erne, med illustratorerne Arne Ungermann, Aage Sikker Hansen og Hans Scherfig som de kendteste eksempler. Den er gennemillustreret og vækker både undren og lyst til at fordybe sig.

 

Sammen med en voksen kan Karl Marx’s genfærd læses før den alder på 14, jeg ellers vil anbefale den fra. På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Karl Marx’ genfærd kan utvivlsomt læses som et argument for marxismen, men den reflekterende læser vil kunne abstrahere og danne sig sin egen mening. Under alle omstændigheder vil bogen give en indføring i en ideologi, som har haft stor betydning for udviklingen af det verdenskort og den samfundsorden, vi har i dag.”

 

Karl Marx’ genfærd indgår i en serie om betydningsfulde tænkere. Andre bind beskriver Descartes og Albert Einstein.