Umyndiggørelse

UmyndiggørelseUmyndiggørelse

Rasmus Willig
160 sider
Hans Reitzels Forlag 2009

 

 

Sociologen Rasmus Willig har undersøgt århusianske pædagogers arbejdsvilkår og deres opfattelse af deres arbejde. Det er der kommet en meget spændende bog ud af. Rasmus Willig skriver selv, at det pædagogiske felt er nyt for ham og at det skinner tydeligt igennem i hans bog. Det er netop det fine ved Umyndiggørelse, at den ikke er skrevet eller bestilt af BUPL eller andre med andel i de problemfelter, som beskrives. Alligevel forholder Umyndiggørelse sig ikke neutralt til sine kendsgerninger. Heldigvis. Der tales om “oplevelser, der helt tydeligt er samfundsmæssigt påført” og allerede her (side 15) toner forfatteren rent flag: pædagogerne har mistet grebet om deres eget arbejdsfelt og er blevet umyndiggjort, heraf bogens titel.

Pædagogerne føler, at det er deres skyld, når de ikke magter deres arbejde – og får skyldfølelse. De går hellere ned i tid end at miste en kollega. Man må ikke kritisere sin egen arbejdsplads, men pædagogerne undlader også at give generel kritik. Enkelte gange har århusianske pædagoger dog vist, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet med kritik som våben.

Det har baggrund i begrebet dobbeltbindinger. Dobbeltbindinger er krav, som i vid udstrækning umuliggør hinanden. F.eks. at skulle tilgodese det enkelte barns behov og samtidig have ansvaret for flere børn med færre resurser. Dobbeltbindinger gør arbejdet mål-løst, fordi man ved at bevæge sig mod ét mål vil fjerne sig fra et andet. De arbejdsvilkår gør kritik meget svær, fordi de enkelte krav isoleret set er umulige at være imod.

Umyndiggørelse giver også en beskrivelse af de veje, der rent faktisk er skabt for kritikken. Eksempelvis er der seks led i MED-systemet i Århus. Det betyder, at kritik formuleret af en pædagog enten bliver vendt mod pædagogen selv, eller at den bliver tandløs undervejs. MUS (medarbejderudviklingssamtaler) får også et ord med på vejen. Hvis man er medarbejder, har man en forpligtelse til at tage medansvar.

Kritikken kommer ikke ud de steder, den burde: f.eks. personalemøder, som ifølge Rasmus Willig holdes alt for sjældent. Når nu kritikken ikke kan gå konstruktive veje, finder pædagogerne erstatninger. De kan være gode eller dårlige, men ens for dem er, at de ikke ændrer de kritisable forhold, kun pædagogens evne til at overleve indenfor dem. De adspurgte pædagoger spiser store mængder slik, drikker alkohol, dyrker hård motion og – som medierne har gengivet i rigt mål – skriger i bilen på vej til og fra arbejde.

Der er desværre ikke afsat mange linier til det forhold, at umyndiggjorte pædagoger virker som rollemodeller og dermed reproducerer umyndiggørelsesprocesser til børnene. Man praktiserer overvågelsespædagogik: tænker strategisk, så man kan overskue (overvåge) flest muligt børn. I bogen kaldes det dørkarmspædagogik, fordi pædagogen ved at stå i dørkarmen kan overskue to lokaler. En pædagog citeres for at sige, at “stikbold med 50 børn er pludselig en god pædagogisk aktivitet.”

Under disse forhold får fagligheden trange kår. Man går fra pædagogik til ren pasning. “De faglige færdigheder, som de har fået med fra seminariet, skal ignoreres og erstattes af de nye “kommunale pædagogikker”, der i korthed går ud på at gøre det hele lidt hurtigere.” Konflikter mellem børnene “løses” med de samme nedladende argumenter, som pædagogen selv mødes med: “Ikke mere brok” eller “I bliver nødt til at være stille, hvis I skal være her.”

Pædagogerne skjuler selv umyndiggørelsen for at begrænse yderligere statusfald. På den måde fastholder pædagogerne deres umyndighed. De har gjort sig den erfaring, at brokrøve ikke har succeshistorier. Det fortæller pædagogerne selv. Desværre betyder det, at man retter kritikken indad i stedet for udad, og så bliver man sur og syg.

Alt det ovenstående er refereret fra Umyndiggørelse, så det er ikke så mærkeligt, at den har fremkaldt stor debat, både blandt pædagoger og i medierne generelt. En del af debatten går på, om forholdene nu er så dårlige, som de er beskrevet. Man må gå ud fra, at Rasmus Willig som formand for Dansk Sociologforening kan stå inde for sine konklusioner.

En anden kritik går på, at Umyndiggørelse ikke peger på løsninger, men kun angiver problemer. Det er rigtigt nok, men det har heller aldrig været bogens formål at formulere løsninger. En reference til Paulo Freire ligger lige for: at det første skridt til frigørelse er at opnå forståelse for de undertrykkende mekanismer, man lever under. Det kan være hård kost, for Rasmus Willig lægger ikke fingrene imellem. Men ikke desto mindre en vigtig og nødvendig bog. Læs den, hvis du tør.