Tag-arkiv: 3 år

Sådan får man et barn

Sådan får man et barnSådan får man et barn

Per Holm Knudsen
24 sider
Borgen 2008

 

 

Sådan får man et barn udkom første gang for 45 år siden – i 1971. En aktuel debat om bl.a. denne bog gav mig lysten til at genlæse den med 2016-briller. Hvis man sammenligner med nye udgivelser til de yngste, er den meget direkte både i sprog og billeder. “Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken (…) Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften.” Og det sidste fremgår tydeligt af tegningen.

Forfatteren, som er psykoterapeut og sexolog, anbefaler, at man bruger de ord, man plejer, hvis man ikke kan lide bogens ord. Som en pædagog skrev det i en debat om bogen: “Hvad ville vi sige til børnene, hvis de brugte dette sprog og disse betegnelser?”

Svaret afhænger vel af den tone, det er sagt i? Med fnisen eller som øgenavn/skælsord kan ethvert ord gøres “forbudt”. I Sådan får man et barn er der ingen af delene. Sex er en naturlig ting, børn undfanges ved sex, og man er nøgne imens.

Her hopper kæden lidt af. Der er sket meget siden 1971, og bogen fremstår anakronistisk heteronormativ og kønsstereotyp. Bogen indledes med “Skal jeg fortælle dig, hvordan man får et lille barn? Du ved godt, at et barn har en mor og en far. Moren og faren må hjælpe hinanden for at få et barn.” Der blødes lidt op i det efterfølgende “Faren og moren bor ikke altid sammen, når barnet bliver større. Men det er dem, der engang lavede det.”

Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan en graviditet og fødsel kan være sket. Endda en måde, som ligner de fleste menneskers historie. I Sådan får man et barn fremstår det blot som den eneste måde. Hvis man supplerer bogen med f.eks. Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsens Niller Pilfingerog Pia Olsen, Karla Elena Olsen og Ina Korneliussen Karla-serier, kan det gå an, men ingen af de to sidstnævnte antyder, at deres historie er en norm, det er bare (også) normalt.

Kropsforskrækkelsen i danske daginstitutioner vil sikkert forhindre Sådan får man et barn i at ligge frit tilgængeligt de fleste steder. Jeg vil dog anbefale, at man har den i baghånden til en seriøs samtale med børnene om, hvordan et samleje (“Det kalder man også at bolle eller at sam-lege”), en graviditet og en fødsel kan forløbe.

Det kan måske tage brodden af noget af det frække ved at gå rundt og sige ord til hinanden, man alligevel ikke kender betydningen af. Sådan som børn alligevel gør i børnehaven. Så grib da lejligheden.

 

En helt hvid bog

En helt hvid bogEn helt hvid bog

Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015

 

I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.

Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.

JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”

Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.

Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.

Se et uddrag af En helt hvid bog her.

Viola og veninderne

Viola og veninderneViola og veninderne

Line Kyed Knudsen
Illustrator: Charlotte Pardi
28 sider
Carlsen 2015

 

 

Der er rift om de gode venindeskaber i børnehaven. Viola vil helst lege med Siri, og det er gensidigt. De vil begge gerne lege med Anna og Ida, men de to sidste bestemmer for meget, og legen går i stykker med det resultat, at Viola ryger ud på et sidespor. Det sker i dukkelegen, i far-mor-og-børn og når de leger zoologisk have.

Anna har en dag en isbjørnebamse med, og en uenighed om, hvem der skal holde den, ender med, at Viola skubber til Ida. Først her træder pædagogen i karakter og hjælper veninderne med at finde en vej til en bedre relation. Det sker, uden at nogen får skyld, men alle har ansvar. Det er god pædagogik, og Viola og veninderne har heller ikke delt karaktererne op i de gode og de onde.

På JAGOO skrev jeg: “Viola og veninderne bliver aldrig en belærende bog med løftede pegefingre. Det er en smuk billedbog, hvor historien om hverdagssituationer formidles med et flydende sprog og dejlige, udtryksfulde og glade illustrationer, som alligevel har tilpas sørgmodighed over sig, når Viola f.eks. står i garderoben og betragter Anna og Ida, som går hjem sammen, fordi de fik en legeaftale. Dialogen fylder meget i teksten, for handlingen aflæses let af illustrationerne.”

Dialogen er meget realistisk, og det er væsentligt, fordi den fylder så meget i teksten. En anden detalje i børnehøjde er f.eks., at Viola får lov at sidde forrest i bussen med pædagogen, da hun er ked af det. På sidste opslag er der forslag til dialogisk læsning og et link til Fri for mobberi.

I en børnehave vil Viola og veninderne kunne bruges som et godt udgangspunkt for samtaler med børnene om venskaber og lege.

Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida

Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var FridaDen dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida

Louise Windfeldt
Illustrator: Katrine Clante
28 sider
Minister for ligestilling, 2008

 

Det er ikke hver dag, alle børnehaver gratis modtager en billedbog. Minister for ligestilling har fået Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida udarbejdet for at skabe debat om kønsroller og ligestilling i børnehaver.

Det tema angriber den på en meget jordnær måde: Bogen er lavet, så den er to historier, som mødes på midten – helt konkret. Rikke opfatter sig stadig som en pige, selv om hendes omgivelser pludselig kalder hende Rasmus og behandler hende som dreng: Far løber om kap med hende til børnehaven, hun skal med drengene på tur til en legeplads for at klatre osv. På samme måde bliver Frederik udsat for at skulle sætte tallerkenen i opvaskemaskinen og at blive rost for den flotte trøje med den søde sommerfugl.

På midteropslaget mødes de to børn i en hule, som ligger mellem de to børnehaver. Her leger de en leg, hvor de sammen bekæmper en drage ved hjælp af både feminine og maskuline egenskaber. Bagefter er de begge blevet sig selv igen.

Den dag da Rikke var Rasmus og Frederik var Frida tager fat på en svær problematik uden løftede pegefingre, uden overdrivelse, (desværre også) uden ret meget humor og får bestemt sit budskab frem alligevel. Den rammer helt sikkert plet for de mange drenge, som gerne vil tegne med sølvtusser som Frederik og de mange piger, som gerne vil lege med mudder som Rikke. Samtidig kan den få de barskeste drenge og de mest tøsede piger til at undre sig over, om det nu behøver være sådan for alle.

Sammen med bogen har børnehaverne modtaget en inspirationsguide til at arbejde med køn og ligestilling i børnehaver. På www.lige.dk ligger desuden baggrundsrapporten “Køn og ligestilling i børnehaver”.

Louise Windfeldt oplyser, at hun håber, bogen kommer i almindelig handel til sommer. Det håber jeg også.

Tilføjelse:

Bogen kom aldrig i almindelig handel. Til gengæld kan den downloades gratis (med tilladelse fra Ligestillingsministeriet):

Den dag da Rikke var Rasmus.
Den dag da Frederik var Frida.