Tag-arkiv: 4 år

Vi ses, far

Vi ses, farVi ses, far

Luise Gibler Rohde
Illustrator: Emilie Melgaard Jacobsen
48 sider
Eget forlag 2015

 

 

To pædagoger er gået sammen og har lavet Vi ses, far. Begge har de mænd, som har været udsendt, og forfatteren har også selv været soldat i Kosovo. Med Vi ses, far giver de en fortælling om Frederik, hvis far er taget i krig. Bortset fra det er Frederik helt almindelig: Han er fire år og går i børnehave. Han ser Disney Show og tager til svømning sammen med sin farmor.

Det er en væsentlig bog, for soldaterbørn er præget af deres forældres aktiviteter. Savnet fylder meget under udsendelsen, og når familien er samlet igen, er der ofte sår på sjælen for den hjemvendte. Det kan f.eks. betyde, at barnet ikke ved, hvordan dagsformen er.

Der er dog ikke meget krig i Vi ses, far. Frederiks får at vide, at hans far er taget “til et andet land, hvor han skal hjælpe andre børn og voksne med at holde ro og orden.” Det har ikke været bogens ærinde at gøre læseren ængstelig men i højere grad beskrive det rolige familieliv i starten, savnet i midten og gensynsglæden til sidst. Der er ingen posttraumatisk stress, og faren er klar med kram, højtlæsning og du-må-godt-sove-i-vores-seng, da han kommer hjem.

Om udstationeringen skrev jeg på JAGOO: “Det betyder mange forandringer for Frederik. Først og fremmest savner han sin far. Familien gør meget for at hjælpe ham gennem savnet. Frederik har et billede af sin far ved siden af sengen. Hans mor har lavet en liste, hvor de kan krydse af om fredagen, når der har været Disney Show. Så kan Frederik følge med i, hvor mange uger der er, til han ser sin far igen. Frederik har jævnlig kontakt med sin far, så de ikke mister forbindelsen. De ringer sammen, og de sender fotos.”

Vi ses, far kan også bruges i forbindelse med børn, hvis forældre er væk af andre årsager end, at de er soldater. Også andre erhverv sender forældre ud i verden over længere tid. Læseren kan føle sig forstået, og ideen om en kalender til at tælle ned til genforeningen er hermed givet videre.

Illustrationerne følger teksten ved at være rolige og hyggelige. Et enkelt sted ser man en rasende Frederik, som ligger på gulvet, helt rød i hovedet. Det holder kun, til man bladrer videre og hører, at også mor kan blive sur og ked af det nogle gange.

Det er altså ikke i Vi ses, far, at barnet forberedes på, at krigen kan være traumatiserende. At ikke alle er glade for, hvad Frederiks far laver i det andet land. At han kan komme til skade – eller endda dø. At han skal være parat til at dræbe. Børn i 3-6 års alderen bør også forskånes for de værste detaljer, men de møder billeder fra områder i krig alligevel. De ældste af læserne har derfor brug for at supplere Vi ses, far med andre bøger, som tager de mere alvorlige sider op Eksempelvis Min far er soldat af Christoffer Boserup Skov.

Vi ses, far udsendes i begrænset omfang mod betaling af porto. Kontakt forfatteren via www.facebook.com/Vi-ses-far-1003252956352821.

Læs også om en sommerlejr for soldaterbørn: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-08-03-boern-af-veteraner-deler-sorger-paa-sommerlejr-ved-aldrig-hvornaar-far-har-en.

 

Min dag i vuggestue

Min dag i vuggestueMin dag i vuggestue

Marianne Iben Hansen
Illustrator: Lea Letén
32 side
Carlsen 2016

 

 

En glad, gennemillustreret bog om hverdagen i vuggestue med meget at tale om, ideer til aktiviteter og skønne, korte rim, man kan sige eller synge med børnene. Vi er helt i øjenhøjde med de børn, der er med i bøgerne. Uanset om der skiftes bleer, leges i sandkassen eller er lagt op til sjov og ballade med vennerne.

Det er sjældent, at vuggestuelivet bliver taget så seriøst, uden at det bliver alvorligt, som det er tilfældet med Min dag i vuggestue. På JAGOO beskrev jeg det sådan: “12 opslag. 12 hverdagssituationer. 12 rim. Mange ideer til aktiviteter og endnu flere spørgsmål, man kan stille med hinanden. Børnene i vuggestuen griner, pjanker og trøster, når der er brug for det. Der er garderobesituationer, spisesituationer, sovesituationer osv. Billedbogen lægger op til dialogisk læsning, for her kan børnene tale med, inden de har et verbalt sprog.”

Hvert opslag følger den samme genkendelige skabelon: Venstre side er delt i fire dele: Et lille rim, ideer til aktiviteter, spørgsmål (i en cirkel) og en vignet med en central genstand fra opslagets emne. På højre side er en større akvarel, som giver plads til mange detaljer at tale om.

Et eksempel er siden om den tid sidst på dagen, hvor energien er i bund og roen er af høj værdi:

Det er sent,
Amir og Jeppe
finder sig en krog,
putter i det bløde tæppe,
kigger i en bog.

Ideerne går på at sprede tæpper ud i en krog, samle sig (børn og voksne/voksen) med en god bog: “her skal man ligge så tæt, at man kan røre ved hinanden, da alle skal kunne være under tæpperne.”

Der er tre spørgsmål, som repræsenterer bredden mellem det konkrete, kollektive sprog og det individuelle mærken-efter-i-maven:

  • Hvad er ro?
  • Hvad er din yndlingsbog?
  • Hvad er en krog?

Der er en vignet med et tæppe, og undtagelsesvis også en med en bog. På det store billede, sidder to børn sammen og læser om dino’er, to børn griner og pjatter i sofaen, mens pædagogen kigger ud fra sig halv-skjul for ikke at bryde fordybelsen.

Fællesskabet bliver fremhævet både i billeder og aktivitetsforslag, og legene rammer ind, lige dér hvor vuggestuebarnet er: I den spæde start til rollelege.

Min dag i vuggestue er kun ca. 20 x 20 cm, og det er en skam for de flotte billeder. De fortjener at blive blæst op i plakatstørrelse og plastret op på væggene! Gerne sammen med de finurlige vers, som børnene (og de voksne) nok skal få lært udenad på ingen tid.

Den store bog om Peter Pedal

Den store bog om Peter PedalDen store bog om Peter Pedal

(Samling af Peter Nysgerrig, Peter Pedal, Peter Pedal hænger i, Peter Pedal på himmelfærd, Peter Pedal sætter drage op og Peter Pedal på hospital)
Margret og H.A. Rey
Oversat af Vibeke Willumsen, Jørgen Årup Hansen, Tom Havemann og Poul Steenstrup
320 sider
Gyldendal 2014

 

 

75 år. Så længe er det siden, Peter Pedal blev opdaget af manden med den gule hat i Afrika. Den nysgerrige abe kom ned fra træet for at undersøge hatten. Det fører til, at han bliver fanget, og det skal ikke blive sidste gang, hans nysgerrighed bringer ham i ulykker.

I anledning af jubilæet genlæste jeg historierne, som jeg husker både fra min egen barndom og fra højtlæsning for mine børn. Historierne fremstår stadig hyggelige og sjove uden at være hysterisk morsomme.

Jeg vil godt fremhæve et par gode detaljer: I Peter Pedal er der en side med en vejledning i at folde papirskibe. Når man har læst historien (eller som pause undervejs) kan man derfor folde sit eget skib på samme måde som Peter Pedal. Læseren inddrages også på anden måde: “Så begyndte Peter-Pedal at lave flere skibe. Og han lavede skibe og skibe og skibe, lige så mange som der var aviser, så mange at han slet ikke kunne tælle dem. Kan du?” Det er skrevet, længe inden dialogisk læsning var blevet formuleret!

Det ligger også lige for at stoppe op i Peter Pedal sætter drage op for at finde de ting på tegningen, som teksten opremser: “Peter-Pedal kunne se Max på sin cykel og et skib ude i søen. Peter kunne se et stort hus  i en lille have og et lille hus i en stor have.”

Desværre er der en række steder, hvor handlingen ikke hænger sammen. Peter Nysgerrig slutter med, at han bliver kørt ud til Zoologisk Have. “Her havde Peter det godt!” Peter Pedal begynder med, at han bor hos sin ven med den gule hat. Hvad skete der lige der? I Peter Pedal hænger i er han kommet i pleje i Zoologisk Have.

Allerede i den første historie forvandles han fra et vildt dyr, en naturlig abe, til et lille barn i abeskikkelse. Det fungerer nu meget godt, og det er netop de menneskelige træk, læseren kan identificere sig med. Det kan være meget svært at sætte alder på dette imaginære barn, for Peter Pedal kan f.eks. godt være alene hjemme, mens manden med den gule hat er på arbejde, men han er nysgerrig og tankeløs i en grad, som ikke berettiger den tillid til ham. Det er så heldigvis det, der driver historien, for der var jo ikke meget sjov ved det, hvis han var låst inde i et bur…

Der er lidt Emil fra Lønneberg over ham (Emil er altså forfattet efter Peter), og også Peter Pedal laver mange ulykker, men redder også dagen. F.eks. redder han en bjørneunge, som er kommet for højt op i et træ.

Den store bog om Peter Pedal har en del ord, som børn ikke umiddelbart kender – i hvert fald ikke i dag. Et pudsigt billede i Peter Pedal hænger i viser et bybillede med en bus med et “optaget”-skilt og butiksfacader, hvor skiltene annoncerer forretningernes navne: snurretoppe, indianerhuer, sodavandsis og børnebibliotek. Butikken “Piber” er sjovt nok det mest realistiske islæt.

Andre steder hører man om undergrundsbanen og om skyskrabere. Det kan blive afsæt for en samtale med barnet om, hvorfor man kaldte tingene sådan i gamle dage. Skyskraberen har i øvrigt svimlende “syv og tyve etager”. Peter Pedal bruger fyldepen og blæk, hvilket naturligvis fremkalder et stort svineri. I sin godhed henter han sæbe, vand og en vandpumpe, som kun gør sagen værre.

Kigger man godt efter, er der også små sjove detaljer i tegningerne. F.eks. har bilen fra Videnskabernes Museum et skilt med “påkørsel frabedes”. Illustrationerne er ellers let aflæsbare og følger teksten; rolige tegninger til rolig tekst – action-mættede tegninger, når teksten lægger op til det.

Et billede viser en lang lige vej ned til søen, hvor Peter Pedal er placeret centralt og med ryggen til. Han er meget lille. Både i forhold til vejen og i forhold til den moppe, han har lavet om til en fiskestang, og som han nu bærer over skulderen. I billedets forgrund er teksten indsat:

Med krog
på snor
og snor
på stang
og kagen
i kassen
og kassen
i hånden
gik Peter ned til søen.

Peter Pedal holder stadig efter 75 år. I hvert fald holder den til en genlæsning for mig. Børnehavebørn (+/-) vil helt sikkert elske den. De vil om ikke andet elske den entusiasme, de fleste voksne vil kunne lægge for dagen med nostalgien som brændstof.

 

Hvor er søstjernen?

Hvor er søstjernen?Hvor er søstjernen?

Barroux
Oversat af Karen Kristensen
28 sider
Arvid 2016

 

 

Efter i årevis at have gennempløjet billedbøger med myldrebilleder for at finde Holger, flunkerne og alle de andre, er turen nu kommet til søstjernen og dens venner vandmanden og klovnefisken. Hvorfor kan man spørge sig selv. Hvad har Hvor er søstjernen?, som de andre ikke har?

Der er to væsentlige forskelle fra andre bøger af “Find…”-typen. Den ene forskel er, at det bliver gradvist lettere og lettere at finde de tre dyr. Det hænger sammen med den anden forskel: Hvor er søstjernen? er historien om, hvordan havet forurenes mere og mere. Dermed forsvinder dyr og planter, indtil kun en hval ledsager de tre. Hvalen skubber affaldet tilbage, hvor det hører til: Op på menneskets domæne, landjorden. Historien får en lykkelig slutning, for på den rengjorte havbund spirer en lille vandplante, og livet vender tilbage.

Forfatteren og illustratoren Barroux forklarer i efterskriftet, “Det er vigtigt at beskytte de undersøiske kongeriger, hvor der lever fisk og andre levende væsner. Derfor skal vi alle huske at tage vores affald med os og lægge det i en affaldsspand.” Læseren efterlades altså ikke i afmagt. Anvisningen på handling er tydelig nok: Du skal rydde op efter dig. Og gerne efter andre, hvis du vil have rene omgivelser.

Om Hvor er søstjernen? skrev jeg på JAGOO: “Illustrationerne er tilpas detaljerede til børnehavebørn. Som før nævnt vil det tage længere tid at finde de tre dyr i begyndelsen end i slutningen af bogen. På den måde kan opgaven differentieres. Som alle andre bøger af den type falder spændingen, når man har fundet detaljerne nogle gange og kan deres placering udenad. I dette tilfælde står man så tilbage med en god historie, som kan læses igen og igen.”

Forlaget Arvid har tidligere udgivet Hvor er elefanten? af samme forfatter/illustrator.

Sådan får man et barn

Sådan får man et barnSådan får man et barn

Per Holm Knudsen
24 sider
Borgen 2008

 

 

Sådan får man et barn udkom første gang for 45 år siden – i 1971. En aktuel debat om bl.a. denne bog gav mig lysten til at genlæse den med 2016-briller. Hvis man sammenligner med nye udgivelser til de yngste, er den meget direkte både i sprog og billeder. “Morens revne hedder kussen. Du kan se farens tisse-mand. Tisse-manden hedder pikken (…) Farens pik er blevet stor. Den stritter lige ud i luften.” Og det sidste fremgår tydeligt af tegningen.

Forfatteren, som er psykoterapeut og sexolog, anbefaler, at man bruger de ord, man plejer, hvis man ikke kan lide bogens ord. Som en pædagog skrev det i en debat om bogen: “Hvad ville vi sige til børnene, hvis de brugte dette sprog og disse betegnelser?”

Svaret afhænger vel af den tone, det er sagt i? Med fnisen eller som øgenavn/skælsord kan ethvert ord gøres “forbudt”. I Sådan får man et barn er der ingen af delene. Sex er en naturlig ting, børn undfanges ved sex, og man er nøgne imens.

Her hopper kæden lidt af. Der er sket meget siden 1971, og bogen fremstår anakronistisk heteronormativ og kønsstereotyp. Bogen indledes med “Skal jeg fortælle dig, hvordan man får et lille barn? Du ved godt, at et barn har en mor og en far. Moren og faren må hjælpe hinanden for at få et barn.” Der blødes lidt op i det efterfølgende “Faren og moren bor ikke altid sammen, når barnet bliver større. Men det er dem, der engang lavede det.”

Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan en graviditet og fødsel kan være sket. Endda en måde, som ligner de fleste menneskers historie. I Sådan får man et barn fremstår det blot som den eneste måde. Hvis man supplerer bogen med f.eks. Stine Josefine Dige og Maria Tran Larsens Niller Pilfingerog Pia Olsen, Karla Elena Olsen og Ina Korneliussen Karla-serier, kan det gå an, men ingen af de to sidstnævnte antyder, at deres historie er en norm, det er bare (også) normalt.

Kropsforskrækkelsen i danske daginstitutioner vil sikkert forhindre Sådan får man et barn i at ligge frit tilgængeligt de fleste steder. Jeg vil dog anbefale, at man har den i baghånden til en seriøs samtale med børnene om, hvordan et samleje (“Det kalder man også at bolle eller at sam-lege”), en graviditet og en fødsel kan forløbe.

Det kan måske tage brodden af noget af det frække ved at gå rundt og sige ord til hinanden, man alligevel ikke kender betydningen af. Sådan som børn alligevel gør i børnehaven. Så grib da lejligheden.

 

En helt hvid bog

En helt hvid bogEn helt hvid bog

Silvia Borando, Lorenzo Clerici og Elisabetta Pica
44 sider
Alfa (Eksistensen) 2015

 

I en fortælling helt uden ord maler en dreng på væggen med en malerrulle. Han maler fugle, fisk, en elefant osv. De giver ham ikke glæde, men til sidst maler han en hund frem, og den springer ham i møde. Han har fået en ven.

Så banal og universel er fortællingen i En helt hvid bog. Derfor kan den bruges helt ned i vuggestuen. Ældre børn kan også have glæde af den.

JAGOO skrev jeg: “En helt hvid bog er uden ord. Man kan fortælle meget med få streger. Drengens ansigt er en guldgrube af udtryk. Forventningens glæde, når dyrene viser sig. Skuffelsen, når de flyver/svømmer/løber væk. Forskrækkelsen, når en dinosaur truer ham (…) Da hunden kommer frem, ser drengen lidt undrende ud: Hvad skal han stille op med den? Hans undren skifter til glæde, da hunden hopper op i hans udstrakte arme.”

Det er dejligt at læse en bog, som tør. Som tør droppe ordene og lade billederne fortælle det hele. Forløbet i En helt hvid bog har mange gentagelser og er derfor god til de ikke så rutinerede læsere. Samtidig fortæller den om skuffelser og om venskab, så også de mere rutinerede kan få noget ud af at læse. Det sker sjældent, især er bøger med gode fortællinger sjældne til vuggestuebørn.

Når der er så lidt tekst, er der plads til at lade sin egen fantasi komme i spil.

Se et uddrag af En helt hvid bog her.

Stakkels monstre

Stakkels monstreStakkels monstre

Ivar Da Coll
Oversat af Vagn Plenge
48 sider
Hjulet 2016

 

 

Det er nat, men Eusebio kan ikke sove. Han er bange. Med dynen oppe om næsen kigger han rundt i sin lille hytte, og i hans fantasi bliver hverdagsting til farlige monstre. De jager ham ud af sengen, og han løber op hen til sin ven Ananías, som hjælper ham. Ananías fortæller, at monstrene er nogle stakkels eksistenser uden venner. “Hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”, forklarer Ananías.

Monstrene snyder hinanden og kan ikke finde ud af at lege. Derfor har de ingen ro og er lige så bange, som Eusebio selv er det. De har slet ikke tid til at tænke på lille Eusebio. Ananías giver Eusebio et knus, og han kan gå hjem igen. I mellemtiden er det blevet morgen.

Der er mange smukke detaljer i Stakkels monstre. Den lille bamse, Eusebio har i hånden. Den snoede vej op til Ananías. Den poetiske tekst: “Alt er mørkt. Kun nogle få stjerner holder månen med selskab.” På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.”

Billede og tekst følger hinanden i den magiske realisme, som er et begreb, som især er kendt fra latinamerikansk litteratur. Når man først har accepteret den magiske præmis, er resten logisk og realistisk sammenhængende. Det ses f.eks. af, at Eusebio er en kat, og Ananías er en ælling. De ligner i hvert fald.

Den korte tekst formår at få i hvert fald to pointer frem: At monstre ikke er så farlige, og at venskab er dyrebart. Venskabet i Ananías’ skikkelse beroliger Eusebio, og monstrenes manglende venskaber tager styrken fra dem:

“Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, meget hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …”

Skulle læseren blive lidt bange på de få sider, hvor Eusebio i tankerne gennemgår monstrene og deres ugerninger, bliver han hurtigt rolig igen, når Ananías tager Eusebio ved hånden. Illustrationerne er, som teksten også er det: Med en detaljeret realisme, så man glemmer det magiske udgangspunkt: Et venskab mellem en kat og en ælling. Uroen bliver afløst af varme og ro, og man kan jo altid bladre tilbage og opleve det lille gys igen.

Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.

Niller Pilfinger får en flyvetur 2. udgave

Niller Pilfinger får en flyvetur 2. udgaveNiller Pilfinger får en flyvetur 2. udgave

Stine Josefine Dige
Illustrator: Maria Tran Larsen

38 sider
Ego Libris 2016

 

Den nysgerrige dreng Niller Pilfinger er ude ved lufthavnen og kigge på fly. Han er så optaget af det, at han slet ikke har tid til at spise is. Da en pilot er ved at reparere sit fly, får han lov at sidde i cockpittet, men han kan “naturligvis” ikke holde fingrene fra knapperne, og piloten når kun lige netop at komme med, da flyet letter. Det afholder ikke Niller Pilfinger fra at få udløst katapultsædet, og kun med nød og næppe får piloten vendt flyet, så drengen kan blive grebet og komme sikkert ned på jorden igen.

JAGOO skrev jeg: “Niller Pilfinger får en flyvetur er udkommet i 2. udgave. Et lidt mindre format og med enkelte ændringer. Teksten er blevet skåret til, så den kan være i det nye format, og det er gjort ganske godt. Overraskende nok er der også ændret lidt på historien: I førsteudgaven nøjes Niller med at tænke på at blive skudt ud af flyet. Illustratoren har også været i gang igen og har tilføjet en ekstra tegning.”

Da første titel om Niller Pilfinger udkom (Niller Pilfinger åbner Bakken), sammenlignede jeg ham med Emil fra Lønneberg. Der er stadig lighedspunkter, og den største forskel er bevidst nedtonet: Niller har to mødre, som han kalder mammi og mor. Det bliver der ikke gjort det store ud af, for det er barnet, der er i historiens centrum. På den måde vises det, at barnelivet ikke behøver være særligt forskelligt, om man vokser op i en traditionel kernefamilie eller i en såkaldt regnbuefamilie.

De to mødre har ikke nogen fremtrædende plads i Niller Pilfinger får en flyvetur. Pia Pilot med den lilla værktøjskasse har større betydning for historien, og Freddy Flykigger er en sjov biperson både af udseende og af navn. Familiens Nimbus med sidevogn og Pia Pilots fly Kazandra bliver næsten til bipersoner, da de har munde og øjne.

Niller Pilfinger-serien er dejlig fri for politisk korrekthed, og den underspillede rolle, det lesbiske forældrepar har, gør den spiselig for flere. De fleste børn vil ikke engang tænke over det, ligesom de heller ikke spørger, hvor Alfons Åbergs mor er i serien af samme navn. Derimod vil det være en dejlig oplevelse for børn, som ikke kan spejle sig i de familiebilleder, de møder i andre børnebøger. Læs også Niller Pilfinger åbner bakken.

Jeg havde glæden af at overrække Klods Hans-prisen til Stine Josefine Dige sidste år til BogForum. Hun modtog prisen som repræsentant for projektet “2200 Godnathistorier”, som hun er koordinator for. Forfatteren har sagt, at “man skal passe på med at presse forklaringer ned over børnene, fordi de voksne har et behov for tilblivelseshistorier. På den måde risikerer man nemlig at udstille regnbuebørnene som anderledes. Totte-bøgerne indledes jo heller ikke hver gang med at redegøre for, hvordan Tottes mor og far bollede og fik lille Totte. De handler om noget ganske enkelt, som relaterer sig til børnenes udviklingstrin, som f.eks. at tage tøj på selv.”

Den tilgang ses meget tydeligt i Niller Pilfinger-bøgerne.

Viola og veninderne

Viola og veninderneViola og veninderne

Line Kyed Knudsen
Illustrator: Charlotte Pardi
28 sider
Carlsen 2015

 

 

Der er rift om de gode venindeskaber i børnehaven. Viola vil helst lege med Siri, og det er gensidigt. De vil begge gerne lege med Anna og Ida, men de to sidste bestemmer for meget, og legen går i stykker med det resultat, at Viola ryger ud på et sidespor. Det sker i dukkelegen, i far-mor-og-børn og når de leger zoologisk have.

Anna har en dag en isbjørnebamse med, og en uenighed om, hvem der skal holde den, ender med, at Viola skubber til Ida. Først her træder pædagogen i karakter og hjælper veninderne med at finde en vej til en bedre relation. Det sker, uden at nogen får skyld, men alle har ansvar. Det er god pædagogik, og Viola og veninderne har heller ikke delt karaktererne op i de gode og de onde.

På JAGOO skrev jeg: “Viola og veninderne bliver aldrig en belærende bog med løftede pegefingre. Det er en smuk billedbog, hvor historien om hverdagssituationer formidles med et flydende sprog og dejlige, udtryksfulde og glade illustrationer, som alligevel har tilpas sørgmodighed over sig, når Viola f.eks. står i garderoben og betragter Anna og Ida, som går hjem sammen, fordi de fik en legeaftale. Dialogen fylder meget i teksten, for handlingen aflæses let af illustrationerne.”

Dialogen er meget realistisk, og det er væsentligt, fordi den fylder så meget i teksten. En anden detalje i børnehøjde er f.eks., at Viola får lov at sidde forrest i bussen med pædagogen, da hun er ked af det. På sidste opslag er der forslag til dialogisk læsning og et link til Fri for mobberi.

I en børnehave vil Viola og veninderne kunne bruges som et godt udgangspunkt for samtaler med børnene om venskaber og lege.

Mekano Max

Mekano MaxMekano Max

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Calibat 2016

 

 

Mekano Max er ved at ordne sin bil, da en tyv stjæler en bolt. Max sætter efter ham og kommer dermed til at deltage i en konkurrence om at gennemføre et løb med mindst brændstofforbrug. Da Mekano Max får hjælp af alle mulige dyr undervejs, vinder han løbet.

Det er rammen i Mekano Max, som kan læses med en rap-rytme, som rammer den seje stil i billederne. En tyk sort streg og klare farver giver et street art udtryk uden at læseren skal undvære detaljer som en alligator i hawaiiskjorte, som har en badeand.

Også teksten afslører mere og mere ved genlæsning. Miljøtemaet ses både i motorløbet, man vinder ved at bruge mindst brændstof, og af, at dyrene æder biler, præmien, telte, borde og bænke efter løbet.

”Konkurrencen er slut med en ordentlig salut,
og alting forsvinder og bliver til minder.”

Det bliver dog ikke for meget, og man morer sig herligt undervejs både som voksen- og som børnelæser.

På JAGOO skrev jeg bl.a.: “Man komme uvilkårligt til at tænke på Axel elsker biler. Både i rytme og ordleg ligner de to bøger hinanden – og så er der jo biler med, som er et hit hos mange børn. Man kommer til at læse den mange gange, og det gør ikke noget, for teksten lægger op til en hurtig oplæsning, som kræver lidt øvelse. Det er ikke altid lige let, og det er bestemt ikke nogen hjælp, at alle vers er skrevet med versaler. Til gengæld er det et stort plus, at det rent faktisk rimer.”

Sidste side er en såkaldt “hyggesnak” med spørgsmål til historien. “Hvor mange dyr, som ikke lever i Afrika, kan du finde i bogen?” er et eksempel på de lidt løsrevne spørgsmål, som slet ikke har resten af bogens tempo og humor.

Mekano Max er Brian P. Ørnbøls debut som børnebogsforfatter, mens Tom Kristensen kendes fra bl.a. børnebøger og graphic novels.