Sarah Engell
336 sider
CarlsenPuls 2018
Stella udsættes for massiv mobning og tiltagende trusler fra især Amalie, som hun tidligere var bedste veninde med.
Der venskab sluttede, da Stella opfordredes til at gå solo til boot camp i X Factor, også selv om hun afstår at splitte sin duo med Amalie. I stedet er Stella nu kørt ud på sidelinjen, ikke bare i forhold til Amalie, men i forhold til hele klassen. Hun støttes kun lejlighedsvist af den usikre Filippa, som ikke ønsker at tirre Amalie tilstrækkeligt til, at hun selv ekskluderes helt af gruppen.
Mobningen kører primært digitalt, men den omfatter også fysiske overgreb. Det rammer Stella hårdest, når Amalie med stor præcision deler afstemninger, hadefulde opslag og nedværdigende videoer på sociale medier. Alligevel er Stella nødt til at følge med, for det er endnu værre ikke at vide, hvad der sker.
Internettet byder også på grupper for unge, som har en foruroligende interesse i selvmord. Stella indgår flittigt i debatten om fordele og ulemper ved de forskellige metoder. Hun har derfor oprettet den liste, som giver navn til bogen.
På nettet har hun også fundet Aum, som hun deler fortrolighed med. I løbet af 21 måder at dø beslutter hun at opgradere relationen fra URL til IRL og møde ham in person. Det komplicerer det hele for dem begge, samtidig med at det åbner for nye muligheder.
Stellas mor er død, hvilket hun dagligt mindes om af hadske sms’er fra Amalie. Tilbage er en far, som har et ønske om at hjælpe sin datter. Men dels er han selv tynget af sorg, dels har han slet ikke indsigt i, hvad der sker i en 15-årigs liv. Og Stella hjælper ham ikke med mange informationer. Forældre, lærere og politi er ikke logiske livliner, når det er jævnaldrende, som gør livet surt for én.
Der er gået fire år siden førsteudgaven af 21 måder at dø. På de fire år har sproget blandt unge udviklet sig så meget, at forfatteren har følt sig nødsaget til at redigere bogen. Der er også sket andet på de fire år. Måske er det blot undertegnede, som har læst for meget YA (Young Adult, svarer ca. til ungdomsbogs-genren) og fulgt nyhederne, men det kan andre læsere også have gjort. I hvert fald virker karaktererne en anelse flade, og både de og handlingen er ofte forudsigelig.
Stella er 15 år, og man kan derfor formode, at bogen appellerer til læsere fra 12-14 års alderen. Især de ældste i målgruppen har for længst hørt om digital mobning, falske profiler, pornografiske videoer med fake ansigter og tricket med at putte stoffer i drinks. Alt sammen noget, Stella møder. Om hendes fortælling har den chok-effekt, YA ofte giver, må være op til de at bedømme, som kender de unge læsere individuelt.
21 måder at dø er en bog, som langsomt fanger. Begyndelsen er lidt træg, men efterhånden bliver man interesseret i Stella og må alligevel læse videre for at se, hvordan hun kommer ud af den udsigtsløse situation, hendes omgivelser sætter hende i. Vi efterlades med en åben slutning, som indeholder et desperat forsøg fra Stellas side på at få hendes plageånder til at indse, hvad de gør. Man kan håbe, at også enkelte mobbere blandt læserne får øjnene op for det.