Afvæbnet kritik
Rasmus Willig
235 sider
Hans Reitzels Forlag 2016
Hvad er “afvæbnet kritik”? Det er den måde, kritik bliver mødt på, som tager luften ud af den. Det er måder at svare på kritik på. Rasmus Willig har i syv år samlet på afvæbnet kritik, som den er hørt af sygeplejersker, socialrådgivere, politibetjente, lærere og pædagoger. De er efter hans mening “rygraden i ethvert samfund” og får på denne måde endnu engang stemme via en af hans bøger.
I Afvæbnet kritik bliver kritikken først analyseret og defineret. Der er en masse ting, den ikke er: Den er f.eks. ikke tilknyttet et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Ingen har monopol på kritik. Det beskrives sådan: ”moral er kritik og kritik er moral (…) Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.”
Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.
Eksempler på afvæbnet kritik:
“Du er da vist udbrændt.”
“Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt.”
“Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?”
“Behøver du være sådan en betonsocialist?”
“Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde.”
“Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå.”
Særligt den sidste sætning rammer hårdt, hvis man har sin faglige stolthed i behold. Det er skrap læsning, og de mange eksempler (over 20 sider) er også delt op i to dele.
Værre bliver det af, at de afvæbnende svar reproduceres ned gennem systemet, fra højere ledelsesniveauer til lavere ledelsesniveauer. “Pædagogen bruger dem overfor børnene, og sygeplejerskerne bruger dem overfor patienten. De gentages endda i privatlivet.” (Fra min boganmeldelse på JAGOO.)
Bogen Umyndiggørelse kom i 2009. Fire år senere kom Kritikkens U-vending, og med Afvæbnet kritik har vi en hel lille serie, som tager afsæt i umyndiggørelsen af velfærdsprofessionerne og dens følger. Det er ført så vidt, at bogen har et afsnit om censur, hvor den skelner mellem defensiv censur (hvor man censurerer noget, som er skrevet) og offensiv censur (hvor man undlader at komme med f.eks. kritik af frygt for konsekvenserne).
Det betyder ifølge Rasmus Willig, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille. Det ses på fire områder: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Velfærdssamfundet, professionerne og dens udøvere har brug for en fortsat udbygning og bevarelse af de fire områder, og det kan kun ske, hvis fagene kan ytre sig, kan blive hørt og ikke bliver afvæbnet.
Hør Rasmus Willig fortælle om sin bog:
Eller se en udsendelse på DR.