Tag-arkiv: 5 år

Sondemad og flødeboller

Sondemad og flødebollerSondemad og flødeboller

Malene Gerd Petersen
168 sider
Special-pædagogisk Forlag 2017

 

 

15 fortællinger om at være søskende til et menneske med handicap. Det er der kommet en meget personlig og meget mangfoldig bog ud af. Ved at lade familien tale kommer forfatteren meget tæt på, og som læser kan man ikke undgå at blive rørt.

8-årige Barbara fortæller f.eks.: ”I 2. klasse fandt jeg selv på, at jeg ville holde et oplæg om min søster i klassen. Så kunne jeg også forklare de andre, hvorfor hun ikke går på samme skole som mig. Måske skulle man holde sådan et oplæg lidt oftere, for det er ikke så nemt at huske det for de andre, når de ikke er i familie med hende.”

Anna på 9 år forklarer sin søsters adfærd på denne måde: ”Hun er ligesom et glas under en vandhane, når hun er fyldt op med indtryk, så løber det over, og hun reagerer med uro og skrigeri, indtil vi ’tømmer glasset’ for hende, for det kan hun ikke selv.”

Sproget i Sondemad og flødeboller er meget voksent. Det er muligt, at børnene modnes hurtigt af at have en søskende med handicap, men teksten virker redigeret, og gør de ellers medrivende fortællinger lidt utroværdige, og det er ærgerligt.

Læseren får indblik i, hvad det betyder for den enkelte at være en del af den familie, de er. Mikkel på 10 omtaler legen med sin bror på den måde, at ”jeg leger mest for ham og ikke så meget med ham.” Et andet sted hører vi, at forældrene har en stor udfordring, men at det også er en stor sorg for det raske barn. Man bliver storesøster/-bror, også for den ældre søskende med et handicap. Derfor har det stor betydning at have en aflastningsfamilie for de raske børn. Det er et af de få konkrete forslag, som bogen giver til at lette tilværelsen for fortællerne. Et andet råd er at mødes med andre søskende i patientforeninger.

Det betyder meget at forstå, hvorfor broren/søsteren handler anderledes end andre. Et af børnene har fået den forklaring af sin mor, at ”vi alle sammen har en masse computere oppe i hjernen, og mange af Peters computere ikke kunne tændes.”

Mange af de søskende, vi møder i bogen, tager sig voldsomt sammen for at være en god søster eller bror for dem med handicap. Nogle omtaler enten sig selv som en ekstra voksen, eller også står det mellem linjerne. Enkelte familier består endda af flere med f.eks. ADHD, så bliver det et ekstra stort pres.

Udfordringerne til trods møder vi primært søskende, som ser glæden i deres familie. Og glæden til trods er de velovervejede omkring, hvad det gør ved dem selv. Christian fortæller, at måske har brorens handicap gjort ham mere ”målrettet, seriøs og moden,” og vi hører også, at det er nemmere at være social på nettet, for ”så er jeg sikker på, at mine verdener ikke blandes sammen, og jeg kan bare være mig selv.” Netop det med at være sig selv kan være svært. ”Vi er fem personer i denne familie, men næsten alle hensyn tages til én person,” som Johanne på 16 udtrykker det. Hun fortsætter: ”På en måde er jeg på overarbejde i mit eget liv. Hvornår kan jeg gå ned i tid?”

Forestillingen om to verdener ses i flere af fortællingerne. Man har én verden i skolen og/eller på arbejde, mens man har en anden verden som pårørende/familiemedlem.

Det er ikke kun børn, som kommer til orde. Karina på 54 fortæller, at hendes mor døde tidligt, så hun som søster til en handicappet bror var i en dobbelt speciel situation. Kapitlet følger hendes barndom og ungdom, indtil hun stiftede sin egen familie. Hun har været igennem en proces med at sige fra overfor den rolle, hun blev tildelt som søster til et menneske med handicap. Det er en opbyggelig historie, som de øvrige bidragsydere efterlyser. Netop på grund af Karinas alder fremstår hendes beretning særligt autentisk, der er overensstemmelse mellem hendes alder og sproget i teksten.

Den sidste beretning i bogen er Yrsa på 64 år. Hendes udviklingshæmmede bror døde som 60-årig, og hun har derfor et langt liv som pårørende at bygge sin fortælling på. Hun reflekterer over, hvordan hendes tilværelse og værdier har formet sig efter brorens handicap.

Bagerst i Sondemad og flødeboller er der ti sider, hvor man kan skrive sin egen historie som søskende eller på anden måde bekendt med handicap. Det er nok primært tænkt til brug i familier, men er absolut også anvendeligt i pædagogfaglig sammenhæng.

Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.dk.

Ormen Werner

Ormen Werner

Brian P. Ørnbøl
Illustrator: Tom Kristensen
52 sider
Dreamlitt 2017

 

 

Undertitlen ”… og andre rim og remser for børn og voksne” antyder bredden i tekstsamlingen. Netop bredden er både en styrke og en svaghed ved bogen. Man finder noget for enhver smag, til gengæld kan det være lidt svært at finde ud af, hvem den egentlig er skrevet til. Når Brian P. Ørnbøl er bedst, hører man den Halfdan Rasmussen spøge i baggrunden, som han anerkender som inspirationskilde. Andre tekster er begavede leg med ord og bogstaver, som dog kan være lige lovligt konstruerede.

Blandt de stærkeste tekster står åbningsrimet Det bedste rim i verden, hvor læseren selv skal indsætte ord på de tomme streger, så det kommer til at rime. Voksne vil more sig, og børn får lov at lege og eksperimentere som et led i deres sproglige udvikling.

Titeldigtet er også både til store og små. Ormen Werner er verdens første astronaut. Han flyver ind i et ormehul og lander ”lige da han fløj af sted”. Der er mening med galskaben, for bag vrøvleversene er den næsten ubegribelige opfattelse af universet og tiden som krumme og bøjelige.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er tydelig i Peter har en kæmpe taske:

Peter har en kæmpe taske
som er fyldt med stegte ål
Tasken solgte han til Aske
for en gummistøvlesål.

Tre strofer senere vender vi tilbage til udgangspunktet efter adskillige byttehandler:

Fløj til Mars med femten kendte
sidder nu og laver bål
Ingen ved hvad der mon hændte
med kasket og stege ål.

Der er tekster, som appellerer til den barnlige uskyld: I Sengeland sover man hele dagen og natten med. I En dejlig skov må man ingenting, men på den anden side må man heller ikke tro på nogen lov. Deraf titlen. Andre steder er der er en tælleremse og en troldejagt.

I den mere alvorlige ende møder vi Peter, som er bange for livet. Cykelhjelm og knæbeskytter fortæller om hans forholdsregler mod verdens farer.

Peter spiste kun det, som var vasket godt med syre
Købte kun de øko-ting, han vidste var for dyre
Kød det kunne han ikke spise, mælk og marmelade
var det rene gift, det kunne han se i alle blade.

Som det ofte går i den genre, må Peter se røde tal på bundlinjen, når han gør sit liv op:

Da han lå på sengelejet i den sidste tid
indså han at i hans liv, var ikke sket en skid.

Et andet af de dystre vers handler om Bilerne, hvor en lille ø ødelægges af, at beboerne ”glemte at tænke sig om” og køber flere biler, end der var plads til på den lille vej. Øen ender som bilkirkegård. En barsk kommentar til forbrugersamfundet.

Tom Kristensen har også illustreret Mekano Max af samme forfatter. Denne gang har han fået lidt friere hænder, og det klæder hans illustrationer. Variationen i illustrationerne afspejler den tilsvarende variation i teksterne. Der er sjove og farverige gå-på-opdagelse-billeder og vignet-agtige næsten minimalistiske tegninger. Førnævnte Cykelhjelm og knæbeskytter er illustreret med et mørkt og dystert billede af Peter, som ligger i sin seng med sikkerhedsudstyret i et rum så dunkelt, at solens stråler gennem vinduet næsten ikke når ham.

De fleste vil kunne finde noget, som de kan lide, i Ormen Werner. Mange vil endda glæde sig over det meste. Til pædagogisk praksis (som denne boganmeldelse er rettet mod) er den dog lidt rodet og ujævn i stil og målgruppe.

Se videoen med eksempler på illustrationerne – og en smagsprøve på teksten.

Bennys far kører tog

Bennys far kører togBennys far kører tog

Rikke Villadsen
32 sider
Basilisk 2017

 

 

Rikke Villadsen har skabt en temmelig syret historie om en kvinde, som lavede meget spaghetti, men hellere ville have et barn. For at få fat i en mand, vil hun stoppe de tog, der kommer forbi i skoven. Derfor tager hun nogle skinner med hjem. Da toget kører galt, finder togføreren kvindens hus, og selv om han ”allerede havde en familie og levede i et normalt hus og holdt af sin yndlingsmusik og de der vegetarfrikadeller” og i øvrigt skulle holde sin tidsplan, gør han kvinden gravid.

Selv om Bennys far kører tog er en helt igennem umoralsk bog, springer vi til historien om egernet hr. Petterson, mens selve undfangelsen sker. Hr. Petterson besøger månen, hvor en gammel fisker brokker sig over rakettens prut-lugt.

Vi kommer tilbage på sporet – på flere måder – og togføreren kan køre videre. På sidste side flettes de to historier ind i hinanden: Benny sidder på en banegård og får at vide, at hr. Petterson er blevet skovens borgmester.

Hvis ovenstående resume lyder rodet og usammenhængende, afspejler det blot historien i Bennys far kører tog. Det har dog en pointe: Både tekst og illustration er fyldt med skæv humor. Illustrationerne fremstår enkelte steder som sammenklistrede tegninger i en stil, som ses andre steder i Rikke Villadsens forfatterskab. Teksten er meget forklarende med sidebemærkninger og parentetiske sætninger uden ret mange afsnit. Da kvinden får lyst til at lave et barn, får vi denne info: ”Men alle ved, at man ikke kan lave rigtige levende babyer af spaghetti, selv kvinden. Hun måtte ud at finde sig en mand.”

Da toget er blevet afsporet, er togføreren i vildrede: ”Åh nej, udbrød togføreren og tabte kasketten. Fuck noget lort, sagde han også, for selvom han var en pæn mand, kunne han godt bande grim. Straks slog han op i den store opslagsbog, han altid havde med sig. Det var en bog med svar på næsten alt om tog (togdrift, togsikkerhed, togsæder og togbilletter), men der stod ikke noget om togskinner, der forsvandt. Ikke et eneste lille ord.”

Bennys far kører tog fortæller læseren, at alt ikke er, som normen dikterer. Det gælder huset (som står på tre bæltedyr, så det kan vugge, ”når babyen skal sove”), det gælder kvinden i historien, og det gælder togføreren. Men selv om de to karakterer er specielle, er de det på hver sin måde: Kvinden er den ekstremt agerende, som får det, ligesom hun vil have det. Manden er et pjok, som lader tingene ske uden egentlig at tage stilling.

Som voksenlæser må man flere gange trække på smilebåndet over karakterernes handlinger og ikke mindst deres bemærkninger. Læser man den med børn, vil barnet kunne få en dejlig læseoplevelse ved at se den voksnes glæde. Og sproget gør Bennys far kører tog egnet til selvlæsning for de lidt ældre, som er ude over begynderlæserstadiet. Noget som stadig er alt for sjældent for billedbøger.

Se eksemper fra bogen og hør et uddrag.

Cykelmyggen Egon

Cykelmyggen EgonCykelmyggen Egon

Flemming Quist Møller
32 sider
Gyldendal 2017

 

 

Med tekst og illustration i gennemført forening møder vi historien om Cykelmyggen Egon, som i modsætning til de andre myg elsker en hård spurt mere end at flyve og lave ”lækre landinger”. Hans cykel bliver ødelagt, og han får lov at køre budcykel i en bikube. Da honningsæsonen slutter, får Cykelmyggen Egon arbejde i et loppecirkus, hvor han endelig finder lykken som dødskører på en dødskørselsbane.

Den korte historie er nem at følge, selv for de yngre læsere (fra tre år), og karaktererne står lyslevende ved hjælp af de flotte illustrationer, som desværre kun delvist er i farver på grund af trykteknikken for 50 år siden, hvor Cykelmyggen Egon så dagens lys – eller hvor han ”kom op af vandet på en flot ny racercykel”, som teksten fortæller.

Måske er det ikke så overraskende, at den relativt korte og enkle tekst har holdt sig på toppen i et halvt århundrede. Mere imponerende er det, at også billederne har bevaret deres friskhed. Trods et drys 1960’er-hippiestemning har de en tidløs streg.

For den, som har øjne for det, er der intertekstuelle referencer. En navnebror til Cykelmyggen, nemlig Egon Mathiesen, skabte bl.a. Aben Osvald fra 1947 og Mis med de blå øjne fra 1949. Begge titler har fælles træk med Cykelmyggen Egon. Det ses måske tydeligst, hvor Cykelmyggen Egon kørte ”op ad en blød bakke, men da han kom over på den anden side …” Mis med de blå øjne løb ”op ad bakke – og ned ad bakke – op ad bakke – og ned ad bakke.”

Flemming Quist Møller viser sin respekt for en anden klassiker, når kålormen fra Alice i Eventyrland præsenterer sig som en, ”som har optrådt i verdens bedste børnebog.” Kålormen fungerer dog hverken som vej- eller vildleder i denne kontekst, men fungerer blot som et lille intermezzo på Cykelmyggens rejse.

Der er et integreret sammenspil mellem tekst og illustration (ikonoteksten) i Cykelmyggen Egon. Allerede inden første sætning i fortællingen (som lyder ”Myggene begynder deres liv i vandet.”) hiver Cykelmyggen Egon med en fiskesnøre et boghjørne op og afslører ordet ”Start”. I resten af bogen blander teksten sig med billedet: Der er bogstaver på hvide felter eller flettet ind i tegninger. På den side, hvor myggenes flyveglæde beskrives, danner ordene en bane i luften, som illustrerer teksten.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

Halfdans ABC

Halfdans ABC 50Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

 

 

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

 

 

 

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Virgil

Lille VirgilLille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

 

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Når en drage drager ud

Når en drage drager udNår en drage drager ud

Mads L. Brynnum
Illustrator: Mads H. Johansen
48 sider
Calibat 2017

 

 

 

 

Hvis du ikke har styr på dine monstre, så får du muligheden her. Tyve monstre fra ind- og udland udsat for rim og tegning. De er uhyggelige og farlige; og mange af monstrene vil elske at sætte tænderne i læseren. Bogen slutter af med noget så genrebrydende som en monsterhækleopskrift.

Når en drage drager ud
på en lang og luftig færd
er den ikke særligt bange
for mænd med skjold og sværd
Den snupper let en ungmø
og gemmer hende væk
og venter på en mægtig ridder
rider frem så kæk

For selvom man sku tro det
er møen ikke ked
Hun og hendes drage har
en særlig kærlighed
Så de har sat det hele op
og det har de fordi
En ridder der er ild i er
som smukt fyrværkeri

Sådan lyder teksten til det opslag, som titlen er hentet fra. Hvert opslag består af en venstreside med en tekst og en højreside med en illustration. Efter tyve opslag er der fire sider med skitser (i tekst og tegning) af nogle af de monstre, som ikke “blev helt færdige nok til at komme med i selve bogen.”

Når en drage drager ud læses med en vis gysen, men latteren presser samtidig på, for de stakkels monstre fremstilles ofte som lidt ubehjælpsomme. Varulven kan ikke finde sine bukser, når han efter fuldmåne bliver menneske igen. Poltergejsten skriver mystiske beskeder på spejle, men hvem skal læse det, når han har skræmt alle af huse? Og gargoilen må indse, at han primært bliver brugt som nedløbsrør.

Rimene ligger godt i munden, og der er mange spændende ord og ordspil. En mægtig ridder rider, en drage drager og orker orker altid at drage ud på rov. Andre ord er mere udfordrende, især for børn: balstyrisk, skumringstimens skær og drømmespind vil berige deres ordforråd.

Hvis man ønsker fuld glæde af rytmen i En drage drager ud, skal man forvente at øve sig nogle gange. Den trygge ABAB-struktur brydes flere gange undervejs, og man kan ikke være sikker på, at verselinjer holder samme længde i alle stroferne. Når man som oplæser har fanget strukturen i det enkelte opslag, kan man til gengæld levere en varieret lytteoplevelse.

Illustrationerne skifter på samme måde som teksten mellem det uhyggelig og det komiske. Nogle af monstrene har skræmmende øjne, munde og fingre. Når man så ser vampyrens næsten hyggeligt indrettede kiste eller dæmonen, som er blevet fremmanet midt i sit bad (komplet med sæbeskum i håret), bliver stemningen mere munter.

De fleste sider er holdt i blå og lilla nuancer med monsteret i centrum og en silhuet i baggrunden. Illustrationerne gør deres arbejde godt. De byder ikke på de store overraskelser og virker derfor som en solid base, når teksten bryder sin form. En lidt for solid base, man kunne godt ønske flere variationer over den faste skabelon.

En meget fin detalje er, at titlerne på opslagene – som også er navnene på monstrene – er skrevet med samme skrifttype som teksten, men tilføjet et lille håndtegnet monster-tilbehør. En dragehale på e’et i “drage”, k’et i “ork” er blevet en økse, og der er en fuldmåne i a’et i “varulv”.

Fortællestemmen skifter bogen igennem. Forfatteren lader lige så tit monsteret tale i førsteperson, som han giver den som alvidende fortæller. Kun én gang er fortælleren et menneske. Det er, når vi hører vi om maren:

Min mare maner drømme frem
et dystert drømmespind
Vi ser dem mens jeg ligger her
med puden mod min kind
Min mare maner drømme frem
om dyr med store tænder
og monstre der har øjne hvor
vi andre vi har hænder

Min mor og far de siger at
min mare hun skal gå
At jeg skal drømme søde ting
det må jeg da forstå
Men jeg vil have mareridt
har sagt det mange gange
For når jeg genfortæller dem
så blir de smadderbange

Her møder vi den ambivalens, mange børn har i forhold til monstre: De bliver tiltrukket af dem, og samtidig kan de have brug for at lukke øjnene! Den dobbelthed spiller Når en drage drager ud på. Ingen fryd overgår gysets fryd. Jeg vil anbefale bogen fra 4-5 års alderen. Man kan evt. springe nogle af siderne over eller udvælge sine (med)læserne. Op til 10-11 år vil man kunne finde udfordring især i teksten.

Når en drage drager ud er udgivet ved hjælp af crowdfunding, hvor netværk og andre interesserede kan donere et beløb inden udgivelsen.

Læs mere om Når en drage drager ud og se en video, hvor Mads L. Brynnum fortæller om bogen i den samme gys-sjove tone, som bogen er skrevet i. Her kan man også læse flere eksempler på tekst og illustration fra bogen.

Monsterhækleopskriften finder man på her.

Mirja 1+2

Mirja 1+2Mirja 1+2

De nye vinger
Drømmestenen
Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
166+162 sider
Gyldendal 2017

 

Bøgerne om Mirja er moderne fantasy tilsat lidt Emil fra Lønneberg. Alfen Mirja vil gerne hjælpe sin mor og de to yngre brødre, men hun sætter både familien og det lille alfesamfund i fare.

Det er smukke bøger, hvor der er kælet for detaljerne. De mange illustrationer i farver følger tekstens handling, og læsebåndet (den lille fastgjorte snor, som kan bruges som bogmærke) matcher med hhv. grøn og lilla de to bøgers forsider.

I første bind, De nye vinger, bliver læseren præsenteret for et univers, som både er fantastisk og helt genkendeligt. Alfebørn kan ikke flyve af sig selv. Deres forældre køber sig til vinger, og også i alfeland går børnene op i, om man har mærkevarer eller ej. Mirja hører til ej-gruppen, for hendes mor har kun råd til vinger lavet af Edderkoppe-Olga. Med de vinger kommer hun ikke ind i kredsen af populære piger, anført af Lissa og Bela.

Olga er også den, som reparerer vingerne, når Mirja har ødelagt dem i sin vilde leg. Igen. Og det var ikke med vilje. ”Mirja VIL jo gerne være som de andre. Rolig. Pæn. Sjov. Dygtig. Det gør ondt at være så … så forkert. Så anderledes.”

Landbyen er beskyttet mod rovdyr af en heksering, som Mirjas far har overskredet og er forsvundet. Derfor er det ekstra svært for den lille familie, så moren må af og til overlade noget af arbejdet i huset til Mirja. Mirja har ikke noget imod at hjælpe, men hun bliver så hurtigt afledt og roder sig ud i noget, som man godt kunne kalde skarnsstreger.

I De nye vinger forsøger hun at redde en drossselfamilie, som ræven har fanget. Hun får hjælp af pindsvinet Pelle og kragen Sibbu. Pelle er den fjollede hjælper de mange sjove talefejl. F.eks. siger han ”lyvefærdig” i stedet for ”flyvefærdig”. Sibbu er den fornuftige, som retter sin ven. Trekløveret repræsenterer på den måde forskellige personligheder, som læseren kan spejle sig i.

Det lykkes naturligvis at redde drosselfamilien, uden at det koster alfelandsbyen livet. Selv den bedrift giver ingen stjerner i Lissa og Belas bog. Mirja indser, at hun ikke er som de andre piger. Men der er sket en modning af hende, for ”for første gang mærker hun, at det føles helt okay. Lissas og Belas drillerier betyder ikke noget mere.”

I Drømmestenen møder Mirja de to fremmede, Bufo og Tritu. Hun viser dem vej til landsbyen, men de afslører sig som mutanter, ”krybdyr eller padder i forvandling”. I et nervepirrende kapitel har de fanget begge Mirjas brødre, og hun kan med den sidste af sin fars drømmesten løskøbe én af dem. Hun tvinges til at vælge mellem de to brødre. Det er et dilemma, som hun også stod i i De nye vinger, hvor hun skulle redde sin landsby eller drosselfamilien, som hun selv havde bragt i fare.

I slutningen af bogen kommer en ny karakter ind i historien. Mor har mødt Paulus på markedet, hvor hun solgte drømmesten. Minimum den voksne læser vil se ham som en ny kæreste, hun forsigtigt prøver at introducere til sine børn, som endnu ikke helt har opgivet, at deres far dukker levende op en dag.

Der er lagt op til flere spændende historier i de kommende bind af serien om Mirja. Er børnenes far virkelig blevet ædt af rovdyr på den anden side af floden? Vokser Mirja yderligere gennem sine oplevelser, så hun kan få hold på både sit iltre temperament og sit lave selvværd?