Verdens ende
Mette Zommer
267 sider
Mellemrum 2014
Den selvbiografiske roman slog benene væk under mig. Mette Zommer skriver rigtigt godt, og hun har noget på hjerte (nogle gange lidt meget, men jeg følger med, så godt jeg kan). Det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst en bog, som jeg har svært ved at lægge fra mig, men sådan havde jeg det med ”Verdens Ende”. Jeg bed især mærke i den kompromisløse måde, jeg-fortælleren møder andre på. Hudløst ærlig, girafsproglig og med den tilgang, at det mest irriterende menneske kan være din bedste læremester.
Mette Zommers har haft en barndom præget af alkohol og lavt selvværd. Underkendelse af hendes grænser osv. Som ung havde hun udviklet bulimi, depression og en omfangsrig angst. På et tidspunkt finder hun styrken til at begive sig ud på pilgrimsrejsen Camino de Santiago de Compostela. Uforberedt, utrænet og temmelig naiv, men hun gennemfører, og det bliver et vendepunkt. Tilbage i Danmark begiver hun sig på en indre Camino og vender så at sige skuden.
I sidste del har hun fået mand og barn og skriver meget om dilemmaer: Hvordan anerkender man både sine egne og børnenes behov? Hvordan møder man et barn med kærlighed, hvis det gør ondt mod ens eget barn? Hvornår reagerer man på, at et barn f.eks. i børnehaven ikke behandles, som man ønsker sit eget barn behandlet?
På den måde var det sidste del mere end begyndelsen, som gjorde indtryk på mig. Den forfalder aldrig til det sødladne. Historien om den dårlige barndom, som man rejser sig fra, er skrevet før, men den kan fortælles på mange måder. Mette Zommer gør det på en af de bedste måder, jeg har læst. Det er en stærk og yderst tankevækkende bog, som giver dig en læseoplevelse, du ikke glemmer med det samme.