Tag-arkiv: 5 år

Halfdans ABC

Halfdans ABC 50Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

 

 

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

 

 

 

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Virgil

Lille VirgilLille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

 

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Når en drage drager ud

Når en drage drager udNår en drage drager ud

Mads L. Brynnum
Illustrator: Mads H. Johansen
48 sider
Calibat 2017

 

 

 

 

Hvis du ikke har styr på dine monstre, så får du muligheden her. Tyve monstre fra ind- og udland udsat for rim og tegning. De er uhyggelige og farlige; og mange af monstrene vil elske at sætte tænderne i læseren. Bogen slutter af med noget så genrebrydende som en monsterhækleopskrift.

Når en drage drager ud
på en lang og luftig færd
er den ikke særligt bange
for mænd med skjold og sværd
Den snupper let en ungmø
og gemmer hende væk
og venter på en mægtig ridder
rider frem så kæk

For selvom man sku tro det
er møen ikke ked
Hun og hendes drage har
en særlig kærlighed
Så de har sat det hele op
og det har de fordi
En ridder der er ild i er
som smukt fyrværkeri

Sådan lyder teksten til det opslag, som titlen er hentet fra. Hvert opslag består af en venstreside med en tekst og en højreside med en illustration. Efter tyve opslag er der fire sider med skitser (i tekst og tegning) af nogle af de monstre, som ikke “blev helt færdige nok til at komme med i selve bogen.”

Når en drage drager ud læses med en vis gysen, men latteren presser samtidig på, for de stakkels monstre fremstilles ofte som lidt ubehjælpsomme. Varulven kan ikke finde sine bukser, når han efter fuldmåne bliver menneske igen. Poltergejsten skriver mystiske beskeder på spejle, men hvem skal læse det, når han har skræmt alle af huse? Og gargoilen må indse, at han primært bliver brugt som nedløbsrør.

Rimene ligger godt i munden, og der er mange spændende ord og ordspil. En mægtig ridder rider, en drage drager og orker orker altid at drage ud på rov. Andre ord er mere udfordrende, især for børn: balstyrisk, skumringstimens skær og drømmespind vil berige deres ordforråd.

Hvis man ønsker fuld glæde af rytmen i En drage drager ud, skal man forvente at øve sig nogle gange. Den trygge ABAB-struktur brydes flere gange undervejs, og man kan ikke være sikker på, at verselinjer holder samme længde i alle stroferne. Når man som oplæser har fanget strukturen i det enkelte opslag, kan man til gengæld levere en varieret lytteoplevelse.

Illustrationerne skifter på samme måde som teksten mellem det uhyggelig og det komiske. Nogle af monstrene har skræmmende øjne, munde og fingre. Når man så ser vampyrens næsten hyggeligt indrettede kiste eller dæmonen, som er blevet fremmanet midt i sit bad (komplet med sæbeskum i håret), bliver stemningen mere munter.

De fleste sider er holdt i blå og lilla nuancer med monsteret i centrum og en silhuet i baggrunden. Illustrationerne gør deres arbejde godt. De byder ikke på de store overraskelser og virker derfor som en solid base, når teksten bryder sin form. En lidt for solid base, man kunne godt ønske flere variationer over den faste skabelon.

En meget fin detalje er, at titlerne på opslagene – som også er navnene på monstrene – er skrevet med samme skrifttype som teksten, men tilføjet et lille håndtegnet monster-tilbehør. En dragehale på e’et i “drage”, k’et i “ork” er blevet en økse, og der er en fuldmåne i a’et i “varulv”.

Fortællestemmen skifter bogen igennem. Forfatteren lader lige så tit monsteret tale i førsteperson, som han giver den som alvidende fortæller. Kun én gang er fortælleren et menneske. Det er, når vi hører vi om maren:

Min mare maner drømme frem
et dystert drømmespind
Vi ser dem mens jeg ligger her
med puden mod min kind
Min mare maner drømme frem
om dyr med store tænder
og monstre der har øjne hvor
vi andre vi har hænder

Min mor og far de siger at
min mare hun skal gå
At jeg skal drømme søde ting
det må jeg da forstå
Men jeg vil have mareridt
har sagt det mange gange
For når jeg genfortæller dem
så blir de smadderbange

Her møder vi den ambivalens, mange børn har i forhold til monstre: De bliver tiltrukket af dem, og samtidig kan de have brug for at lukke øjnene! Den dobbelthed spiller Når en drage drager ud på. Ingen fryd overgår gysets fryd. Jeg vil anbefale bogen fra 4-5 års alderen. Man kan evt. springe nogle af siderne over eller udvælge sine (med)læserne. Op til 10-11 år vil man kunne finde udfordring især i teksten.

Når en drage drager ud er udgivet ved hjælp af crowdfunding, hvor netværk og andre interesserede kan donere et beløb inden udgivelsen.

Læs mere om Når en drage drager ud og se en video, hvor Mads L. Brynnum fortæller om bogen i den samme gys-sjove tone, som bogen er skrevet i. Her kan man også læse flere eksempler på tekst og illustration fra bogen.

Monsterhækleopskriften finder man på her.

Mirja 1+2

Mirja 1+2Mirja 1+2

De nye vinger
Drømmestenen
Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
166+162 sider
Gyldendal 2017

 

Bøgerne om Mirja er moderne fantasy tilsat lidt Emil fra Lønneberg. Alfen Mirja vil gerne hjælpe sin mor og de to yngre brødre, men hun sætter både familien og det lille alfesamfund i fare.

Det er smukke bøger, hvor der er kælet for detaljerne. De mange illustrationer i farver følger tekstens handling, og læsebåndet (den lille fastgjorte snor, som kan bruges som bogmærke) matcher med hhv. grøn og lilla de to bøgers forsider.

I første bind, De nye vinger, bliver læseren præsenteret for et univers, som både er fantastisk og helt genkendeligt. Alfebørn kan ikke flyve af sig selv. Deres forældre køber sig til vinger, og også i alfeland går børnene op i, om man har mærkevarer eller ej. Mirja hører til ej-gruppen, for hendes mor har kun råd til vinger lavet af Edderkoppe-Olga. Med de vinger kommer hun ikke ind i kredsen af populære piger, anført af Lissa og Bela.

Olga er også den, som reparerer vingerne, når Mirja har ødelagt dem i sin vilde leg. Igen. Og det var ikke med vilje. ”Mirja VIL jo gerne være som de andre. Rolig. Pæn. Sjov. Dygtig. Det gør ondt at være så … så forkert. Så anderledes.”

Landbyen er beskyttet mod rovdyr af en heksering, som Mirjas far har overskredet og er forsvundet. Derfor er det ekstra svært for den lille familie, så moren må af og til overlade noget af arbejdet i huset til Mirja. Mirja har ikke noget imod at hjælpe, men hun bliver så hurtigt afledt og roder sig ud i noget, som man godt kunne kalde skarnsstreger.

I De nye vinger forsøger hun at redde en drossselfamilie, som ræven har fanget. Hun får hjælp af pindsvinet Pelle og kragen Sibbu. Pelle er den fjollede hjælper de mange sjove talefejl. F.eks. siger han ”lyvefærdig” i stedet for ”flyvefærdig”. Sibbu er den fornuftige, som retter sin ven. Trekløveret repræsenterer på den måde forskellige personligheder, som læseren kan spejle sig i.

Det lykkes naturligvis at redde drosselfamilien, uden at det koster alfelandsbyen livet. Selv den bedrift giver ingen stjerner i Lissa og Belas bog. Mirja indser, at hun ikke er som de andre piger. Men der er sket en modning af hende, for ”for første gang mærker hun, at det føles helt okay. Lissas og Belas drillerier betyder ikke noget mere.”

I Drømmestenen møder Mirja de to fremmede, Bufo og Tritu. Hun viser dem vej til landsbyen, men de afslører sig som mutanter, ”krybdyr eller padder i forvandling”. I et nervepirrende kapitel har de fanget begge Mirjas brødre, og hun kan med den sidste af sin fars drømmesten løskøbe én af dem. Hun tvinges til at vælge mellem de to brødre. Det er et dilemma, som hun også stod i i De nye vinger, hvor hun skulle redde sin landsby eller drosselfamilien, som hun selv havde bragt i fare.

I slutningen af bogen kommer en ny karakter ind i historien. Mor har mødt Paulus på markedet, hvor hun solgte drømmesten. Minimum den voksne læser vil se ham som en ny kæreste, hun forsigtigt prøver at introducere til sine børn, som endnu ikke helt har opgivet, at deres far dukker levende op en dag.

Der er lagt op til flere spændende historier i de kommende bind af serien om Mirja. Er børnenes far virkelig blevet ædt af rovdyr på den anden side af floden? Vokser Mirja yderligere gennem sine oplevelser, så hun kan få hold på både sit iltre temperament og sit lave selvværd?

 

Dragepasseren 1-4

Dragepasseren 1-4Dragepasseren 1-4

Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot

Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
62-68 sider
Forlaget Bolden 2016

Her er et godt bud på en ny favorit-serie for de yngste læsere eller for børn og barnlige sjæle, som ønsker sig en sjov højtlæsningsbog. Edvard passer sin onkel Olufs drage, Ziggy, mens den ikke helt ansvarlige onkel kommer med den ene dårlige undskyldning for ikke at komme og tage sig af dragen som aftalt.

Teksten er udformet som mails mellem Edvard og Oluf. Det er nu mest Edvard, der skriver. I Dragepasseren (bind 1) lykkes det først efter en uge at få svar fra Oluf, som har efterladt sin drage i det indtil da meget almindelige rækkehus, hvor Edvard bor med sin søster og mor. I mellemtiden har dragen spist søsteren kanin og ødelagt det meste af huset. Brandvæsenet må også en tur omkring huset, inden onkel Oluf får læst mail. Han undskylder med, at han ikke vil forstyrres i sin ferie. Han boede ikke på det hotel, han havde fortalt Edvard, fordi kokken dér var flyttet et andet sted hen. Oluf havde ”af en eller anden grund” ikke mors mailadresse. I det hele taget er onkel Olufs evne til at tale sig fra sin utroværdighed lige så fornøjelig læsning som de ulykker, hans drage laver.

En ulykke kommer sjældent alene, og i Dragepasseren på tur lægger Ziggy et æg, som udklækkes, mens onkel Oluf er på retreat i et yoga-ashram. Hans sind er rent, men han kan kun lejlighedsvist snige sig til at tjekke mails. Hos Edvard spidser situationen til, da far-dragen dukker op. Det ender dog godt med en flyvetur, hvor drageungen fik en tur på sin fars ryg. Edvard fik lov at flyve på Ziggy. Dragepasseren på tur har ikke den samme fremdrift i historien som de øvrige tre, hvor man lige skal læse den næste side, inden man lægger bogen fra sig.

Tredje bind i serien om Dragepasseren er Dragepasserens ø, hvor familien besøger onkel Oluf, som dog ikke er hjemme. Nøglen ligger ikke det aftalte sted, og de må kravle ind gennem et vindue. Edvard skriver: ”Mor spørger også, hvor dåseåbneren er? Vi har taget mad med, men ikke nok, fordi du sagde, at dine skabe var fulde af madvarer. Desværre er det alt sammen dåsemad. Jeg kunne sikkert godt åbne dem med en kniv, men det vil mor ikke give mig lov til, fordi det kræver en helikopter at komme til det nærmeste hospital.”

Citatet giver et indblik i bøgernes underspillede humor, hvor man kan læse rigtigt meget mellem linjerne. I samme bog besøger de Fiskemuseet i Yderflækkeren og få at vide, ”at det er den største turistattraktion i området. Det er nok meget spændende, hvis man godt kan lide fisk.”

Ved onkel Olufs hus finder de også Loch Ness-uhyret, og det kommer til en drabelig kamp mellem drage og søuhyre. Onklen vil naturligvis gerne hjem og se det, men landingsbanen i Ulaanbaatar lufthavn er dækket af is, og der kommer også andre forsinkelser til.

Det sidste bind i denne omgang er Dragepasserens slot. Mor er taget på yoga-retreat. Edvard og hans søster skal besøge deres far og hans nye kæreste, Beatrice. Der er bare det problem, at onkel Oluf ikke har hentet sine drager som aftalt. Med stor modvilje går Beatrice med til, at dragerne kommer med. Far og Beatrice bor på et slot, og de skal holde en stor nytårsfest. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. 600 pindemadder til gæsterne bliver til dragemad, og en uheldigt efterladt kasse med fyrværkeri går i brand på grund af et dragenys.

Resultatet er, at slottet brænder ned til grunden, og de tre indlogerer sig på den nærliggende kro. Ikke Beatrice, som tog hjem til sin mor. ”Beatrice sagde undskyld til mig og Emilie for sit sprog, men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, for vi har hørt det hele før, dengang mor og far blev skilt. Og værre endnu. Beatrice sagde, at far åbenbart ikke havde lært af sine fejltagelser, og så sagde han, at det havde hun ret i. Så var det, hun gik.”

Edvard håber at vinde kroens quiz-aften, for førstepræmien er 1000 kr., som ville være et tiltrængt tilskud til et nyt slot. Endelig skriver Oluf tilbage. En kort besked: ”Forsinket igen. Tager af sted nu. Ked af at gå glip af quizzen. O”

Bøgerne om Dragepasseren er ret korte, og hvert enkelt kapitel er en mail med brevhoved og evt. et ”vedhæftet” billede. Det gør serien meget velegnet til den læser, som ikke kan overskue at kaste sig ud i en stor tyk bog. Humoren i serien vil helt sikkert fange mange børn – og voksne!

Forlaget fortæller, at en mor blandt læserne har fremhævet bøgerne som “lette at læse for en dreng med læsevanskeligheder.”

Der er indtil videre skrevet otte bind af Dragepasseren. De fire er oversat og udgivet, og forlaget oplyser, at de næste to planlægges udgivet juni 2017.

Den morgen vi alle var hyrder

Den morgen vi var hyrderDen morgen vi alle var hyrder

Tea Bendix og Poul Høxbro
Illustrator: Tea Bendix
32 sider + cd
Carlsen 2016

 

Barok betyder ”en skæv og uregelmæssig perle”, og det er denne bog. Den unge hyrde har mistet sin fløjte, mens han sad ude i bakkerne. I sin søgen efter fløjten kommer han til et slot, hvor han bliver opdaget af hoffet. Her er man meget interesseret i både hyrden og hans musik. Men han lugter! Så trods protester bliver han vasket og får nyt tøj og nye instrumenter.

Det er altså hoffet, som titlen Den morgen vi var hyrder refererer til. Hoffet leger for en tid og føler sig som rigtige hyrder. Hyrden selv bliver aldrig rigtigt kongelig og længes i stedet hjem til sin bedstefar, som til gengæld ikke er begejstret for lugten af lavendel og roser, som klæber sig til den unge hyrde. Så må drengen jo finde sig i endnu et bad.

Vi hører historien om en hyrde, som får et indblik i en verden med større materiel overflod og mindre ansvar. Det er også historien om et hof, som i hvert fald tror, de møder den eksotiske vilde natur. Den skal lige gøres lidt mere udholdelig, så både hyrdens fløjet og tromme (og selv dyrene) bliver vasket.

Barokken kommer ind i billedet både i sin (lidt ubestemmelige) tidsperiode, gennem musikken på den medfølgende cd og ved nogle af de begreber, som er med. Vi hører om pattegris i citron med timian. Der er spændende og fremmede ord som kridtpibe og fête champêtre. Hvis man ikke kender det sidste ord, så fortvivl ikke. Jeg gjorde det heller ikke, men har nu fået mit ordforråd beriget: Det var (bl.a.) en fest, hvor man opstillede en landlig kulisse. Her i bogen holder hoffet en slags temafest for mennesker, som ikke kommer ud i naturen!

Hvis man dykker ned i teksten, lærer man også om musik. Ikke mange billedbøger benævner et-slaget og tre-slaget, og hyrdens nye fløjte har en spids lyd og ”en hel masse toner”. Den store tromme har en dybere tone end hyrdens egen tromme.

De sarte og afdæmpede illustrationer er som skabt til at gå på opdagelse i. Den umiddelbare oplevelse af stille hvisken afløses af en opdagelsesrejse i detaljerigdom, hvis man giver sig tiden. Det er ikke fastfood. Den morgen vi var hyrder kan læses som en stor flerretters menu, hvor billede, tekst, musik og læserens egne indre associationer bedst udfolder sig med passende pauser undervejs.

Der er noget H.C. Andersensk over historien. Nattergalen fortæller også om forholdet mellem det ægte og det kunstige. I eventyret om Svinedrengen lokkes prinsessen af en gryde, som kan spille ”Ach, Du lieber Augustin”. Den unge hyrde i Den morgen vi var hyrder har sit fløjte- og trommespil.

Men Svinedrengens prinsesse har afsky for naturen og siger ”Fy, papa” til rosen, fordi den ikke er kunstig. Hoffet i Den morgen vi var hyrder søger netop det ægte, det naturlige. Hvis ellers det ikke lugtede så meget! Den fine dame møder hyrden med et: ”Åh, hvor er han sød! Er det en rigtig hyrde? (…) Han har en tåre på kinden! Hvor er det renhjertet! Hvor er det ægte!” Hoffet klæder sig ud med hatte og hyrdestave, og de jubler: ”Hvor er det dejligt! Hvor føles det ægte!” Som hentet fra et eventyr af H.C. Andersen.

Fra virkelighedens verden er fortællingen inspireret af Marie-Antoniette, som var fransk dronning i slutningen af 1700-tallet. Som sit forlæg er ”damen” i Den morgen vi var hyrder komisk verdensfjern og udstyret med en barnlig naivitet, som gør bogen sjov og giver børnene mulighed for både at spejle sig i den nysgerrige og undersøgende hyrde og i den legende og ubekymrede ”dame”.

Med bogen følger en cd, hvor Poul Høxbro læser historien op. Derefter følger musik af Jean Baptiste Lully og Jacques Aubert, komponister fra det 17. og 18. århundrede. Musikken spilles af Concerto Copenhagen i anledning af orkesterets 25 års jubilæum. Musikken er også brugt som stemningsskaber i Poul Høxbros oplæsning og kan bruges på samme måde, når man læser Den morgen vi var hyrder.

Man kan mene, at det er modigt at favne så meget i en enkelt bog. Det ligger ikke lige for at få børn til at lytte til barokmusik, mens de kigger blege illustrationer af en drengs historie om to gange bad og et besøg på et slot, hvor hoffet hellere vil lege hyrder. Når det ikke lykkes at få alle børn med, er det i hvert fald det allerbedste forsøg.

Når det lykkedes, er det, fordi der er kvalitet. Forfatter, illustrator og orkester hører til blandt de bedste. Desuden kan man gå på opdagelse på nettet. Begynd her, hvor der er masser af baggrundsmateriale: www.teabendix.dk/den-morgen-vi-var-hyrder. Der er billeder, videoer, læseprøver, musik og meget, meget mere. Videoerne skifter automatisk videre til den næste, så lad dem bare køre, hvis I vil se det hele. F.eks. kan man se og høre Poul Høxbro spille fløjte og tromme samtidig!

Troldepus (serie)

Troldepus kompletTroldepus (serie)

Dines Skafte Jespersen
Illustrator: Karl Tornby
Fire samlebind med 41 oprindelige bøger
I alt 2169 sider

Cicero 2010-2011
(Oprindelige udgivelser: Chr. Erichsens Forlag, 1941-1988)

Troldepus er en troldeunge i en ikke nærmere angivet skov på Sjælland. Han har en hvid pind, som kan gøre ham usynlig for alle andre end trolde. Han får også en sort pind, som kan få ham til at flyve blot ved at tænke, hvor han vil hen. Han bor i skoven med sin far og sin mor. I bind 9 får han også en lillesøster, Pussi Troldunge.

Bøgerne om Troldepus har haft enorm succes, ikke mindst båret af, at de oprindelige små udgivelser var både handy og billige. Troldepus havde ry for at være “uskyldig” læsning uden politiske missioner, religion eller dramaer. Det første er helt rigtigt, og dramaet skal man også lede længe efter.  Pussi bliver kortvarigt væk af og til, men hun dukker op igen. Troldepus er nogle gange lige ved at blive opdaget, når han laver “ulykker”, men han redder sig altid.

En bemærkelsesværdig undtagelse er, at nogle harekillinger dør. Det viser sig, at de er blevet forgiftet. Harekillingerne kan ikke reddes, men troldeungerne får vendt situationen, så der trods alt kommer noget godt ud af det.

Der kan alligevel sættes spørgsmålstegn ved, hvor uskyldig Troldepus tager sig ud set med briller fra det 21. århundrede. Der bliver i ikke rejst kritik af, at børn kan opdrages med vold. Det kan måske bortforklares med den tid, de er skrevet i. Større undren vækker det, at kønsrollerne forbliver uændret selv i de seneste bøger, hvor de også i 1980’erne må have fremstået meget gammeldags. F.eks. spørger læreren en dreng, om han vil have sin mor med, så han kan få syet sine bukser, når han ikke selv vil lære det (Troldepus og fuglene, oprindeligt udgivet i 1984). I samme bog observerer gråspurven i skolegården, at “mange drenge er altid så vigtige. Det ser jeg hver gang her er frikvarter.” Det lille opblødende “mange” skjuler ikke, at der er karikerede kønsforskelle.

Pussi undrer sig over, at der er en kvindelig lærer, og drengene er tydeligt ligeglade med at lære at sy (som er det, den kvindelige lærer underviser i). Marie er ved at sy et forklæde: “Hun var helt rød i kinderne af bare ivrighed. Lige bag Marie sad en dreng. Han var ved at sy en blomst på en klud med kulørt garn. Det så ikke ud til, at det morede ham, og pludselig gav han sig til at trække Marie i håret. Hun vendte sig om og så vredt på ham. Han slap, men et øjeblik efter begyndte han igen, så hun ikke kunne sy.” Pussy konkluderer, at “Drenge kunne godt en gang imellem være både dumme og vigtige.” Så fik vi den lige igen, hvis vi skulle have overset det første gang.

Hvis man ikke vil gøre læsning til et kønspædagogisk projekt, kan man godt få både underholdning og viden af Troldepus. På Troldepus’ mange rejser i ind- og udland læser vi om plante- og dyreliv, om kultur og om seværdigheder. Særligt tydeligt er det i Troldepus finder rav, hvor en guide viser rundt på Grenen og fortæller både om geografi og om rav. Det er især de nordiske lande, som trækker, når Troldepus tager til udlandet. Hans familie bor jo også dér!

Der er mange ord i Troldepus, som vil være ukendte for barnelæseren. En del ord er næsten udgået af de danske sprog, men de kan ses som et krydderi, som bidrager til den gammeldags, nærmest nostalgiske, stemning, som er lagt i tekst og billeder.

Alle Troldepus-bøgerne

  1. Troldepus fra Troldhøj, 1941
  2. Troldepus i skoven, 1942
  3. Troldepus i Norge, 1943
  4. Troldepus ved vintertid, 1944
  5. Troldepus ved juletid, 1944
  6. Troldepus på nytårssjov, 1946
  7. Troldepus i den store by, 1948
  8. Troldepus i Zoo, 1948
  9. Troldepus og Pussi Troldunge, 1949
  10. Troldepus til søs, 1950
  11. Troldepus ved fyret, 1951
  12. Troldepus i Afrika, 1952
  13. Troldepus på havsens bund, 1953
  14. Troldepus til gilde, 1955
  15. Troldepus og musene, 1956
  16. Troldepus på langfart, 1957
  17. Troldepus vinder et væddemål, 1958
  18. Troldepus i Tivoli, 1959
  19. Troldepus i lejr, 1960
  20. Troldepus hos samerne, 1961
  21. Troldepus i Skåne, 1963
  22. Troldepus og Hannibal, 1974
  23. Troldepus i cirkus, 1975
  24. Troldepus og ræveungerne, 1975
  25. Troldepus i mosen, 1976
  26. Troldepus og Pussi ved stranden, 1977
  27. Troldepus leder efter Pussi, 1977
  28. Troldepus. Finnerik får en kone, 1978
  29. Troldepus og Niko, 1978
  30. Troldepus på ødegården, 1979
  31. Troldepus og egernungerne, 1979
  32. Troldepus holder fest, 1980
  33. Troldepus på camping, 1980
  34. Troldepus på sæteren, 1981
  35. Troldepus i marsken, 1982
  36. Troldepus og killingen, 1983
  37. Troldepus og fuglene, 1984
  38. Troldepus og vaskebjørnen Pjaske, 1985
  39. Troldepus finder rav, 1986
  40. Troldepus ved Løvehovederne, 1987
  41. Troldepus, Mulle og Pusserlusser, 1988

Tilly som troede at …

Tilly som troede at …

Eva Staaf
Illustator: Emma Adbåge
Oversætter: Kina Bodenhoff
32 sider
Gyldendal 2015

 

Tilly vokser op med en tryg barndom. Familie, kammerater, børnehave osv. Via sine omgivelser får hun langsomt øjnene op for, at Verden er større end hendes egen lille udgave.

Tilly som troede at… viser stor kompetence hos forfatter, illustrator og oversætter. En jordnær fortælling om små hverdagsepisoder illustreret stemningsfuldt og oversat, så fuglene synger.

Om kammeraten Freddies kollektiv-familie hedder det f.eks.: “Tilly som troede, at en familie havde en begyndelse og en slutning. Måske som en ring. Men Freddies familie er mere som en tot græs. Freddie siger, at Tilly hører til familien. Det tror Tilly egentlig ikke, at hun gør, men det er en rar fornemmelse at høre til.”

På samme måde som Freddie åbner vennen Tage med den deprimerede mor Tillys øjne for, at ikke alle kan det samme som Tillys overskuds-familie. ”Man kan jo være god til så meget andet,” som han udtrykker det.

På sin vej til og fra børnehaven ser Tilly den hjemløse mand. Det sætter gang i tankerne hos det lille menneske: “Når Tilly er på udflugt med børnehaven, sidder de på siddeunderlag. (…) Manden sidder på en avis.” Også her ses Kina Bodenhoffs afdæmpede og præcist formulerede oversættelse.

”Og hvis Tilly for eksempel spørger Boris: Kan din mor eller far ikke pakke dine badeting for dig? så svarer Boris, at det kan de ikke. Har de ikke læst sedlen? spørger Tilly. Tilly som troede, at alle voksne læste sedler.” Ingen drama her, men nok til at udfordre Tilly på, hvad hun troede.

Som jeg skrev på JAGOO: “Der er ingen løftede pegefingre. Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Der er bare Tilly og læseren, som bliver klogere og klogere på verden.”