Tag-arkiv: 6 år

Snøvsen og Eigil og katten i sækken

SnøvsenSnøvsen og Eigil og katten i sækken

Benny Andersen
Illustrator: Signe Plesner Andersen
33 sider
Gyldendal 2017

 

I 50 år har læserne kunnet få et indblik i Eigils sære verden. Fire bøger er det blevet til, suppleret med film og andet merchandise. En bog, som i den grad holder sig kørende på talemåder, risikerer at blive gammeldags i sproget, og det er sket for Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

Bogen er bygget op om relativt korte sidehistorier, som driver hovedfortællingen frem. Særligt de første kapitler fremstår som lidt lange vittigheder over talemåder. De vil kunne bruges i danskundervisningen som eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke kan sine talemåder, men der er for mange af dem, og pointerne gentages længe efter, at vi har forstået dem.

Som når Eigil bruger sin flitsbue(!) til at skyde en hvid pind efter en frakke, for det har han hørt, at hans mor godt kunne. Ganske morsomt, men det varer længe, inden vi kommer videre i historien. Det er heller ikke længere så genialt at bruge Snøvsen som en af de væsentligste karakterer, når udtrykket om at gå fra Snøvsen er gået af mode.

Det er ærgerligt, at det sproglige ikke fungerer så godt, for det er en af de væsentligste grunde til den popularitet, historierne om Snøvsen har fået. Gadefejere er en uddøende race (som det i øvrigt heller ikke hedder mere) og smuglergods er noget, man bestiller online. Også barnesynet har ændret sig. Eigil siger: ”Se på mig – jeg er et menneske – ikke helt udvokset, men begyndelsen til et menneske.”

Når alt dette er sagt, står vi tilbage med en ret fin historie om tre kammerater, som oplever spændende eventyr, inden de vender hjem. Der er dramaet omkring kattekillingerne, som skulle druknes, hvor mor-katten redder sin ene killing, som senere bliver til katten i sækken. Der er kærlighedshistorien om de to bejlere, som begge må se sig vraget af en helt tredje. Der er vrøvlehistorien om bagerkonen, som ejer ”de halve kringler” (endnu et fortidigt udtryk) og giver to halvdele af en knækket kringle til Eigil: ”De halve kringler er mine, og de hele er min mands.”

Her regner Snøvsen selv ud, at to halve er en hel. Så fik vi også lidt talforståelse ind i historien.

De tre venner møder også en mand, som er blevet snydt af sin bror og nu vil slå ham ihjel. Det viser sig dog, at broren har fortrudt og er gået ned til åen for at drukne sig. Det kommer til forbrødring, forståelse og forsoning.

I den sidste sidehistorie finder Eigil, Snøvsen og katten i sækker – og læseren med – ud af, at Bøhmanden er onkel Otto, som blot forsøger at kurere sin hikke.

Samlet set har Eigil og Snøvsen og katten i sækken nok udspillet sin rolle som en bog, hvor tidens sprog vendes på hovedet. Det skal den ikke høre et ondt ord for, for når man laver aktuel litteratur, løber man en risiko for at blive uaktuel på et tidspunkt.

Denne boganmeldelse bygger primært på Alle historierne om Snøvsen, hvor Eigil og Snøvsen og katten i sækken er første del.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Halfdans ABC

Halfdans ABC 50Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen
Illustrator: Ib Spang Olsen
64 sider
Carlsen 2013

 

 

Det er over 50 år siden, at ”Ane lagde anemoner / i kanonen på Trekroner / Ved det allerførste skud / sprang Anes anemoner ud.” Halfdan Rasmussen er om nogen blevet hyldet som dansk børnelyriks store digter. Utallige andre ABC’er krediterer Halfdans ABC for inspiration. Ved genlæsning med nutidige briller fremstår den stadig ung, levende og fornyende.

Hvor andre klassikere med større eller mindre succes har forsøgt sig med nye illustratorer og nyt layout, er Halfdans ABC en helhed bestående af tekst og tegning. Af praktiske grunde har de forskellige udgaver fået ændret forsiderne, men skrifttype og farve er valgt, så de læner sig op ad den originale. Det er også svært at forestille sig Halfdans ABC uden Ib Spang Olsens streg, både i illustrationer og de håndtegnede tekster.

Til hvert bogstav hører et vers og en illustration. Det eneste bogstav uden sig eget opslag er W, som blot er tegnet ind på opslaget om vaskeriet Vaskebjørn, som i øvrigt ingen ord med W har. Det er ofte ABC’ers svage punkt at få noget fornuftigt ud af de sjældne bogstaver i danske ord. X bliver her kommenteret både på sin form, sin udtale og med nogle af de ord, som indeholder x. Det er altså flot klaret.

Om Halfdans ABC har overlevet 50 år med et dansk sprog i rivende udvikling. Helt klar ja! Pølsesnak er blevet et almindeligt ord, mens postkassekat og nissenæsebor er lige så sjove, som da de blev sagt første gang. Havegærde kender min mobils stavekontrol ikke, og levertran glider ud af sproget i takt med, at færre og færre spiser det, men det er altså meget få glasperler i en kæmpe skattekiste.

Der er sket mere på den visuelle side gennem årene. De sorte lokomotiver med røg i skorstenen er hyggelig nostalgi, og Danmark er ikke det landbrugsland, det var i 1967. Men de anakronismer ville man også kunne finde i en bog, som blev skrevet og illustreret i dag. Alligevel er der en vis ”de gode gamle dage” over Ib Spang Olsens tegninger, hvor børnene nøgenbader og mor sidder topløs på stranden, dog med ryggen til, så læseren ikke rigtigt kan forarges.

Jeg vil konkludere, at Halfdans ABC ikke bare har holdt i 50 år. Den kommer også til at glæde børn, forældre og bedsteforældre i mange år fremover, ligesom Halfdan Rasmussen vil inspirere til flere nye ABC’er i samme stil og samme rytme.

(Se også min boganmeldelse af Halfdans ABC med cd her.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959

Carla Hansen og Vilhelm Hansen
Redigeret af Per Sandehage
367 sider
Zoom 2016

 

 

 

De blå hæfter med Rasmus Klump og hans venner betragtes af mange fejlagtigt som de originale historier. Virkeligheden er en anden: Rasmus Klump udkom først som avisstriber, primært i Danmark og Tyskland. Derefter blev de klippet og redigeret til, så de kunne passe ind i det format, de blå hæfter har.

Per Sandehage er Danmarks (ja Verdens) førende Rasmus Klump-kender, og han har lavet et kæmpe arbejde med at finde tilbage til kilderne. Moderne teknik har gjort det muligt at gengive de eventyrlige rejser i en sort/hvid skarphed, som datidens avistryk næppe har kunnet drømme om. I tillæg får vi de oprindelige, ofte længere, dialoger, og samlebindet giver nyt liv til de små sidehistorier, som blev klippet ud for at ramme et sidetal på 32 i hæfterne.

Eventyret taber lidt højde i andet samlebind af de oprindelige avisserier med Rasmus Klump. Næsten et helt årti med tæt på daglige striber har gravet dybt ned i den Hansen’ske kreativitets-skat. Netop i 1955 havde ægteparret lagt serien på hylden, men økonomiske problemer tvang dem i gang igen. Det har næppe været befordrende for den legende tilgang til livet, som afspejler sig i Rasmus Klumps samlede eventyr.

Når det er sagt, er der også perler i denne samling. Åbningshistorierne om Rasmus Klumps på landet, hvor han sår og høster for til sidst at drage til byen med alle grøntsagerne, hører til blandt de allermest populære. Da han atter står til søs, møder vi dels Sorteper (nej, ikke ham fra Disneys univers), som bor på en meget lille ø, komplet med palme på midten. Han har bygget en bil (!) men kan ikke få den til at køre. Den fikser Rasmus Klump naturligvis, inden han sejler videre til Pingonesien. Han kommer også til Fortidsland, inden han bliver konge. Kongeværdigheden varer ikke længe, for den rastløse Rasmus Klump vil hellere ud og sejle med skibet Mary.

Dialogen står under billederne. Carla og Vilhelm Hansen brugte ikke talebobler. Netop dialogen led under redigeringen fra avis til hæfte. Vennerne skal have fat i Doktor Dut, fordi han både er rar og intelligent. Tre af dem løber efter ham: “Vi må indhente Doktor Dut. Når vi er tre, kan vi sagtens løbe ham op. Hvis det bliver nødvendigt, må du endelig huske, at du kan flyve, Pelle!” Sådan er logikken i den historie, og lige så logisk er det, at de skal bruge den rare og intelligente doktor til at nyse så kraftigt, at det river et gammelt hus ned.

Som indledning til Rasmus Klump på Robinson Crusoes Ø går skibet Mary ned. I De samlede eventyr forløber det noget mere dramatisk, end vi kender det fra de blå hæfter. “Godt det ikke også er i farver!” kunne Rasmus Klump have sagt.

Læseren finder ikke ud af, hvordan fortidsdyrene uddøde, men vi hører, hvor i hvert fald nogle af beboerne i Fortidsland kommer fra. “Vi boede oppe på månen, men der var så kedeligt, så derfor hoppede vi herned i fortidslandet. Alle fortidsdyrene, du har mødt, hedder alle sammen noget med saurus til efternavn, men vi fra månen hedder alle sammen Hansen. Det er sådan et smukt navn.” Sådan skriver forfatterne, som hedder … Hansen. I fortidsland møder de i øvrigt Tømrerhansen, som stolt fortæller, at han bygger “både, der ikke er opfundet endnu.”

Samlebindets 1,3 kilo gør den lidt uhåndterlig for børn, og de sort/hvide tegninger vil heller ikke appellere så meget til de yngste. Er det derimod til højtlæsning (gerne for små børnegrupper), er dialogen og de letafkodbare illustrationer et plus. Og så vil den ikke mindst skabe glæde hos den voksne læser, som med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1955-1959 får lukket nogle af de (få) huller, læsningen af de blå hæfter giver: Hvorfor kom nabolandets Kong Surballe for at besøge Rasmus Klump, da han blev konge? Hvorfor ligger der en ny udgave af skibet Mary og venter, mens Rasmus Klump drager jorden rundet?

Svaret på det sidste kan godt spoiles her: Da de blå hæfter udkom, blev dele fra én historie flyttet over i en anden, og historiernes rækkefølge blev lavet om. Det er der nu rådet bod på ved udgivelsen af det sidste samlebind med alle de daglige avisserier. Tak for det.

(Boganmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Kvast (serie)

Lille KvastLille Kvast (serie)

Céline Fraipont
Pierre Bailly
32 sider
Forlæns 2017

 

 

En tegneserie uden ord med en målgruppe helt ned til tre år. Sådan præsenterer forlaget serien om Lille Kvast. En lille fyr, som i hvert album står op om morgenen, siger farvel til moren og kommer ud for en række sære hændelser, inden han 30 sider senere vender hjem, spiser aftensmad med forældrene og går i seng, hvor han kigger på en souvenir, han har samlet i den pågældende historie.

Der er den faste ramme for fortællingerne, som begynder og slutter på samme måde og har nogle af de samme elementer. F.eks. har Lille Kvist ting, som hjælper ham, i sin taske, bl.a. et foto af sin mor.

Navnet er en oversættelse af hans franske navn Poilu, som betyder behåret. Kvasten har forældrene, mens Lille Kvast (endnu?)kun har nogle små stritter.

Jeg har læst seks af seriens foreløbig otte danske udgivelser. Der er flere på vej.

Ballade i blomsterhaven falder Lille Kvast i et hul og graver sig op igen med en hakke. Han kommer til en have, hvor en mariehøne redder ham fra en hveps. De kan nu lege frit sammen med de andre smådyr: en myre, en snegl osv. Men hvepsen sunder sig og går til angreb. Lille Kvast bliver stukket på næsen. Vennerne samler sig til modangreb kun for at opdage, at hvepsen er et stakkels ensomt dyr. Hvepsen kurerer næsen, og ved fælles hjælp får vennerne løftet Lille Kvast tilbage til sin egen have, så han kan komme hjem.

På skattejagt byder på et skift i klima. Det begynder i snevejr. Lille Kvast finder en konkylie, som med en magisk bølge fører ham til et hav, hvor han nær bliver spist af en haj. Han reddes i sidste øjeblik af en sørøverpige, og sammen tager de på skattejagt. Skattekortet fører dem fra dyr til dyr på Skatteøen. Dyrene må nær lade livet for et sørøversværd, men Lille Kvast får dem til at flytte sig ved at kilde med en fjer, spille i et horn og tilbyde en dessert. Skatten viser sig at bestå af kun ét guldstykke, som sørøveren tager. Til gengæld får Lille Kvist et sværd. Til sidst kommer endnu en bølge og fører ham tilbage i sneen.

Kærlighed på isen byder først på et bjerg af is: jordbæris, pistacieis osv. På toppen af bjerget finder Lille Kvast en russisk skøjtehal med bondepige, prins og de små dukker, som kan være inde i hinanden, babuskaer. Lille Kvast forelsker sig i den skøjtende bondepige. Han må dog se sig vraget til fordel for prinsen og endda latterliggjort af babuskaerne, og end ikke alverdens roser hentet i Lille Kvasts taske kan toppe prinsens gaver. Dramaet fortsætter, da den mindste babuska forelsker sig i Lille Kvast. Hun bliver droppet af Lille Kvast tildel for bondepigen, som for en kort bemærkning er blevet træt af sin prins. Sådan bølger det frem og tilbage, indtil Lille Kvast falder ned af isbjerget og kan komme hjem og få varm suppe.

Flere af seriens faste elementer er udeladt i På hospitalet. Vi er ikke på samme måde i et magisk univers som i de tre foregående bøger. Ganske vist har lægen to hoveder, men ellers fremstår Lille Kvists indlæggelse på et hospital ret troværdigt. Netop realismen kan ses problematisk, fordi det er et hospital med mere sjov og ballade, end et barn vil opleve det, hvis det selv skal på hospitalet. F.eks. bliver røntgenbilleder taget med en sjov blitz, og man kan på røntgenbilledet se et lille monster, som skal symbolisere en virus eller en bakterie. Man skal se På hospitalet som ren fiktion, for så er den ganske sjov.

Sjov er også På pottekongens slot, som har mange lorte i historien om et kongeslot, som gør deres hofnar så vred, at han smider lort op på slottet. Lille Kvast finder en kastemaskine og sender sine egne, kongens, dronningens, kokkepigens, smedens, grisens og gåsens lort tilbage i hovedet på hofnarren, som tager flugten. Lille Kvast får et sværd (og bliver slået til ridder?) af kongen og kan tage hjem. Denne gang er det traditionelle badebillede på sidste side erstattet af en tur på toilettet.

Som cirkusartist bliver Lille Kvast af en hvirvelvind ført ind i en hat, som en cirkusklovn bruger til sit tryllenummer. De to bliver hurtigt gode venner, men cirkusdirektøren skal først overbevises om, at Lille Kvast passer ind i hans cirkus. Det lykkedes først, da han får rollen som klovnens klodsede og lidt uduelige hjælper. Til sidst bliver han sendt af sted i en kæmpe sæbeboble og kan komme hjem til bad, mad, seng, souvenir og søvn.

(Anmeldelsen er også bragt på Pædagogen.)

Lille Virgil

Lille VirgilLille Virgil

Forfatter: Ole Lund Kirkegaard
Illustrator: Ole Lund Kirkegaard
(Farvelagt af Maya Bang Kirkegaard)
103 sider
Gyldendal 2017

 

Holder historien om lille Virgil og hans to venner Oscar og Carl Emil? 12. september 2017 kunne Lille Virgil fejre 50 års fødselsdag, og i den anledning genlæste jeg bogen med nutidsbriller og er ikke i tvivl: Den skæve fortælling med de underspillede dialoger har ikke bare overlevet sine første 50 år, den har også livskraft til mange år endnu.

Bogen består af en række kapitler, som hver er selvstændige fortællinger om tre venner. Lille Virgil er den opfindsomme dreng, som bor i bagerens hønsehus sammen med en etbenet hane. Læseren hører ikke noget om, hvordan drengen egentlig er havnet der, eller hvor han får de mange sodavand fra, som udgør hans morgenmad. Det uorganiserede anarki i lille Virgils verden udfordres af vennerne Oscar og Carl Emil, som har hver deres autoriteter: Oscar refererer altid til, at han har læst noget i en bog, mens Carl Emil har sin mor som reference til det meste af, hvad han siger.

Og de siger meget. Dialogen bærer handlingen frem, og hvad de ikke siger, står på de tomme pladser mellem linjerne. En gemt skat begynder med, at Carl Emil har fået nye flotte bukser: ”Hvordan får man fat i sådan et par dejlige bukser? spurgte lille Virgil. Det er det pæneste par bukser jeg nogensinde har set. De er pænere end smedens søndagsbukser. Man får dem af sin moster i Smalleby, sagde Carl Emil. Jeg har ingen moster, sagde lille Virgil. I alt fald ikke i Smalleby. Så må du se at få dig en, sagde Carl Emil. Det er nogle dejlige bukser, kan du tro.”

I samme kapitel kan man læse en meget præcis beskrivelse af, hvad barndom og leger handler om: ”Hvor har du været? sagde Carl Emils mor, da Carl Emil kom hjem. Du kommer sent. Jeg har været ude i bjergene, sagde Carl Emil. Vi fandt tre gemte skatte. Der er ingen bjerge her i landet, sagde Carl Emils mor. Og gemte skatte findes kun i eventyrene. Nå, sagde Carl Emil. Men vi fandt dem nu alligevel.”

I kapitlet Carl Emil holder fødselsdag får Carl Emil en skrubtudse af lille Virgil og et usynligt æble af Oscar. Carl Emils stadig noget fantasiforladte mor kan ikke se det sjove i nogen af gaverne, og hun irriteres af deres evige spørgen til Carl Emils nattøj – sådan noget har de to drenge nemlig aldrig hørt om før.

Børnefødselsdagen bliver et kaos, som overgår morens værste frygt og Carl Oscars største forventninger. ”Da tudsen havde gjort noget på gulvtæppet, som drengene ikke kunne blive enige om, hvad var, sagde Carl Emils mor, at de skulle gå ud og lege og tage skrubtudsen med.”

Sine skøre elementer til trods læner Lille Virgil sig op ad en vis realisme. Det bryder kapitlet Dragen med. De tre drenge får fanget en drage og slæbt den op i skolen, så læreren må hoppe ud ad vinduet. De indlogerer dragen hos smeden, som altid er med på drengenes (i dette tilfælde også genremæssigt) fantastiske historier. Næste morgen er dragen dog forsvundet, måske forvandlet til en mus. Læreren er ikke meget mere tryg ved musen, da han også får lov at møde den.

Snart kommer de på andre tanker, fordi de møder Kong Gulerod, som har været i Jappien og har en børste uden hår. ”Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen.” Kong Gulerod kan desværre ikke blive i byen, da han skal ud og sejle med sin ven og hilse på alle fisk, hvaler og flyvefisk. De sidste råber i øvrigt PLIM, når de kommer flyvende, får de tre drenge – og dermed også læseren – at vide.

Netop Dragen satte det hele i gang. Da Dragen vandt en novellekonkurrence, løj forfatteren om, at han havde mere i skuffen, og så måtte han i gang med at skrive. Resultatet blev i første omgang Lille Virgil, i de kommende år en perlerække af bøger i samme stil: Sjove fortællinger om børn (drenge), som lever i udkanten af den voksne verden. Ole Lund Kirkegaards forfatterskabet er befolket med et hav af bipersoner, som er lige så skæve som fortællingernes hovedpersoner.

I sidste del af bogen vil de tre børn bygge et tårn. Til det brug finder de nogle brædder hos Kulle-karlen. Brædderne ligner ganske vist et plankeværk, men lille Virgil og Oscar argumenterer godt: De har aldrig hørt om, at Kulle-karlen skule have et plankeværk. Da ejeren ikke er hjemme, piller de alle brædderne ned og bygger et tårn oven på hønsehuset. Ganske vist glemmer de at lave både døre og vinduer, men lille Virgil har en løsning: ”Vi hænger bare en lampe op derinde (…) Det er meget hyggeligere. Så behøver vi heller ikke blomster og gardiner. Og vi skal aldrig vaske vinduer.”

De to andre vil gerne have dydsmønsteret Carl Emil med til at indvi tårnet med en fest med sodavand og rugbrød. Han vil dog ikke lyve for sin mor om, at han skal hjælpe sine venner med at læse lektier. Han bliver først overbevist, da de beslutter at finde nogle rigtigt svære stykker. ”Det gør ikke noget, at du heller ikke kan regne dem, Carl Emil”. Således moralsk beriget kan læseren sige farvel til en bog, som satte det hele i gang i slutningen af 1967.

De fem storeMed kort mellemrum udkom fem børnebøger, som skulle vise sig at blive klassikere og sætte kursen for dansk børnelitteratur fremover. Lille Virgil var den første bog den 12. september 1967, og den fik snart følgeskab af Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Silas og den sorte hoppe, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon.

 

Boganmeldelsen er også udgivet på Pædagogen.dk.

Når en drage drager ud

Når en drage drager udNår en drage drager ud

Mads L. Brynnum
Illustrator: Mads H. Johansen
48 sider
Calibat 2017

 

 

 

 

Hvis du ikke har styr på dine monstre, så får du muligheden her. Tyve monstre fra ind- og udland udsat for rim og tegning. De er uhyggelige og farlige; og mange af monstrene vil elske at sætte tænderne i læseren. Bogen slutter af med noget så genrebrydende som en monsterhækleopskrift.

Når en drage drager ud
på en lang og luftig færd
er den ikke særligt bange
for mænd med skjold og sværd
Den snupper let en ungmø
og gemmer hende væk
og venter på en mægtig ridder
rider frem så kæk

For selvom man sku tro det
er møen ikke ked
Hun og hendes drage har
en særlig kærlighed
Så de har sat det hele op
og det har de fordi
En ridder der er ild i er
som smukt fyrværkeri

Sådan lyder teksten til det opslag, som titlen er hentet fra. Hvert opslag består af en venstreside med en tekst og en højreside med en illustration. Efter tyve opslag er der fire sider med skitser (i tekst og tegning) af nogle af de monstre, som ikke “blev helt færdige nok til at komme med i selve bogen.”

Når en drage drager ud læses med en vis gysen, men latteren presser samtidig på, for de stakkels monstre fremstilles ofte som lidt ubehjælpsomme. Varulven kan ikke finde sine bukser, når han efter fuldmåne bliver menneske igen. Poltergejsten skriver mystiske beskeder på spejle, men hvem skal læse det, når han har skræmt alle af huse? Og gargoilen må indse, at han primært bliver brugt som nedløbsrør.

Rimene ligger godt i munden, og der er mange spændende ord og ordspil. En mægtig ridder rider, en drage drager og orker orker altid at drage ud på rov. Andre ord er mere udfordrende, især for børn: balstyrisk, skumringstimens skær og drømmespind vil berige deres ordforråd.

Hvis man ønsker fuld glæde af rytmen i En drage drager ud, skal man forvente at øve sig nogle gange. Den trygge ABAB-struktur brydes flere gange undervejs, og man kan ikke være sikker på, at verselinjer holder samme længde i alle stroferne. Når man som oplæser har fanget strukturen i det enkelte opslag, kan man til gengæld levere en varieret lytteoplevelse.

Illustrationerne skifter på samme måde som teksten mellem det uhyggelig og det komiske. Nogle af monstrene har skræmmende øjne, munde og fingre. Når man så ser vampyrens næsten hyggeligt indrettede kiste eller dæmonen, som er blevet fremmanet midt i sit bad (komplet med sæbeskum i håret), bliver stemningen mere munter.

De fleste sider er holdt i blå og lilla nuancer med monsteret i centrum og en silhuet i baggrunden. Illustrationerne gør deres arbejde godt. De byder ikke på de store overraskelser og virker derfor som en solid base, når teksten bryder sin form. En lidt for solid base, man kunne godt ønske flere variationer over den faste skabelon.

En meget fin detalje er, at titlerne på opslagene – som også er navnene på monstrene – er skrevet med samme skrifttype som teksten, men tilføjet et lille håndtegnet monster-tilbehør. En dragehale på e’et i “drage”, k’et i “ork” er blevet en økse, og der er en fuldmåne i a’et i “varulv”.

Fortællestemmen skifter bogen igennem. Forfatteren lader lige så tit monsteret tale i førsteperson, som han giver den som alvidende fortæller. Kun én gang er fortælleren et menneske. Det er, når vi hører vi om maren:

Min mare maner drømme frem
et dystert drømmespind
Vi ser dem mens jeg ligger her
med puden mod min kind
Min mare maner drømme frem
om dyr med store tænder
og monstre der har øjne hvor
vi andre vi har hænder

Min mor og far de siger at
min mare hun skal gå
At jeg skal drømme søde ting
det må jeg da forstå
Men jeg vil have mareridt
har sagt det mange gange
For når jeg genfortæller dem
så blir de smadderbange

Her møder vi den ambivalens, mange børn har i forhold til monstre: De bliver tiltrukket af dem, og samtidig kan de have brug for at lukke øjnene! Den dobbelthed spiller Når en drage drager ud på. Ingen fryd overgår gysets fryd. Jeg vil anbefale bogen fra 4-5 års alderen. Man kan evt. springe nogle af siderne over eller udvælge sine (med)læserne. Op til 10-11 år vil man kunne finde udfordring især i teksten.

Når en drage drager ud er udgivet ved hjælp af crowdfunding, hvor netværk og andre interesserede kan donere et beløb inden udgivelsen.

Læs mere om Når en drage drager ud og se en video, hvor Mads L. Brynnum fortæller om bogen i den samme gys-sjove tone, som bogen er skrevet i. Her kan man også læse flere eksempler på tekst og illustration fra bogen.

Monsterhækleopskriften finder man på her.

Månen er en højttaler

Månen er en højttaler (1)Månen er en højttaler

Kathrine Assels
Illustrator: Laurenz Rawashdeh
92 sider
Jensen & Dalgaard 2017

 

 

 

 

En uendeligt sørgelig historie fortalt på en meget morsom måde. Sådan kan man karakterisere 9-årige Alvins fortælling om sin søgen efter sin far, som kan være en af de fem mænd, hans dysfunktionelle mor mødte på en ferie i Italien.

Som så meget andet i Alvins liv var begyndelsen bare noget, som skete. Det var ”meget mørkt, og så ved hun ikke, hvem det endte med at være.” Alvin gør sig mange tanker om, hvem hans far kan være. Han forestiller sig, at der kommer en flaskepost med en besked fra faren, men da de aldrig er ved stranden, ændrer han taktik. Han samler på gamle indkøbssedler, for ”faktisk er en indkøbsseddel lidt som en flaskepost. En lille bitte hilsen nogen har efterladt.”

Da der er italiensk uge i Netto, får Alvin i sin skæve logik muligheden for at finde frem til sit fædrene ophav. Loddet falder på en VVS-mand, som først bliver lettere panisk ved udsigten til at have en ukendt søn. Panikken ændrer sig til lettelse, da Italien kommer på tale, for der har han aldrig været.

Alvin kan dog ikke glemme den venlige VVS-mand og laver en plan om at skrue noget løs ved håndvasken eller lave forstoppelse i toilettet for at arrangere et møde mellem manden og moren.

Moren er noget helt særligt. Man kan med en vis venlighed kalde hende en underskudsmor: Et år består julemaden af fiskefrikadeller på rugbrød. Mormoren har taget risalamande med, men Alvins mor har ikke sørget for kirsebærsovsen, og mandelgaven er en bakke flødeboller – som er en hyppig spise i familien.

Alvin får ikke kys, for moren er bakterieforskrækket og kysser aldrig nogen. Hun hører stemmer og mener, at batterier suger energien ud af hende, så de fjerner alle batterier i huset. Månen suger folks tanker og sender dem ud som en højttaler, især ved fuldmåne. Derfor må Alvin ikke tænke ved fuldmåne, for så kan kommunen høre dem. Moren har et anstrengt forhold til kommunen og har hængt en plan op i køkkenet for, hvad de skal gøre, hvis kommunen kommer på besøg.

Naturligvis tænker Alvin særligt meget på sin far ved fuldmåne, for måske virker det alligevel, når nu moren tror på det.

Månen er en højttaler (2)Bogens linjerede sider har også en del tegninger, lavet af forfatterens 12-årige søn, som giver dagbogen et autentisk træk. Sproget er selvrefererende, som det også ses i f.eks. Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer eller Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. Alvin elsker at lege med bogstaverne i navne, f.eks. hans eget. Den hyppige og morsomme anvendelse af parenteser bliver forklaret her på billedet her.

(Klik på billedet for at se det i en større udgave.)

Med Månen er en højttaler får man en læseoplevelse, som man ikke lige lægger fra sig igen.

 

Mirja 1+2

Mirja 1+2Mirja 1+2

De nye vinger
Drømmestenen
Gunvor Ganer Krejberg
Illustrator: Rebekka Bang Sørensen
166+162 sider
Gyldendal 2017

 

Bøgerne om Mirja er moderne fantasy tilsat lidt Emil fra Lønneberg. Alfen Mirja vil gerne hjælpe sin mor og de to yngre brødre, men hun sætter både familien og det lille alfesamfund i fare.

Det er smukke bøger, hvor der er kælet for detaljerne. De mange illustrationer i farver følger tekstens handling, og læsebåndet (den lille fastgjorte snor, som kan bruges som bogmærke) matcher med hhv. grøn og lilla de to bøgers forsider.

I første bind, De nye vinger, bliver læseren præsenteret for et univers, som både er fantastisk og helt genkendeligt. Alfebørn kan ikke flyve af sig selv. Deres forældre køber sig til vinger, og også i alfeland går børnene op i, om man har mærkevarer eller ej. Mirja hører til ej-gruppen, for hendes mor har kun råd til vinger lavet af Edderkoppe-Olga. Med de vinger kommer hun ikke ind i kredsen af populære piger, anført af Lissa og Bela.

Olga er også den, som reparerer vingerne, når Mirja har ødelagt dem i sin vilde leg. Igen. Og det var ikke med vilje. ”Mirja VIL jo gerne være som de andre. Rolig. Pæn. Sjov. Dygtig. Det gør ondt at være så … så forkert. Så anderledes.”

Landbyen er beskyttet mod rovdyr af en heksering, som Mirjas far har overskredet og er forsvundet. Derfor er det ekstra svært for den lille familie, så moren må af og til overlade noget af arbejdet i huset til Mirja. Mirja har ikke noget imod at hjælpe, men hun bliver så hurtigt afledt og roder sig ud i noget, som man godt kunne kalde skarnsstreger.

I De nye vinger forsøger hun at redde en drossselfamilie, som ræven har fanget. Hun får hjælp af pindsvinet Pelle og kragen Sibbu. Pelle er den fjollede hjælper de mange sjove talefejl. F.eks. siger han ”lyvefærdig” i stedet for ”flyvefærdig”. Sibbu er den fornuftige, som retter sin ven. Trekløveret repræsenterer på den måde forskellige personligheder, som læseren kan spejle sig i.

Det lykkes naturligvis at redde drosselfamilien, uden at det koster alfelandsbyen livet. Selv den bedrift giver ingen stjerner i Lissa og Belas bog. Mirja indser, at hun ikke er som de andre piger. Men der er sket en modning af hende, for ”for første gang mærker hun, at det føles helt okay. Lissas og Belas drillerier betyder ikke noget mere.”

I Drømmestenen møder Mirja de to fremmede, Bufo og Tritu. Hun viser dem vej til landsbyen, men de afslører sig som mutanter, ”krybdyr eller padder i forvandling”. I et nervepirrende kapitel har de fanget begge Mirjas brødre, og hun kan med den sidste af sin fars drømmesten løskøbe én af dem. Hun tvinges til at vælge mellem de to brødre. Det er et dilemma, som hun også stod i i De nye vinger, hvor hun skulle redde sin landsby eller drosselfamilien, som hun selv havde bragt i fare.

I slutningen af bogen kommer en ny karakter ind i historien. Mor har mødt Paulus på markedet, hvor hun solgte drømmesten. Minimum den voksne læser vil se ham som en ny kæreste, hun forsigtigt prøver at introducere til sine børn, som endnu ikke helt har opgivet, at deres far dukker levende op en dag.

Der er lagt op til flere spændende historier i de kommende bind af serien om Mirja. Er børnenes far virkelig blevet ædt af rovdyr på den anden side af floden? Vokser Mirja yderligere gennem sine oplevelser, så hun kan få hold på både sit iltre temperament og sit lave selvværd?

 

30 berømte vikinger

30 berømte vikinger30 berømte vikinger

Illugi Jökulsson
Oversætter: Lil Vad-Schou
63 sider
Frydenlund 2016

 

 

Vikingetiden har fået en renæssance. Dengang levede vore stolte forfædre. De røvede og plyndrede, erobrede land, handlede, kulturudvekslede og havde et omfattende område som deres legeplads. I dag ser vi vikingerne både som voldelige aggressorer og som fine kulturpersonligheder. En del af disse vikinger er taget med i bogen, som har hovedvægten på de erobringer, vikingerne gjorde.

30 berømte vikinger trækker både på sagnstof og historiske kilder. Det gør desværre teksten lidt omstændelig. Når det alligevel ikke er en historiebog, kan man lige så godt svælge i sagaer, myter og overleveringer. Der er nok at tage af. I stedet irriteres læseren af alt for mange sætninger, som begynder med ”Muligvis…”, ”Det er usikkert…”, ”Nogle mener…”, ”Man mener…” og ”Desuden menes”.

Når det er sagt, giver bogen indblik i både enkeltpersoner og den virkelighed, de formodes at have levet i. Vikingetid er sejlads og bosættelser, men den er også vandringer over land. Rejserne mod vest fylder mest, men vi får også fortællinger om opdagelsesrejser mod øst. Og det er både mænd og kvinders historie, læseren møder. Illustrationerne (Shutterstock og THANK YOU er krediteret) fremstår noget afdæmpet og virker ikke til at være lavet specifikt til udgivelse i denne bog, hvilket de vist heller ikke er.

Den nemme løsning ville være at genfortælle de mest kendte vikinger. I stedet er det en (med danske øjne) blanding af berømte/berygtede vikinger og de knap så kendte. Det kan skyldes, at bogen oprindeligt er skrevet i Island, hvor man muligvis har en anden top 30 over kendte vikinger. Det kan også skyldes, at valget er sket efter andre kriterier. Det oplyses dog ikke, hvordan lige netop de 30 har gjort sig fortjent til at blive beskrevet.

Enkelte af historierne minder bemærkelsesmæssigt meget om andre mytologiske fortællinger. F.eks. hører vi, at Bjørn Jernside kom til byen Luna, som han troede var Rom. Efter en længere belejring fik hans mænd overbevist biskoppen i Luna om, at Bjørn ”var død, men at han havde ladet sig kristne på sit dødsleje, og at denne hedenske vikingehøvdings sidste ønske havde været at blive begravet i indviet jord i byens domkirke”. Som den trojanske hest blev Bjørns kiste bragt ind i byen, og sammen med sit påståede ligfølge overtog han byen.

Om Ravne-Floke hører vi, at han ledte efter Island. For at finde land slap han tre gange en ravn løs. Den tredje ravn fløj direkte i retning af Island, og Ravne-Floke kunne følge efter og på den måde fandt han nyt land, han kunne bosætte sig i.

Vi hører meget om de erobringer af landområder, de udvalgte vikinger var med til. Til gengæld er der ikke lagt vægt på de (helte)gerninger, vikingerne udførte undervejs. Det er endnu et eksempel på, at det har været svært at finde en god balance mellem historiebog og mytefortælling. Det ender med at blive lidt hverken-eller.

Dragepasseren 1-4

Dragepasseren 1-4Dragepasseren 1-4

Dragepasseren
Dragepasseren tager på tur
Dragepasserens ø
Dragepasserens slot

Josh Lacey
Illustrator: Garry Parsons
Oversat af Fanny Bruun
62-68 sider
Forlaget Bolden 2016

Her er et godt bud på en ny favorit-serie for de yngste læsere eller for børn og barnlige sjæle, som ønsker sig en sjov højtlæsningsbog. Edvard passer sin onkel Olufs drage, Ziggy, mens den ikke helt ansvarlige onkel kommer med den ene dårlige undskyldning for ikke at komme og tage sig af dragen som aftalt.

Teksten er udformet som mails mellem Edvard og Oluf. Det er nu mest Edvard, der skriver. I Dragepasseren (bind 1) lykkes det først efter en uge at få svar fra Oluf, som har efterladt sin drage i det indtil da meget almindelige rækkehus, hvor Edvard bor med sin søster og mor. I mellemtiden har dragen spist søsteren kanin og ødelagt det meste af huset. Brandvæsenet må også en tur omkring huset, inden onkel Oluf får læst mail. Han undskylder med, at han ikke vil forstyrres i sin ferie. Han boede ikke på det hotel, han havde fortalt Edvard, fordi kokken dér var flyttet et andet sted hen. Oluf havde ”af en eller anden grund” ikke mors mailadresse. I det hele taget er onkel Olufs evne til at tale sig fra sin utroværdighed lige så fornøjelig læsning som de ulykker, hans drage laver.

En ulykke kommer sjældent alene, og i Dragepasseren på tur lægger Ziggy et æg, som udklækkes, mens onkel Oluf er på retreat i et yoga-ashram. Hans sind er rent, men han kan kun lejlighedsvist snige sig til at tjekke mails. Hos Edvard spidser situationen til, da far-dragen dukker op. Det ender dog godt med en flyvetur, hvor drageungen fik en tur på sin fars ryg. Edvard fik lov at flyve på Ziggy. Dragepasseren på tur har ikke den samme fremdrift i historien som de øvrige tre, hvor man lige skal læse den næste side, inden man lægger bogen fra sig.

Tredje bind i serien om Dragepasseren er Dragepasserens ø, hvor familien besøger onkel Oluf, som dog ikke er hjemme. Nøglen ligger ikke det aftalte sted, og de må kravle ind gennem et vindue. Edvard skriver: ”Mor spørger også, hvor dåseåbneren er? Vi har taget mad med, men ikke nok, fordi du sagde, at dine skabe var fulde af madvarer. Desværre er det alt sammen dåsemad. Jeg kunne sikkert godt åbne dem med en kniv, men det vil mor ikke give mig lov til, fordi det kræver en helikopter at komme til det nærmeste hospital.”

Citatet giver et indblik i bøgernes underspillede humor, hvor man kan læse rigtigt meget mellem linjerne. I samme bog besøger de Fiskemuseet i Yderflækkeren og få at vide, ”at det er den største turistattraktion i området. Det er nok meget spændende, hvis man godt kan lide fisk.”

Ved onkel Olufs hus finder de også Loch Ness-uhyret, og det kommer til en drabelig kamp mellem drage og søuhyre. Onklen vil naturligvis gerne hjem og se det, men landingsbanen i Ulaanbaatar lufthavn er dækket af is, og der kommer også andre forsinkelser til.

Det sidste bind i denne omgang er Dragepasserens slot. Mor er taget på yoga-retreat. Edvard og hans søster skal besøge deres far og hans nye kæreste, Beatrice. Der er bare det problem, at onkel Oluf ikke har hentet sine drager som aftalt. Med stor modvilje går Beatrice med til, at dragerne kommer med. Far og Beatrice bor på et slot, og de skal holde en stor nytårsfest. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. 600 pindemadder til gæsterne bliver til dragemad, og en uheldigt efterladt kasse med fyrværkeri går i brand på grund af et dragenys.

Resultatet er, at slottet brænder ned til grunden, og de tre indlogerer sig på den nærliggende kro. Ikke Beatrice, som tog hjem til sin mor. ”Beatrice sagde undskyld til mig og Emilie for sit sprog, men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, for vi har hørt det hele før, dengang mor og far blev skilt. Og værre endnu. Beatrice sagde, at far åbenbart ikke havde lært af sine fejltagelser, og så sagde han, at det havde hun ret i. Så var det, hun gik.”

Edvard håber at vinde kroens quiz-aften, for førstepræmien er 1000 kr., som ville være et tiltrængt tilskud til et nyt slot. Endelig skriver Oluf tilbage. En kort besked: ”Forsinket igen. Tager af sted nu. Ked af at gå glip af quizzen. O”

Bøgerne om Dragepasseren er ret korte, og hvert enkelt kapitel er en mail med brevhoved og evt. et ”vedhæftet” billede. Det gør serien meget velegnet til den læser, som ikke kan overskue at kaste sig ud i en stor tyk bog. Humoren i serien vil helt sikkert fange mange børn – og voksne!

Forlaget fortæller, at en mor blandt læserne har fremhævet bøgerne som “lette at læse for en dreng med læsevanskeligheder.”

Der er indtil videre skrevet otte bind af Dragepasseren. De fire er oversat og udgivet, og forlaget oplyser, at de næste to planlægges udgivet juni 2017.