Valget
Sarah Engell
352 sider
Carlsen Puls 2017
Sarah Engell har i sin nyeste bog skrevet om en karakter, som ellers er lidt for usynlig i YA (Young Adult): Xenia Bang er smuk, intelligent, handlekraftig og har et godt forhold til sine forældre. Alligevel – eller netop derfor – er det ikke uproblematisk at være nyvalgt formand for Etisk Ungdom og kæmpe for at blive folketingskandidat for Etisk Parti, når hun om kort tid fylder 18 år.
Xenia er en mere rund karakter, end hun umiddelbart lyder til. Hendes store dilemma er at vælge mellem at bevare sit anarkistiske aktionsmønster og at optræde tilpas politisk korrekt til at kunne være med centralt i spillet. Indtil hun har valgt side, ved Etisk Partis karismatiske leder ikke, om han tør satse på hende. Hvis Xenia fejler, står Vinca klar til at tage pladsen. Vinca tabte formandsvalget i Etisk Ungdom til Xenia.
Vejen mod Folketinget bliver for alvor sat på prøve, da Xenia møder Lilas, som er en uledsaget flygtningepige fra Syrien. Lilas er syv år og er kommet væk fra sin familie. Hendes bror er død, hendes storesøster er muligvis havnet i Sverige, og forældrene har hun efterladt på flugten.
Der er to fortællespor i Valget. Xenias fylder det meste, hvis man tæller siderne. Lilas’ fortællespor er korte kapitler, som er sat med en skrifttype og et sprog, som i første omgang får læseren til at tro, at det er kopier af gamle bøger, måske 1001 nats eventyr. De to fortællespor har i begyndelsen tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre, men mod bogens slutning har de nærmet sig hinanden og fortæller om de samme begivenheder.
De to karakterer, Xenia og Lilas, har levet et liv fjernt fra hinanden, ikke kun geografisk. Nu kommer de til at ændre hinandens liv radikalt. Xenia finder ud af, at hun må betale en høj pris, hvis hun vil følge sine idealer. Hun bliver truet på livet af en højreekstremistisk gruppe, Thors Soldater, hvor en af de mest aktive viser sig at være en bror til Xenias veninde. Veninden er skyld i, at Xenia taber sin første store tv-duel med formanden for Nyliberalistisk Ungdom. Her bliver hovedpersonens rummelighed sat på en alvorlig prøve.
Lilas har mistro til autoriteter og fremmede mennesker. Mistroen er kommet dels af hendes erfaringer på flugten, dels af de råd, hendes mor gav hende før flugten fra Syrien. De råde har bragt hende helt til Danmark, men nu må hun vise tillid for at komme videre. Hvem kan hun stole på? Og kan Xenia leve op til den tillid, Lilas viser hende?
Xenias forældre er frivillige på et hospital i Syrien. De har på mange måder de samme idealer som deres datter, og de har muligheder for at handle mere direkte på dem. Da far kommet til skade, vender de hjem og må reagere på hærværk på deres hus og dødstrusler mod deres datter. Der er forskel på at hjælpe i en krig, man kan forlade igen, og at håndtere, at krigen foregår i egen baghave – helt bogstaveligt.
Farmor spiller også en stor rolle i Valget. Hun er et lidt humoristisk indslag og har f.eks. ikke styr på mobiltelefonen, men får alligevel lavet en ret god video af en af Thors Soldater. Hun træder også til med mad, råd, støtte og bil, når det kræves.
Mod slutningen af bogen må Xenia træffe sin afgørelse. Partiets spindoktor udtrykker det sådan: ”Enhver politiker skal på et tidspunkt vælge mellem succes og samvittighed.” Skal Xenia gå efter den politiske karriere, hvor hun kan betyde noget for mange mennesker? Eller skal hun følge sin samvittighed og redde det ene menneske, som har så hårdt brug for hjælp?
Læseren står tilbage med spørgsmålet: ”Hvad ville jeg selv have valgt?”
Valget skiller sig ud fra de fleste YA-romaner ved ikke at have sex som tema. Der er ingen kærestepar i bogen, og Xenia opdager ikke, at nogen flirter med hende. Hendes veninde og læseren er de eneste, der opdager det. Der er ingen selvskadende adfærd hos hovedpersonen, og hun får sine kick af at stå på talerstolen, ikke af at tage stoffer. Derfor vil Xenia vække genkendelse hos en gruppe læsere, som ellers kan have svært ved at finde identifikationsfigurer, som har handlekraft og refleksionsevne på samme tid. Det er dejligt befriende.
Læs undervisningsmateriale og de tre første kapitler her.
Sarah Engells egen playliste med sange, som indgår i Valget, kan hentes her.
Valget er også anmeldt på Pædagogen.