Test satte tanker i gang
Jeg havde meldt mig som eksamensvagt til terminsprøve i en 9. klasse. En times færdighedsregning og tre timers problemregning var næsten som at være tilbage i min egen folkeskoletid. Blot kan jeg hilse og sige, at det er kedeligere at være vagt end at være til prøve selv.
Til gengæld fik jeg rig mulighed til at observere de unges måder at gribe opgaverne an. Det satte gang i en masse tanker.
Ikke så meget omkring rammerne, omkring hele formålet med at lave en kunstig situation uden hjælpemidler (den første time) osv. Jeg tænkte især over, hvor meget vi mennesker kommunikerer med hinanden. Ubevidst ved at tromme, trippe, sukke osv. Bevidst ved at lave grimasser eller bare kigge hinanden i øjnene. I princippet var det jo forbudt til en prøve, men når skade er sket, og der er blevet sagt “God weekend” lige så stille, så er det jo lidt sent…
Vi bruger hele kroppen og alle sanser til at fortælle omverden, at vi er til. Det kan man ikke bare lukke ned for. Hverken som afsender eller modtager af signaler. Tænk på, hvor meget vi signalere med at hænge med skuldrene og kigge ned i bordet. Uanset om det er til en terminsprøve eller ej.